Orange-ordenens march på søndag kan blive det sidste, for snart har de sidste protestanter indset, at de har vundet
KOMMENTAR
LONDON - "Et stort antal unionister er for dumme til at indse, at de har vundet", sagde David Trimble, leder af Ulster Unionist Party (UUP) forleden, da han skulle forklare hvorfor Nordirlands protestantiske (unionistiske) flertal står splittede i holdningen til fredsaftalen fra Langfredag. "Republikanerne (nationalister, katolikker) er til gengæld for kloge til at lade sig mærke med, at de har tabt."
Trimble blev onsdag taget i ed som leder af Nordirlands første valgte regering i 25 år, men der bliver ingen hvedebrødsdage. Unionister, som opfatter Langfredags-aftalen som et forræderi, der bryder det britiske bånd og trækker Nordirland ind i en samlet, katolsk domineret irsk republik, udfordrer aftalen i morgen søndag. Det kan blive voldsomt: Drumcree.
Provokerende march
Protestanter i den centrale by Portadown har hver eneste juli siden 1807 marcheret under Orange Ordenens banner frem til kirken i Drumcree, for at demonstrere deres vilje til at forblive forenet med England - og for at dupere deres katolske naboer. Men gennem de seneste tre år har de katolske beboere på Gavaghy Road - som marchen passerer - forsøgt at standse dem, og i dag har spørgsmålet om kan marchen gennemføres fået en grotesk betydning.
I 1996, da marchen blev forbudt af det lokale politi, Royal Ulster Constabulary (RUC), samledes 80.000 orangister fra hele Nordirland i Drumcree, hovedveje var blokeret og regionens lufthavn og færgeterminal lukket. Efter fem dages frygtelig vold gav politiet efter og slap marchen løs.
Sidste år valgte RUC modsatte kurs: Tusinder af betjente og soldater besatte før daggry Garvaghy Road og holdt beboerne inden døre indtil en minimaliseret march - uden orkester og med marchdeltagerne i nette rækker - var smuttet gennem det katolske område. Det tog syv minutter.
Dét vakte imidlertid bestyrtelse i nationalistiske kredse, så i år har myndighederne igen forbudt marchen. Men forbuddet, der blev besluttet af Paradekommissionen for flere måneder siden, var så kontroversielt, at den britiske regering beordrede det holdt hemmeligt til efter folkeafstemningen om fredsaftalen, for ikke at underminere protestanternes opbakning.
Derfor har den hårde kerne blandt unionisterne svoret, at de vil gennemføre søndagens march ad Garvaghy Road, uanset om det vil kræve en genopførelse af tumulterne i 1996. Politichef Ronnie Flanagan fra RUC, som kan omstøde Paradekommissionens beslutning, hvis han vurderer, at den truer ro og orden, har allerede sagt, at han muligvis vil benytte sig af sin ret, hvis sikkerhedsstyrken står over for et overvældende antal.
Stridens kerne - marchen - er reelt ubetydelig, men viser Nordirlands optagethed af politiske symboler, og Drumcree kan skabe tilstrækkeligt med vold og bitterhed til at ødelægge den nye aftale om magtdeling. Det er naturligvis netop, hvad stærke kræfter fra begge sider ønsker.
David Trimble har fuldstændigt ret i påstanden om, at unionisterne har vundet i den forstand at fredsaftalen ikke eroderer deres modstand mod et forenet Irland. Efter 29 års lav-intens borgerkrig og 3.600 mord består Londons løfte om at forsvare Nordirlands britiske bånd, lige så længe et vælgerflertal ønsker det.
Ikke nok smerte
Netop derfor besluttede IRA's ledelse sig endeligt for at søge fred. Samtidig med at det fastholdt kapaciteten til at fortsætte sin terror ud i det uendelige, stod det klart, at dette aldrig ville kunne smerte Storbritannien nok til at opgive Nordirland så længe befolkningsflertallet ønsker det samme.
Derfor sendte IRA i 1993 et budskab til London gennem Forbindelsen - en lille gruppe mennesker, som udgør den hemmelige kontakt mellem IRA og det britiske efterretningsvæsen - der først og fremmest sagde: "Krigen er ovre, men vi har brug for jeres hjælp til at afslutte den."
I praksis betød dette, at nationalisterne havde behov for en masse indrømmelser på udenomsværker og symboler, for at IRA kunne redde ansigt og sælge først våbenhvile og senere fredsaftale til sine medlemmer. Pindehuggeriet om disse indrømmelser tog fire år, men i april var handelen endeligt i hus.
Tror de har tabt
Denne omhyggelige tilsløring af IRA's nederlag har imidlertid overbevist mindre klartsynede unionister om, at netop deres side tabte krigen. De ser ikke indrømmelserne som ligegyldigt vinduespynt, der er nødvendig for at sikre en fredelig fremtid, men som beviser på forræderi. Derfor er de besluttede på at ødelægge fredsaftalen - og Drumcree er deres store chance.
Deres "objektive" allierede er de bitre katolikker, som afviser aftalen, fordi den udskyder i det uendelige IRA's mål om irsk genforening gennem 'revolutionær' vold. Som det tidligere parlamentsmedlem Bernadette McAliskey (tidl. Devlin) hånende siger, så er strategien med 'stemmeurne og rifler' afløst af 'stemmeurne og fødsler'. Den højere katolske fødselsrate vil nemlig føre til katolsk befolknings-flertal - hvis de nuværende forhold fremskrives til år 2037.
Men ingen kan garantere, at denne tendens fortsætter - katolske fødselsrater har det med at falde mere dramatisk end protestantiske, når europæiske samfund moderniseres. Derudover er 2037 langt hinsides den politisk aktive alder for hvemsomhelst, der i dag er aktiv, så det er ganske enkelt for længe at vente for nogle nationalister.
Uofficiel alliance
Bitre protestanter fra Orange Ordenen har derfor i Drumcree søndag uofficielle katolske allierede, som deler målet med at knuse fredsaftalen. Hver side vil næres af den andens vold og sammen kan de tippe Nordirland tilbage ned i den gamle kværnende borgerkrig. Det er dog næppe sandsynligt. Langt de fleste af regionens indbyggere er dødtrætte af volden: Ved sidste måneds folkeafstemning om aftalen stemte 75 procent for de partier, der bakker op om aftalen.
Den irske historiker T.A. Jackson kaldte engang Orange Ordenen - stiftet i 1795 - for "historiens første kendte fascistiske organisation".
Drumcree kan blive dens sidste slag.
*Gwynne Dyer er en britisk free-lance journalist og kommentator
