Læsetid: 3 min.

Pædofil-netværk breder sig

20. juli 1998

Hollandske og belgiske afsløringer af netværk, der har distribueret børneporno via internettet - politiske krav om bedre samarbejde

BRUXELLES - Belgien er endnu engang blevet ramt af en skandale om seksuel misbrug af børn. Afsløringerne kommer samtidig med en tilsvarende start på optrevlingen af et mistænkt pædofil-netværk i Holland, og der er mistanker om, at der er forbindelse mellem de to sager.
I Holland er politiet i gang med optrevlingen af en sag omkring computerforretning i Amsterdam-forstaden Zandvoort, som mistænkes for at være skalkeskjulet for en person, der har distribueret billeder af børn helt ned til to-års alderen, der udsættes for grove overgreb.
I Belgien efterforsker politiet fem personer, der er mistænkt for at være indblandet i en tilsvarende mishandel af unge børn med efterfølgende distribution af billeder via internettet.
Belgiske og hollandske medier har weekenden igennem bragt modstridende oplysninger om, hvorvidt der er forbindelser mellem de to pædofile netværk, der for øjeblikket er under efterforskning. En belgiske organisation, som har beskæftiget sig med efterforskning af forsvundne børn, Werkgroep Morkhoven Nationaal, mener at have beviser for, at der er forbindelser mellem de to netværk i Holland og Belgien, mens politiet endnu ikke mener at have fundet forbindelser.
Den belgiske avis La Derniere Heure har offentliggjort portrætbilleder af en række af de børn, der tilsyneladende er blevet misbrugt, og billederne har fået Morkhoven til at argumentere med, at der er tale om organisationer, der har forbindelser i flere lande i Central- og Østeuropa samt USA. En af mistankerne går på, at mange af de mishandlede børn stammer fra netop Østeuropa, men der menes også at være beviser for, at et er børnene er en 12-årig dreng, der forsvandt i Berlin 1993.
Ifølge den belgiske avis Le Soir er justitsmyndighederne gået i gang med at identificere 340 børn, som er fundet blandt billederne.

Krav om samarbejde
Arbejdet med at opklare afsløringerne i både Holland og Belgien har allerede medført flere krav om, at det er nødvendigt at forbedre det politimæssige samarbejde på tværs af landegrænserne.
I følge den franske avis Le Monde, har den person, der i Holland distribuerede børne-billeder via internettet, organiseret sig på en sådan måde, at han har tjent penge på distributionen.
Det har blandt andet fået den tyske forbundskansler, Helmut Kohl, til at reagere. I et interview i den tyske avis Welt am Sonntag slår Kohl til lyd for, at der skal etableres et udbygget samarbejde tværs over landegrænserne for at bekæmpe udbredelsen af børnepornografi via internettet.
Den østrigske udenrigsminister og EU-formand, Wolfgang Schüssel, har også slået til lyd for, at der bør gøres en større indsats på tværs af grænserne for at stoppe denne form for kriminalitet.
Både i Belgien og Holland har efterforskningen af de to sager ført til en voldsom mediekritik af politiet.
I Holland fik politiet allerede i midten af juni et tip om, hvad der foregik i computer-forretningen, men politiet undersøgte ikke sagen til bunds. Talsmænd for hollandsk politi forklarer sig med, at politiet i første omgang troede, at der var tale om voksen-pornografi, som ikke er ulovligt i Holland.
I Belgien er politiet også udsat for kritik. En af de personer, der anses for at være indblandet i affæren, blev arresteret for et år siden, men blev efterfølgende løsladt mod kaution. Personen er mistænkt for at have deltaget i mishandling af børn på den portugisiske ø, Madeira.
Samtidig har politiet i Holland, Belgien, Portugal og Tyskland indrømmet, at de endnu ikke er i tæt kontakt med hinanden i et forsøg på at gøre en fælles indsats for at få opklaret, om der er en forbindelse mellem de to sager i Holland og Belgien.
Ifølge den norske avis Aftenposten mener den belgiske organisation, Morkhoven, at have beviser for, at der også skulle være en forbindelse til Danmark. Morkhoven havde i første omgang tilbudt at samarbejde med hollandsk politi, men det tilbud er senere blevet trukket tilbage.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu