Læsetid: 6 min.

Nyhedsoverblik

20. juli 1998

Barsebäck afviser sikkerhedsproblem
*Rapporten om sikkerhedsproblemer på Barsebäck er en grovanalyse, som behøver yderligere og mere dybdegående analyser, før man kan fastslå noget om sikkerheden på det svenske atomkraftværk.
Det fastslår ingeniør Leif Skoog fra Barsebäck, der afviser, at der skulle være store sikkerhedsproblemer på værket. Han fastholder, at sikkerheden mindst ligger på niveau med andre vesteuropæiske atomkraftværker.
Som beskrevet på forsiden af Information den 20. juni fremgår det af en rapport, som Barsebäck den 11. juni sendte til de svenske myndigheder, at værkets interne sikkerhedsudvalg omkring årsskiftet anbefalede foranstaltninger, som skulle sørge for, at Barsebäck senest i sommer kom op på de internationale sikkerhedsnormer.
"Det kan vi jo ikke tolke på anden måde, end at Barsebäck på det tidspunkt lå under normerne," siger informationschef i i det svenske Statens Kärnkraftinspektion, Anders Jörle, til Politiken.
Ifølge samme dagblad overvejer indenrigsminister Thorkild Simonsen (S) at rette henvendelse til den svenske regering for at gentage de danske ønsker om en lukning af Barsebäck.

Danskere bag flest narkohandler
*Nordmænd, svenskere og tyskere tages langt oftere for narkohandel end eksempelvis tyrkere, pakistanere og gambianere. Og alleroftest - i 85 procent af tilfældene - er det danske statsborgere, som bliver sigtet for overtrædelserne af loven om euforiserende stoffer.
Det fremgår af tal fra Rigspolitiets rapport om organiseret kriminalitet i Danmark, skriver Berlingske Tidende sømdag. I 1997 blev 8.234 personer sigtet for narkoforbrydelser - 1256 var udlændinge, fremgår det af tallene.

Jeltsin gennemtvinger kriseplan
*Den russiske præsident, Boris Jeltsin, greb i wekenden ind for at reparere noget af den skade, som hans kriseplan har lidt under behandlingen i parlamentet, skriver Reuter.
Parlamentet har kun vedtaget dele af planen, som Den Internationale Valutafond (IMF) ønsker gennemført for at yde milliardlån til den kriseramte russiske økonomi.
IMF mødes mandag i Washington for at beslutte, om Rusland skal have et lån på 5,6 mia. dollar (ca. 39 mia. kr.), der skal bruges til at lette trykket på rublen og give udlandet større tiltro til Ruslands økonomi.

Salmonella-storm mod Henrik Dam
*Forbrugerorganisationer og partiernes fødevareordførere er klar til at overdænge fødevareminister Henrik Dam Kristensen (S) med spørgsmål, når han på torsdag skal forklare, hvordan salmonelle-inficeret fjerkræ, æg og svinekød til stadighed slipper igennem myndighedernes kontrol og ud til de danske forbrugere.
Det sker efter, at Information lørdag beskrev, hvordan det danske kød, der sælges til Sverige og Finland gennemgår en langt skrappere salmonella-test end kød, der tilgår det danske hjemmemarked.
Eksportkød til Sverige og Finland gennemgår en 48 timer lang stikprøvetest, der med sikkerhed sikrer salmonellafri fødevarer.
"Fødevareloven siger, at forbrugerne skal have sunde og friske fødevarer. Så hvis dette står til troende, så skal reglerne laves om. Så enkelt kan det siges, og det må vi have en snak med ministeren om," siger Erling Christensene, ministerens partifælle i Fødevareudvalget, til Politiken søndag.

700 omkommet efter kæmpebølge
*Redningsmandskab i den afsides liggende Sepik-provins i Papua Ny Guinea havde søndag fundet flere end 700 lig, da mørket faldt på - alle ofre for tre kæmpe bølger, der lørdag bogstaveligt taget vaskede syv landsbyer bort.
Bølgerne skyldtes et undersøisk jordskælv, der fik vandet til at rejse sig i op til ti meter højer bølger, der i en 30 kilometer bred mur skyllede ind over Sepik-provinsen nær byen Aitape på Papua Ny Guineas nordlige kyst.
Redningsmandskab og myndigheder sagde dog sent søndag lokal tid, at de frygter at finde langt flere omkomne - og kunne samtidig berette om forfærdelige detaljer om katastrofens omfang.
Specielt ligene af mange børn er blevet fundet, da bølgerne slog ind over land, mens mange børn lå og sov. Lederen af oprydningen, Peter Tavun, talte om den "værste katastrofe i mands minde" og fortalte samtidig, at de tre skoler i området, der er ødelagt, ikke vil blive genopbygget: "Der er ikke længere nogen børn," sagde Tavun.
Kirkerepræsentanter rapporterede samtidig, at vilde hunde var begyndt at æde lig, der flyder i laguner eller ligger i sandet.

Taleban beordrer NGO'ere ud
*Afghanistans rabiate Taleban-styre gav søndag private hjælpeorganisationer ordre til at forlade hovedstaden Kabul. Det skete på trods af, at hjælpeorganisationerne selv hævder at brødføde omkring en tredjedel af Kabuls befolkning.
Ordren blev begrundet med, at hjælpeorganisationerne ikke vil efterleve Taleban-styrets krav om, at de alle flytter deres kontorer til en central bygning.
Repræsentanter for private hjælpeorganisationer, der ønskede at være anonyme, sagde søndag, at Talebans krav vil betyde, at omkring 35 hjælpeorganisationer med omkring 100 ansatte vil trække sig ud af landet. De frygter, at lukningen af deres arbejde vil få stor betydning for de 400.000 mennesker i Kabul, der er afhængig af nødhjælp.
EU-kommissionen besluttede lørdag at indstille al støtte til hjælpeprojekter i Kabul, fordi man ikke vil acceptere Taleban-styrets diktat. EU er den største bidragyder til hjælpen i Kabul og finansierer mange af de private organisationers arbejde.

Minearbejdere ophæver blokade
*Russiske minearbejdere ophævede søndag en to uger lang blokade af den vigtige transsibiriske jernbane. Til genæld lovede regeringen, at den vil løse den økonomiske krise i regionen, sagde lokale embedsmænd.
På tirsdag kommer en regeringskommission til regionen for at forberede et regeringsmøde her for at få løst problemet. I det mindste indtil da vil jernbanelinien ikke være blokeret. Den Transsibiriske Jernbane er verdens længste jernbanelinie og er livsnerven i verdens geografisk største land. Men blokader i den seneste tid har vakt spekulationer og frygt for yderligere arbejderuroligheder, som kan skræmme udenlandske investorer i russisk økonomi væk.
Minearbejderne begyndte at blokere linien den 3. juli i protest imod vedvarende forsinkelser i udbetalingen af deres løn, selv om regeringen efter en to uger lang blokade i maj havde lovet, at lønudbetalingen ville ske som aftalt.

Ny massakre i Algeriet
*Muslimske oprørere har myrdet 11 mennesker ved at skære halsen over på dem natten til søndag, sagde algeriske sikkerhedsstyrker søndag. Det var den anden massakre i Algeriet i løbet af fire dage.
I en erklæring fra sikkerhedsstyrkerne, som blev offentliggjort af det officielle nyhedsbureau APS, hed det, at de islamiske fundamentalister havde stormet landsbyen Rebaia i Medea-provinsen ca. 70 kilometer syd for Algeriets hovedstad, Algier, og skåret halsen over på 11 mennesker.
Sikkerhedsstyrkerne sagde, at tropper havde indledt en intens jagt på gerningsmændene i området.
Under en lignende massakre for fire dage siden i Tiaret-provinsen blev 13 mennesker myrdet og to såret.
De islamiske fundamentalister har siden 1992 bekæmpet myndigheder med bl.a. blodig vold for at få væltet den verdslige regering.

Promiller fik minderne frem
*En temmelig fugtig tur i byen fik en 47-årig mand til at tænke på gamle dage. Omtåget af promiller traskede han uden videre ind i et hus i Hasle, hvor han boede for 20 år siden. Han smed tøjet og kun iført underbukser lagde han sig til at sove på en sofa.
Da husets nuværende beboer tidligt søndag morgen opdagede den uinviterede overnattende gæst, bad han politiet om at hente ham.

Nye fredsforhandlinger i Israel efter bombe
*Israels forsvarsminister, Yitzhak Mordechai, mødtes søndag aften med den fremtrædende palæstinensiske forhandler Mahmous Abbas for at forsøge at bryde dødvandet i fredsforhandlingerne om Mellemøsten. Mødet, der er kommet i stand efter massivt pres fra USA, er det første i flere måneder på så højt plan. Mordechai og Abbas mødtes få timer efter, at en palæstinenser antageligt forsøgte at sprænge en bilbombe i hjertet af det jødiske Vestjerusalem.
Israelsk politi sagde, at en palæstinensisk chauffør blev slemt forbrændt, da der gik ild i hans varebil. Bilen var læsset med kemikalier og indeholdt også en detonator.
Palæstinenserne fordømte hurtigt attentatforsøget: "Det, der skete i dag, er noget, som vi fordømmer, noget vi gør vort bedste for at forhindre," sagde den palæstinensiske minister for planlægning, Nabil Shaath.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu