Læsetid: 5 min.

Nymånens datter

2. juli 1998

I morgen indledes sommerjazzfestivalen i København. En af hovedattraktionerne er Cassandra Wilson, 90'ernes jazzsangerinde?

JAZZFESTIVAL
Hun har i stigende grad gjort sig bemærket på plader siden midten af 80'erne, men det er i de sidste år, hun for alvor har placeret sig som jazzens betydeligste yngre vokalist her op mod år 2000. Hun begyndte som medlem af 80'ernes undergrunds-jazzmiljø i New York, men hun har måttet en omvej omkring sin ungdoms interesse for country blues og andre former for folkelig sang, før hun har fundet sig selv som jazzsanger.
Hun har tidligere besøgt Europa og bl.a. indspillet en live-plade i München i 1991, men det er første gang, vi får hende at høre i Danmark. På mandag høres hun ved den anden af de to koncerter med såkaldt Giant Jazz i Cirkusbygningen, og det er da muligt, at hun i højere grad end flere andre medvirkende kan leve op til den gigantiske lancering.
Hun er ikke nogen årsunge, men en moden kvinde på 42. Hun stammer fra det dybe Syden, født og opvokset i staten Mississippi, men hun har spillet og indspillet med en række af de mest sofistikerede New York-jazzmusikere. Hun hedder Cassandra Wilson.
Oprindelig bestod hendes repertoire især af sange af folk-sangeren Joni Mitchell. Dem optrådte hun med, da hun som 19-årig begyndte at synge professionelt som solist i Jackson, Mississippi, hvor hun er født i december 1955. I Jackson gik hun også på universitetet og tog eksamen i massekommunikation, hvilket førte til et administrativt job på en tv-station i New Orleans.

Til New York
Her kom hun i kontakt med saxofonisten Earl Turbinton, begyndte at optræde med hans band og blev i stigende grad interesseret i jazzvokalister som Ella Fitzgerald, Sarah Vaughan og Betty Carter. Det var derfor nærliggende, at hun i 1982 flyttede teltpælene til New York, hvor hun bl.a. gjorde bekendtskab med bassisten Dave Holland, sangerinden Abbey Lincoln og altsaxofonisten Steve Coleman.
Sammen med Coleman var hun med til at danne et musiker-kollektiv i Brooklyn, der kaldte sig M-Base. Det står officielt for Macro-Basic Array of Structured Extemporization, men har unægtelig også den mere problematiske, om måske utilsigtede, betydning af morfinbase. Blandt de tilknyttede musikere var trompetisten Graham Haynes, basunisten Robin Eubanks, saxofonisten Greg Osby og pianisten Geri Allen, dengang unge og ukendte navne - af hvilke Allen i 1996 modtog Jazzpar-prisen.
Med musikere fra dette kollektiv under ledelse af Steve Coleman indspillede Cassandra Wilson i 1985 et nummer på pladen Motherland Pulse, der betød et mindre gennembrud for gruppen, og hun var også med på flere følgende plader, som Coleman indspillede med musikere fra kollektivet under gruppe-navnet Five Elements. Det var det tyske mærke JMT, der stod for disse plader, og det indledte kort efter en række udgivelser under Cassandra Wilsons ledelse, hvor hun også benyttede musikere fra kollektivet.

Funk-perioden
Steve Coleman og hans kreds arbejdede især med en kombination af jazz og sort populærmusik, men overvejende på akustisk basis, hvor f.eks. Miles Davis' bestræbelser på samme tid var elektrisk prægede. Det var en meget udadvendt, selvfremførende form for funk, hvor brugen af blæsere og kraftigt markerende trommer medførte et relativt højt lydniveau. Hertil kom at flere af musikerne ligesom det oftest hjemmegjorte repertoire ikke bidrog til at højne den musikalske standard.
Det var ikke til fordel for Cassandra Wilsons sang, som ofte blev presset ud i et deklamerende eller råbende udtryk, uden megen musikalsk nuancering eller tekstmæssig forståelighed. Hendes Blue Skies (JMT 834.419-2) fra februar 1988 betegnede dog en forskel, både ved det udsøgte akkompagnement (Mulgrew Miller, Lonnie Plaxico, Terri Lyne Carrington) og ved et lige så udsøgt repertoire af standard-melodier. Men denne plade er desværre ikke længere tilgængelig herhjemme, og dens eksempel blev ikke fulgt op på de følgende JMT-plader.
Nærmest kommer Live (JMT-Polygram 849.149-2) fra München i april 1991 med hendes permanente trio og et repertoire med et par standard-temaer (Body and Soul, 'Round About Midnight). Men heller ikke denne plade, hendes sidste produktion for JMT, forløser til fulde det, vi nu véd er hendes formåen som sanger.

På Blue Note
Det sker først med hendes overgang til mærket Blue Note og pladerne Blue Light 'Til Dawn (CDP 781.357-2) fra 1993 og New Moon Daughter (CDP 837.183-2) fra 1995. Pladerne er produceret af den mig ubekendte Craig Street, som bevidst har søgt en stil i modsætning til den fra JMT-pladerne.
Akkompagnementerne er dæmpede, country-agtige, skiftende små besætninger med guitarer, sjældent trommer og kun undtagelsesvis en enkelt blæser. Repertoiret omfatter country blues (Robert Johnson og Son House), gamle og nye countrysange (Hank Williams), folk-rocksange (Joni Mitchell, Neil Young, Van Morrison) og to standards (You Don't Know What Love Is og Skylark), samt ialt otte af Wilsons egne musikalsk og tekstmæssigt sofistikerede sange.
Det kan lyde som en blandet landhandel, og pladerne kan med deres pin-uppede billeder af den smukke sangerinde tage sig ret kommercielle ud. Men de meget forskelligartede forlæg bindes sammen af Wilsons personlige fortolkninger og stemmebrug, og akkompagnementerne er af en diskretion, som det er svært at forbinde med kommercialisme.

Bredere appeal
De to plader har en klart bredere appeal end deres forgængere på JMT (der har været nævnt salgstal på omkring 300.000), men selv hører jeg dem lige så klart som sunget af en jazzvokalist. Mere jazznære er dog optagelserne på den nyeste Blue Note, Rendezvous (855.484-2), der da også er produceret af jazzmanden Bob Belden og indspillet (i begyndelsen af 1997) af Wilson sammen med den begavede fransk-amerikanske jazzpianist Jacky Terrasson.
Wilson medvirker ikke i tre stykker for klaver, af hvilke den uakkompagnerede solo i Terrassons egen Chicago 1987 viser en meget personlig blues-udlægning med strejf af boogie woogie-pioneren Jimmy Yancey. Af de otte stykker, hvor Wilson er med, nævner jeg Old Devil Moon, My Ship (i mellemtempo!), If Ever I Would Leave You og Tennessee Waltz (!) som fremragende eksempler på hendes sangkunst.
Selv om der er understatede akkompagnementer af bas og slagtøj, er det nærliggende at jævnføre dette duo-samarbejde med Ran Blakes og Jeanne Lees fra 1961. Der er ikke siden hørt magen.
Ud over Blue Note-pladerne er det rimeligt at nævne en enkelt anden plade, hvor Cassandra Wilson høres i sin ny stil. Det er Dave Hollands Dream of the Elders (ECM 1572) fra 1976, hvor hun i et enkelt stykke er føjet til Hollands kvartet (med Steve Nelson, Eric Person, Gene Jackson), nemlig Equality, som bygger på et digt af den afrikansk-amerikanske poet Maya Angelou - også det en type materiale som Wilson har særlige forudsætninger for at få musik ud af.

Efter Abbey Lincoln
Herved kan hun minde om sin forgænger, Abbey Lincoln, der også er et af hendes forbilleder. Samme Lincoln var for et par år siden den store sensation ved den københavnske jazzfestival.
Måske kan det gå ligeså med den 25 år yngre Cassandra Wilson på mandag. Desværre har hun jo ikke Jacky Terrasson med sig, men i stedet en kvartet bestående af Eric Lewis (klaver), Marvin Sewell (guitar), Lonnie Plaxico (bas) og Marcus Baylor (trommer). Vi krydser fingre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu