Læsetid: 21 min.

Pigen med blomsterbuketten

18. juli 1998

Den 2. juni 1981 bød den 23-årige DDR-pige Catrin Kabus velkommen til DDR's stats- og partichef Erich Honecker på det østtyske ungdomsforbund FDJs kongres. 23-årige Catrin Kabus var den dag på vej fremad og skulle nå at komme helt til tops i FDJ-apparatet. Informations Jon Jørgensen har besøgt hende i Berlin for at høre hendes historie - og for at samle tråde op fra et venskab, der tog sin begyndelse på deres fælles skolingsophold i Moskva i efteråret 1981.

Herren i midten, Erich Honecker, kender vi, han er boss for det hele. Egon Krenz - til højre - har udsigt til at blive det, når den gamle takker af. Deres skæbner er forholdsvis velbeskrevet. Honecker er død og Krenz er på sin vis også en færdig mand. Så mangler vi bare pigen med blomsterne

Der er bundet en pæn portion forventninger ind i de langstilkede roser. Pigen i FDJ's blå skjorte - og nederdel indkøbt i al hast - viderefører en tradition: Blomster til Honecker.
Første gang, stats- og partichef Erich Honecker fik blomster på DDR's ungdomsforbund, Freie Deutsche Jugends, kongres, var i 1946, da han blev valgt til FDJ's første formand. Den gang hed blomsterpigen Margot, som med efternavnet Honecker siden blev en overordentlig magtfuld undervisningsminister i DDR. Men det er en anden historie.
Nu i juni 1982 i dagene op til kongressen har FDJ-chefen Egon Krenz, hvis stilling som Honeckers kronprins er ved at være mere end et rygte, lagt buketten til rette, så den kan fuldende et veltilrettelagt stykke kadrearbejde: Præsentation af en ny generation i ledelsen.
Valgene på kongressen er pr. tradition enstemmige, og det kræver sit af forberedelserne. Vinteren forinden har Krenz og andre fra FDJ-toppen haft personlige samtaler med hver enkelt af eleverne i Moskva om deres fremtid, når de til sommer efter fire års skoling vender hjem. Enkelte har været på lynvisitter til samtaler i Berlin.
En af de vigtige beslutninger handler om den 23-årige Catrin Kabus fra Berlin. Tvivlere kan bare slå op i partiavisen Neues Deutschland på side fem dagen efter kongressens afslutning: Nyvalgt medlem af Büro des Zentralrates - FDJ-ledelsens forretningsudvalg: Pigen med blomsterbuketten, Sekretär der Bezirksleitung der FDJ Schwerin - en af FDJ's 15 regionalledelser i DDR.
Et par uger senere får jeg øje på billedet i Land og Folks billedarkiv i Dronningens Tværgade. Og hugger det. For hende kender jeg.

På den diskrete postadresse E442, Moskva, USSR kan man hvorsomhelst fra i verden skrive til den Højere Komsomol-skole i Moskva. For at komme ind på skolen skal vi vise militsmanden i skuret vores propusk - det personlige adgangskort, som viser, at indehaveren nyder en vis tillid.
Fra hovedindgangen fordeler bygningerne sig ned langs alleen. På en lille grim plads ud for kantinen står rektors gamle MIG-jager på en betonsokkel til minde om hans fortjenester som officer i det sovjetiske luftvåben og Den store Fædrelandskrig.
En enkelt bygning - den illegale blok - har vi danske kommunister ikke adgang til. Her bor ungkommunister fra bl.a. latinamerikas diktaturer: Pinochets Chile, Argentina, Columbia... Flere af dem har været måneder undervejs med falske papirer ad illegale ruter. Her er vores propusk ikke nok.
Langs hegnet mod vest bor sammen med Komsomol'ere fra hele Sovjetunionen de øvrige udlændinge i to kollegiesiloer. De socialistiske lande i Korpus D og Vesten i Korpus G.
En aften i september 1980 - lige efter det boykottede OL i Moskva og året efter Sovjets invasion i Afghanistan, sandinisternes revolution i Nicaragua og DKP's sidste farvel til Folketinget - skal vi, 10 danske ungkommunister på fem måneders skoling i Moskva, have venskabsmøde med fireårsholdet fra DDR.
Med begreber som proletarisk internationalisme og solidaritet med de socialistiske lande understreger vi over for hinanden, at vi ikke 'bare' er unge antiimperialister - vi er helt med.
FDJ'eren Catrin kommer den følgende vinter til at stå som en bekræftelse på vores entusiastiske begejstring for socialismen: Hun tilhører de bedste, dem der bliver sendt fire år til Moskva. Intelligente og ideologisk trofaste unge, der kan indgå i ledelsesmassen for partiet og dets organisationer. Altså de bedste. De gode og de halvgode er der masser af ungdoms- og partiskoler for hjemme i DDR.
Oveni udstråler hun en sjælden power, begejstring, nysgerrighed, viljestyrke, personlig integritet og en sprudlende livsglæde. Gennem det venskab, som udvikler sig, bliver hun for mange af os et overbevisende menneskeligt argument for socialismen: Har dén fat i hende - så har den fat i den lange ende.
Og personligt bliver hun en inspiration til at gå på opdagelse i det DDR med briketfyring, smørrationering og nummererede skoler, jeg selv forlod som dreng sidst i 60'erne.
Vi har begge en fødselsattest fra Frauenklinik Klara Zetkin i Leipzig. Mens min far i 50'erne underviste på Nordisk Afdeling på byens Karl Marx Universität, underviste hendes på Asiatisk, som i øvrigt lå nede for enden af Moschelesstraße, hvor min familie boede.
Siden havnede hendes familie i Berlin - som min. Mit Berlin - Øst, Hauptstadt der DDR, som det så ud, da min storebror kunne købe den første Beatles-plade udgivet på DDR-forlaget Amiga og Fjernsynstårnet langsomt rejste sig i bymidten ved siden af det endnu skudhullede Rotes Rathaus. Hvor Olaf stjal min trehjulede cykel. Hvor min far havde fjernskriverforbindelse med Land og Folk fra arbejdsværelset. Hvor jeg blev klippet ovre på hjørnet for én øst-mark, det var ikke mange penge - heller ikke dengang. Hvor jeg lærte at tale tysk. Hvor jeg løb efter skalmejeorkesteret 1. maj og man kunne være heldig at få et flag på stang med hjem. Dengang vi boede ude i Karlshorst, et stenkast fra sovjethærens forlægninger i Berlin og børneforestillingerne i Filmtheater Vorwärts på Hermann Dunckerstraße kostede 50 Pfennig, og jeg var kæreste med Monika, som havde en storebror, der hed Ralf og ikke kunne snakke, fordi han var mongol...
Selvom vi aldrig med Catrin overskrider den præmis, vores politiske overbevisning sætter, er der masser at snakke om det efterår og den vinter.
21 år gammel oplever jeg for første gang for alvor, hvor stor og sammensat en følelse erindring kan være.
Derfor stjal jeg et lille års tid senere billedet af pigen med blomsterbuketten på Land og Folks billedarkiv. Ellers var det nok bare røget ud.

Et par dage inden blomsteroverrækkelsen i Palast der Republik er en håndfuld af FDJ'erne fra Moskva landet i Berlin. For Catrins vedkommende går turen direkte fra lufthavnen til hovedkvarteret på Unter den Linden. Her bliver hun af FDJ's førstesekretær, Egon Krenz, orienteret endeligt om planerne med hende:
Hun er blevet delegeret til Parlamentet som sekretær fra FDJ's Bezirksleitung i Schwerin, og vil som sådan blive valgt til hovedbestyrelsen, Zentralrat, som derefter vil vælge hende til forretningsudvalget, das Büro.
Selv opfatter hun i første omgang kun, at hun skal opfylde et generelt behov for yngre personer - også kvinder - i ledelsen. Som en biting bliver hun bedt om at stå for at overrække blomsterbuketten. Men helst ikke i cowboybukser.
Karrieremuligheden - eller kadreperspektivet som det hedder - er ellers til at få øje på. Efter en tid i Schwerin vil hendes büro-medlemskab kunne blive et fuldtidsjob med plads i den absolutte inderkreds, sekretariatet. Selv er Krenz, familiefar med voksne børn, også ved at have passeret FDJ-alderen, og skal videre mod partitoppen. Og så må vi se...
Hun er i hvert fald en af dem, ledelsen - også i partiet - tror på.

Da Catrin i 1977 søger til Moskva afbryder hun et voluntørforløb på FDJ's dagblad, Junge Welt, der skal kvalificere hende til journaliststudiet i Leipzig.
Junge Welt er forældrenes ide: De er begge journalister, og familiens navn er i kraft af farens arbejde et godt papir at søge ind i journalistikken på.
Turen til Moskva er derimod ikke deres kop te. Som overbeviste partimedlemmer med betroet arbejde som korrespondenter i Vesten for DDR's nyhedsbureau ADN kender de apparatet. Og dét egner hun sig ikke til at arbejde i, advarer de.
Af hjertet har de bakket DDR-projektet op siden deres ungdom, og gør det stadig.
"Catrin havde kun det officielle billede i hovedet. Men jeg kendte dem, der regerede os og deres tilbøjeligheder Det var mennesker med svagheder - og magt. Vi kendte mange forskellige typer af funktionærer. Og vi havde oplevet fremkomsten af 70'ernes superfunktionærer. Dem med udsyn var ikke i overtal," fortæller hendes far, Andrea Kabus, i dag pensionist og aktiv i SED's efterfølger, PDS.
Men samtidig har familien altid pr. tradition været præget af rummelighed og plads til at slå svinkeærinder. Og forældrenes arbejde i Egypten, Indien og senere Japan og USA har givet dem en appetit på verden, det er de færreste DDR-borgere forundt at søge mættet, men som de alligevel gerne vil give videre til deres børn. Et privilegeret dilemma, erkender hendes far i dag:
"Vi var dybt solidariske med DDR og havde været det siden vores ungdom. På den anden side har vi altid lagt vægt på, at børnene skulle kunne vælge ud fra, hvad de fandt bedst for sig selv. Man skal altid lade noget stå åbent. Verden er for stor til andet," siger han i dag.
Og med det i blodet vælger den 20-årige Catrin at give efter for suget i maven og tager til Moskva med begejstret appetit på at fejre 60-året for Oktoberrevolutionen i Rusland on the spot.
Men hun har ikke noget klart mål, da hun lander i Moskva. Helt frem til månederne, før hun står i bifaldet og trykker hånd med partichefen, regner hun med at skulle tilbage til Junge Welt. Uddannelsen i Moskva er ikke noget, der har et konkret sigte, andet end at hun vil komme hjem med en viden om verden og sprogligt dygtiggjort - undervisningen er på russisk - kvaliteter ingen kan tage fra hende.
At hun på en ungdomslejr hjemme i DDR sommeren inden blomsteroverrækkelsen får besøg af Krenz, ser hun mest som en tilfædighed. Han skal jo bare besøge sin søn Thorsten. At han så tager en snak med et par af de andre FDJ'ere er mere udtryk for den stilbevidste FDJ-chefs facon. Også i Moskva er der kommet folk fra Berlin for at høre lidt. Så det er der ikke noget underligt i. At hun er på vej ud af et spor, der bliver smallere med tiden, har hun ganske enkelt for meget fart på til at opdage.
Også andre end forældrene har færten af store planer. Efter hendes afrejse fra Junge Welt går der en overgang et rygte blandt hendes tidligere kolleger på avisen om, at hun efter fire år i Moskva skal køres i stilling som stedfortrædende chefredaktør. Et rygte, der vækker munterhed blandt de reportere, som foretrækker journalistisk frem for politisk kvalificerede chefer.

Livet efter hjemkomsten fra Moskva er ikke nemt. Der bliver stillet store krav også til hendes personlige forhold. Kontakten med folk fra Vesten - herunder os, hun kender fra Moskva - er ikke velset. En ung pige som hende, medlem af FDJ's forretningsudvalg med udsigt til at ryge helt til tops er genstand for en vis bevågenhed fra Ministerium für Staatssicherheit.
Allerede i Moskva-tiden havde hendes venskaber med vesterlændinge givet anledning til problemer. Voldsomst, da hun forelskede sig i en vesttysk kommunist, som studerede på skolen.
Efter flere forgæves vink med en vognstang, om at den slags ikke var god tone, blev hun en sen nattetime kaldt til en Kadergespräch - en kammeratlig samtale - og stillet over for et ultimatum:
Enten droppede hun omgående sin affære med den vesttyske kammerat - eller også var det hjem på en enkeltbillet. Og det samme ville gælde hendes forældre, hvis betroede arbejde for ADN bl.a. forudsatte, at der ikke i famlien var personer, som udgjorde nogen sikkerhedsrisiko.
En opringning til forældrene i Tokyo bekræftede, at der også var lagt pres på familien. Men deres besked var, at hun skal bare gøre det, hun synes er rigtigt. Alligevel er det for meget. Hun bider forelskelsen i sig og gør, som der bliver sagt.
Men hun var på sin vis heldig. Det var nemlig FDJ-chefen Egon Krenz, der selv havde snor i hendes kadreudvikling. På det niveau er sikkerhedsfolkene alligevel ikke helt enerådende. Derfor havde hun trods alt et valg - ellers var hun bare røget hjem.
Da hun et par år senere i Moskva påny forelskede sig i en skolelærer fra Jylland blev der gået stille med dørene - og mestendels ad bagtrappen.

Vi har ikke haft kontakt, siden vi skiltes på skolen i Moskva en kold februar aften halvandet år tidligere. Nu sidder jeg i forsommeren 1982 i DKP's hus i Dr. Tværgade og ringer til FDJ i Schwerin for at lave en aftale med den lokale agit-prop (og dermed presse-)ansvarlige, Catrin Kabus, om en reportage fra FDJ's årlige pinsestævner til Danmarks Kommunistiske Ungdoms blad Fremad. Fra FDJ's Zentralrat har vi fået en invitation til Berlin. Men jeg vil hellere til Schwerin. For at besøge min veninde fra skolingsopholdet - Catrin.
Mens jeg bliver stillet om, spekulerer jeg over systemet i deres telefonnumre: Når nummeret til FDJ i byen ender på 002, må det lokale partihovedkvarter vel ende på 001. Jeg bliver afbrudt i mine gætterier om 007's mulige indehaver af en myndig og formel stemme:
"Kabus?" Det lyder helt fremmedartet.
Og derved bliver det samtalen igennem. Formel distance. Jo, hun kan godt huske mig, hvad vil jeg? Jo, hun har fået besked fra Berlin, og FDJ vil gerne være vært for to journalister i Schwerin, og vi kan godt komme til at tale med almindelige unge.
Jeg når lige at hilse fra min kæreste, som også var med i Moskva - men bliver ikke bedt om at hilse igen. På gensyn.
På gensyn.
Jeg er mere end skuffet. Vi var altså bare nogle hvemsomhelst'ere fra en svunden tid i Moskva.
Et par uger senere er der stor gensynsglæde i Schwerin. Ingen formel "Kabus", men kun den Catrin, jeg lærte at kende på skolingsopholdet i Moskva.
Knus, sejltur og aftenbad i Schwerinersøen, hvidvin, små timer og lang snak om FDJ's problemer med den kirkelige fredsbevægelse - og meget andet. Da vi rejser hjem, følger hun med os helt til grænsekontrollen ved færgen i Warnemünde. Jeg skal selvfølgelig huske at hilse hjemme, og hun har købt gaver. Stemningen er kåd og forløsende og smitter den kvindelige grænsesoldat, som med et glimt i øjet tjekker min toilettaske for eventuelle statshemmeligheder.
Jeg rejser hjem bekræftet i min tro på, at DDR tør give plads til forandringer, til kræfter som Catrin, der ønsker at gå andre veje end de traditionelle. Jeg skriver en artikel om det. Så kritisk den nu kan blive, når man ikke kender til egentlig tvivl.
Først mange år senere forstår jeg baggrunden for den kølige distance i telefonsamtalen med den fremmede "Kabus". I 1982 har jeg ikke fantasi til at forestille mig, at sikkerhedens klamme hånd er andet end tåbelige bureaukratiske regler, der er til for at blive omgået, endsige at de gælder for hendes kontakt med kammerater fra Danmark. Og der går endnu flere år, før jeg får talt med hende om det.
Med tiden lykkes det at finde et niveau, hvor sikkerheden ikke står for meget i vejen for naturlige menneskelige kontakter. I sine samtaler med statssikkerheden får hun dem overbevist om, at det vil se for åndssvagt ud, hvis hun efter at have levet afgørende dele af sin ungdom i Moskva skal til at lade som om hun ikke kender folk fra den tid - kommunister eller ej.
Alligevel er det sidste gang, jeg ringer til hende på arbejde. Og hendes breve og postkort er altid uden afsender, underskrevet Catrin eller bare C. Ikke så meget for at skjule noget - kontakten er synlig nok - men der er ingen grund til at spille op. Og hvad telefonen angår, er det frem til slutningen af 80'erne kun hende, der ringer til os.
Bliver de vestlige kontakter et stadigt mindre problem, så er de dog udtryk for, at Egon Krenz' gøgeunge er ukonventionel - ikke kritisk eller i opposition - langt fra, men til sinds at gøre noget ved de mest åbenlyse svagheder i arbejdet, som bliver taget seriøst af den opstigende stjerne.

Schwerin i eftersommeren 1981 bliver en skarp kontrast til de sidste fire års verdensorienterede miljø i Moskva. Catrin er lige fyldt 24. Hun kender ikke et øje her i den slidte provinshovedstad i det nordvestlige DDR. Hun er udsendt fra Berlin. De relationer, hun får opbygget, er hovedsageligt professionelle. Omgås hun nogen privat, handler snakken mest om arbejde. Kollegerne er fortrinsvis lokale, ældre end hende, etablerede med familie og eget netværk. Hendes søster studerer i Leipzig og forældrene er for ADN i Tokyo. Hun tager ofte til Berlin i weekenderne for at få luft, og det er med til at fastholde skellet mellem hende og de lokale. Hun er mest noget i kraft af sin titel - som lokal agit-prop chef og centralt ledelsesmedlem. En rolle, som aldrig har sagt hende noget. I Moskva var det omvendt. Dér var det det uformelle, der gav hende styrke, anerkendelse, kontakter, venner - og gode resultater i skolen.
Det er i Schwerin hun første gang overvejer, om hun har holdt på den rigtige hest. Men for en funktionær på hendes niveau er det for sent. Hun sidder i saksen. Nu er det hesten, der holder på hende, og der er kun en måde at klare den til tider lidt tætte provinshørm: Arbejde.
Under pres fra den fremstormende fredsbevægelse lige på den anden side af jerntæppet og kirkelige pacifistiske fredsgrupper, der åbent med parolen om Sværd til Plovskær anfægter udstationeringen af nye sovjetiske atomraketter i bl.a. DDR, er dele af FDJ-apparatet ved at være modent til at tage egne arbejdsformer op til overvejelse.
I pinsen 1982 er Schwerin og resten af DDR ramme om store demonstrationer mod atomoprustningen - i Vesteuropa. Også medlemmer af FDJ syr det lille stofmærke med den pacifistiske kæmpe, der smeder et sværd om til til en plov, fast på deres blå FDJ-skjorter. De landsomfattende pinsetræf er et led i at dæmme op for noget, der kunne anfægte DDR's placering i østblokken.
For det nybagte medlem af FDJ's Büro er pinsestævnerne et tegn på, at tingene kan udvikle sig. Som agit-prop-ansvarlig i byen har hun haft en vigtig rolle bag den uvante opfordring til områdets unge om selv at udforme aktiviteter på skoler og arbejdspladser. Ikke bare til pinsetræffet - men i det hele taget.
Arbejdsmæssigt bliver Schwerinertiden derfor en kreativ periode, hvor hun opdager, at hendes intuitive fornemmelser af forholdene i FDJ's arbejde kan vinde genklang: Der skal være plads til et personligt engagement - ellers gider folk ikke være med. Og selvom der er grænser for, hvad der kan ruskes op i, så kan der ruskes.
Det er den type erfaringer, hun et års tid senere tager med sig, da hun skifter den ydmyge FDJ-bygning i Schwerin ud med eget kontor, to sekretærer i forkontoret og privatchauffør i Zentralrats pompøse førkrigspalæ på Unter den Linden i Berlin. Og den lokale titel fra Schwerin bliver efter en tid i hovedstaden også skiftet ud med Sekretär des Zentralrates der FDJ - medlem af FDJ-toppens inderkreds på omkring et dusin, sekretariatet, med ansvar for agit-prop- og skolingsarbejdet i en statslig organisation med 3,6 millioner medlemmer.

Til at begynde med reflekterer hun ikke meget over sin udvikling fra ung begejstret FDJ'er til ledelsesmedlem med et af de mere lovende kort i det centrale kadrekartotek.
Men at andre tager tingene knap så let som hende, opdager hun gennem en af de ansatte i afdelingen, Carmen. En underordnet agit-prop-medarbejder med mand og to børn. Hun har ikke Catrins lethed - ikke hendes baggrund med god familie af lang antifascistisk tradition. Og ikke hendes selvfølgelige loyalitetsfølelse over for systemet. Tværtimod: I Carmens barndomhjem var DDR ikke noget, man sagde med stolthed. Morfaren havde gået med hagekors i knaphullet under under Hitler - og det havde han aldrig fortrudt. Da han døde i '76, havde han aldrig taget ordet DDR i sin mund. Han insisterede på at kalde det Østzonen. Hun er opdraget til at holde en pæn sikkerhedsafstand til apparatet. Ikke noget med at gøre sig bemærket.
Carmens mand er kommunist, men ingen af dem føler det mindste slægtsskab med apparatet. Jobbet i FDJ er hun sat til med baggrund i sin uddannelse som journalist. Hun holder det ud ved at følge mandens råd: Brug det som en enestående chance til at se apparatet an indefra. Det gør hun, mens hun hver dag diskret i en trappeopgang skifter fra arbejdstøjet - den obligatoriske FDJ-skjorte - til civil, inden hun tager hjem.
Noget af det, hun ser an, er Catrin, og de bliver venner. Men Carmen ser en anden verden end Catrin.
Mens Catrin oplever sin egen optur som en mulighed, hun har fået lov at udvikle, ser Carmen en pige af god familie, med forældre, der i kraft af deres arbejde er gennemtjekket af 'sikkerheden'. Et godt og risikofrit kort for ledelsen - ung, charmerende og ufarlig. Hun skal bare spille med - og det gør hun.
Men Carmen ser også en Catrin, der får svært ved at klare sig i et forum af mænd, der i snit er ti år ældre, som alle har kæmpet sig op i systemet, mens hun så at sige har fået det hele serveret. En sund, ung nyslået topfunktionær, der med sin baggrund, godt nok er født ind i nomenklaturaen, men som aldrig vil blive lukket ind i de andres kreds.
Venskabet med Carmen bliver bemærket af Catrins ledelseskolleger. Ikke fordi det rummer noget upassende - men fordi så nære relationer til en underordnet vil kunne svække hendes ledelsesautoritet, får hun at vide.

I pinsen 1983 er der atter fredsdemonstrationer over hele DDR. FDJ's centrale agitpropsekretær - die Catrin - er travlt beskæftiget ved hovedbegivenheden med alle de inden- og udenlandske spidser i Potsdam. Så dér er jeg også. Men fraregnet et kort tilfældigt møde en sen aften foran demonstrationsledelsens bygning i byen får vi ikke hilst på hinanden.
Arrangementet er hæsligt. Den relativt luftige stemning fra Schwerin året før er som blæst væk. I mellemtiden er flere af 'Sværd til Plovskær'-folkene ganske enkelt blevet smidt ud af landet til Vesttyskland. Tilløbene til ikke at ville "løse politiske problemer med administrative metoder" - som det hedder - synes at være løbet ind i problemer. Partitoppens limousiner kører parade med de mest prominente af de udenlandske gæster gennem byen, hvor 250.000 mennesker er samlet. Officielt er seks millioner mennesker - eller hver tredje DDR-borger - på gaden landet over.
Jeg vælger at stikke af fra min Betreuer, en guide, der velvilligt er stillet til rådighed af FDJ. Stemningen i byen er festival-agtig, der bliver drukket øl, spillet guitar, vist bare maver og snakket. Men holdningen til selve arrangementet er lysår fra det officielle billede. Jeg forsøger mig med et par spørgsmål til nogle af deltagerne, og får som svar vittigheder - også én med et ordspil på FDJ og HJ (Hitlerjugend, red.) - så sorte og sarkastiske, at de mest højtråbende bliver dysset seriøst ned af deres kammerater.
Ved den centrale tribune holder Honecker en stor tale. Jeg har ingen erindring om indholdet, kun om hvordan der bliver skreget af grin, hver gang den gamle mands stemme - som slet ikke egner sig til brandtaler - knækker over i falset. Talen slutter med en masse slagord, som traditionen tro bliver besvaret af tilhørerne med et taktfast Hoch! Hoch! Hoch! Men der hvor jeg står, lyder det lisså taktfast: Ha, ha, ha! Åbenlys hån.
Jeg har fået noget at snakke med mine værter om.
Hvis der blandt de FDJ-funktionærer, jeg om aftenen sammen med en svensker og to vesttyskere har et større skænderi med, er en, der har til opgave at se den den centrale agitprop-chefs danske ven efter i sømmene, så får jeg vist ikke topkarakter.
Det skulle da lige være i disciplinen loyalitet. For også fra Potsdam får jeg skrevet en lydefri artikel om FDJ's fredsarbejde.

15 år senere vender jeg sammen med Catrin begivenhederne i pinsen 83. Vi er ved Werbelin See, 60 km uden for Berlin, forbi Wandlitz, hvor partiets politbüro-medlemmer boede før Murens fald. Fra lystbådehavnen ved søen kan man se skorstenen fra fyret på det, der engang var Pionierrepublik Wilhelm Pieck - DDR's største pionerlejr, hvor også hundredvis af danske børn gennem fire årtier tilbragte nogle lange sommerferier.
10 minutters gang fra søen bor Carmen - Catrins veninde fra tiden i FDJ i Berlin - i dag med sin mand. Catrin er på pinsevisit med børnene - og en enkelt dansker.
Carmen og Catrin erindrer, hvordan de dengang havde talt om pinsen 83, som officielt var en succes, men reelt en katastrofe: Det var et af den slags arrangementer, som med parader, demonstrationer, kendte slagord og '6 millioner på gaden for freden' skulle signalere stabilitet fremfor bevægelse og dynamik. Et eksempel på, hvordan partiet forsøgte at undertrykke politiseringen op gennem 80'erne fremfor at understøtte den.
Men det var kun uofficielt, at den slags blev diskuteret. Den skarpe grænse mellem det officielle billede og den faktiske virkelighed løb gennem alle niveauer i samfundet. Var der folk i systemet med hang til mere nuancerede analyser end hvor mange millioner, der deltog i demonstrationerne, kom det ikke til udtryk.
"Men den dobbelthed var ikke et moralsk problem, som det tit i dag bliver fremstillet. Den var en given realitet, som alle var fortrolige med og i stand til at aflæse," indskyder Carmens mand, Mathias, der før Murens fald arbejdede som kunstnerisk leder af en cabaret i Potsdam. Et arbejde han i dag driver videre på freelance-basis.
Havde det været et moralsk problem, havde der ikke kunnet eksistere et kulturliv overhovedet. Kunsten levede simpelthen af den dobbelthed, tilføjer han.

Da Catrin i vinteren 1983-84 er ved at være på plads i Berlin, er meget ændret i forhold til, da hun var blomsterpige for Honecker to år tidligere.
Har hun i karrierens spæde start og forberedelse ikke følt sig 'kigget ud', så er hun til gengæld nu ved at komme under pres. Der bliver vogtet på fodfejl af enhver art. Fra andre i inderkredsen, fra partiet og fra sikkerheden.
Som 19-årig havde hun meldt sig i SED. Som mange andre i hendes generation på løfter om, at det er lettere at forandre indefra end udefra.
De konflikter, hun hidtil har været del i, har aldrig bragt hende på kant med systemet. Hendes kritiske engagement i gymnasietiden mod automatikken i partimedlemsskabet, om at bruge partibogen som karriereredskab, om det rimelige i at mange af fyrene er nødt til at melde sig 'frivilligt' til halvandet års ekstra militærtjeneste for at få et frit uddannelsesvalg, kunne have bragt mange andre i miskredit: Men ikke en begejstret og engageret pige fra et ordentligt hjem. Ikke en, der nok kan tage ordet og sige læreren imod, men aldrig stiller spørgsmålstegn ved systemet.
De småknubs, hendes tro på systemets idealer, har givet hende, har aldrig for alvor været farlige. Hun har haft de muligheder, hun mente var naturlige for en ung som hende i et samfund på vej frem.
På vej til toppen har hun bevaret en pæn del af sin troskyldighed. Hun har aldrig været i opposition, højst uenig. Hun har ikke skulle kæmpe sig op; hun er bare havnet der.
Men derfor har hun heller ikke det samme snavs på fingrene, som mange af de pinger, hun nu skal dele arbejde med.
Og derfor står hun uden erfaring i magtspillet, uden viden om de uformelle alliancers og intrigers ofte afgørende betydning. Uden forældrenes indsigt i ledernes såre menneskelige brister og motiver. Uden reel viden om de politiske problemer, der er begyndt at rumle som en ildevarslende undertone under alting i samfundet.
Og meget konkret - hendes hidtidige støtte, der så at sige opfandt hende, Egon Krenz, er overgået til arbejde i partiets politbüro og er blevet afløst af en intelligent og kultiveret, men mere indadvendt og usikker type.
Han har ikke noget imod hende, som sådan. Hun er bare forgængerens opfindelse.

Dette er den første del af en fortælling fra DDR

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu