Læsetid: 3 min.

Naboerne

13. juli 1998

Den nye sprogbrug tilføjer ikke noget værdifuldt - her foretrækker jeg i øvrigt tilfører

Ord kan i bevidstheden være naboer på mange forskellige måder. De kan være placeret inden for samme betydningsfelt: vokal/konsonant, de kan være uløseligt knyttet til hinanden i faste udtryk: hip som hap, de kan have samme rytmiske struktur: anagram, anapæst, de kan have lydlige fællestræk af anden art: revolutionær/ reaktionær.
Naboskabet kan også være forårsaget af mere private emotionelle forhold; adskillige par med tidligere forhold bag sig (men altså ikke helt bag sig) kan tale med om mere eller mindre ubelejlige forvekslinger af navnestof. Peter kan blive til Christoffer, Camilla til Kirstine. Det kan - ikke mindst når det går hedt til - være vigtigt at undgå forvekslinger. Et semantisk naboskab kan være farligt. Sproget er fortidens vidne.
Når så mange siger aktion for auktion, skyldes det ikke, at der ikke skelnes mellem de to fænomener, men at en af ordformerne har fået begge betydninger knyttet til sig. "Han er gået til aktion," kan altså både betyde, at han er skredet til handling, og at han deltager i en auktion.
Samme mekanisme kendes fra de lydligt beslægtede ord yndling og yngling. Det første knytter sig til ynde, det andet til ung. Begge dele kan synes attråværdigt, og mange nøjes da også med at anvende den ene ordform, men altså knyttet til flere betydninger, jf. flipper, kær, rose og hundredvis af andre ordformer med flere betydninger.
"Kreta er min ynglingsø, Hanne-Vibeke Holst er min ynglingsforfatter, Ole Emil Riisager er min ynglingsoplæser," hedder det i dén sprogbrug. Omvendte løs-ninger forekommer ikke: "Der kom en smuk yndling gående henimod hende." Man kan måske sige, at yngling er blevet en litterær glose i sin oprindelige betydning, men lever videre i en ny - til stor irritation for os, der altid har skelnet.
Betydningen af uheld og ulykke rummer et fællesområde, men de to ord er traditionelt klart forskellige mht. konsekvens og dybde. En ulykke er stærkt indgribende, måske definitiv, et uheld kan være ganske uskadeligt.
"Der skete vist et lille uheld," sagde tanterne i gamle dage, når den lille havde tisset i bukserne.
Men i dag er grænsen blevet sløret, ofte på den måde, at uheld ekspanderer på bekostning af ulykke. Det kan virke næsten smagløst, når der i søndagsavisen forleden stod, at "den engelske arkitekt Nicholas Saunders omkom i februar ved et trafikuheld i Sydafrika."
Grotesk virkede det også i sin tid, da katastrofen ved Tjernobyl ikke sjældent blev omtalt som et atomkraftuheld. Det er jo, hvad der sker...

Held skal der til, hvis man skal vinde et spil eller en anden form for konkurrence. Færdigheder og duelighed er godt, men held er heller ikke at foragte.
Noget andet er kvalifikationer. Dem opbygger man som regel systematisk, så godt som man nu kan ud fra sine forudsætninger. Held findes også i videnskab og kunst, men skal man udnytte det, kræver det talent.
Derfor virker det stødende, når man stadig oftere hører om vindere af f.eks. Nobelprisen, Nordisk Råds Litteraturpris eller Det Danske Akademis Store Pris. En Nobelprismodtager kan ikke sammenlignes med en vinder af en tipspræmie eller en tur i Lykkehjulet. Man får tildelt Nobelprisen, man modtager den, men man vinder den ikke.
Helt nyt er det nu ikke, at man kan vinde akademiske grader. I Salmonsens Konversationsleksikon står der i et bind fra første fjerdedel af dette århundrede, at Gustav Bang vandt doktorgraden i 1897. Han havde åbenbart held i sprøjten.

Men udtrykket breder sig - eller spreder det sig? Det siger i hvert fald mange. De to ord må være naboer i den sproglige bevidsthed. Man breder armene ud, men spreder benene. Man kan sprede glæde omkring sig, så velværet breder sig. Den sol, der stiger op i østen, spreder guld på sky, og englen spreder glansen fra Guds himmel over jord - for nu at citere Ingemann.
I vore dage æder sprede sig ind på brede sig's område. "Ilden har spredt sig over hele halvøen," hedder det - men ikke i mit sprog. Jeg bryder mig heller ikke om, at isen har spredt sig til ydre Kattegat. Jeg synes, den breder sig. For mig sker den udvidelse af et sammenhængende territorium, når noget breder sig, mens der sker en adskillelse i partikler, når noget spreder sig. Når man spreder sig over for meget, arbejder man snart i øst, snart i vest. Når man breder sig over for meget, udvider man sit område til felter, men ikke har kapacitet til at beherske.
Den nye sprogbrug tilføjer ikke noget værdifuldt. Her foretrækker jeg i øvrigt tilfører. Naboskabet har skabt forvirring.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her