Læsetid: 12 min.

Den postmoderne svøbe

31. juli 1998

Postmodernisme er for længst blevet et modeord i en moderne verden. Tre danske filosoffer giver her i en samtale med Information nogle bud på, hvad det har betydet for vores forståelse af viden og moral

Der er ikke længere den samme troskab over for de politiske ideologier som tidligere, og mange har med henvisning til den postmoderne tænkning opgivet troen på, at der kan skrives en fælles historie. I den postmoderne verden er religioner, metafysiske systemer eller ideologier ikke længere eneherskende.
Alle meninger opfattes som lige gyldige. Din nabos mening er hverken bedre eller dårligere, men kun anderledes end din egen - der er kun subjektive sandheder i det postmoderne verdensbillede.
Men hvilke konsekvenser får det for vores syn på viden og moral?
"Med den postmoderne tænkning er båndet til fortiden kappet over. Vi befinder os ikke i nogen national historie, i en verdenshistorie, i arbejderklassens historie, nej ikke engang i teknologiens historie og samtidig er forventningerne til fremtiden meget uspecifikke," forklarer Ole Fogh Kirkeby, filosof på Handelshøjskolen i København.
Begrebet, det postmoderne, som har eksisteret inden for den filosofiske debat siden halvfjerserne, har oplevet to bølger, mener Lars-Henrik Schmidt, filosof og direktør ved Dansk Pædagogiske Institut. I den første bølge var kulturfolk optaget af den æstetiske postmodernisme, men siden fulgte en bølge med mere seriøse sociologiske definitioner af begrebet.
Lars-Henrik Schmidt understreger, at det postmoderne ikke er det 'efter moderne', sådan som man måske skulle tro det. "Det postmoderne er stadig et moment i det moderne og har vist sig i de menneskelige relationer. Vi kan stadigvæk udveksle varer og praktisere økonomi, men de mellemmenneskelige relationer er radikalt ændrede."
Steen Nepper Larsen, der er lærer på Krogerup Højskole, mener ikke, at vi lever i en postmoderne verden, men vi reagerer som postmoderne mennesker i et moderne samfund.
"Tidligere var det nok at iagttage, men nu iagttager man ikke kun. Nu iagttager man dem som iagttager. I dag er vi både blinde og seende. Vi er blevet bevidste om vores egen selviscenesættelse."
Samfundet har skabt en mytologi om, at vi har fuld frihed i de valg, vi foretager os.
"Jeg kunne f.eks. lige så godt have læst kunsthistorie som samfundsfag eller græsk, jeg kunne ligesågodt have valgt at bo i New York som Tokyo eller Århus, siger Steen Nepper Larsen. Han understreger, at der selvfølgelig er mange, som slet ikke oplever valgfriheden. Men trendsætterne i samfundet opfatter i hvert fald sig selv som postmoderne og ser livet som fuld af valgmuligheder. Det gælder ikke kun for eliten. For eksempel er stort set alle gymnasieelever ifølge Steen Nepper Larsen blevet samfundets små kosmonauter

Frihedens mytologi
Lars-Henrik Schmidt mener, at det kun er de æstetiske og etiske værdier, der er blevet postmoderne.
"Vi forveksler vores postmoderne bevidsthed med det, som foregår. Det er postmoderne at tænke sig selv som et frit individ, der kan suspendere det almene, og som kan tænke sig selv som det afgørende. Det postmoderne er flugten fra det almene, og flugten fungerer kun så længe, det at flygte ikke er alment," siger han.
Det postmoderne menneske skal i princippet hele tiden holde alle muligheder åbne, og hvis det gør det, så lever det i konstant angst. Men sådan kan man ikke leve som menneske, mener Lars-Henrik Schmidt. Vi lukker hele tiden noget ude, om ikke andet så momentant
Selvom mange måske forstår sig selv som postmoderne mennesker, så er det svært at komme fri af de noget tungere værdier fra det 'gamle' moderne samfund.
"Landbrugets mentale former er langt tungere end de økonomiske former, som det eksisterer under. I 50'erne blev landbruget overhalet af industrien, men det har stadig utrolig stor indflydelse på den måde, vores økonomi er bygget op på. Det kan man kun forstå kulturelt. Vi er stadig bundet til en landbrugskultur, selv om vi er flyttet fra land til by. Og der er heller ikke nogen garanti for, at vi kommer derhen, for hvis jeg siger det, vil det være bundet til et bestemt måde at se udviklingen, en moderne tænkning," siger Lars-Henrik Schmidt.
I det postmoderne samfund gøres der op med hierarkierne og den gamle rangorden. Det er vigtigere at være moderne end at være ikke-så-moderne, siger Lars-Henrik Schmidt, der med ikke-så-moderne mener ikke-traditionel.
"Det betyder et farvel til min ret til at vide, hvor du skal hen, fordi jeg er 'højere' udviklet end dig. Jeg ved ikke, hvor du skal hen! Jeg ved, hvor jeg er på vej hen, og det kan jeg fortælle dig. Så kan du gøre, hvad du vil."
Han kan også se postmoderne tendenser i den pædagogiske verden:
"Tidligere kunne man med rette sige, at jeg ved, hvor du skal hen, for tiden som går, har i modernismen altid været en tid som går fremad. Fremskridtet har været bundet til at gå opad, og da jeg er højere oppe end dig, ved jeg, at du er på vej op til mig, og jeg ved også, hvordan du kommer derop. Sagt på en anden måde vidste et voksent menneske, hvad et barn skulle, fordi meningen med at være barn var at blive voksen."
"Men sådan er det imidlertid ikke længere. Formålet med at være barn er ikke at blive voksen, men at være barn. Det gør det meget sværere eller næsten umuligt for voksne at gribe ind børnenes verden," siger Lars-Henrik Schmidt.
"De store fortællinger var en retningsbestemmelse, det korrekte eller det rigtige, og de har med det postmoderne fået et skud for boven," siger han.

Tre ærkeerfaringer
Lars-Henrik Schmidt kan se tre grundformer eller ærkeerfaringer, som selv postmodernister er 'ikke uenige om' - og det skulle være tilstrækkeligt til at rejse en filosofisk bygning, mener han.
"De tre erfaringer er for det første, at 'du ikke er alt' - der står nogle ved siden af dig og dermed har man indført rummet. For det andet at 'du skal dø' - der er noget før og efter dig, og hermed har man indført tiden. Og for det tredje at 'du bliver ét med alt' - det er en blanding af de to første former, eller med andre ord: du er situationeret. Med de tre erfaringer har du en moderne kultur, som ikke er bundet af konstateringer af, hvordan mennesker er og ikke er, men til noget som ingen gider at protestere imod," siger Lars-Henrik Schmidt, der ikke ser 'ikke-uenigheden' som det samme som, at noget selvindlysende. Det er en minimalerfaring som alle gør. Enigheden er med andre ord aldrig begyndt.
"Hvis du beder folk om at definere deres ikke-uenigheder som enigheder, så vil du opdage, at de lever fint i 'ikke-uenigheden', men de kan dog ikke blive enige om, hvad 'ikke-uenigheden' består i. På den måde bliver det leveligt at være postmoderne uden at være blævreagtigt som i dadaistisk fodbold, hver mand sin bold. Der er nogle regler, men ikke en lov. Det som er så dejligt ved regler er, at de gælder som regel. En lov gælder derimod hver gang," siger Lars-Henrik Schmidt.
- Hvordan påvirker den postmoderne tendens forholdet mellem mennesker?
"Vi har ekstremt mange værdier nu til dags, men vi har ingen holdninger. Hvis vi går 20-30 år tilbage i tiden havde mennesker holdninger. De havde et systematiseret værdiudkast som gjorde, at hvis man var bonde, så stemte man nok Venstre. Det var, fordi man mente, at der var visse sammenhænge i ens værdier - såkaldte ideologier. Holdninger svarer nemlig til ideologi, og i dag har vi ikke ret mange holdninger. Men vi har aldrig haft så mange værdier, som efter at vi har gjort op med holdningerne. Nu er organiserede værdier ikke ideologier længere, men kulturer."
"Aldrig har vi haft så meget kultur og så lidt ideologi, så mange værdier og så få systematiserede holdninger. Det er det, som ligger i at leve postmoderne. Der forlanges ikke en systematisering af vores værdier på samme måde, som der gør i ideologi. Jeg kan mene ét om socialpolitik og noget fuldstændigt andet om skattepolitik; og det kan stadig rummes inden for den samme kultur. Værdier kræver ingen kamp, jeg behøver jeg ikke slås for dem, fordi jeg har krav på, at andre respekterer mine værdier. Og i stedet for at kæmpe for det gode, så kæmper vi nu for det mindre onde. Eller som dagbladet Informations slogan siger 'den mindst ringe'. I 1960'erne var alle ideologikritikere, nu er man kultur-, ikke
-kritikere, men -analytikere. Men kan ikke kritisere andre, kun analysere dem," siger Lars-Henrik Schmidt.
"Vi respekterer kulturer så det driver af os. Fremmedkulturer, andre virksomheders kulturer, børnenes kulturer, de ældres kulturer. Kultur er blevet en respektkategori, og netop fordi vi respekterer alle disse kulturer, har vi fået utroligt svært ved at gribe ind over for dem," siger han.

Efter det postmoderne
Men måske er den postmoderne æra ved at være forbi. Det mener i hvertfald Ole Fogh Kirkeby. Han opfatter postmodernismen ud fra to af barokkens græske skæbnebegreber tyche og moira, den hårde tilfældighed og den personlige skæbne, men nu mener han, vi er på vej ind i en ny samfunds- og skæbneopfattelse.
"Vi lever i, hvad jeg vil kalde en post-postmoderne verden, som kan forstås gennem skæbnebegrebet heimarmene, der hele tiden svinger mellem tilfældighed og nødvendighed. Den form for samfundsopfattelse er udbredt blandt unge i dag, som både fastholder kontingensen i deres opfattelse af sig selv og søger det absolutte," siger Ole Fogh Kirkeby.
"Blandt andet er metafysikken - læren om muligheden for at overskride erfaringens grænse - begyndt at dukke op igen. Den postmoderne tænkning er en tænkning som siger, at der kun er det vi erfarer og ikke noget andet bagved. Hvis du søger bagved, vil du kun finde din egen skygge. Verden er to-dimensionel."
"I den post-postmoderne tænkning vil man derimod sige, at der er ikke noget, og alligevel er der noget, men vi ved bare ikke, hvad det er. Man anerkender ikke videnskabernes autoritet, men har en fornemmelse af, at der er noget bag dem, som de går glip af."
Ole Fogh Kirkeby tror, at postmodernismens radikalt kritiske holdning til verden er ved at forsvinde. Den afløses af en holdning om, at der i det, vi selv skaber, er en hemmelighed om verden.
"Affortryllelserne af virkeligheden, som det moderne projekt har skabt, er blevet kedelige. Videnskaben beskriver verden, Freud beskriver sjælen, Marx beskriver samfundet og dermed er verden affortryllet. Postmodernismen var den sidste store affortryllelse, men post postmodernismen kommer der en ny genfortryllelse. Og så kan vi igen begynde at søge efter skjulte grunde og forunderlige historier," siger Ole Fogh Kirkeby.
"Den nye måde at søge på er ved at lave fortællinger. På den måde håber man, at kunne opdage sammenhænge, man ikke kendte før. Alle beskrivelser synes pludselig at åbne for nogle hemmeligheder, og der åbnes for muligheder som ikke var der før. Der er stor forskel på, om du konstruerer virkeligheden frit, eller om du forholder dig til en plan, som du ikke kender. Når poeten skriver, så skriver han også noget, som han ikke vidste i forvejen."
"I postmodernismen vil man sige, at der ikke er nogen stor fortælling. Ethvert samfund eller enhver person er tilfældige og fortæller sin egen historie. De hænger aldrig sammen, og de kan ikke komme til at hænge sammen, for der kan ikke konstrueres en fortælling, som indeholder alle de små fortællinger. Men her i tiden efter postmodernismen er der en fornemmelse af, at man skriver på den samme fortælling. Det er ikke det samme som at erkende, at den store fortælling eksisterer, for man vil stadig afvise, at den store fortælling vil have samme karakter som den havde i videnskaberne. Og i dag kan man også godt forestille sig at der findes et andet, skjult sprog som styrer os, og som er imellem os," fortæller en hemmelighedsfuld Ole Fogh Kirkeby.
"Poetiseringen af virkeligheden står ikke i et tomrum, men den forholder sig til noget, som den ikke ved, hvad er. Det gør dig mere lydhør over for andre. Der foregår en form for samspil, som mere styres af følelsen end fornuften. Ingen siger, at man absolut skal forstå de her ting, men man skal anerkende og acceptere hinandens forskellighed. Man accepterer, at der er en sammenhæng, men man giver ikke nogen ret til at formulere den." Ole Fogh Kirkeby sammenligner det med at arbejde sammen på et stort projekt, som man ikke ved hvad er. Der er ingen ledelse og tegninger, og ingen ved hvad det ender med at blive.

Privat racehygiejne
I den postmoderne tanke er alle tvunget til frihed og dermed til at skulle forholde sig moralsk til utroligt mange valg. Steen Nepper Larsen mener, at moralen dermed er blevet individuel.
"I gamle dage var moral noget som var bundet i slægten. Nu får vi hver vores moral. Du kan snart få lavet et genkort, og sammen med din kæreste teste, om I kan tillade jer at få børn, og om I har en eller anden genetisk defekt, som du bør forholde dig til. På den måde er moral og etik blevet kørt ind den enkeltes situation, som noget han eller hun skal forholde sig til individuelt. Du skal besvare spørgsmål om, hvad du kan tillade dig at belaste samfundet med. Vi bliver vores egen private racehygiejniker," siger Steen Nepper Larsen, der mener, at det lægger et utroligt pres på den enkelte i det daglige liv:
"Når du køber ind, skal du forholde dig til, om du kan tillade dig at købe varer, som bliver produceret af børnearbejdere i Indien, eller du kan tillade dig at køre rundt i en gammel bil, som forurener samfundet. Kan du tillade dig at tage en uddannelse, som du ikke vil bruge? Er du nu sikker på, at du vil få job som ægyptolog, og skulle du ikke hellere lave noget, som gavner samfundet?"
Ole Fogh Kirkeby tror også, at moralen vil blive individuel og samtidig komme tættere på æstetikken.
"Vi diskuterer stadigvæk værdier, som om de er almindelige og gennemgribende, noget man kan forholde sig til. Dog er værdier langt fra noget entydigt, for de er lige så flertydige som sproget selv. Du skal løbende skabe din egen moral og det bliver ikke nødvendigvis en hensynsløs moral i narcissistisk forstand, hvor du kan gøre hvad du vil, men den er baseret på en fornemmelse for andre. Det kan nemlig kun lykkes at retfærdiggøre sit eget liv over for sig selv, hvis dette liv er møntet på andre. I postmodernismen har man det problem, at man afviser alle værdier, og derefter får man dem i hovedet igen. Det er derimod en post-postmoderne tendens at fornemme og reagere på det man fornemmer," siger han.
Lars-Henrik Schmidt mener ikke, at samfundet bryder sammen på grund af de omskiftelige modestrømninger i folks individuelle liv. Vi lever i et samfund, som er i stand til at forbruge alle forandringsforsøg som energi.
"Samfundet er en kvælerslange, der lever af det, at folk vil forandre. Det store problem er, at vi ikke længere forstår kapitalismen. Vi lever i et moderne kapitalistisk samfund, og indsigten ændrer sig ikke, fordi det bliver et postmoderne samfund, og heller ikke fordi det bliver et senkapitalistisk samfund. Kapitalisme er en økonomisk struktur, der har vist sig at være superrationel, og som samtidig har kunnet frisætte individet til at rende rundt og være postmoderne."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her