Læsetid: 7 min.

Red hottentot-anden fra globaliseringen!

4. juli 1998

Regeringen er i færd med at indskibe os i et uoverskueligt, forpligtende samarbejde med række udenlandske magter. Forslaget er et typisk eksempel på metoderne fra det rodløse, internationale jetset, lyder advarslen fra forfatteren til omstridt, ny debatbog

For nylig modtog jeg et forslag fra regeringen, der repræsenterer lidt af en bombe under dansk folkestyre.
Forslaget handlede hverken om at gribe ind i overenskomsterne på arbejdsmarkedet eller om at tilslutte Danmark til Amsterdamtraktaten. Det kom såmænd fra miljøminister Svend Auken, og bar den tilsyneladende uskyldige overskrift: Aftale om Beskyttelse af Afrikansk-Eurasiske Migrerende Vandfugle.
Som demokratisk interesseret borger kastede jeg mig straks over forslaget. Dets gruopvækkende rækkevidde er kun så småt ved at dæmre for mig.
Hvis Folketinget siger ja til Aukens forslag, deltager Danmark i beskyttelsen af henved 170 truede vand-træk-fugle over et område på ca. 60 millioner kvadratkilometer.
Mit land indskiber sig hermed i et forpligtende samarbejde på ubestemt tid med en lang række udenlandske magter, som også EU indgår i. Vi må ikke længere fange disse fugle, og vi skal beskytte, afværge, overvåge, informere og uddanne i overenstemmelse med retningslinierne i det 46 sider lange, tættrykte forslag.
Til de truede arter hører bl.a. storken, som jeg kender fra Højskolesangbogen. Det kan jeg ikke påstå om flertallet af de øvrige, som f.eks. Anas Hottentota, Hottentotanden.
Jeg må tilstå, jeg er faktisk ikke særlig godt inde i dens problemer. Er dens æg måske truet af syreregnen fra den globale industri? Eller driver fattige hottentotter rovdrift på bestanden for at sælge deres fjer til parisiske modehuse? Jeg ved det ikke. Svend Aukens ellers så detaljerede forslag lader på dette punkt en del tilbage at ønske.
Og som nævnt, hottentotanden er blot en af i alt 170 arter, som miljøministeren vil forpligte os til at give en håndsrækning. Ud over 60 millioner kvadratkilometer.
Det virker lidt uoverskueligt, selvom Auken forsikrer, at forslaget ikke kommer til at gå ud over dansk erhvervsliv.

Fælden
Den læser, der fornemmer et anstrøg af mild ironi bag min bekymring, tager ikke helt fejl. Ironien er hverken møntet på Svend Auken eller hottentotanden. Jeg tror gerne, at menneskehedens almindelige anmasselse - f.eks. i form af forurening, luftfart og jagt på sjældne dyrearter etc. - udgør en trussel for mange trækfuglearter. Hottentotanden sidder givetvis fastklemt i globaliseringsfælden. Jeg er helt parat til at tage det for pålydende, når miljøministeren skriver, at den har brug for vores omsorg.
Derfor er jeg godt tilfreds med, at Svend Auken har taget dens problemer på sig, og at også EU er part i aftalen. Jeg ønsker forslag B 3 al mulig medvind under behandlingen i Folketinget.
Min ironi er selvironi, en slags kollektiv selvironi. Jeg kan simpelthen ikke se, hvor jeg og andre demokratiske borgere er blevet af i den beslutningsproces.
Efter folkestyrets klassiske principper skal lovgivningen komme nedefra. Den skal vokse ud af folkestyrets folkelige fællesskab, som Drude Dahlerup skrev så smukt om her i bladet op til Amsterdamafstemningen.
Når Folkeviljen er blevet klar efter den folkelige debat, skal Folketinget så gøre det til lov. Herefter skal regeringen så søge at føre folkets tanker ud i livet sammen med de andre folk på de eurasiske og afrikanske kontinenter. Dét er ægte folkestyre.
Jeg er ret sikker på, at aftalen om de migrerende vandfugle ikke er blevet til på denne måde. Jeg har en stærk mistanke om, at den tværtimod er endnu et resultat af bestræbelserne fra det rodløse, internationale jetset af bl.a. miljøembedsmænd og miljøeksperter, som Drude Dahlerup, Ejvind Larsen m.fl. ofte har løftet alle deres advarende pegefingre imod.
Nu kunne man naturligvis nok se igennem fingre med hottentotanden, hvis den bare var en enlig svale. Men forslag a la Svend Aukens kommer faktisk i flok.
Folketinget vedtager i gennemsnit næsten ét lovforslag om dagen. Mange af dem er mindst lige så indviklede. Mange af dem angår meget specielle forhold om f.eks. tilsyn med friskoler, automobilsikkerhed, klageadgang i psykiatrien, gyllebeholdere osv. Og mange af dem er internationalt inspirererede, hvis de ikke ligefrem har form af direktiver fra EU.
Vi snøres ind i stadig flere regler, som slet ikke er resultater af bred debat i det offentlige, solidariske folkefællesskab. Man kan næsten mærke, hvordan kraften siver ud af Folket, undergraver dets selvbestemmelse. Måske endda i sidste ende flagreglementet, som Drude Dahlerup og andre ønsker at værne om.
Folketinget vedtager alt for mange regler på et alt for ufolkeligt grundlag. Det er de fleste enige om. De psykiatriske patienter og deres pårørende vil dog næppe være med til sløjfe deres ret til at klage. Landbofolket og i hvert fald miljøfolket vil nok heller ikke mene, at gyllen bare skal have lov at flyde frit. Som sagt håber jeg også, at hottentotanden m.fl. må blive tilgodeset af lovgiverne. Det skulle bare mangle i et land, hvor politiet ligefrem siges at holde trafikken tilbage, når ællingerne skal over gaden.
Men hvis vi måske i praksis har svært ved at få øje på regler, som kan undværes, burde de i det mindste være langt mere enkle. Så vidt jeg har forstået, er det da også, hvad det nye folketing med Ivar Hansen som formand vil arbejde for.
Jeg tror, at det kan blive et meget hårdt arbejde.
Tænk blot på, at regeringens pinsepakke blev kritiseret for at indeholde for få undtagelser. For ikke rigtig at tage hensyn til yngre, ældre og midaldrende husejere. Og kritikken heglede også ned over regeringens overenskomstindgreb, fordi det angiveligt ikke tog højde for nuancerne i SID'ernes arbejdsforhold. Og forslaget om vandfuglenes beskyttelse er som nævnt lidt for overforenklet til, at jeg for alvor kan tage stilling til dets berettigelse.

Tosset afkobling
Naturligvis kan vi ikke afskærme os fra den indflydelse, der skyldes, at vores samfund indgår i store internationale kredsløb - alle disse hav-, kapital-, kommunikations-, vare-, trafik-, og flygtningestrømme, som vi har til fælles med naboerne. Ligesom trækfuglene. Det ville selvfølgelig være godt tosset at koble sig ud af de dertil hørende beslutningkredsløb.
Derimod vil vi gerne være fri for den indflydelse, vi påduttes af den rodløse, internationale elite. Af det omtalte jetset, der ingen solidaritet har med de fattige, "fordi de ikke indgår i noget fællesskab, hvori der også indgår handicappede, arbejdsløse og enlige mødre", som Drude Dahlerup bl.a. skrev her i bladet.
Jeg skal altså vælge mellem hensynet til de handikappede, gyllebeholderne, automobilsikkerhed og hottentotænder på den ene side og det folkelige danske folkefællesskab på den anden.
Det første kræver en jungle af regler, som det sidste ikke kan overskue. Og de internationale regler kræver nok også en del internationalt rejseri, som jeg desværre ikke kan deltage meget i.
Men det første tilbyder også praktiske svar på problemer, som mennesker og trækfugle udsættes for i den indviklede, moderne verden. Folkefællesskabet kan vel især tilbyde en god stemning, som når vi ser VM-fodbold og hamstrer i fællesskab.
Det trøster mig, rent demokratisk, at jeg ikke står alene med uoverskueligheden. Jeg deler den med Drude Dahlerup og andre ægte, folkelige danskere. Men jeg deler den også med hele eliten fra Anders Dam i Jyske Bank over Frank Dahlgaard til redaktør Larsen på Information.
Den handikappede, arbejdsløse, enlige mor er nemlig på det punkt i principielt samme situation som den allerøverste EU-kommisær:
Vi er alle underlagt en uhyrlig bunke regler, som vi ikke kan overskue, regler som groede frem af andre menneskers praktiske problemer, mens vi selv var optaget af vores egne.
Som jo ofte er fælles. Og som jo ofte skyldes, at vi gør andres problemer til vores egne.
Mange påstår, at den (post-)moderne verden, hvor de nedarvede fællesskaber er gået i opløsning, har gjort os til rå egoister. Påstanden er oprørende forkert. Vi er da meget andet end det.

Tosset afkobling
De fleste danskere vil gerne hjælpe flygtninge og udviklingslande. Næsten alle vil gerne opretholde velfærdssamfundet, også selvom de ingen personlig fordel har af det. Nogle er optaget af at redde samfundsøkonomien, arbejderklassen eller af at hjælpe de handikappede. De ser sig selv som en del af en større helhed, som de er parate til at tage medansvar for. De fleste danskere er hverken særlig højreorienterede eller særlig venstreorienterede, men de er meget helhedsorienterede.
Det er bare ikke den samme helhed, de orienterer sig imod - eller indenfor. I den globaliserede netværksverden er der ikke længere et autoriseret nationalstatsperspektiv. Man kan vælge mellem helhederne, og evt. flikke dele af forskellige helheder sammen til en helt personlig udgave.
Mange synes, at den moderne verden ligner et mareridt af uforpligtende zapperi. Det gælder måske især dem, der føler sig så forpligtet af deres eget helhedssyn, at de ikke kan tage andres helt alvorligt. Mange af fortalerne for den særlige, grundtvigske folkeligheds-helhed hører til i den gruppe. Læs f.eks. den store højskolepoet Jens Rosendals indlæg i Information torsdag d. 4. juni, hvor tilhængerne af EU - fra Villy Sørensen til Anne Marie Helger - blev gjort til en grå, manipuleret masse.
Men den personligt sammenklippede helhed er vel ikke mindre personligt forpligtende end Folket i Rosendals nedarvede, afgrænsede version.
Er vi i virkeligheden ikke omgivet af folk, der er ved at segne under forpligtende engagementer? I hverdagens politik, atomprøvespængninger, handikapspørgsmål, europæisk sikkerhed, you name it. Når det komplicerede samfund opleves som kompliceret, skyldes det vel ikke mindst, at det kræver vores deltagelse i så mange dimensioner på én gang. Og her er det så, at jeg glæder mig over, at nogle har en helhed, der også kan rumme kampen for hottentotandens tarv.

*Jacob Andersen er journalist ved Ugebrevet Mandag Morgen. Han har skrevet debatbogen "Fra folkestyre til fællesstyre - strategi for en demokratisk magtovertagelse". q

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ola Jørgensen
Ola Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu