Læsetid: 3 min.

Professor Brostrøms teori

18. juli 1998

Stop hother! - en Danmarksfarce 25

Resumé: På deres rejse ind gennem den mystiske, labyrintiske dobbeltsag vedr. Hother og Oluf Palme er kriminal-Mortensen og ditto-Olsen meget mod deres vilje atter havnet i det lige så mystiske og labyrintiske danske åndsliv, nærmere betegnet Informations kulturredaktion. Her møder dem et syn gennem tågerne fra kulturredaktørens tænkning og cigar.

En høj, ludende skikkelse sad med skægget tilsyneladende groet fast til bordpladen. Øjnene var lukket, og tunge poser skælvede under dem, hver gang manden tungt trak vejret.
- Danmarks fineste kender af alt inden for litteraturen. Informations kulturklenodie!
Bjørnkjær havde besvær med at skjule sine følelser.
- Tut, tut, Torben, du har besøg!
En skælven gik igennem figuren, lidt efter rettede manden sig op og fjernede det spindelvæv, der klistrede til hans ansigt. Skægget kom fri.
- Er der nogen, der kalder? Er det nu, jeg skal op? Vil man hylde mig?
- Nej, det er bare politiet med et par spørgsmål.
Torben Brostrøm rystede svagt på hovedet.
- Jeg vil ikke vækkes uden rimelig grund. Man venter mig i Det danske Akademi. Jeg må have bund i søvnen inden jeg skal til Rungstedlund.
- Kan du ikke sove i bilen, det plejer du jo, når du kører. Det drejer sig om Overlæreren.
Pludselig glimtede det livligt i den støvede mands øjne.
- Åh, Overklausen, sagde han, - min yndling! Hvordan har geniet det, den snut?
Kriminalkommissæren rømmede sig.
- Jeg er blevet henvist til Dem som ekspert. Overlæreren kan desværre ikke svare for sig selv. Han er spærret inde.
- Åh, den gamle klaustrofob, klukkede Brostrøm, - han har altid været så neurotisk - på en kreativ måde.
- Ja, nu er det altså afdeling O, det drejer sig om.
- Researcher han, snuskebassen?
- Nej, han er ganske enkelt rablende skør.
- Åh, lo professoren, - som Rimbaud, som Mallarmé, som Baudelaire. Den dreng er poesien selv!
- Ja, jeg ved ikke, hvad han er, men skør, det er han. Når jeg henvender mig til Dem er det som ekspert, ekspert i litteratur.
Torben Brostrøm stak hånden frem gennem lemmen og betragtede sine negle.
- En enkelt bog eller to har man vel læst...
- Det er bøgerne, der får ham til at støve, hviskede Bjørnkjær til kriminalassistenten, - han bor inden i dem som en orm, han trækker vejret gennem dem!
- Mit spørgsmål er enkelt: Kan en figur i en gammel roman pludselig manifestere sig som et rigtigt menneske af kød og blod?
Torben Brostrøm tyggede på sit skæg.
- Teoretisk ja, sagde han efter en tøven. - Hvis figuren er tilstrækkeligt kunstnerisk konciperet, er den mindst lige så levende som et levende menneske. Mindst.
- Det kan altså lade sig gøre?
- Jeg ved ikke, hvad der kan lade sig gøre, men hvis Overlæreren har noget med det at gøre, kan der ske mirakler! Kommer han i øvrigt til mødet i Akademiet? Vi plejer at sove i arm...
Mortensen trådte helt tæt på Brostrøm, der sad som en gøg i et kukur. Måske var han bange for, at han skulle begynde at kukke.
- En vis Hother Christoffersen, der optræder i romanen "Marts 70", som jeg med en blanding af besvær og væmmelse har stavet mig igennem, har pludselig manifesteret sig og påstår, at han er Olof Palmes morder, og at han har til hensigt at slå vores kære dronning ihjel. Kan det virkelig have noget på sig? Og hvad skulle motivet være?
Noget bevægede sig i Torben Brostrøms hals, og da han prøvede på at fjerne klumpen, lød det grangiveligt som den omtalte gøg.
- Kuk-kuk, kuk-kuk, sagde professoren, - man har kaldt mig for litteraturens tørbatteri, men jeg er en mand af kød og blod og med et hjerte, der banker varmt for poesien. Hvis De vil høre min mening, er der tale om en hævnakt.
- En hævnakt?
Mortensen spærrede øjnene op. Torben Brostrøm strøg sig over øjnene.
- I romanen anbringer Overlæreren pædagogisk statsminister Palme og dronning Margrethe i hinandens arme, og der er naturligvis tale om en symbolsk handling!
- Jeg forstår ikke...
(Fortsættes mandag)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu