Læsetid: 3 min.

Musical-mesteren

31. juli 1998

Jerome Robbins skabte dans, der umiddelbart bevægede og bevægede sig

NEKROLOG
Manden bag West Side Story, koreografen Jerome Robbins, døde i onsdags, 79 år gammel.
Robbins har måske været den mest tæftfulde koreograf i det 20. århundredes Amerika. Han har været i stand til at ramme netop dét, som det amerikanske publikum ville have - uden smålig hensyntagen til, hvad der ellers blev anset for fint eller korrekt. Og tilsyneladende uden selv at gå på kompromis med sine bevægelser.
Robbins skabte simpelthen dans - dans, der umiddelbart bevægede og bevægede sig, swingende, glidende, jazzende. Robbins' dans kunne være morsom, komisk og grotesk, men først og fremmest så smuk og så rendyrket sanselig, at selv den lige så nyskabende, men mere kølige, neoklassiske George Balanchine måtte opgive at følge med.

Passionen i New York
Uafladeligt blev Robbins' navn knyttet til Balanchines. Fra 1949-59 og igen 1969-90 var han viceballetmester for Balanchines New York City Ballet, og det var her, at han kom til at skabe de fleste af sine balletter: Age of Anxiety (1950) til Stravinskijs musik, Fanfare (1953) til Britten, The Concert (1956) til Chopin for nu blot at nævne et par af hans værker - og ikke mindst den afgørende En Fauns Eftermiddag (1953), hvor han nytolkede Nijinskijs erotiske faun-ballet til Debussys musik og gjorde den til en flygtig passion mellem to dansende i en træningssal. Et blik i et spejl, det var alt - og det var det hele. En ballet, der straks gik verden rundt - og som også har været på Den Kgl. Ballets repertoire adskillige gange.
Robbins' scenekarriere begyndte ellers med interesse for både ballet, moderne dans, musik og teater - men hans debut som 19-årig var faktisk som skuespiller. Han blev derefter hurtigt danser på Broadway, hvorfra han kom til Ballet Theatre, hvor hans første koreografi Fancy Free (1944) til Leonard Bernsteins musik blev en så stor succes, at den straks blev omskabt til musicalen On the Town.
Samarbejdet med Bernstein fortsatte og kulminerede i 1957 med musicalen West Side Story, hvor Robbins genialt havde omsat Romeo og Julie-historien til New Yorks bandekrige. Denne musical blev koreografisk anset for et højdepunkt inden for sin genre, fordi dans og sang og historie vitterlig udgjorde en enhed: man kunne knap fjerne et trin uden at gøre handlingen uforståelig.
Og West Side Story blev den berømteste blandt hans mange musicals og musicalfilm, bl.a. The King and I (1951), Peter Pan (1954), Gipsy (1959), Funny Girl (1964) og Fiddler on the Roof (1964 - Spillemand på en tagryg).

Spontan dans
En årrække havde han sit eget balletkompagni Ballets: USA, og han arbejdede også freelance, bl.a. for American Ballet Theatre til hvem han skabte Stravinskij-balletten Les Noces (1965).
I 1969 vendte han tilbage til New York City Ballet, hvor han bl.a. skabte den underskønne Dances at a Gathering (1969) til Chopins musik - et værk, som ikke mindst er blevet et must under New York City Ballets mange besøg i København. Efter New Yorker-premieren udtalte Robbins sig til kritikeren Edwin Denby i et af sine sjældne interviews - om sin handlingsløse ballet og dansernes evne til at danse hans koreografi med oprigtig spontaneitet:
"Danserne læser måske i en anmeldelse, hvad balletten handler om, og så forandrer de deres dans, for nu forstår de dansen (de forstår den i ord) - før gjorde den det bare. (...) Så begynder de at tro, at de måske snarere skulle danse sådan, som alle andre siger, dansen er. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det - ud over at bede dem om at lade være!"

Søgende til det sidste
Robbins fortsatte med at opsøge nye veje. I 1983 var han således med til at realisere Glass Pieces til Philip Glass' musik, og i 1984 samarbejdede han med den postmoderne koreograf Twyla Tharp omkring Brahms/Händel. Han sidste værk blev Brandenburg for New York City Ballet i 1997.
Efter Balanchines død i 1983 overtog Peter Martins ledelsen af New York City Ballet, men Robbins forblev viceballetmester. Det var derfor ikke uden postyr, at han i 1990 forlod jobbet. Mange mente, at med ham ville også ånden i City Ballet forsvinde - musikaliteten, danseglæden og jagten på den ekstreme skønhed i storbyrytmens sus.
Det gjorde den måske også.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her