Læsetid: 6 min.

Nyhedsoverblik

17. juli 1998

Kosovo-albanere åbner parlament
*Kosovo-albanere åbnede i går deres parlament, som hverken anerkendes af styret i Beograd eller af verden udenfor. Serbisk politi greb øjeblikkeligt ind og beordrede de delegerede til at forsvinde.
Øjenvidner sagde, at politiet ankom efter et kort møde, hvor de personer, som den etniske albanske flertalsbefolkning havde valgt, blev taget i ed. Parlamentsmedlemmerne fulgte politiets ordre og forlod bygningen fredeligt.

FN trækker sig ud af Rwanda
*FN's menneskerettighedsorganisation besluttede torsdag at trække sig ud af det urolige centralafrikanske land Rwanda, fordi regeringen nægter at tillade FN's observatører at foretage deres overvågnings- og rapporteringsopgaver.
FN siger, at forhandlinger med regeringen i Kigali om fremtiden for menneskerettigheds- kontoret er mislykkedes. Forhandlingerne skulle sikre, at FN's personale kunne overvåge og rapportere om overgreb. Observatørerne forlader Rwanda i slutningen af juli.

Håb for Kommunehospitalet
*Det flertal i Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune, der ønsker at bevare det luknings-dømte Kommunehospital, har endnu ikke opgivet håbet, selv om bestyrelse og direktion i Hovedstadens Sygehusfællesskab har iværksat en køreplan for lukningen, der skal være gennemført pr. 1. maj næste år.
"Sagen er ikke helt afgjort endnu," siger medlem af økonomiudvalget, borgmester Per Bregengaard (EL).
Også det konservative medlem af økonomiudvalget, borgmester H. Thustrup Hansen, vil fortsat kæmpe for Kommunehospitalet.

Mejerier vildleder forbrugerne
*Forbrugerrådet mener, at mejerierne gør sig skyldige i vildledning af forbrugerne, når de stempler den kommende dag som fremstillingsdato i toppen af mælkekartonerne. Efter klokken ni om formiddagen stemples den kommende dag som fremstillingsdato.
Mejerierne vil i fremtiden tvinges til at indføre korrekt datomærkning af mælken i forhold til fremstillingsdatoen. Det oplyser fødevareminister Henrik Dam Kristensen.

Borgmestre klar til at sælge arvesølvet
*Fire ud af ti borgmestre overvejer at sælge lokale skoler, børnehaver eller rensningsanlæg for at få penge i kommunekassen. Det viser et rundspørge, som Politiken har foretaget til 44 borgmestre i Danmark.
41 procent af borgmestrene svarede "ja" til spørgsmålet om "salg af rensningsanlæg, skoler, daginstitutioner efter den såkaldte Farum-model eller andre modeller er en mulighed, som er værd at overveje for din kommune". Syv procent sagde "ved ikke" og 52 procent "nej", skriver avisen.

USA genoptager flyvninger til Cuba
*USA genoptog onsdag direkte ruteflyvninger til Cuba.
Flyvningerne blev forbudt for to år siden, da cubansk militær skød to små fly ned og dræbte fem amerikanere.
Det første fly onsdag kom til Havana fra Miami i Florida med 200 passagerer.
Beslutningen om igen at tillade direkte flyvninger til Cuba traf Clinton-administrationen, after at paven under sit besøg i Cuba i januar opfordrede til et mere normaliseret forhold mellem de to lande.

Børneporno-skandale ryster Holland
*En omfattende børneporno-skandale har ramt Holland. I en lejlighed i badebyen Zandvoort er fundet tusindvis af disketter fyldt med pornografiske billeder af børn.
Hollandsk politi gik torsdag ind i efterforskningen, men er endnu ikke i besiddelse af det pornografiske materiale, der rummer billeder af skændede børn helt ned til 12-18 måneder.
Det er den belgiske anti-pornogruppe Morkhoven, der har afsløret forholdet i det hollandske tv-aktualitetsprogram, Nova. Det skete, efter at gruppen havde vist tv-programmets tilrettelæggere indholdet på et par af de fundne disketter.

Drama om ny regeringsleder
*Kampen om at blive Japans nye ministerpræsident blev torsdag dramatiseret, da Seiroku Kajiyama, et ældre ledende medlem af det regerende liberale regeringsparti, LDP, overraskende signalerede, at han vil udfordre udenrigsminister Keizo Obuchi, der er spidskandidat, til at få posten. Partiet skal formelt vælge en efterfølger til den afgående ministerpræsident Ryutaro Hashimoto tirsdag.

Efterlønside positivt modtaget
*Både venstre- og højrefløjen i Folketinget er positive over for ideen om at gøre efterlønsordningen mere fleksibel, så flere efterlønsmodtagere kan blive på arbejdsmarkedet.
Det sker, efter at de seneste tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen har vist, at antallet af danskere på efterløn atter har sat rekord. Nu er knap 136.000 danskere på den form for offentlig ydelse, som årligt koster samfundet op mod 20 milliarder kroner.
Tallene har fået Socialdemokratiet og de radikale til at lufte tanken om at ændre på reglerne for delefterløn.

Parlament imod dobbeltmandater
*De såkaldte dobbeltmandater, hvor den samme politiker både sidder som medlem af parlamentet hjemme i sit eget land og som medlem af Europa-parlamentet, skal afskaffes.
Det mener et flertal i Europa-parlamentet, der under denne uges samling i Strasbourg støttede en betænkning om ensartede regler for valg af de 626 EU-parlamentarikere, som i juni næste år skal vælges for en fem-årig periode.

Zar-begravelse med kontroverser
*Omkring 200 mennesker demonstrerede onsdag i Sankt Petersborg mod begravelsen af skeletdelene af den sidste russiske zar og hans familie. Ifølge demonstranterne er skeletterne ikke identiske med de jordiske rester af zar Nicholaj II og hans familie. Demonstranterne opfordrede Ruslands regering til i stedet at bruge pengene til at betale russiske minearbejderes løntilgodehavender. Den russiske præsident, Boris Jeltsin, deltager i dag i begravelsen.

Mand udvist efter 28 år i Danmark
*Efter 28 år i Danmark blev en 51-årig tyrkisk mand udvist for 10 år som følge af de regler, der siger, at udlændinge skal ud, hvis de gentagne gange handler med nok så små mængder narkotika.
Folketinget skærpede reglerne i december 1996 for at komme den åbenlyse narkohandel på især Vesterbro i København til livs. For danske pushere har det betydet, at de i gentagelsestilfælde ryger hurtigere i fængsel og får hårdere straffe end før.

Appelret udsætter afhøring
*En amerikansk appeldomstol indvilgede torsdag i at udsætte afhøringen af Secret Service-personale fra Det Hvide Hus i forbindelse med den sexskandale, som den amerikanske præsident, Bill Clinton, er involveret i. Dermed fik Clinton-staben endnu en sejr over den såkaldt uafhængige undersøgelsesdommer, Kenneth Starr.
Chefen for det særlige korps af livvagter fra Secret Service, der står for bevogtningen af præsident, Larry Cockell, var ellers parat til at blive afhørt af særlige anklagejury, der undersøger sexanklagerne, da appelrettens afgørelse blev annonceret.

Rettelse
*I gårsdagens avis skrev vi, at Esbjerg Ensemble skulle give koncert på Testrup Højskole i dag. Det gør de ikke, derimod er der mulighed for at opleve ensemblet ved kurset "Verden, musikken og danskerne" som finder sted i dagene 17. til 23. august. Vi beklager fejlen
Redaktionen

Orange-orden kan vende hjem
*Et mindre antal medlemmer af den protestantiske Orange-orden fik tidligt torsdag morgen tilladelse til at vende tilbage til deres lejr ved byen Drumcree i Nordirland, efter at 20 medlemmer onsdag blev arresteret. Det skete i forbindelse med politiets fund af mindst tre sprængladninger og beslaglæggelsen af adskillige våben blandt de demonstranter, som siden søndag i sidste uge har forsøgt at få lov til at marchere gennem en katolsk gade i den nærliggende by Portadown. En talsmand for politiet sagde, at en lille gruppe "hooligans" stod bag dagens vold, da de havde forsøgt at bryde en række barrikader ned, som sikkerhedsstyrkerne har sat op for at hindre den planlagte march gennem Portadowns katolske Garvaghy Road.

Duma vedtager ny skattelov
*En række vigtige dele af en ny omfattende skattelovgivning, der blandt andet indebærer en ny omsætningsafgift og en nedsættelse af skatten på virksomheders overskud, blev torsdag aften vedtaget af underhuset i Ruslands parlament, Dumaen. 243 medlemmer af Dumaen stemte for den nye skattelov, som er en vigtig forudsætning for, at IMF, Den Internationale Valutafond, vil yde Rusland et lån på over 150 milliarder kroner over de kommende tre år. 93 medlemmer stemte imod.
Beslutning indebærer, at de enkelte republikkers regeringer får mulighed for at indføre en omsætningsskat på op til fem procent.

Økologiske høns har det hårdt
*Forestillingen om, at økologiske høns går rundt og hygger sig, stemmer ikke altid overens med virkeligheden. Mange af de økologiske høns hakker hinanden ihjel, og mange bliver taget af ræven, skriver Andelsbladet.
Derfor bør kontrollen med de økologiske ægproducenter flyttes fra Plantedirektoratet til Veterinær- og Fødevaredirektoratet, mener afdelingschef i Det danske Fjerkræraad, Thorkil Ambrosen.
"Den nuværende kontrol med økologerne er ikke god nok. Dødeligheden blandt de økologiske høns er for stor. Man kan være bekymret for, at der er nogle økologiske høns, der har en tilværelse, de ikke burde have," siger han.1

Erhardpris til udskældt PET-chef
*Chefen for Politiets Efterretningstjeneste (PET), Birgitte Stampe, fik torsdag på Christiansborg overrakt en pris på 15.000 kr. fra Erhard Jakobsen-Fonden.
Ved overrækkelsen begrundede Centrum-Demokraternes stifter, Erhard Jakobsen, prisen med, at Birgitte Stampe ved sin "kloge og værdige optræden i en vanskelig tid" har bidraget til at bevare respekten om Politiets Efterretningstjenestes "fortjenstfulde indsats".
"Jeg har hermed søgt at afbalancere den helt urimelige kritik, som fra visse sider er blevet rejst mod PET," sagde Erhard Jakobsen.
Fonden blev stiftet for 10 år siden i forbindelse med Erhard Jakobsens 70-års fødselsdag. Fonden har tidligere uddelt priser til bl.a. Dybbøl Mølle, Modersmål-Selskabet og en skoleklasse fra Albertslund, der skulle på studietur til Europa-Parlamentet.
Birgitte Stampe meddelte, at hun videregiver pengene til Spastikerforeningen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her