Læsetid: 3 min.

R: Brixtofte har en pointe

13. juli 1998

Det er værd at kigge nærmere på, om kommuner kan sikre bedre service ved at sælge skoler og rensningsanlæg til private, siger den radikale erhvervsordfører

Farums borgmester Peter Brixtofte (V) har en pointe, når han vil forbedre vedligeholdelsesstandarden i de kommunale folkeskolers bygninger ved at sælge dem til private, mens driften af skolerne fortsat skal ligge i kommunale hænder.
Det mener Det radikale Venstres erhvervspolitiske ordfører Morten Helveg Petersen: "Jeg har ikke de store ideologiske problemer med tanken, som mange socialdemokrater har. Det er værd at kigge nærmere på."
Filosoffen og samfundsdebattøren Peter Johannes Schjødt kritiserer ledende socialdemokraters afvisninger af Peter Brixtoftes initiativer som "rygmarvsreaktioner":
"Man diskuterer ikke principielt, om der er en chance for, at tingene bliver bedre forvaltet, når de bliver udliciteret. Hvis det kun drejer sig om at sælge murstenene, og ansvaret for indholdssiden stadig ligger på det politiske niveau, er det svært at finde belæg for en afstandtagen - bortset fra at man som god, gammel SF'er eller socialdemokrat synes, at det er noget mærkeligt noget," siger Peter Johannes Schjødt.
Allerede i 1997 solgte Farum Kommune sine daginstitutioner for mere end 100 millioner kroner til et privat selskab, der skulle leje dem ud til kommunen.
I sidste uge kom det frem, at kommunen også har solgt et rensningsanlæg til 400 millioner kroner til et privat firma.
Firmaet kan - i modsætning til en kommune - trække investeringen fra i skat. Det betyder, at skatteydere over hele landet er med til at finansiere de økonomiske fordele, som firmaet og Farum Kommune opnår ved handlen.

Systemfejl
Lørdag kunne Peter Brixtofte på forsiden af Politiken fortælle, at også Farum Kommunes fire folkeskoler står foran et salg til private "for et trecifret millionbeløb".
I et stort interview i samme avis søndag sagde Brixtofte, at det er en "systemfejl", når det "er nemmere at udskyde vedligeholdelsen til næste år, end det er at fyre fire skolelærere", og at de bygninger, der huser hospitaler, skoler og plejehjem derfor har fået lov at forfalde.
"Vi har solgt vores daginstitutioner med velberåd hu. Vi fik straks istandsat for otte millioner af udlejeren, og vi har sikret os, at de holder dem i ordentlig stand. Vores personale og forældre er da fløjtende ligeglade med, hvem der ejer daginstitutionen. De synes kun, det er fint, at bygningerne kommer i bedre stand," sagde Brixtofte.
Den radikale Morten Helveg Petersen understreger, at der kan være "et skatteteknisk problem" i Brixtofte-modellen: "Er det legitimt og rimeligt, at en privat virksomhed kan afskrive på en udgift, som man allerede har haft en gang i offentligt regi?" spørger den radikale ordfører. Han mener dog, man kan undersøge, om afskrivningen kan neutraliseres - f. eks. ved at kommunen kræver et højere serviceniveau af det firma, der får afskrivningen.
Peter Johannes Schjødt mener, at socialdemokraterne i stedet for at afvise tankerne burde diskutere, hvad man kan bruge de sparede penge til, hvis man for eksempel sælger skolebygninger til private.
"Så længe det drejer sig om mursten og bygninger, kan man gå ind i den principielle diskussion af, hvad de sparede penge skal bruges til. Hvis man derimod - som man har gjort i England og Sverige - privatiserer pædagogik og omsorg uden at klarlægge, hvem der har ansvaret for, at kvaliteten er i orden, er min grænse nået," siger Schjødt.
Morten Bødskov, formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, er en af de unge socialdemokrater, der har åbnet for muligheden af udliciteringer i den offentlige sektor. Alligevel er han ikke parat til at diskutere Farum-modellen: "Venstres politik er en forfølgelse af markedskræfterne til det yderste. Det er uambitiøst, hvis det eneste svar, man har, når man står over for et problem, er at sælge ud af det hele," siger han.
Indenrigsminister Thorkild Simonsen afviste søndag aften i TV-Avisen, at et lovindgreb mod Farum-modellen er umiddelbart forestående:
"Selv om jeg er minister, kan jeg jo godt gå ind for kommunalt selvstyre. Og det gør jeg også. Derfor er jeg lidt betænkelig ved at lave for mange indviklede regler, som kommer til at ramme på en helt anden måde, end det var tiltænkt," sagde Simonsen.
SF's kommunalpolitiske ordfører Villy Søvndal kritiserede søndag over for Ritzau Farum-borgmesteren fremgangsmåde som "ren skattetænkning".
"Det undergraver simpelthen grundlaget for statens skatteindkomst," sagde Søvndal, som lovede, at SF ville tage initiativ til et lovindgreb, hvis regeringen fortsat tøver.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her