Læsetid: 7 min.

Nyhedsoverblik

21. juli 1998

Albanien vil forsvare grænserne
*Efter weekendens kampe, hvor mindst 100 mennesker meldes dræbt, beskyldte serbiske medier mandag den albanske regering for at gøre meget lidt for at stoppe Kosovos Befrielseshær (UCK), der anvender det nordlige Albanien som udgangspunkt for operationer i Kosovo-provinsen. En avis i Beograd erklærede, at Albaniens inaktivitet kunne tolkes som "en eller anden form for krigserklæring".
Albaniens udenrigsminister, Paskal Milo, afviste serbiske medierapporter om, at 300 albanske soldater støtter UCK inde i Kosovo. Han sagde, at de serbiske rapporter var "provokationer".
Milo sagde videre, at hvis situationen skulle eksplodere, så er Albanien parat til at tage udfordringen op.
"Albanien er rede til at indsætte en infrastruktur, der allerede er mobiliseret, for at forsvare landets territoriale integritet", erklærede udenrigsministeren.

EU-direktiv truer børns helbred
*Statens Ernæringsråd i Norge advarer de norske myndigheder om, at EU's direktiv om børnemad er en katatstrofe, fordi det efter rådets mening giver alt for vide rammer til, hvilke stoffer der må puttets i børnemad. Rådet opfordrer derfor myndighederne til straks at få stoppet direktivet.
"Norske myndigheder må stoppe dette direktiv. Alt andet vil være katastrofalt," siger direktør Gunn-Elin Bjørneboe fra ernæringsrådet til avisen Klassekampen.
EU's børnemadsdirektiv regulerer sammensætningen og markedsføringen af mad til spædbørn og småbørn.
Hvis sagen ikke bliver taget op igen i Bruxelles, så kan de norske myndigheder nedlægge veto, så direktivet ikke får virkning i Norge.

Fagforeningerne har sovet i timen
*Det er urimeligt, at ydelsen til aktiverede bistandsmodtagere med den nye bistandslov er blevet reduceret med op til 1.200 kr. om måneden, mener formanden for Dansk Magisterforning, Per Clausen.
"Grundlæggende mener vi, at hvis folk arbejder, så skal de også have almindelig løn. Nu går man i den stik modsatte retning og fjerner den lille ekstraydelse, man trods alt har givet folk i aktivering," siger Per Clausen til Information.
For Dansk Magisterforening drejer det sig om mellem 50 og 100 medlemmer, der nu straffes, fordi de ikke har været i stand til at finde arbejde.
Per Clausen erkender, at fagbevægelsens reaktion kommer sent.
"Umiddelbart reagerede vi ikke, fordi vi ikke regnede med, at den nye lov ville ramme vores medlemmer. Men det gør den, og derfor er der grund til at reagere," siger Per Clausen, der opforderer andre fagforeninger til at protestere.

Millionregning for miljøsvineri
*Staten og Storstrøms Amt har stævnet den tidligere direktør for Dansk Kabelskrot, John Madsen, for et beløb på to millioner kroner. Beløbet skal dække de offentlige udgifter for oprydning på den stærkt forurenede virksomhedsgrund og naboerne. Sagen kan komme til at skrive historie indenfor miljøretten, hvis det lykkedes at gøre John Madsen personligt ansvarlig for forureningen. Tidligere har det ikke været muligt, fordi forurenere har kunnet gemme sig bag nedlagte selskaber.
Dansk Kabelskrot gik konkurs i 1992 efter omfattende miljøsvineri i begyndelsen af 1990'erne, hvor der blev målt 300 gange så meget tungmetal på naboejendommene som normalt.

Røde Kors bliver i Afghanistan
*International Røde Kors fortsætter sit arbejde i Afghanistan. Organisationen er ikke blevet pålagt nogen former for restriktioner af landets rabiate Taleban-styre, der søndag gav de private hjælpeorganisationer ordre til at forlade hovedstaden Kabul.
"Røde Kors har arbejdet i landet de sidste 20 år. Vi har løbende kontakt med myndighederne, og vi anser det ikke for sandsynligt, at vores arbejde vil blive underlagt restriktioner, eller at vi bliver beordret til at flytte fra Kabul," siger informationsarbejder Jette Sørensen, Dansk Røde Kors.

Hollands regering fortsætter
*Den hollandske dronning Beatrix bad mandag landets fungerende ministerpræsident, Wim Kok, om at danne en ny regering. Det betyder reelt, at Koks fire år gamle koalitionsregering bestående af Arbejderpartiet, Det Liberale Parti og centrumpartiet D66, fortsætter. De tre partier erobrede ved valget i maj et klart flertal, men først i weekenden fik de lagt den sidste hånd på et fælles arbejdsprogram. Kok sagde mandag, at der havde været flere store uenigheder mellem de tre partier, hvilket havde fået forhandlingerne til at trække i langdrag. En ministerliste ventes klar inden udgangen af juni.

Katastrofehjælp til Papua Ny Guinea
*Folkekirkens Nødhjælp og Internationalt Røde Kors har øjeblikkelig bevilget henholdsvis 100.000 kr. og 200.000 kr. af deres katastrofefonde til hjælpearbejdet i Papua Ny Guinea, der lørdag blev ramt af en voldsom flodbølge på øens nordlige kyst.
Flodbølgen skyldtes et undersøisk jordskælv, der blev målt til 7 på Richter-skalaen, og som fik vandet til at rejse sig i op til ti meter høje bølger. Tusinder mennesker meldes dræbt, såret eller savnet efter flodbølgen, hvor hele landsbyer blev lagt i grus.
Papua Ny Guinea er den østlige halvdel af øen Ny Guinea og er en selvstændig stat. Den vestlige del af øen tilhører Indonesien og kaldes Irian Jaya.
Mindst 3000 mennesker er blevet dræbt, da tre kæmpe bølger fredag ramte landsbyer i det øde og svært tilgængelig nordvestlige Papua Ny Guinea, anslog områdets lokalguvenør mandag.

SPD'er udgør en sikkerhedsrisiko
*Tonen i den tyske valgkamp skærpes i takt med, at valget nærmer sig.
Forbundskansler Kohls rådgiver, Friedrich Bohl, langede i går kraftigt ud efter socialdemokraternes bud på en fremtidig indenrigsminister, Otteo Schily, og advarede befolkningen om, at Schily udgør en 'sikkerhedsrisiko' for Tyskland.
"Den mand (Schily, red.), som skal varetage Tysklands sikkerhed, er selv den største sikkerhedsrisiko," lød det i en udtalelese fra Friedrich Bohl.
Schily har tidligere været medlem af partiet De Grønne og har været advokat for medlemmer af Rote Armé Fraktion (RAF).
Bohl påpeger endvidere, at Schily tidligere har udtalt, at han er for immigration og imod det kapitalisktiske system.
"Hvordan kan denne mand beskytte befolkningen," sagde Bohl ifølge Reuter.

Algeriet afviser rolle i massakrer
*I en rapport til FN's menneskerettighedskomité fastslog Algeriet, at landet ikke står overfor en menneskerettighedskrise.
Landets FN-ambassdør, Mohamed-Salah anerkender dog, at der har været visse episoder med landets sikkerhedsstyrker men, at man kun er bekendt med et tilfælde, hvor en person i politiets varetægt er død under mistænkelige omstændigheder.
"Der er opstået et terrorist-fænomen. (Men) der er ikke noget, der indikerer flere tilfælde af udensretlige drab (begået af regeringsstyrker)", sagde Mohamed-Salah.
Mere end 65.000 mennesker er blevet dræbt i Algeriet - ifølge de algeriske myndigheder af muslimske oprørsgrupper, men i flere tilfælde er Algeriets styrker mistænkt for at stå bag massakrerne.
En FN-delegation rejser imorgen til Algeriet for at undersøge overgrebene.

Iran udsætter økonomisk plan
*Den iranske præsident, Mohammad Khatami, er blevet fanget så meget mellem et indenrigspolitisk pres og faldende oliepriser, at han er blevet tvunget til at udsætte en planlagt gennemgang af landet politiske og økonomiske systemer, siger analytikere Reuter.
Ifølge kilderne har der igennem længere tid været drøftet en række vidt forskellige forslag til en ændring af landets økonomi rækkende fra en fløj, der ønsker en stram og konservative kontrol af økonomien til en fløj af regeringen, som ønsker markedsreformer og flere udenlandske investeringer.
Den nye økonomiske handlingsplan skulle også have hjulpet præsidenten til at finde en ny politisk platform, der ville bane vejen for mere pluralisme i det politiske liv, men det politiske pres har ifølge analytikerne udsat planen på ubestemt tid.

Uroen ulmer ved Det Røde Hav
*Yemens præsident Saleh beskyldte mandag Saudi-Arabien for at have angrebet en yemenitisk ø i det Røde Hav med artilleri. Tre mennesker skal være blevet dræbt under angrebet.
"Ni saudiarabiske flådefartøjer deltog i aggression," sagde præsident Ali Abdullah Saleh på en pressekonference i Yemens hovedstad, Sanaa. Han tilføjede, at Yemen ikke vil lade sig trække ind i en krig med Saudi-Arabien.
Saudi-Arabien og Yemen har længe skændtes om deres fælles grænse.
Der var mandag ikke umiddelbart nogen kommentarer til Salehs udtalelser.

Oppositionsleder holdes i kort snor
*Burmas oppositionsleder, Aung San Suu Kyi, blev af sikkerhedsstyrker hindret i at rejse udenfor Rangoon mandag, sagde militærjuntaen i landet.
Lederen af Den Nationale Demokratis Liga blev standset omkring 30 km syd for hovedstaden, mens hun forsøgte at rejse til Pantanaw, sagde juntaen i en erklæring.

Senatsmedlem fik en tur i baljen
*Et medlem af det colombiske senat blev smidt nøgen i en iskold bjergsø af en indianerstamme som straf for, at han ikke stemte blankt ved afstemningen om præsidentembedet, som han var blevet pålagt af indianerstammen.
Jesus Pinacue, der selv er medlem af den 20.000 mand store Paez-stamme, blev smidt i den kolde Juan Tama-sø.
Ifølge stammens medicinmænd skulle søens hellige vand have en rensende effekt og være i stand til jage onde tanker på flugt.

Grækenland fordømmer tyrkisk 'festdeltagelse'
*Den græske regering reagerede i går skarpt på, at tyrkiske toppolitikere, deriblandt premierminister Mesut Yilmaz tog del i jubilæumsfesten for Tyrkiets invasion af det nordlige Cypern.
En græsk regeringstalsmand sagde, at Tyrkiets officielle tilstedeværelse beviser, at Tyrkiet ikke har nogen intentioner om at neddrosle de stigende spændinger på den delte ø.
"Tilstedeværelsen af så mange Tyrkiske officielle personer og styrker, er et tegn på svaghed. Det beviser, at Tyrkiets illegalt har besat dele af øen og ikke nogen intention om at afværge krisen," sagde den talsmanden Dimtris Reppas ifølge Reuters.
Den tyrkiske premierminister Mesut Yilmaz kom i går til Cypern for at markere Tyrkiets invasion af den nordlige del af øen den 20. juli, 1974. Tyrkiet har i dag 30.000 mand udstationeret på Cypern. Siden 1974 har øen været delt i to -- og trods flere forsøg fra det internationale diplomati på at finde en løsning og genforene øen, så er parterne langt fra hinanden.

Redigeret af Manja Sørensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu