Læsetid: 7 min.

Nyhedsoverblik

30. juli 1998

EU opfordrer til våbenhvile
*Diplomater fra EU opfordrede onsdag de stridende parter i Kosovo til øjeblikkelig våbenhvile og forhandlinger.
"Volden må stoppe øjeblikkeligt og dialogen må begynde øjeblikkeligt," sagde den østrigske diplomat Albert Rohan, der leder en EU-delegation i Jugoslavien.
Rohan mødtes i går med Kosovoalbanernes leder Ibrahim Rugova i Pristina og skal i dag mødes med Jugoslaviens præsident Slobodan Milosevic.
"Vi har opfordret EU og USA til at tage alle forholdsregler for at forhindre etniske udrensninger i Kosovo, massakrer og tvangsfjernelser af personer fra deres huse," sagde Rugova.
Nyhedsanalyse her på siden og artikler side 5

DF skaber ubegrundet frygt
*SF's medlem af Folketingets præsidium, Margrete Auken, anklagede onsdag Dansk Folkeparti for kynisk at spille på ubegrundet frygt hos de ældre med partiets lov og orden-udspil - eller sagt med andre ord, kampen mod den faldende kriminalitet.
"Når de siger, at et er statistik, noget andet er folks følelser, så siger de i virkeligheden, at det er skingrende lige meget, om der kommer mere kriminalitet, og om der bliver flere dræbt i trafikken. Hvis folk oplever, at der er mere kriminalitet på gaden, vil Dansk Folkeparti dyrke den oplevelse - uanset hvad der kommer ud af det. Dansk Folkeparti er nu i gang med at kyse de gamle ind bag lukkede døre - og det ganske ubegrundet, for de gamle er slet ikke til at få øje på i statistikken over voldsofre," siger Margrete Auken.

SPD 'saboterer' lov og orden
*Med menigsmålinger, der viser et svigende nederlag til Kohls kristelige demokrater og kun ni uger til at vende nedturen, tog kansler Kohl i går de store gloser frem, da han fremstillede sit eget parti, som den eneste garant for lov og orden i Tyskland.
"Vi går ind for en stærk stat," sagde Kohl til 2.500 tilhørere. "I de sidste fire år har SPD ikke ikke bestilt andet end at forsøge at sabotere lov og orden," sahde Kohl.
I løbet af de sidste par uger er Tysklands bekæmpelse af kriminaliteten (ikke mindst blandt landets syv millioner udlændinge) blevet et centralt emne i valgkampen - både hos SPD og CDU. Partiet De Grønne har advaret om at den skærpede tone i forhold til indvandrere og flygtninge kan puste til fremmehadet og skabe uro.

Bagere kræver rent mel i brødet
*Landets bagermestre bakker op om melproducenten Havnemøllerne og kræver at mel ikke må være behandlet med hverken vækstfremmere, stråforkortning eller ukrudtsmiddelte Roundup.
Kravet kommer, efter at det er kommet frem at, landmænd sprøjter med Roundup indtil ti dage, før de høster kornet. Dermed er der risiko for, at der er Roundup i det brød, som vi spiser. Landboforeningerne fastholder, at sprøjtningen ikke udgør sundhedsrisiko for forbrugerne men anbefaler alligevel medlemmerne at stoppe brugen af Roundup umiddelbart før høstning - af hensyn til afsætningen.

FN afviser svindel
*FN's flygtningehøjkommissariat (UNHCR) erkendte onsdag, at UNHCR har visse problemer med at holde styr på økonomien, men afviste forlydender om muligt svindel og korruption. Det britiske dagblad, Financial Times, bragte onsdag en kritisk artikel om organisationen på baggrund af en endnu ikke offentliggjort uvildig rapport om FN-organisationen, som ifølge avisen påviser omfattende svindel med de milliarder, der skulle komme flygtninge verden over til gode. Ifølge rapporten mister organisationen, som har et årligt budget på over en milliard dollar (6,75 mia. kr.), millioner af hvert eneste år på grund af inkompentente ledere og mulig svindel.
"Der er muligvis penge, som der ikke helt kan gøres regnskab for. Det vil nødvendigvis ske i en organisation, som håndterer én milliard dollar, når man samarbejder med en række udførende parter såsom private organisationer," sagde UNHCR-talsmand Kris Janowski til det franske nyhedsbureau AFP.

Hun Sen bejler til oppositionen
*Cambodjas leder, Hun Sen, forsøgte onsdag at redde parlamentsvalget ved at erklære, at han ville forsøge at danne en koalitionsregering med sin politiske rival, prins Norodom Ranariddh fra partiet Funlinpec. Oppositionen har truet med at boykotte parlamentet, hvis beskyldningerne om valgsvindel ikke bliver undersøgt.
"Jeg foretrækker at danne en koaltionsregering med Ranariddh frem for Sam Rainsy," sagde Hun Sen.
EU's særlige repræsentant, Glenys Kinnock, gentog i går, at EU's observatører opfattede valget som "troværdigt og acceptabelt", men at "oppositionens beskyldninger skal undersøges".

KL ser frem til sommerhusregler
*Kommunernes Landsforening ser frem til regeringsindgrebet mod helårsbeboelse i sommerhuse. Hidtil har det været umuligt at sætte en stopper for helårsbeboelse. Med det nye indgreb bliver det nemmere for kommunerne at gribe ind. De nye regler betyder, at kommunen skal påbyde enhver borger, der i folkeregistret er registreret med ulovlig bopæl i et sommerhus, at flytte og inden 14 dage dokumentere, at fraflytningen er sket - sker det ikke, ender det med politianmeldelse.

Finland frygter a-værker i øst
*Sikkerheden på atomkraftværker i det tidligere Sovjetunionen er forbedret. Men det går trægt. I dette årti er der langt fra sket så meget nyt på sikkerhedsfronten som forventet, mener Strålesikkerhedscentralen i Finland.
Risikoen for, at det går rigtigt galt i det tidligere Sovjetunionen, er på omkring to til tre procent, vurderer Jukka Laaksonen, der er direktør i Strålesikkerhedscentralen i Finland. Han fortæller også, at Ungarn, Tjekiet og Slovakiet har formået at højne sikkerheden på deres atomkraftværker til samme niveau som den vestlige verdens. Men Rusland halter bagefter. G7-landene presser i øjeblikket på for, at nogle af de ældste typer reaktorer skal lukkes. Men ifølge Laaksonen er det tvivlsomt, om i hvert fald Rusland vil afskaffe sine nuværende atomkraftværker.
Målet er nemlig, at 20-30 procent af Ruslands energibehov i fremtiden skal dækkes af kernekraft mod 13 procent i dag.

FN støtter Aung San Suu Kyi
*FN's generalsekretær, Kofi Annan, sagde onsdag, at han håber snart at kunne sende en udsending til Burma og udtrykte bekymring over oppositionslederen Aung San Suu Kyis helbred og sikkerhed i Burma. På sjette døgn sidder hun i en bil uden for hovedstaden Rangoon i protest mod militærjuntaens begrænsninger på hendes bevægelsesfrihed.
FN's kommissær for menneskerettigheder, Mary Robinson, bad tirsdag militærstyret om at løse krisen, og Annan sagde onsdag, at han håber, at Robinsons appel vil bære frugt. Men indtil videre har Burma afvist det internationale diplomatis appeller.

Jeltsin forbereder hårdt efterår
*Den russiske præsident, Boris Jeltsin, afbrød onsdag sin sommerferie i det nordvestlige Rusland.
Ved ankomsten til Moskva begrundede han det med, at han forventer et "politisk hårdt" efterår.
Allerede nu truer strejkende minearbejdere med at blokere den transsibiriske jernbane, og den økonomiske situation i landet er ikke holdbar trods lånene fra Den Internationale Valutafond og forsikringer om snarlige reformer. En tidligere regeringsrådgiver sagde i går til Reuters, at "Rusland teknisk set er bankerot." Så det er ikke kun efteråret, der truer Jeltsin.

Japans redningsmand er på plads
*Den tidligere japanske ministerpræsident Kiichi Miyazawa, som er 78 år, accepterede onsdag modvilligt at blive Japans næste finansminister. Han får til opgave at redde det finansielt kriseramte lands økonomi på vegne af den nye ministerpræsident, Keizo Obuchi, som er uden videre økonomisk indsigt.
Miyazawa, som også tidligere har været finansminister, har tætte bånd til USA og stor politisk kløgt. Han har i flere dage bedyret, at han var for gammel til at påtage sig den vanskelige og anstrengende opgave med at trække landet ud af krisen, men indvilligede i går i alligevel at gøre et forsøg.

Håb om overlevende minearbejdere
*Myndighederne i Østrig oplyste onsdag aften, at der er nyt håb om at redde ti mennesker op af en sammenstyrtet mine i byen Lassing i live. Minen styrtede sammen den 17. juli.
Den ny optimisme skyldes, at redningsmandskabet gennem nedsænkede mikrofoner har opfanget lyde i minen, der kan stamme fra de ti indespærrede minearbejdere.
I søndags blev en 24-årige mand reddet op af minen efter ni døgn som levende begravet. Men yderligere ti minearbejdere, der oprindeligt søgte at redde den 24-årige, men selv blev begravet, er fortsat savnet.
Magnesium-silikat-minen i Lassing, som ligger nær Graz, kollapsede som følge af et mudderskred.

Forårsvalg i Tyrkiet
*Tyrkiet vil afholde parlaments-og kommunalvalg den 18. april næste år, meddelte en særlig kommission i parlamentet i Ankara onsdag. Det største parti i parlamentet er det pro-islamiske Dydens Parti, der ifølge meningsmålingerne er favorit til at vinde valget.
Dydens Parti anses for at være en fortsættelse af det opløste Velfærdsparti under Necmettin Erbakans ledelse, som blev forbudt

Netanyahu lider nederlag
*Israels ministerpræsident Benjamin Netanyahu led i går et alvorligt nederlag, da parlamentet nedstemte Netanyahu ved en protestafstemning mod hans håndtering af den fastlåste fredsproces i Mellemøsten.
Ved den indledende afstemning, der ikke får nogle umiddelbare konsekvenser for regeringen, stemte 60 parlamentarikere for en opløsning af parlamentet, der i alt har 120 pladser. Kun seks stemte imod ved afstemningen og en undlod at stemme.
Men Netanyahu og det meste af hans koalition boykottede afstemningen om forslaget, der først kan blive lov efter at være blevet behandlet i et udvalg og godkendt ved yderligere tre afstemninger. Valgperioden udløber i 2000.
Fire medlemmer af Netanyahus egen koalition støttede forslaget, deriblandt finansminister Dan Meridor fra ministerpræsidentens konservative Likud parti. De tre andre ja-stemmer kom fra medlemmer af partiet Den Tredje Vej.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu