Læsetid: 6 min.

Nigeria gennem glas

11. juli 1998

PETERS PLADS
Allerede første glimt af Nigeria var urovækkende. Jeg stirrede søvndrukkent ud af flyvinduet, forbløffet, betaget over denne afrikanske anderledeshed. I det bløde dampende morgenlys vandrede kvinder med store kurve på hovedet i lige rækker som arbejdsmyrer over startbanerne, mens vi rullede videre mod terminalen. De skulle på markarbejde - mellem banerne. Jord er altid en mangelvare i storbyer og som myrerne finder fattigfolk altid frem til de stumper ingen andre bruger eller beskytter: I Harare snoede bønnerne sig op fra snorlige rækker på de ubebyggede grunde i det lokale Rungsted, i Kinshasa skød majsranker op gennem spildolien langs hovedvejene, og i Lagos hyppede kvinderne yams mellem startbanerne. Hvorfor ikke? Al denne ledige jord, og så længe man kan holde ungerne ude af trafikken, så går det vel...
Terminalen var stor, ny og moderne, men lugtede allerede af forfald. Den fugtige tropehede havde frit spil, luftkøleanlægget var 'Midlertidigt Ude Af Drift', oplyste en håndskrevet note, fastgjort med gulnet tape.
Der var tale om en mellemlanding - den fjerde siden København, for dette var virkeligt en billigrute - og en forfriskning var nødvendig. Baren tilbød valget mellem te og palmevin til samme pris, én amerikansk dollar. "Et øjeblik", sagde tjeneren og forsvandt med min 5-dollar seddel. Jeg så ham aldrig siden (var han tjener?), men palmevinen tog hurtigt toppen af irritationen.
Jeg var fuldtud bekræftet i den smule, jeg vidste om Nigeria, og som kunne sammenfattes i et ord: Junglelov.

Da jeg mange år senere vendte tilbage, landede jeg sent om aftenen og kunne ikke se banemarkerne, men denne gang skulle jeg sammen med andre journalister se noget af landet som Shells gæst.
Når vi ikke kørte i minibusser, fløj i privatfly (ruteflyene er for farlige) eller helikopter var vi lukket inde på hoteller eller Shells indhegnede boligkvarterer. Jeg havde endnu aldrig set Nigeria uden en glasplade mellem mine sanser og virkeligheden. Det var ikke umiddelbart Shells skyld, men en snedig manipulation:
Kort efter det første møde med Shell Nigerias direktør kom myndighedernes repræsentant, en fidel herre fra Informationsministeriet, tilbage med et glædeligt budskab: Han havde vundet tid til os - vi behøvede alligevel ikke at blive presseakkrediteret. Vi kunne tage direkte i lufthavnen og flyve ned til det sydlige Ogoniland, det vigtigste mål for ekspeditionen.
Det skulle vise sig at være et genialt træk, som satte både journalister og Shell skakmat: Vi havde ingen arbejdstilladelse. Bevægede vi os uden for Shells område eller program for at tale med folk, begik vi en forbrydelse.
Det skal siges, at Shell var meget samarbejdsvillig. Jeg havde på forhånd truffet aftaler med en række skarpe kritikere af både myndighederne og Shell, og det var en ydmygende oplevelse at ringe til dem og spørge, om de havde lyst til at møde op hos Shell i selskab med den fidele herre, der klæbede sig til os lige frem til det minut, hvor vi vinkede ham farvel fra den anden side af afgangshallen.
Som en demonstration på det mod, der kræves af oppositionelle i Nigeria kom de alle. Men én aftale gik i vasken. Dr.Scient.Pol., professor og direktør for det selvstændige forskningsinstitut Claude Aké lod meddele gennem sin sekretær, at han desværre var travlt optaget. Han var stødt.
Aké var vigtig for min historie, hvis kerne naturligvis var beskyldningerne om Shells oliesvineri i ogoniernes land. Det land hvis uformelle leder, Ken Saro-Wiwa, var blevet fængslet, chikaneret og tortureret for at have organiseret en massiv folkelig protest mod Shell - og militærstyret.
Shells modtræk var en miljøundersøgelse, der fik autoritet af en række udenlandske miljøfolk og lokale repræsentanter i styregruppen. En af dem var Aké. Alle jeg havde talt med, fra Shell-ansatte til oppositionen lovpriste professoren - der imidlertid havde forladt følgegruppen efter generalerne hængte Saro-Wiwa i november 1995, i protest mod at Shell ikke offentligt havde kritiseret generalerne. Min appetit på at møde ham blev ikke mindre af, at Shells unge energiske PR-mand der fulgte os på rejsen, spidsede øre, da jeg en dag sagde, at jeg havde en aftale med professoren.
"Han er skrap!", kom det øjeblikkeligt. "Han var min lærer på universitetet. Hos ham skal tingene være i orden, ellers har han ikke tid til én".
Her var altså en mand, der tilsyneladende blev mødt med anerkendelse og respekt fra alle mulige sider i denne umulige konflikt. Jeg måtte møde ham.

I går ikke uden for hotellet!" understregede Dansk Shells Margrethe Skov. "Det er en jungle derude, og I risikerer ikke at slippe levende tilbage".
Det var sidst på eftermiddagen i Lagos. Turen var slut, og vi havde et par timer at slå ihjel før flyet gik. Her var chancen!
Jeg meldte mig træt, tog elevatoren op og fes ned igen ad trappen, ud af en sidedør og fangede en taxachauffør, stak ham Akés adresse og sprang ind i den bulede Peugeot. En af hotellets vagter luntede over og hjalp med at skubbe bilen i gang. "Nigeria, for Helvede", bandede chaufføren.
Professoren boede i et kvarter med pæne to-etagers villaer med gartnererede haver. Aké lod mig behørigt vente længe, før han spændstigt, klædt i bare fødder, sorte jeans og sort t-shirt kom ned ad trappen. "Nåeh, Information...", sagde han. "Det kunne du jo bare have sagt".
Jeg var målløs, men Aké havde i 1970'erne været gæsteforsker i København.
Interviewet var fremragende, hans kritik af Shell ætsende, og snart måtte jeg tilbage.
Vagtmanden skubbede taxaen i gang, og vi luntede ud på ringvejen og ind i et babylonisk kaos. Det mørknede hastigt og alle var på vej hjem fra arbejde. Luften var tyk af benzinos mens vi sad fast i køerne, og mit blod pumpede af frygt for, at bilen skulle gå i stå, så jeg kom for sent til flyet. Chaufføren var også nervøs, men det var mest for røvere.
Nede i olieområdet havde jeg været med til en indvielse af en landsbyskole og lagt mærke til to ting. Den kolossale entusiasme for skolegang, for undervisning. Den var seriøs, lige så seriøs som den unge Tony og de fremragende, veluddannede sorte direktører, ingeniører, journalister, agronomer og akademikere, jeg havde mødt. Jeg havde aldrig set et lignende niveau i Afrika. Der gik en lige, seriøs linje fra de dansende skolebørn til professoren, der ikke havde tid til én, hvis man ikke har sine sager i orden. Orden! I Nigeria? Ja, netop. I landsbyerne havde jeg set den velorganiserede indvielse, med landsbyråd og ungdomsorganisation og hørt om alle forhandlinger om skolen.
Jeg kiggede ud gennem bilruden. Jeg så igen Nigeria gennem glas, gennem bilos og uden den kulturelle samhørigheds klare briller. Jeg anede ikke, hvad der foregik derude i sølet af fattigdom og angst og kaos. Men én ting stod klart: Derude fortalte de alle, grøntsagsavlere og tjenere, røvere og professorer, ogonier og gadesælgere - en længselsfuld historie om engang at kunne udnytte deres muligheder.
En rejse krystalliseres altid i ét udtryk, Claude Aké gjorde det for denne rejse i kraft af sine kvalitetskrav og sin ubestikkelighed.
Nogle måneder senere faldt et indenrigsfly fra den sydlige olieby Port Harcourt til Lagos ned i en sump. Alle ombord omkom - årsag: Mekaniske svigt som følge af manglende vedligeholdelse. Aké var ombord. Tilfældigheden havde fejet netop ham bort, som personificerede et håb.

Jeg tænkte på Aké, da den fængslede folkevalgte præsident Moshood Abiola forleden døde af hjerteslag, dagen før han skulle løslades. Han var ikke ubestikkelig, men han repræsenterede på samme måde Håbet, og som Aké blev han fejet bort af tilfældigheden.
Men tilfældighederne er ikke tilfældige, blot udslag fra et større grusommere maskineri, hvis tandhjul ingen synes at have magt over, knapt nok de mægtige generaler, der styrer landet. De turde ikke lade Saro-Wiwa leve. Flymekanikerne turde ikke bruge tid på deres arbejde. Magteliten turde ikke løslade den hjertesvage Abiola.
"Nogen skal knække denne logik", sluttede Aké vor samtale i 1996. Derfor denne spænding og uro i Nigeria idag. Den nye militære hersker, Abubakar, har sværdet til at hugge i den gordiske knude, der holder det samfundsødelæggende maskineri sammen. Det er derfor, at Nigeria nu sitrer spændt, skeptisk, håbefuld, angst, drømmende, fortvivlet ventende på Abubakars næste træk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her