Læsetid: 7 min.

NYHEDSOVERBLIK

3. juli 1998

Fire dræbt af bombe i Budapest
*Fire mennesker blev dræbt og op mod 20 såret, da en formodet bilbombe torsdag eksploderede i den centrale del af Ungarns hovedstad, Budapest, oplyser Ungarns statsradio.
Bomben, der raserede en sort Mercedes-bil, eksploderede i et af byens travleste forretningsdistrikter kort før middag. Eksplosionen var så kraftig, at ruder blev knust i op til 100 meters afstand.

Annan: Alle politiske fanger frigives
*Nigerias militærstyre vil frigive alle politiske fanger. Det sagde FN's generalsekretær, Kofi Annan, torsdag på en pressekonference i hovedstaden Abuja, hvor Annan afsluttede et besøg i det olierige vestafrikanske land.
Også oppositionspolitikeren Moshood Abiola, som Annan torsdag havde en samtale med, ventes løsladt i løbet af kort tid.
Annan nævnte dog ikke Abiola direkte ved navn men sagde, at denne har opgivet sit krav på at blive Nigerias præsident.
Det var den 60-årige Abiolas krav på at være Nigerias retmæssige præsident efter valget i 1993, der fik militærstyret til at fængsle ham i 1994.
Det kom ikke frem, hvornår det nigerianske militærstyre vil løslade de politiske fanger, hvoraf mange er fængslet uden retssag.

Muslimske piger må hedde Ali
*Justitsministeriet og Kirkeministeriet har bøjet sig for muslimsk tradition, så muslimske piger foruden deres pigefornavn nu kan få faderens, farfaderens og evt. oldefaderens navn.
Det oplyser kontorchef i Justitsministeriets Civilretsdirektorat, Ole Græsbøl, til Kristeligt Dagblad.
Sagen om de muslimske pigenavne var bl.a. rejst af SF'eren Margrethe Auken, fordi FN's Komite for udryddelse af Racediskrimination havde rejst kritik af den danske praksis.
Justitsministeriet understreger, at dispensationsmulighederne udelukkende gælder for forældre, der har tilknytning til den specielle muslimske navneskik. Pigerne skal som hidtil have et egentligt pigenavn som første navn.

Argentina vil fange nazi-forbrydere
*Argentina har sammen med Israel, USA og Tyskland etableret et netværk for i fællesskab at få fat på de sidste nulevende krigsforbrydere og nazister fra Anden Verdenskrig.
Formålet med netværket er at fange de krigsforbrydere, der fortsat går frit rundt, og at bekæmpe nynazistiske organisationer.
Efter 1945 flygtede mange nazister til Argentina, hvor det lykkedes dem at leve upåagtet i mange år.

Flere renseanlæg sviner ulovligt
*Antallet af kommunale renseanlæg, der ulovligt udleder forurenet spildevand, vokser. Men nu vil miljøministeren stramme kursen over for dem.
I 1996 overskred 337 renseanlæg lovens krav til spildevandets kvalitet, inden det ledes ud, svarende til 30 procent af anlæggene. Året før stod 25 procent af anlæggene på listen over ulovlige udledere.
Miljøminister Svend Auken finder udviklingen uholdbar. Alle amter skal nu senest den 1. september 1998 orientere Miljøstyrelsen om, hvorvidt de har fået lovliggjort de anlæg, der har overskredet kravene i 1997 og de tre foregående år - eller om anlæggene i modsat fald er blevet meldt til politiet.

USA vil inføre banksanktioner
*Amerikanske finansielle embedsmænd fra både delstater og kommuner annoncerede onsdag, at de vil indføre sanktioner overfor schweiziske banker, der huser Holocaust-ofres urørte bankkonti.
Dermed afviste komitéen af embedsmænd de argumenter, som advokaterne fra de schweiziske banker havde fremført.
Advokaterne mente, at en beslutning om sanktioner var forfatningsstridig, fordi statslige og lokale regeringer ikke må formulere udenrigspolitik.

Mindre bilkøer over Storebælt
*Tydeligere og bedre skiltning samt en ekstra vejbane ved betalingsanlæggene i Halsskov er løsningen på de alenlange bilkøer, der har plaget trafikken over Storebæltsbroen, siden den åbnede for biltrafik den 14. juni.
Det mener den administrerende direktør for Sund og Bælt Holding A/S, Mogens Bundgaard-Nielsen, som torsdag efter et møde med Vejdirektoratet og politiet besluttede omgående at sætte arbejdet i gang med at forbedre forholdene ved betalingsanlæggene. Arbejdet foregår om natten for at mindske generne for trafikken.
På hver side af betalingsanlægget inddrages omkring 200 meter nødspor langs motorvejen. Arealet skal bruges til udvidelse af motorvejen fra to til tre spor, så der er mere plads på det vejstykke, som leder trafikken frem til betalingsanlæggene.
Samtidig bliver skiltningen bedre. Der kommer nye og større piktogrammer og tekster på betalingsanlæggets skilte. De ændringer gælder både skiltene ved betalingsanlægget og umiddelbart før betalingsanlægget.

Stigning i støtte til industrien
*Danmark er rykket op som det land, der giver den fjerdestørste støtte til industrien i EU. Rekorden ledsages af en advarsel fra EU-kommissær Karel Van Miert om, at det er alt for højt, skriver Børsen.
Stigningen af den danske statsstøtte til industrien fremgår af EU-kommissionens årlige rapport om statsstøtte, som blev offentliggjort onsdag. Statistikken dækker perioden 1994-96, og afslører, at den danske statskasse årligt giver 10.432 kr. i statsstøtte pr. dansk job i industrien. Det er en stigning fra 8448 kr. i perioden 1992-94.
Den danske regerings statsstøtte overgås kun af Italien, Belgien og Tyskland. Selv om Danmark placeres blandt de lande i EU, der giver størst statsstøtte til industrien, mener Dansk Industri på ingen måde, at Danmark er blandt de "slemme drenge i klassen".

Ugifte fædre får forældrerettigheder
*Britiske fædre med børn udenfor ægteskabet skal have samme forældre-rettigheder som gifte fædre.
Ifølge bebudede lovreformer får de ugifte fædre, der skriver under på fødselsattesten sammen med barnets mor, fra næste sommer automatisk lov til at kræve forældremyndighed over barnet.
Omkring 180.000 britiske fædre vil årligt blive berørt af loven. Den nuværende lov giver gifte forældre de samme rettigheder med hensyn til beslutninger omkring barnet, mens det hos ikke-gifte er moderen, der udelukkende har rettighederne.
Mere end én ud af tre babyer bliver født uden for ægteskab, de fleste dog af forældre, der lever sammen i faste parforhold.

Sanktioner mod Libyen opretholdes
*FN's sikkerhedsråd besluttede torsdag, at sanktionerne mod det nordafrikanske land Libyen skal opretholdes.
Sanktionerne, der bl.a. omfatter lufttrafik og diplomatiske sanktioner, blev indført i 1992, fordi Libyen nægtede og fortsat nægter at udlevere to libyske statsborgere, der sættes i forbindelse med terrorattentatet mod et amerikansk passagerfly, som i 1988 eksploderede over Lockerbie i Skotland. 270 mennesker blev dræbt.
USA og Storbritannien har forlangt de to libyere udleveret til retsforfølgelse, men det afviser Libyen.

Kritik af forslag om bolighandel
*Erhvervsminister Pia Gjellerup kritiseres nu kraftigt fra flere fronter for med et nyt forslag til en lov om bolighandel at udvande et massivt ønske om vandtætte skotter mellem boligkøb og boligfinansiering.
"Det er et forkølet pip, som må skyldes politisk uvilje, manglende interesse eller manglende forståelse for det arbejde, som er gået forud," siger Fremskridtspartiets leder Kirsten Jacobsen med henvisning til, at Pia Gjellerup ikke har valgt at følge anbefalingen fra en idegruppe under Erhvervsministeriet.
Idegruppen anbefalede, at loven sætter et vandtæt skel mellem det at købe en bolig - og det at få boligen finansieriet.

Sydafrikas rente falder drastisk
*Den sydafrikanske valuta, randen, faldt i går til et nyt lavpunkt i forhold til dollaren. Alene i går mistede den fem procent af sin værdi, hvilket er et af de største værditab i løbet af de seneste fem uger, hvor randen har været under pres fra spekulanter.
Valutahandlere sagde i går, at det er eftersprøgslen efter dollar, der fik randen til at dykke.
Sydafrikas økonomi undergraves i disse uger dramatisk af udenlandske investorer, som i stor stil trækker deres penge ud af landet, og valutaspekulanter sælger deres rand i håbet om, at det kan få kursen til at falde så meget mere, at de senere kan købe rand til langt lavere kurser.

Strid om læskedrik med vitaminer
*Et østrigsk firma, der producerer en sportslæskedrik, har indklaget Danbmark for EU-kommissionen, fordi de danske myndigheder har givet afslag på en tilladelse til at markedsføre produktet i Danmark. EU har besluttet at gå ind i sagen, skriver Morgenavisen Jyllandsposten. "Red Bull" som drikken hedder, er opkvikkende og kan drikkes som den er eller blandes med alkohol.
"Hvis vi bliver presset til at tillade "Red Bull", er det en afgørelse, der kan komme til at danne præcedens, og det er en af de ting vi frygter. Vi har den holdning i Danmark, at fødevarer skal være rene, og den linje vil vi ikke afvige fra," siger kontorchef i Veterinær- og Fødevaredirektoratet, Kit Eisner.

Telefonboksegiver underskud
*Mere end hver anden af landets 4.700 telefonbokse giver underskud, og Tele Danmark har nu advaret Kommunernes Landsforening om, at det kan blive nødvendigt at nedlægge en række bokse i fremtiden.
Tele Danmark håber dog, at kommunerne i nogle tilfælde vil være interesseret i at stille underskudsgarantier, så det ikke bliver nødvendigt at nedlægge alle de underskudsgivende bokse.

Så kom Midtfyn også i omdrejninger
*Efter fire dages ventetid for de første og mest ihærdige gæster, kom den 23. Midtfyns Festival endelig i gang torsdag eftermiddag, da cirka 20.000 kåde mennesker var kommet på plads i bakkerne ved Ringe på Fyn.
Her kunne tilhørerne opleve det tidligere medlem af Sort Sol, Peter Peter, og hans nye band, Bleeder på Rockscenen. Han forlod Sort Sol, da han ville en anden kunstnerisk vej end resten af bandet, og den anden vej fik publikum at høre for fuld udblæsning. Bleeder beviste, at det gamle 80'er punkband The Misfits ikke har levet forgæves. Peter Peter gav publikum en lektion i genren "Horrorpunk", og Bleeder begrænsede det ikke til det musikalske. For at give scene-showet liv havde bandet medbragt tre dværge, der iført blodige forbindinger gik rundt som zombier på festivalen største scene.
Skadestuer og politi kan til gengæld melde om en meget fredelig festival. Skadestuerne har kun set de sædvanlige småskader, og politiet har kun hørt om de, lige så sædvanlige, tyverier fra teltene.
Politiet det tilsyneladende roligt med hash'en, bare folk ikke ryger betjentene op i hovedet. Der har ikke været nogen spor af hårde stoffer på festivalen, oplyser politiet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her