Læsetid: 7 min.

Når rulletrappen kun kører den ene vej

2. juli 1998

Musse Sheikh er blevet et helt menneske ved at beholde det bedste af det, han er vokset op med i Somalia, og adoptere de danske normer og kvaliteter, der er værd at samle op

Da den unge somalier Musse Sheikh i januar 1973 skulle til Danmark, var den største forhindring ikke en restriktiv dansk udlændingepolitik. Det tog faktisk kun få dage at få visum hos den nordmand, der repræsenterede Danmark som konsul i Mogadishu. Problemet var de rullende trapper.
"Jeg havde ikke været smart nok til at få min kuffert checket igennem til København i flyet fra Djibouti, så i lufthavnen i Paris skulle jeg have fat i kufferten og checke ind til København. Jeg skulle en etage ned for at finde kufferten, men alle de rulletrapper, jeg fandt, blev ved med at komme rullende op imod mig," fortæller han.
Da Musse Sheikh omsider fandt en rulletrappe, der kørte ned, var han så forsinket, at han ikke nåede flyet til København. Men efter en del forviklinger kunne han otte timer senere sætte sig til rette i et fly mod København med den lune vinterfrakke, som gode venner havde samlet ind til. At der var tale om det, vi kalder en vindjakke, og som ingen dansker ifører sig en januardag, havde han endnu til gode at erfare.

En lang vej
Allerede inden Musse Sheikh forlod Somalia, var han kommet en lang vej. Den tidligere landsholdsspiller i basketball havde sammen med kammerater i en studenterkomité delt løbesedler ud i protest mod militærdiktatoren Mohamed Siad Barre. Både formanden og næstformanden for komiteen blev taget af myndighederne.
"De sagde, vores formand døde af hjertestop. Vi mener, han blev henrettet."
Fra sin udkigspost som bibliotekarassistent på den amerikanske ambassade i Mogadishu havde Musse Sheikh adgang til alverdens oplysninger om fremmede lande. Han blev opmærksom på Den Internationale Højskole i Helsingør, skaffede sig et pas og sneg sig ud af landet til Djibouti, hvorfra han fløj til lufthavnen med rulletrapperne.
Højskolen levede virkelig op til sit navn. Skolekammeraterne kom fra Argentina, USA, Canada, Japan, Italien, Filippinerne, Polen, Tyskland og Danmark, og den unge somalier havde det dejligt sammen med dem.
Et stykke tid efter ankomsten til højskolen fandt Musse Sheikh ud af, at Danmark gav asyl til ofre for tortur og undertrykkelse. Han skrev en ansøgning til Fremmedpolitiet i København, og blev indkaldt til afhøring hos en politimand, der var lige så høj som Musse Sheikh, men "tre gange så bred". Basketballspilleren Musse Sheikh var - og er - 192 centimeter høj, men vejede dengang kun 66 kilo og var "en streg i luften". Det samme kan ikke siges om den kraftigt byggede polititjenestemand, der brølede ind i hovedet på Musse Sheikh, at han var "full of shit and lies". Politimanden nægtede at tro på, at somalieren selv kunne skrive en asylansøgning på engelsk med henvisninger til Genèvekonventionen.

Gift med dansker
Musse Sheikh fik afslag på sin ansøgning og ankede til Justitsministeriet. Men inden dér var truffet en afgørelse, var han blevet gift med en dansk sygeplejerske.
I Mogadishu havde Musse Sheikh læst om landet, "hvor få har for meget og færre for lidt". I løbet af 1973 lærte han også, at Danmark er medlem af militæralliancen NATO, at landet styres af A. P. Møller og nærmest er en politistat, at danskerne placerer deres gamle på institutioner, hvor de ikke selv behøver at tage sig af dem, og at børnene jages ud af sengen klokken fem om morgenen for at blive anbragt et sted, hvor de bliver passet, indtil forældrene henter dem klokken fem om eftermiddagen.
Musse Sheikh flyttede til Odense med sin kone, læste lidt ved universitetet, men endte med en uddannelse som hospitalslaborant. Parret fik et barn og blev skilt. Musse Sheikh arbejdede knap to år som laborant i Esbjerg og derefter fra 1982 til 1996 på københavnske hospitaler. Han blev gift med en anden dansk kvinde, fik tre børn med hende og siden skilt igen.

Gode minder
Bortset fra et par ubehagelige oplevelser som den med manden hos Fremmedpolitiet har Musse Sheikh mest gode minder fra omgangen med danskerne i de første år.
I Esbjerg blev han af de lokale spurgt, om han kunne lide byen. "Der stinker," svarede han. En esbjergenser tog et gemytligt kvælertag på ham, som han først slap ud af, da han havde tilføjet: "Her stinker... af penge."
Eller basketball-kammeraterne fra Stevnsgade i København, der godmodigt sagde til ham: "Musse, for helvede, vi vil ikke ha' nogen negre her."
Da de somaliske flygtninge i begyndelsen af 1990'erne for alvor begyndte at komme til Danmark, fik Musse Sheikh en ny rolle som "fredsmægler, mellemmand og brobygger", som han selv kalder det.
"Et af somaliernes problemer var, at der manglede nogen, der kendte begge sprog og begge kulturer. Frem til 1995 var jeg bare privatperson, men på et tidspunkt blev det et spørgsmål, om jeg stadig kunne tillade mig bare at være privatperson, eller om jeg skulle på banen og spille bold. På dansk har man et ordsprog, der hedder: Den, der tier, samtykker. Jeg synes, at alt for mange tier," siger Musse Sheikh.

I Anker Jørgensens tid
Han skelner mellem "dengang Danmark var dejligt" og nu. Taler om "Anker Jørgensens tid", dengang folk "fik den hjælp, de skulle have", og "det enkelte menneske var i centrum".
"I dag får du kun, hvad du ved, du har ret til."
Somalierne kommer til Musse Sheikh med de problemer, de har i forhold til Udlændingestyrelsen eller bistandskontoret, og han bruger pauserne på sit arbejde og sin fritid på at hjælpe dem.
"Inderst inde er jeg en troende muslim. Der er en mening med livet. Det er vigtigt at være til gavn, og jeg synes kun, mit liv er lykkedes, hvis Gud også synes det."
Med sine mere end 25 år i Danmark kan Musse Sheikh se det somalisk-danske kultursammenstød fra begge sider. Han hører danskerne klage over, at somalierne er analfabeter og nomader, og at det derfor er svært at integrere dem. Og at de ikke holder sig tilbage for at lyve og snyde.
"Allerede dér er udgangspunktet for kontakten ødelagt."
Musse Sheikh medgiver, at nogle af de helt gamle og - på grund af krig og kaos - nogle af de ganske unge somaliere er analfabeter. Men så påpeger han, at mange somaliere faktisk er veluddannede og taler to-tre sprog: somali, arabisk på grund af religionen - samt italiensk, engelsk eller fransk alt efter, hvilket land der koloniserede den del af somaliernes bosætningsområde, de kommer fra.
"Hvis somaliere kan lære alle de sprog, er der ingen forklaring på, at de ikke skulle kunne lære dansk," siger Musse Sheikh.
At netop nomader, der pr. definition skal være tilpasningsdygtige, skulle være svære at integrere, kan Musse Sheikh heller ikke forstå.
Og så er der det med, at de lyver og snyder.
"Når folk er i nød og har problemer, bliver de meget opfindsomme. Det gælder også for somaliere," siger Musse Sheikh, der har hørt historier om danske modstandsfolk, som forfalskede dokumenter under anden verdenskrig, mens fiskere i Nordsjælland tjente godt på at transportere forfulgte jøder til Sverige.
"Der er ingen grænser for, hvad man kan finde på for at hjælpe nogen, der er i livsfare," siger Musse Sheikh og ryster eksempler ud af ærmet på somaliere, hvis familiemedlemmer har været ude i så store problemer i Somalia, at de for at skaffe en dansk opholdstilladelse har følt sig nødsaget til at opgive en forkert alder på et barn eller foregive, at en søster var en hustru.
I dag er Musse Sheikh lærer for tosprogede børn. Indtil sommerferien i Frederiksberg Kommune og efter sommerferien i Brøndby. Han er næstformand i De Somaliske Foreningers Fællesråd, som han var med til at starte efter to års forberedelse tidligere i år.

Spidskandidat
Politisk sympatiserer han ikke med nogen af de mange væbnede grupper i Somalia, men han er engageret i dansk politik som Enhedslistens spidskandidat i Søndre Storkreds i København.
"Jeg valgte Enhedslisten, fordi det er et parti, hvor man ikke nødvendigvis behøver at være enig med partitoppen i alle spørgsmål," siger Musse Sheikh - og afviser i øvrigt at udpege et punkt, hvor han er uenig med Enhedslistens ledelse. Somaliere er i hans udlægning i øvrigt "pr. definition socialister".
"Hvis en somalier har 10 kroner, og han møder fire-fem landsmænd, som ikke har penge, køber han noget for de 10 kroner og deler med de andre," forklarer han. Og mener, at islam og socialisme går "hånd i hånd".

Et helt menneske
Den unge somalier, der i 1973 blev fanget af de mærkelige rulletrapper, som kun kørte den ene vej, er i dag blevet en moden dansk-somalier på 46, der ofte oplever danskernes forestillinger om integration som noget, der kan sammenlignes med en ensrettet gade. Det er kun flygtningene og indvandrerne, der skal tilpasse sig danskerne - ikke omvendt. Han mener, at integration skal fungere som en gade med trafik i begge retninger.
"Jeg har beholdt det bedste af det, jeg er vokset op med, og har adopteret de danske normer og kvaliteter, der er værd at samle op. På den måde er jeg blevet til et helt menneske."

SOMALIERE
*Hvorfor får de 14 børn hver? Hvorfor skal de bede i tide og utide? Og hvorfor tæver de tv-fotografer, der bare passer deres arbejde?
Informations sommerserie sætter fokus på den mindst tilpassede og mest udskældte etniske gruppe i Danmark.
Somalierne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her