Mange amerikanerne tror at kapitalismens cykler er blevet manet i jorden, men de vågner måske snart op til en rå virkelighed
Efter syv år med overflod risikerer amerikansk økonomi snart at skulle på smalkost.
Det kan blive et chok for den typiske middelklasseamerikaner, som midt i en forbrugsberuselse helt har glemt, at kapitalismen rent faktisk udvikler sig i cykler - altså jævnt tilbagevendende recessioner af en relativ kort varighed afløst af noget længere perioder med økonomiske opsving.
Den umiddelbare anledning til, at amerikanske økonomer har slået alarm er de foreløbige tal fra andet kvartal, som angiver en vækst i USA's bruttonationalprodukt på to procent. Efter europæisk målestok virker det resultat måske ikke så slemt endda, men i USA har man i de sidste seks kvartaler været vant til en vækstrytme på fire-fem procent. Og dét ovenikøbet uden inflation, og altimens Japan og Sydøstasien gennemgik den værste recession i en generation.
"Stigningen i BNP på 5,4 procent. i første kvartal var abnormal," siger James Glassman, cheføkonom for Chase Manhattan Bank, til Washington Post.
"Chokket fra krisen i Asien havde allerede nået amerikansk økonomi, men vi kunne endnu ikke føle det, fordi den voksende produktion af varer blev lagt på lager. Det kan godt være, det lyder som et abstrakt regnestykke, men faktum er, at den økonomiske vækst vil falde til et lavere niveau, og at vi allesammen vil kunne mærke konsekvenserne senere på året."
Nogle amerikanske økonomer hævder endda, at overproduktionen i andet kvartal var så omfangsrig, at væksten i BNP reelt set vil ende med at blive nul. På den baggrund kan næsten alle eksperter blive enige om følgende prognose for resten af året: En vækstrate på mellem en og to procent.
Ingen er dog klar til at benytte det efterhånden fortrængte begreb recession i en økonomisk udsigt. Formelt set befinder en markedsøkonomi sig i recession, dersom BNP er faldet to kvartaler i træk, men det er langt fra givet, at USA falder så dybt i denne omgang. Optimistiske skøn anslår en midlertidig afmatning af amerikansk økonomi i 1998, som vil blive fulgt af højere og jævn vækst næste år. At USA skulle kunne ride gennem et økonomisk stormvejr og måske slå syvårsrekorden for et uafbrudt opsving i november indeværende år tilskrives en række faktorer, som i mangel af bedre terminologi er blevet kaldt Den Nye Økonomi. Der hersker en del uklarhed, om hvad denne størrelse egentlig går ud på - om det er gammel vin med ny etikette eller en ny velsmagende vare. Men hovedingredienserne kendes i hvert fald.
Den afgørende begivenhed i de sidste 10-15 års økonomiske historie i USA er fremvæksten af en stor og robust servicesektor, der nu står for halvdelen af bruttonationalproduktet. Ikke alene dét: 80 procent af alle arbejdende amerikanere uden for landbruget er ovenikøbet beskæftiget i denne sektor og 70 pct. af forbrugsprisindekset hidrører fra aktiviteter i serviceøkonomien.
Som påpeget i en analyse i Business Week berører faldet i BNP i andet kvartal udelukkende USA's industrisektor - altså, dem der fremstiller fysiske varer. Eftersom denne del af økonomien med tiden er kommet til at spille en mindre rolle, skal der mere end et fald i industriproduktionen til at ende i en recession. Når den boomende servicesektor begynder at skrante, så står det for alvor galt til. Men det er - endnu - ikke tilfældet.
Nu kan industri og servicesektoren naturligvis ikke adskilles. Mellem dem er der et samspil. Følgerne af nedgang et sted vil på et eller andet tidspunkt forplante sig til den anden mere robuste og mindre konjunkturfølsomme del af USA's økonomi. Spørgsmålet er, hvor alvorlige konsekvenserne bliver. Her kan man argumentere, at der måske i dag skal mere til end før i tiden for, at USA rammer hovedkulds ind i en recession.
Andre ingredienser i USA's Nye Økonomi bidrager til at modvirke en recession. Formanden for USA's centralbank Alan Greenspan har flere gange i år og i 1997 forsøgt at forklare, hvordan det kan lade sig gøre, at amerikansk økonomi med en så høj vækstrate - som det er tilfældet - kan undgå at blive overophedet.
Sagt på en anden måde: I den for markedsøkonomien normale cyklus vokser BNP på et eller andet tidspunkt så kraftigt, at der opstår en akut mangel på arbejdskraft. Det betyder, at lønningerne stiger, hvilket fører til inflation. For at bekæmpe dette fænomen hæver centralbanken normalt renten, således at det bliver dyrere at investere og den overophedede økonomi afkøles. I nogle tilfælde er renteindgrebet imidlertid for drastisk. Patienten forkøles. Ledigheden stiger og forbruget falder. Recessionen sætter ind.
Efter denne skabelon skulle amerikansk økonomi allerede for to år siden været blevet stukket af en recession. I stedet har der været fuld fart på lokomotivet, arbejdsløsheden er faldet til 4,3 procent og inflationen har holdt sig til 2,7 procent. På den måde har Alan Greenspan ikke været tvunget til at sætte renten i vejret. Siden marts 1997 ligger renten fast på 5,5 procent.
At inflationen er udeblevet skyldes et samspil af forskellige omstændigheder. For det første har US-dollaren i perioden været stærk - især over for de asiatiske økonomier. Det har omsat sig i en strøm af billige importvarer fra Asien, som medvirker til at holde inflationen i ave. En anden faktor er en svær kvantificerbar størrelse opkaldt menneskelig angst. Indtil fornylig har manglen på arbejdskraft i et voksende antal brancher ikke som forventet ført til lønpres. Tværtimod har ansatte rundt omkring på amerikanske virksomheder været overraskende tilbageholdende med deres lønkrav. Det skyldes efter alt at dømme en indbygget frygt blandt amerikanere for at miste deres job eller at blive sat tilbage i deres karriereforløb. Denne mismodige holdning blandt lødmodtagerne har vundet yderligere udbredelse efterhånden som USA's fagbevægelse mister fodfæste i en samfundsøkonomi, hvor den sparsomt organiserede servicesektor bliver større og større for hver dag.
En tredje årsag til det manglende lønpres kan endvidere være det voksende antal amerikanere, som er gået på jagt efter store børsgevinster efter krakket i oktober 1987. Under de sidste ti års uafbrudte boom på Wall Street har middelklassefamilier indtjent en sideordnet løn fra deres aktieportefølje, som de har omsat i øget forbrug og køb af fast ejendom. Lønpresset er med andre ord ikke så stort, hvis familien klarer sig med ekstra indtægter.
Det interessante spørgsmål, eksperter stiller sig, er om denne Nye Økonomi kan modstå konjunkturudsving stammende fra Asien og destabiliserende begivenheder på arbejds- og børsmarkederne i USA. Det kan ingen naturligvis give et endegyldigt svar på. De dårlige tal fra andet kvartal tyder på, at krisen i Asien endelig har sat sig igennem i amerikansk økonomi. Når man dertil lægger, at en strejke organiseret af United Automobile Workers mod bilkoncernen General Motors skal have skåret en halv procent af BNP-væksten i andet kvartal, ja så er det, at pessimismen let kan få overtag.
Der er næppe nogen tvivl om, at en høj dollar og en forværring af krisen i Asien vil skade amerikansk eksport alvorligt på langt sigt. Hvis den billige import samtidig fortsætter ubegrænset, vil finansieringen af USA's voksende handelsunderskud snart kræve en renteforhøjelse. Det tyder på lavere vækst.
Den nu månedlange strejke mod General Motors koster også dyrt. Koncernen har tilsyneladende tabt fem mia. dollar i omsætning. Over 90 pct. af fabrikkerne i USA er lukkede og leverandører har måttet sende medarbejdere hjem. I alt 163.000 GM-ansatte er på gaden. De to parter står meget langt fra hinanden og synes ikke villige til at rykke sig. Hvis strejken fortsætter, vil den bidrage væsentligt til lavere vækst og højere ledighed senere på året.
Det mest frygtede scenarie for amerikansk økonomi forudser en betydelig lavere indtjening i virksomhederne som følge af en mat vækst. Det vil få aktiekurserne til at falde, ramme millioner af aktionærer i den store amerikanske middelklasse, nedsætte deres forbrug og køb af ejendom og i længden hente recessionen frem fra glemslens skab.
Derfor skal man først og fremmest holde øje med Wall Street. Det er herfra, at signalet lyder først.
