Læsetid: 2 min.

Omvej eller genvej?

11. juli 1998

Syv komponister med tilknytning til rytmisk musik prøvede kræfter med Tivolis Symfoniorkester

JAZZFESTIVAL
"Den Tredje Vej er et kursus, hvor rytmiske komponister studerer den klassiske orkestrering og komponerer musik for klassiske ensembler."
Bortset fra det problematiske ved betegnelserne "rytmisk" og "klassisk" giver dette citat fra foretagendets brochure en rimelig angivelse af, hvad der er formålet med projektet, der har eksisteret siden foråret '95 og forventes afsluttet i efteråret 1999.
Vi har tidligere hørt prøver på arbejdet. Ved jazzfestivalen sidste sommer opførte Athelas Sinfonietta Copenhagen i Nationalmuseet en række værker under ledelse af Bo Holten, som er kursets hoved-underviser, og torsdag drejede det sig om den fulde symfoniske besætning i Tivolis Symfoniorkester, der blev dirigeret af en anden af lærerne på kurset, Frans Rasmussen.
Ved denne lejlighed opførtes syv værker skrevet af syv af kursets deltagere. Dem er der 16 af, og de har også fået værker opført af andre ensembler, kor og landsdelsorkestre.

Symfonisk jazz?
Hvorfor nu denne betydelige interesse blandt komponister med tilknytning til især jazzmusik for at arbejde med besætninger, der hører til en anden musikalsk tradition end deres egen? Givetvis fordi mange musikere savner den inspiration, som de tidligere modtog fra amerikansk jazz, og som de derfor søger andre steder, f.eks. i etnisk musik, i nationale traditioner - eller i symfonisk musik.
Især på det sidste område skræmmer sporene ellers betydeligt. Men bestræbelserne fortsætter ufortrødent, og det har de snart gjort i mange år, lige siden Paul Whitemans orkester i 1924 uropførte Gershwins Rhapsody In Blue og skabte de følgende års "symfoniske jazz."
En af bevæggrundene var dengang uden tvivl ambitioner om at gøre jazzen respektabel, og helt kan man vel ikke udelukke noget tilsvarende i dag. Men der er for mange seriøse folk med i Den Tredje Vej til, at man kan affærdige projektet som prætentiøst.

Tabt og fundet
De længste værker - begge kvarterlange - ved Tivoli-koncerten viste f.eks. betydelig modenhed i håndteringen af det store orkesterapparat: Anders Müllers 'Song For a Lost Friend' med dens ekkoer af Debussy og Gil Evans, og Fredrik Lundins 'Miraklet Ingen Så', endnu et impressionistisk stykke, måske mere personligt hørt og med suggestive undertoner.
Det eneste værk som klart søgte at forbinde det jazz-mæssige og det symfoniske - Allan Botschinskys 'Lost and Found' med ham selv og saxofonisten Lars Møller som solister på en overvejende romantisk baggrund - skyldtes interessant nok den ældste (57 år) af deltagerne og var beslægtet med, hvad vi fra 50'erne kender som third stream-musik.
Hanne Rømers 'Spring Dance On Strings' med Kristian Jørgensen som violinsolist og Maj-Britt Kramers let tango-farvede 'Looking Through a Broken Mirror' savnede i mine ører begge noget profil, mens Morten Thybos 'Sedimentations for Solo Cello and Orchestra' og Ture Larsens Fahat (første sats af en klaverkoncert in progress) - med hhv. Richard Krug og Anne Marie Fjord Abildskov som solister - omvendt lagde sig vel meget op ad eksisterende genre-profiler.
Et noget blandet udbytte, altså, og egentlig ikke ét der kunne jorde anmelderens indgroede skepsis over for disse hybride bestræbelser. Men trods alt en koncert der, i lighed med sidste års, var ganske spændende at overvære og absolut bør få efterfølgere.

*Den Tredje Vej: Værker af syv danske jazzkomponister med Tivolis Symfoniorkester under ledelse af Frans Rasmussen i Tivolis Koncertsal, torsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu