Læsetid: 9 min.

Musikken på Gudernes Ø

25. juli 1998

For Per Nørgård blev mødet med balinesisk musik i 1970'erne et overraskende genhør med grundlæggende træk i hans egne værker. Information har talt med komponisten

KOMPONISTER
Det var i sommeren 1975, mens Per Nørgård færdiggjorde sin 3. symfoni, at han første gang hørte musik fra Bali. Det foregik ikke på Bali, men i Holstebro, på Odin Teatret, hvor tredive balinesere var inviteret til festivalen 'Den balinesiske drøm'. Nørgård, der ikke var meget for folkedansergrupper og den slags, var ikke taget afsted med forventningen om at blive særligt påvirket af det, han skulle høre. Trods sin musikalske opvækst hos
folkemusikeksperten Vagn Holmboe var den balinesiske gamelan-musik en ny verden for ham:
"Jeg havde måske nok hørt den sensuelle gong-lyd, men vidste intet om, hvordan musikken er struktureret - ikke engang noget om orkestrene," husker han.
Men det kom han til. Mødet med de balinesiske musikere blev en åbenbaring for Per Nørgård, der mindes, hvordan de optrædende gæster på Odin Teatrets scene spontant vendte situationen om, så de efter 10 minutter forekom at være dem, der var hjemme, mens de danske tilhørere følte sig som de fremmede. Efter to dage kunne balineserne dog ikke holde den danske passivitet ud længere, men afbrød opholdet og tog hjem.

Åbne hierarkier
Det, der blev afslutningen på balinesernes korte bekendtskab med Danmark, blev for Per Nørgård begyndelsen på et langvarigt forhold til balinesisk musik. Han måtte simpelthen til Bali og høre mere. Samme vinter tog han afsted:
"Det betød, at det var regntid, første gang jeg kom derover, men det gjorde ikke noget. Regntid betyder ikke, at det regner hele tiden. Der kommer bare nogle ordentlige skyl en gang imellem. Du ved, de åbner for en spand deroppe - og så er det imponerende at se de utallige musikforestillinger, der er i gang. På sådan noget som 10 sekunder har de ryddet scenen for alt, instrumenter og det hele. De optrædende var hurtigere i ly end publikum!"
Med udgangspunkt i Kuta, Balis mest vesteuropæisk orienterede sted, tog Per Nørgård øen rundt på motorcykel på må og få, uden at vide, hvad han ville støde ind i. Musikken, han oplevede, blev en åbenbaring, men den blev også en overrumplende genoplevelse af elementer fra hans egen musik.
Det hænger sammen med, at balinesisk musik bygger på samme idé om flerlagede åbne hierarkier, som Per Nørgård dengang i 1970'erne var begyndt at arbejde med:
"Balineserne er besat af uendelighedsmatematik. De har 10 forskellige slags ugekalendre - fra 10-dages uger ned til uger på én dag - som de bruger samtidig! Hvis du køber en kalender på Bali, vil du se nogle indviklede farvesystemer, der skal hjælpe til at holde rede på, at denne dag måske i syvdagesugen er markedsdag, mens den i todagsugen er festen for et eller andet."
Den kombinatoriske flerlagethed, der gennemsyrer det balinesiske samfund, talte stærkt til Nørgård, som fra slutningen af 60'erne var begyndt at udvikle sine egne mangelagede uendelighedsverdener. Værker som Rejse ind i den gyldne skærm og
2. symfoni er baseret på Nørgårds 'uendelighedsrække' - ikke en fast tonerække, men et princip for generering af toner, som kan udfoldes i det uendelige, og som spejler sig i sig selv i uendeligt mange tempolag, på samme måde som fraktalmønstre. Nørgård var dybt forbløffet over, at hans egen uendelighedsrække fandt genklang på Bali:
"Det, der slog mig rent personligt - og som jeg aldrig rigtigt er kommet mig over - var, at da jeg gav mig til at lytte til gamelan-orkestrene, opdagede jeg, at deres musik lyder fuldstændigt som Rejse ind i den gyldne skærm, som jeg havde komponeret allerede længe før mit møde med balinesisk musik. Det er fordi, gamelan-musikken bygger på samme flerlagede princip, hvor du har nogle hurtige melodiske lag øverst. Neden under har du så nogle langsommere lag, og helt nede i bunden nogle meget langsomme - balineserne kalder de hurtige, hvirvlende lag øverst for blomster-melodier, mens man kalder de langsomme lag nederst for træstamme-melodier - men hver gang de melodiske lag mødes, sker det på enklang, præcis som når du komponerer med uendelighedsrækken!"

Øret fortæller
Nørgård hørte de gyldent klingende bronzeslagtøjsinstrumenter spille en musik, der lignede hans egen. Lagene i musikkens åbne hierarkier mødtes på naturlige klange, hvor øret direkte - uden om hjernen - fortalte: Jep, den er god nok!
Men også på andre planer end det musiktekniske bekræftede den balinesiske kultur Nørgårds idealer. Ud over en kolossal musikalsk stimulus modtog han indtryk af en samlivs- og organisationsform, der gjorde, at han tog hjem fra Bali og følte sig dybt ydmyg som vesterlænding:
"Bare måden de forvalter deres ø på. Det var jo først i 1960'erne, at man begyndte at tale om forurening hos os. Men derovre oplever man en helt anden grundindstilling. Balineserne mener jo, at de forpagter deres ø af guderne, og de må i hvert fald ikke give den tilbage i ringere stand, end de har modtaget den. Når man ser Bali, oplever man, at denne livsindstilling ikke bare er teori. De lever det."
Per Nørgård blev ikke balineser i sin musik efter turene til Bali - ikke mere end han var det i forvejen. Han var på vej mod et kaospræget univers efter uendelighedsrækken, en periode inspireret af mødet med outside-kunstneren Adolf Wölflis billeder og tekster - for sådan er det med Nørgård, han er altid i skred, på vej mod en ny periode, der på én gang bryder med og udvider de forudgående perioders univers. Det ligger i hans kunstneriske selvopfattelse. Men den 'Sol og Måne'-trommegruppe, Per Nørgård startede efter hjemkomsten fra Bali, var direkte inspireret af balinesisk klub-kultur:
"I landsbyerne mødes de i banjaren, det vil sige torvehallen, og holder møder. Gamelan-orkestrene er jo ikke orkestre på den måde, med en dirigent. Det er klubber, og børnene integreres tidligt. De kommer ind i den konkrete verden, modsat vores skolesystem, hvor livet helt unaturligt skæres i skiver. De små børn på Bali bliver sat ned med en gong, og i løbet af få uger ved de bare, hvor de der slag skal falde. De får fra starten en plads i helheden og lærer, at alt er vigtigt."

Sans for erindring
"Balinesernes sans for erindring slår vores med mange længder. Når de lærer at spille, foregår det ved, at mesteren spiller for, og de spiller efter. Hos dem går det ind som krop. For en balineser er alting konkret. Deres sprog rummer ingen abstraktioner."
Per Nørgård har selv taget trommeundervisning hos en gamelan-leder på Bali. Til gengæld måtte han opgive
at lære gamelan-mesteren, hvordan uendelighedsrækkens hierarkier gentager sig selv opad og nedad i forskellige tempolag. Læreren kunne ikke tænke det abstrakt, for balinesere tænker tiden, verden og musikken lineært. De lever i nuet: "Det er en oprindelig livsform, der bevarer det dér spændende stade, før abstraktionen træder ind i virkelighedsopfattelsen og i sproget."
"Det er da klart, at vi let kan forfalde til romantik omkring det - og glemme mørkesiderne," indrømmer han: "Man bliver for eksempel vældigt glad, når man kommer derud og oplever, hvordan man i den store, traditionelle by, Teng'anan, fordeler kornet ligeligt efter antallet af familiemedlemmer, rent kommunistisk. Men glæden varer kun, til man opdager, at de får alt kornet fra en anden by, der må arbejde for Teng'anan, fordi de fra gammel tid skylder dem en eller anden tjeneste."
I Teng'anan hersker guden Vishnu, og Balis store problem ligger i hinduismen: "Der er meget lidt islam og kristendom på Bali. Ellers er de hinduister, og deres kastesystem er dybt problematisk. I den laveste kaste er der bestemte regler for, hvad folk skal hedde. Børnene får de samme fire navne i en bestemt rækkefølge, uanset om de er drenge eller piger, og får man mere end fire børn, begynder man forfra med det første navn."
"Jeg kender en kvinde, der havde giftet sin datter væk. Hun græd hele tiden. Det viste sig så, at datteren havde giftet sig under sin stand, og derfor kunne hun ikke længere besøge sin mor - eller omvendt - det ville plette familien. Kun på en restaurant kunne de snakke sammen. Dér er balineserne uhyre kastebevidste, og de er umulige at hugge og stikke i. De er jo under Javas militærstyre, og det er selvfølgelig en meget stærk impuls for dem til at fastholde hinduismen. Derfor bliver de sgu' nok også ved, tænker man. Husk på, det er en kultur, hvor en hel landsby kan gå i trance i flere dage, hvis der er noget ondt, der skal uddrives!"

Sol, måne, symfoni
Det lå i uendelighedsrækken, at den måtte egne sig til at improvisere ud fra, mente Per Nørgård, men dannelsen af en improvisationsgruppe viste hurtigt det modsatte.
"Da jeg kom hjem fra Bali med mine balinesiske trommer - jeg havde anskaffet en kvindelig og en mandlig, en mørk og en lys - organiserede jeg noget nyt. Det var sammen med komponisterne Svend Aaquist, Bo Holten, Hans Gefors og andre. Vi øvede hver tirsdag, og vi udviklede lange stykker. Et af dem hed Tidligt Forårs Danse, ikke? Mærkelig musik - med stort kor, instrumenter, trommer og dansere. Det blev opført ved Nordiske Musikdage i begyndelsen af 80'erne. Vi lavede hierarkisk musik i flere byer på én gang - Stockholm, Århus og Holstebro - i virkeligheden en ægte hierarkisk tankegang. Det var det, der lå i Sol og Måne-teknikken, hvor alle - børn og voksne, amatører og professionelle - kunne være med til at tromme, hver på den tekniske bølgelængde, han eller hun kunne mestre. Værket, der opførtes ved Musikdagene, hed Den afbrudte sang, det var den store kulmination. Der var virkelig stemning for det dengang. Hvis omstændighederne havde været anderledes, havde jeg måske opgivet alt andet og var gået ind i en stor organisation, men sådan gik det ikke." Slagtøjsmusikken blev fortsat på amatørbasis. Især Nørgård-kenderen Ivan Hansen, der har medvirket som slagtøjsspiller ved uropførelser af Nørgård-værker, kørte det videre. Et kulminationspunkt var den kollektive forestilling Tredje Tilstand i Christianias Grå Hal:
"Jeg kan huske, slagtøjsspilleren Gert Mortensen dukkede op. 'Spændende musik, spændende musik!', sagde han: 'Kan du ikke skrive et soloværk til mig?' Så skrev jeg slagtøjsværket I Ching. Slut med at arbejde med amatører, tænkte jeg. Nu skriver jeg noget svært..."
Nørgård tager en tænkepause: "Der er meget i min musik, der udspringer af Bali," siger han, og knytter så overraskende an til det, der optager ham nu og her, i sommerhuset på Langeland, hvor vi sidder og snakker, nemlig hans næste symfoni, den sjette i rækken:
"I virkeligheden bliver 6. symfoni også meget tæt knyttet til den verden - meget tættere end min 5. symfoni var det. Sjette har jeg ellers ikke villet snakke om overhovedet endnu. Men nu kan jeg se den så meget for mig, at jeg godt kan begynde at tale om den. Det, jeg kan se i den, er meget mere knyttet til 2. og 3. symfoni fra 1970'erne end til de efterfølgende symfonier. Det er jo i virkeligheden ren balinesisk hverdag i 2. og 3. symfoni! Jo mere jeg kommer ind i 6. symfoni, jo mere kan jeg se, at den tager disse erfaringer op igen, bare på en ny måde."

Serien om danske komponisters inspiration udefra er slut - de tidligere artikler blev bragt 21. og 22. juli

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu