Læsetid: 6 min.

NYHEDSOVERBLIK

14. juli 1998

Farum-fidus også i amterne
*Den såkaldte Farum-fidus - med at sælge kommunale ejendomme og leje de solgte bygninger på langtidskontrakter og derved sikre serviceniveauet overfor borgerne og en rimelig tilbagekøbspris af bygningerne - vinder nu også genklang i flere amter.
Flere af Venstres amtsborgmestre giver i Politiken udtryk for, at amterne skal sælge deres sygehuse, hvis et privat firma melder sig med et fornuftigt tilbud om at overtage såvel ejerskabet som driften af dem.
Ifølge Venstres næstformand, amtsborgmester i Frederiksborg Amt, Lars Løkke Rasmussen, vil private firmaer kunne være med til at sikre, at der foretages de fornødne investeringer i sygehussektoren.

Morgan-sag kan få konsekvenser
*Den såkaldte Morgan-sag får nu Udlændingestyrelsen til at overveje om mistænkte krigsforbrydere fremover skal have mulighed for at få visum til Danmark.
Det skriver indenrigsminister Thorkild Simonsen i et svar til Enhedslistens retspolitiske ordfører, Søren Søndergaard.
Søren Søndergaard havde spurgt Thorkild Simonsen om, hvorfor Udlændingestyrelsen i april 1997 udstedte visum til general Said Hirsi, kendt som "general Morgan", fra Somali Patriotic Front (SPM), der anklages for have deltaget i krigsforbrydelser i Somalia.
Fremover vil Udlændingestyrelsen kontakte Indenrigsministeriet, inden der udstedes visum, hedder det i svaret fra Thorkild Simonsen.

Ingen tilskud til potens-pille
*De sundhedspolitiske ordførere fra de konservative, CD og Socialdemokratiet mener ikke, at potenspillen Viagra skal på listen over tilskudsberettiget medicin, når pillerne kommer på det danske marked, skriver Børsen.
Både Henriette Kjær og Socialdemokratiets sundhedsordfører, Lone Møller, peger i stedet på enkelt-tilskudsordningen. Her er det den enkelte læge, der på vegne af en patient, retter henvendelse til Medicintilskudsnævnet om individuelt tilskud.

Kontrolmærke fastholdes
*Ægbranchen fastholder det omdiskuterede salmonella-kontrolmærke på ægbakker fra otte pakkerier.
Dansk Fjerkræ Råd besluttede dog på et møde i går at ændre teksten på kontrolmærket. Forbrugerne skal ikke fejlagtigt tro, at æggene er 100 procent salmonella-fri, når det i virkeligheden er hønsebesætningerne, som æggene kommer fra, der - som det fremgår af kontrolmærket er "salmonellakontrolleret".

Forebyggelse giver færre anbringelser
*Det nytter tilsyneladende noget, når det offentlige i stigende grad forsøger at gøre en forebyggende indsats i forhold til familier med store sociale problemer.
Antallet af børn, der anbringes på døgninstitutioner og i familiepleje, er faldet stødt de seneste ti år, mens udgifterne til forebyggende foranstaltninger i samme periode er steget, viser opgørelser fra Danmarks Statistik.
Pr. 1. december modtog i alt 19.760 børn og unge bistand under en eller anden form mod 19.370 i 1996.
Stigningen skyldes, at der for et stadig større antal børn og unge etableres forebyggende foranstaltninger.

Modstandsfolk kræver erstatning
*Flere tyske virksomheders beslutning om at udbetale erstatning til tvangsarbejdere fra Anden Verdenskrig får nu den danske forening "Aktive Modstandsfolk" til at genfremsætte et lignende krav overfor FLS Industries.
Under Anden Verdenskrig benyttede FLS Industries ifølge "Aktive Modstandsfolk" sig af slave- og fangearbejdere i forbindelse med cementproduktion i Estland.
Foreningen kræver derfor, at FLS Industries dels erkender og undskylder brugen af slave- og fangearbejdere, og at koncernen betaler én krone i erstatning for hver ton cement, der blev produceret, svarende til 6.346.440 kr.
FLS Industries har tidligere afvist et lignende krav. Informationschef Torben Seemann Hansen understreger, at ingen af de arbejdere, virksomheden benyttede i forbindelse med cementproduktionenn var danskere, men i øvrigt ønsker han ikke at kommentere sagen.

Silvio Berlusconi skal i fængsel
*Den italienske milliardær og tidligere ministerpræsident Silvio Berlusconi blev i går idømt to år og fire måneders fængsel for ulovlig partifinansiering. Berlusconi blev fundet skyldig i at have været indblandet i ulovligt at have kanaliseret 22 mia. lire (ca. 83 mio. kr.) over til tidligere ministerpræsident Bettino Craxi og til Socialistpartiet i begyndelsen af 1990'erne.

EU vil lave forslag selvstyre i Kosovo
*EU vil forsøge at spille en aktiv mæglerrolle i Kosovo-krisen ved at udarbejde forslag til, hvordan en fremtidig selvstyreordning for den serbiske Kosovo-provins med det store albanske befolkningsflertal kan udformes. Det sagde den østrigske udenrigsminister og EU-formand Wolfgang Schüssel mandag efter et udenrigsministermøde i Bruxelles.
I går blev to unge mænd dræbt og snesevis af andre mennesker såret, da serbiske styrker og albanske separatister atter kom i kamp med hinanden i Kosovo-provinsen i Jugoslavien.

Regeringen opgiver erstatningssag
*Regeringen sætter nu endeligt punktum i Spar Nord-sagen ved at opgive at rejse erstatningssag mod Kammeradvokaten, som er blevet kritiseret for at givet dårlig rådgivning i den omdiskuterede bank-sag fra 1993.
I et kortfattet svar til Folketingets erhversudvalg meddeler justitsminister Frank Jensen, at "efter Justitsministeriets opfattelse er der ikke fornødent grundlag for at kræve erstatning af Kammeradvokaten vedrørende den ovennævnte rådgivning".

Maersk Air og kabinefolk enige
*Maersk Airs ledelse har tilsyneladende givet efter for krav fra Maersk Air Kabinebesætningsforening (MAK) om bedre arbejds- og lønforhold. Parterne har forhandlet siden søndag, og efter afslutningen af forhandlingerne mandag var parterne enige om ikke offentligt at sætte kroner og øre på forhandlingsresultatet. MAK's medlemmer får resultatet med posten i dag og hurtigt derefter, formentlig i begyndelsen af næste uge, skal resultatet drøftes på stormøder blandt kabinepersonalet i lufthavnene både i Billund og København.

Taliban-leder truer nabolande
*Lederen af den afghanske Taliban-milits, mullah Mohammad Omar, advarede mandag Afghanistans naboer Tadsjikistan og Usbekistan mod at støtte oppositionen i Afghanistan.
Omar sagde, at det vil få alvorlige konsekvenser, hvis de to lande lader afghanske styrker i opposition til Taliban benytte deres territorium.
Den ultra-religiøse, muslimske Taliban-milits har kontrol over to tredjedele af landet, mens en koalition bestående af den tidligere regering og flere krigsherrer kontrollerer den nordlige del af landet.

Rusland får stabiliseringslån
*Rusland har fået bevilget internationale stabiliseringslån på sammenlagt godt 155 milliarder kroner i år og til næste år. Lånene er fordelt med 14,8 milliarder dollar i 1998 og 7,8 milliarder dollar i 1999. Den Internationale Valutafond (IMF) har efter ugelange forhandlinger tilbudt et lån på 12,5 milliarder dollar, Verdensbanken et på 1,7 milliarder dollar og Japan et lån på 600 millioner dollar, skriver det russiske nyhedsbureau Interfax.
Angiveligt vil seks milliarder dollar af IMF-lånet blive udbetalt på mandag efter et møde i IMFs topledelse, mens den anden halvdel udbetales sidst på året.

To anholdt for brandbombedrab
*To mænd blev mandag anholdt og bragt til afhøring i forbindelse med brandbombeattentatet, der kostede tre børn livet i Ballymoney, Nordirland. Anholdelserne kom samtidig med, at medlemmer af Orange-orden begyndte at samles i byer til parader, der markerer højdepunktet på den fire måneder lange marchsæson. Ledere i Orange-orden har fordømt brandbombeangrebet, og har sagt, at alle protester i sagen om Portadown-marchen skal forløbe fredeligt.

Ti personer syge af svinekød
*Ti personer er syge efter at have spist svinekød, der er inficeret med den frygtede og resistente type salmonella DT 104. Det oplyser Veterinær- og Fødevaredirektoratet.
Direktoratet har lokaliseret den svinebesætning og det slagteri, hvor kødet kommer fra. Besætningen er på 550 slagtesvin og er nu sat under offentligt tilsyn.
Landmanden, der ejer besætningen, må ikke sælge svin fra sin besætning til andre landmænd, og hvis der slagtes svin fra besætningen, skal kødet varmebehandles indtil salmonellaen er slået ihjel.

Bycykler indtager Orø
*Gratis-cykler på de danske øer bliver måske til virkelighed i løbet af de kommende år. I første omgang kan turister og fastboende på den lille ø Orø i Isefjorden i denne sommer - fra juli og til udgangen af oktober - cykle gratis rundt og nyde godt af et forsøg, som Fonden Bycyklen i København, Holbæk Kommune og de lokale turistvirksomheder har sat i gang. Fonden Bycyklen udlåner cyklerne, der alle er udstyret med bagagebærer - ligesom nogle har påmonteret en barnestol. Cyklerne kan lånes fra cykelstativer ved havnen i Brønde, Ø-kontoret i Bybjerg, Østre Færgehavn samt ved campingpladsen.
Bliver forsøget på Orø en succes, vil Fonden Bycyklen i København forsøge at finde en landsdækkende sponsor til "Projekt ø-cykler".
Fonden vil også prøve at inddrage Danmarks Turistråd samt Energi- og Miljøministeriet i projektet.

Politisk krise efter Hashimotos afgang
*Japans nabolande reagerede mandag nervøst på den japanske ministerpræsident, Ryutaro Hashimotos afgang. Nabolandene frygter, at den politiske usikkerhed i Japan vil lamme forsøgene på at kickstarte Asiens kriseramte økonomi. Samtidig vurderede finanseksperter, at politisk usikkerhed i Japan risikerer at forlænge Asiens økonomiske trængsler.
Yen'en holdt sig mandag nogenlunde stabilt trods krisen i Tokyo, men mange i finansverdenen advarede om, at en svækket yen er uundgåelig, hvis den politiske lammelse i Japan trækker ud. Og en svækket japansk valuta kan smitte af på resten af regionen, hvor markederne allerede er under hårdt pres.
Hashimoto gik af, efter at hans Liberaldemokratiske Parti (LDP) fik en blodtud af vælgerne ved søndagens overhusvalg, hvor LDP blot genvandt 44 af partiets hidtidige 61 mandater.
Vælgerne vendte sig mod Hashimoto på grund af hans økonomiske politik, der ellers skulle trække Japan ud af landets værste økonomiske krise siden Den Anden Verdenskrig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her