Læsetid: 4 min.

Nutidens mænd er maskuline

21. juli 1998

Rødstrømpernes sønner er blevet voksne. Og de er langt mere bevidste om, hvad der er mandigt, end 68-generationens mænd var

"Unge mænd i 1990'erne har reageret på 70'ernes kønskamp ved at afvise kampen, nægte at diskutere kønsroller og i stedet forsøge fredelig sameksistens. Men for mig ser det ud som berøringsangst. Et slags tænkeforbud over for bestemte emner - f.eks. kønsroller," siger forlægger Claus Clausen, der har udgivet bl.a. kønsdebatterende litteratur i 25 år på Tiderne Skifter.
Det er ikke fordi, der ikke er sket noget med manderollerne i dette årti, hvor rødstrømpernes sønner er blevet voksne: "Vi er allerede kommet et langt stykke i ligestillingen. Vi er kommet dertil, hvor mændene bliver defineret af kvinderne," mener han.
Men det bevidsthedsskred, han selv var med til at dokumentere sammen med Informations-journalisterne Philip Lauritzen og Erik Thygesen i debatbogen, Mænd - det svækkede køn, er ifølge Claus Clausen størknet.
Bogen, der udkom i 1974, var et forsøg på at beskrive, hvad der rørte sig i hovederne på de mænd, der oplevede rødstrømpernes gennembrud og forvandlede "den værste form for patriarkalsk machismo til noget mere frugtbart."
"Udgangspunktet for den unge generation er, at ligestillingen i hvert fald formelt - måske også psykisk - skulle have fundet sted," mener Claus Clausen.
Men samtidig har de unge, der er vokset op med kvindebevægelsen som baggrundskulisse, set feminismen som indledningen til en kønskamp.
Selv om Claus Clausen fastholder, at feminismen var en bevidstgørelse af kvinders vilkår i samfundet mere end en decideret kamp, der havde tabere; nemlig mændene, kan han godt forstå, at unge mænd og kvinder, der som børn har hørt skænderierne og set deres forældre blive skilt, opfatter datidens bevidstgørelse som en kamp.
"Jeg fornemmer en træthed over at skulle gå ind i en debat om, hvad en mand eller en kvinde er. Der er lagt afstand til overhovedet at diskutere kønsroller."

Maskulin scene
Claus Clausen mener, at unge mænd er meget bevidste om, at de er mænd.
"Mændene siger ligesom unge kvinder; jeg er først og fremmest en person, og dermed forskanser de sig bag en ganske bestemt kønsopfattelse. De politiserer ikke kønnene eller går ind i konflikter omkring dem. Det, at der ikke bliver sat spørgsmålstegn, betyder, at en mand er sådan én, der har lov til at interessere sig for fodbold og være sammen med kammeraterne. Der er blevet etableret en ganske bestemt maskulin scene og en tilsvarende feminin scene, hvilket har medført en mere markant mandlig identitet end den, vi repræsenterede."
På trods af, at de unge ikke ønsker at identificere sig ud fra deres køn, kommer de så alligevel til det, mener Claus Clausen.
"Det er med en hvis melankoli, at jeg konstaterer, at den bestandige revolutionering af roller og rolleforventninger, som for mig er det civilisatoriske projekt - selve dannelsen - den ophører, fordi man siger; det kommer der ikke andet end konflikter ud af."
Som et eksempel på nutidens cementerede maskuline scene nævner Claus Clausen, de ydre markører af maskulinitet, som han møder overalt i storbyen: "Jeg ser en generation af pilskaldede mænd. Ligesom min generation var langhåret nærmest fra fødslen, barberer de håret væk, så snart de får noget. Frisuren understreger det maskuline i ekstrem grad og er lige som slipset en markør for mandighed."
Meget af det, de unge mænd udtrykker i dag er selvfølgelig modreaktioner på forældregenerationen, understreger Claus Clausen. På den måde mener han, at rødstrømpernes sønner med deres cementering af det maskuline har reageret mod ideologiens forestilling om den bløde mand.
"Men mange af generationens unge kvinder er jo også havnet der, hvor de siger; nå ja, og egentligt synes det er meget sødt. Lad dog drengene have deres fodbold og cykelløb. Men så vidt jeg kan se, så er unge kvinder i dag ikke kommet ret meget længere end før. Ligestillingen er mere gennemført på mange områder, men der er nogle problemstillinger, der skal konfronteres."
Forlæggeren nævner den svenske debattør og feminist Nina Bjørk, der skabte debat med bogen Kvindernes maskerade ved ifølge Clausen at fastholde mange af de samme positioner, som kvinderne dengang.
"Det er forbløffende hvor få mænd, der skriver bøger eller blander sig i kønsdebatten. Med meget få undtagelser er der totalt tavst."

Bange for familien
Claus Clausen ser ligeledes singlekulturen som en reaktion på feminismen.
"De unge mænd er bange for den krise i intimssfæren, som rødstrømpebevægelsen også satte i gang. Og forholder sig derfor måske mere afventende over for forpligtende relationer. Der er en tendens til at forlænge kønsmodningsprocessen fra puberteten til langt ind i fyrrene, som det vi kalder singletilværelsen. Det bevidste fravalg af den forpligtende familiesituation eksisterede ikke som en særlig ideologi dengang."
En anden forskel Claus Clausens observerer mellem sin egen generation og de unge mænd er, at de unge er mere karrieresøgende.
"Lysterne er blevet sublimeret ind i arbejdet. Karrieren fylder utrolig meget i de unge mænds bevidsthed og af mange gode grunde. De er ikke ankommet på arbejdsmarkedet i en højkonjunktur. Men der ligger altså meget seksuel lyst bundet der, hvilket resulterer i at en betydelig del vælger at leve alene eller i hvert fald udskyde familieforpligtigelserne til meget senere i livet." Singletilværelsen, og så det han kalder: at gøre familien til ideologi, er de to mest markante retninger unge mænd vælger i dag:
"Hvis de unge mænd går ind i familien, så er det med barsk og bram. Vi havde en relativ frihedsfølelse i forhold til familien; det var ikke en katastrofe at blive skilt - heller ikke for børnene. Men de gør det til en ideologi, og deres forhold til familien er meget mere territorialt; min familie, den er min."
Den kendsgerning at unge mænd i praksis har ændret syn på manderollen og satser mere på familien, mener Claus Clausen udelukkende er et individuelt projekt.
"Selvreflektion er der ikke noget af, eller også foregår den på et ikke synligt plan. Det er ærgerligt, for så forsvinder kommunikationen."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu