Læsetid: 3 min.

Mortensengate

4. juli 1998

Stop Hother!
- En Danmarksfarce 13

Resumé: Mortensen er ved at køre fast i opklaringsarbejde i sagen om den forsvundne Palmemordstilståer Hother Christensen, men klynger sig til et spinkelt spor: Niels Barfoed mumlede noget om romanen Marts 1970 af Klaus Rifbjerg (ikke at forveksle med K. Thorvald R. Petersen), en roman som måske kunne rumme en nøgle. Hverken hr. eller fru Mortensen er dog meget for ligefrem at læse bogen. De bryder sig ikke om Rifbjerg, som de ellers selv betaler til.

Fru Mortensen stirrede bestyrtet på sin mand.
- Via skattebilletten, min ven, tusinder og tusinder af kroner stuver den vindbeutel ned i lommen hver måned. Tror du ikke, jeg ved hvordan det foregår? Jeg har set kunstnere nok for resten af livet!
- Har du ikke netop besøgt Niels Barfoed?
- Han er ikke kunstner. Det er bare en bladsmører.
- Hvorfor snakker du så i det hele taget om den bog?
Kriminalkommissæren rev sig i de sparsomme vækster, han endnu havde ovenpå hovedet.
- Fordi mine foresatte er blevet vanvittige. Fordi en mand møder op på mit kontor og siger, han har myrdet Olof Palme. Fordi jeg gav ham stikkepenge. Fordi et ulækkert gespenst ved navn Bo Bjørnvig pludselig står og græder ude i forhaven. Fordi, fordi, fordi...
Fru Mortensen gik hen og lagde armene om sin mand.
- Så, så, sagde hun, - det skal nok gå. Du har klaret værre ting før. Tænk, da du lå i buldermørke og kæmpede med den slimede Claes Kastholm Hansen, der nær havde slået dig ihjel. Hvorfor sætter du dig ikke stille og roligt ned og læser det gamle makværk, så finder du sikkert løsningen...
Mortensen lagde hænderne for ansigtet.
- Jeg som hader bøger...
Han så op med tårevædede øjne.
- Jeg som hader litteratur og litterater og al deres væsen. Jeg har fået nok, hvor mange gange skal jeg sige det? Jeg brækker mig ved tanken om forfattere!
- Men hvis han nu findes? Hvis det nu er Hother Christoffersen, der har slået Olof Palme ihjel?
Kriminalkommissær Mortensen havde lagt sig ned og var ved at tygge et ryatæppe i stykker med sine (endnu) stærke tænder.
- Grrrrr, sagde han, - grrrrr.
Fru Mortensen betragtede sin mand.
- Hjalmar, sagde hun så, - har du glemt, at den rya er en personlig gave fra Mads Eg Damgaard?
Kriminalkommissæren spyttede en håndfuld trevler ud.
- Fordi du undlod at skrive rapport, da du så godsejeren skyde en svane - oven i købet med blyhagl. Efter forbudet.
Mortensen havde vilde øjne.
- Jeg glemmer aldrig noget, råbte han, - stort eller småt, ondt eller godt. Jeg forstår bare ikke, hvorfor det altid skal være min skæbne at havne dér, hvor virkeligheden hører op og vanviddet begynder. Jeg, en ganske almindelig mand!
Fru Mortensen rakte ham hånden og hjalp ham op.
- Du er min helt, sagde hun - og hvis du bare tager tingene i den rækkefølge, de kommer, er sejren i den sidste ende altid din. Tænk bare på den skøre Overlærer.
Endnu en gang gled et skær af fortvivlelse over Mortensens ansigt.
- Men jeg vil ikke, jeg vil ikke tænke på ham!
Fru Mortensen trådte et skridt nærmere.
- Hjalmar, sagde hun, -den mand er din skæbne, som han er så mange andres - du må tage den på dig!
- Overlæreren, hviskede kriminalkommissæren endnu en gang. - Det er ikke til at bære...
- Det er ham, der er nøglen, det er jeg sikker på.
Fru Mortensen fjernede en ryatrevl fra sin mands mundvig.
- Begynd nu fra begyndelsen, som du plejer. Og tag så Olsen med.
-Unge Olsen?
- Netop. Han er en udmærket støtte.
- Men han ved jo ingenting. Han er fuldkommen blank. Og naiv.
- Det er også derfor han har en chance. Jeg mener: i det litterære liv. Tænk bare på Pia Tafdrup!
- Aner ikke, hvem det er.
- Jamen, det er simpelthen den ny kulturministers yndling. Og hun har aldrig fattet noget som helst.
- Kulturministeren?
- Sandsynligvis ikke. Men først og fremmest Tafdrup. Hun er verdensberømt i hele Danmark.
- Hvorfor taler vi om dether?
- Fordi jeg gerne vil sætte dig på sporet! Du må vide, hvem det er, du har med at gøre. Se nu til ham den lille skrutryggede charmetrold, ja, det er ikke, fordi jeg ikke holder meget af ham, jeg elsker jo i modsætning til dig bøgerne, men Søren Ulrik Thomsen, ja, nu beder jeg dig, det er bare for meget!
Øjnene rullede i hovedet på kriminalkommissæren.
- Stop, råbte han, - stop!

(Fortsættes mandag)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her