Læsetid: 6 min.

NYHEDSOVERBLIK

16. juli 1998

Betalingsbalancen er i bund
*Underskuddet på landets betalingsbalance på 2,9 mia. kr. i april var et dårligere resultat, end det økonomerne havde regnet med.
Storkonflikten, der lammede det meste af Danmark i foråret, er dog skyld i, at tallene er behæftet med en betydelig grad af usikkerhed, og derfor maner cheferne i landets største banker til besindighed.
Det er ikke kun storkonflikten, der er med til at hive tallene "i den forkerte retning". Krisen i Asien og Japan kan nemlig direkte afspejles i Danmarks eksport til markederne i Østen.
Dansk Folkeparti og Venstre kritiserer samstemmende regeringen for at solde det økonomiske opsving op.
"Tallene viser, at eksporten har det rigtigt dårligt, fordi regeringen gang på gang har pålagt erhverslivet nye omkostninger, som mindsker konkurrenceevnen over for udlandet," siger Venstres politiske ordfører, Ulla Tørnæs.

Forfattere slipper for ambi
*Mange af landets forfattere vil formentlig slippe for at betale arbejdsmarkedsbidrag af deres biblioteksafgift i fremtiden.
Sådan tolker Kulturministeriet i hvert fald en afgørelse fra Landsskatteretten, der fastslår, at biblioteksafgiften ikke er en ydelse for personlig arbejdsindsats.
Dommen får imidlertid kun betydning for de forfattere, der er løn- eller honorarmodtagere. Forfattere, der i skattemæssig forstand er selvstændigt erhvervsdrivende, slipper ifølge Kulturministeriet ikke, fordi skattelovgivningen siger, at alle selvstændigt erhvervsdrivende er omfattet af bidragspligten.
Kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen siger, at mange forfattere formentlig ikke får glæde af afgørelsen, men at hun vil se, om hun kan gøre noget for at hjælpe de selvstændigt erhvervsdrivende.

Atomvåben problem i år 2000
*Russiske atomvåben er måske ikke klar til år 2000-problemet, og derfor har USA tilbudt at udvide et samarbejde med Rusland for at undgå faren for en fejl i de computere, der styrer de russiske atomvåben.
En talsmand for USA's forsvarsministerium sagde sent tirsdag, at USA's regering har drøftet sagen med russiske kolleger.
USA's viceforsvarsminister John Hamre sagde 4. juni under en høring i USA's senat, at Ruslands militær ikke råder over de komplicerede computerprogrammer, der kan løse det problem, som opstår, når computere verden over skal overgå fra år 1999 til 2000. USA's og Ruslands atomvåbensystemer afhænger af computere i forbindelse med sortering af informationer fra satellitter, radarer og andre data.

Tre måneders våbenhvile i Sudan
*Den sudanske Folkets Befrielseshær, SPLA, erklærede onsdag en ensidig våbenhvile af tre måneders varighed for at sikre, at nødhjælp til de katastroferamte områder i den sydlige del af landet kan nå frem til de sultende mennesker. Hvert andet barn i de oprørsramte områder er underernæret.
Ifølge SPLA's repræsentant i de nordiske lande, har man ikke ville lave en total våbenhvile, da det tidligere er blevet brugt af regeringshæren til at styrke egne stillinger.
SPLA har været i krig med regeringen i Khartoum siden 1983.

Studerende truet af bolignød
*Tusinder af studerende, som skal starte på en videregående uddannelse til efteråret, står i øjeblikket i den situation, at de ikke ved, om de har tag over hovedet, når studiet starter.
Kollegiekontorene i Århus og København opgjorde onsdag ventelisterne til byens kollegier, og begge har kunnet konstatere et mindre fald. Selvom tallene tyder på, at problemets omfang er blevet mindre siden sidste år, mener Danske Studerendes Fællesråd, at situationen tværtimod er blevet værre.
Alternativerne til en kollegiebolig er specielt i København blevet markant dårligere.
"Det største problem for studerende er jo, at vi ikke har ret mange penge, og da man f.eks. i København har travlt med at forbedre de dårligste lejligher, så betyder det, at der bliver færre lejligheder, som de studerende har råd til at bo i," siger Ditte Danielsen fra Danske
Studerendes Fællesråd.

Astmabørn opdages ikke
*Danske teenagere vil få langvarige lungelidelser og i værste fald en for tidlig død, fordi ingen opdager, at de lider af astma. Undersøgelser viser, at hver tiende unge dansker har lungelidelsen, som kun er ufarlig, hvis den opdages og behandles, skriver Kristeligt Dagblad.
Undersøgelsen afslører bl.a., at hver tredje ung, som lider af astma, aldrig har fået stillet diagnosen og derfor heller ikke kommer i gang med en behandling.

Tavshed om salmonella lovligt
*Med den nye fødevarelov kan Fødevareministeren forhindre, at levnedsmiddelkontrollens resultater om eksempelvis fund af salmonella kommer til offentlighedens kendskab. Det mener Enhedslisten.
Dermed svækker loven mulighederne for at offentliggøre levnedsmiddelkontrollens resultater - en manøvre især Københavns Levnedsmiddelkontrol er blevet kendt på med offentliggørelserne af hygiejnetilstanden på de københavnske restauranter.
Offentliggørelse af resultater er ellers det, der kan knække kurven for bakterieplagen i danskernes fødevarer; det kan presse fødevareproducenterne til at lægge driftsformen om, så dyrene bliver modstandsdygtige og ikke får for mange af de skadelige bakterier, lød det fra chefen for den københavnske levnedsmiddelkontrol Jørgen Højmark i DR's Profilen tirsdag.

50 døde af varme i det sydlige USA
*Den flere uger lange hedebølge i det sydlige USA med temperaturer på over 38 grader har ført til mindst 50 dødsfald. Samtidig har sydens landbrug haft milliardtab.
Den texanske millionby Dallas blev onsdag erklæret i nødretstilstand på grund af varmen. Hermed kan offentlige bygninger holde længere åbent for at give borgerne beskyttelse og køligere temperaturer. Samtidig udleverer byen hundredvis af ventilatorer til ældre indbyggere.
Det er den værste varme i delstaten i 50 år, og temperaturen ventes ikke at falde i den nærmeste tid.

Vrede sammenstød i Portadown
*Politiet i Nordirland stødte onsdag sammen med demonstranter, der var vrede over et forbud mod den protestantiske Orange-ordens parade. Demonstranterne kastede benzinbomber mod sikkerhedsstyrkerne.
Politiet svarede igen med gummikugler og anholdt desuden 13 personer, mens betjente opsnappede våben og andet bevismateriale i Portadown, 50 kilometer sydvest for Belfast.
Siden drabene på tre børn ved en brand i byen Ballymoney har mange medlemmer af ordenen følt det upassende at marchere.

Flere børn tvangsfjernes
*Samtidig med at færre børn hvert år anbringes uden for hjemmet, stiger antallet af de børn, der bliver tvangsfjernet.
Ifølge Danmarks Statistik var der den 31. december sidste år 1140 børn anbragt uden for hjemmet uden samtykke fra forældrene. Året før lå antallet af tvangsanbragte børn på 1075.
Faaborg Kommune på Fyn er en af de danske kommuner, hvor der er sket et skifte i kommunens politik - man er således begyndt at fjerne langt flere børn fra belastede familier. Tidligere vejede hensynet til forældrene tungere.
"Mit motto er at hellere fjerne et barn for meget end et for lidt, siger formanden for kommunens børne- og ungeudvalg, Bjarne Tychsen, til Ritzau.

Kommunesalg er lige efter bogen
*Det er lige efter bogen, når kommuner sælger ældreboliger til private virksomheder som eksempelvis pensionskasser. Det understreger Kommunernes Landsforening (KL), efter at Aalborg Kommune er kommet i søgelyset for at have udlejet en stribe ældreboliger.
"Ifølge lovgivningen kan kommunen skaffe boliger til ældre på to måder. Komunerne kan selv opføre ældreboliger. Eller kommunen kan vælge at leje boliger af private, for eksempel pensionskasser, og så leje dem videre ud til pensionisterne," siger kontorchef i KL's økonomiske sekretariat, Jens Bjørn Christiansen.
Ifølge Politiken undersøger Boligministeriet i øjeblikket nogle tvivlsomme beslutninger om salg af kommunale plejehjem i Aalborg Kommune. De er en forløber for det meget omtalte salg af et nordsjællandsk rensningsanlæg, som pressen har døbt "Farum-fidusen".
Et af de stærkeste argumenter mod plejehjemssalgene er, at det vælter den økonomiske byrde fra kommunerne over i statskassen.

Gult kort til ØMU-lande
*Lederen af den nye europæiske centralbank, Wim Duisenberg, har givet det gule kort til en række af de lande, der fra nytår deltager i EU's økonomiske og monetære union (ØMU).
Mange af dem er stadig ikke flinke nok til at udnytte det nuværende økonomiske opsving til at bringe deres budgetunderskud og gæld yderligere ned, advarede han.

Athen ramt af jordskælv
*Den græske hovedstad Athen rystede ved et voldsomt jordskælv onsdag eftermiddag. Jordskælvet måltes til 4,3 på Richter-skalaen.
Politiet havde ikke modtaget oplysninger om , at nogen skulle være kommet til skade, men der meldtes om revner i flere gamle huse.

Kohl forklædt som elefant for at tækkes vælgerne
*Tysklands forbundskansler, Helmut Kohl, har i de 16 år, han har været Tysklands leder, optrådt i mange forklædninger.
Men onsdag prøvede han noget nyt, da hans valgkamp-strateger lod ham fremtræde på valgplakater som en elefant, der tager bad, under slagordet "Keep Kohl".
Valgplakaterne, der omgående blev latterliggjort af oppositionen, er designet som postkort fra Helmut Kohl, som sender kortet fra ferieområdet Wolfgangsee i Østrig.
Ifølge Peter Hinze, som er generalsekretær i Kohls parti, De Kristelige Demokrater (CDU), er forbundskansleren godt tilfreds med plakaten.
"Elefanten er et meget klogt dyr," sagde Hintze, da han præsenterede plakaten ved CDU's hovedkvarter i Bonn.
"Det reflekterer Kohls levemåde. Stålsat og følsom, selv om det ikke ses ved første øjekast," forklarede generalsekretæren.
Plakaten skal bidrage til, at Helmut Kohl vinder forbundsdagsvalget den 27. september. Men meningsmålingerne viser, at det bliver tungt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her