Det går ufatteligt godt for dansk film, eller gør det? Vi bryster os af spændstigheden i den unge talentmasse, men Filminstituttet er ikke parat til at støtte op om det
FILM
Ved den seneste Cannes-festival fejrede dansk film som bekendt nye triumfer i form af juryens specialpris og masser af rosende omtale til Thomas Vinterbergs Festen. Lars von Trier fik ingen palmegrene med hjem denne gang, men også hans Dogme-film, Idioterne, var i det mindste udtaget til den officielle konkurrence. Denne dobbelte hæder fra Cannes gav ny næring til den nationale stolthed over dansk films stærke unge talenter.
Lars von Trier har efterhånden en del år på bagen, men de sidste par år har overraskende mange meget talentfulde debuterende unge instruktører vitterlig tilført dansk film stærkt nyt blod. 1996 var i så henseende en slags annus mirabilis.
I 1996 debuterede ikke blot Thomas Vinterberg som spillefilminstruktør - med De største helte - men også Nicolas Winding Refn, hvis Pusher blev noget så sjældent som en succes hos såvel publikum som anmeldere.
Fra Aalborg fik vi Niels Arden Oplevs knap så succesrige, men dristige og kreativt nytænkende Portland, og Aage Rais havde premiere på sin fine Århus-historie for børn, Anton.
Og endelig var der Carsten Fromberg og Anders Klarlund, som debuterede med hhv. Ondt blod og Den attende - måske knap så vellykkede, men alligevel også de udtryk for at det var begyndt at gære i en dansk filmkunst, hvor det kreative mod ellers i hovedsagen havde været koncentreret til én mand, Lars von Trier - som samme år fik sit helt store internationale gennembrud med Breaking the Waves.
Da Jonas Elmer året efter løb med både Bodil og Robert for sin debutfilm, Let's Get Lost, og Lotte Svendsen høstede en håndfuld priser for novellefilmen Royal
Blues, var sagen klar: dansk film var på vej ind i sin anden guldalder, godt og vel 85 år efter den første.
Visne laurbær
Der er god grund til stolthed over de mange unge talenter, der har præget de senere års danske film. Men er der faktisk tale om en ny bølge, som mange kritikere straks udråbte nybruddet til?
Mange små krusninger gør ingen bølge, og lovord uden handling bag gør det heller ikke. Derfor er det så meget desto mere krepérligt, at de filmpolitiske beslutningstagere i dette land tilsyneladende foretrækker at hvile på de seneste års laurbær frem for at tænke fremad.
For en udenforstående forekommer det totalt uforståeligt og ualmindeligt kortsigtet, at to af de mest lovende debutanter, Nicolas Winding Refn og Jonas Elmer, skal støde panden imod en mur, når de søger instituttet om støtte til deres film nr. to.
Det lader til, at det nu, efter stort besvær, er lykkedes Refn at finansiere sin anden film, mens Jonas Elmer har måttet skrinlægge sin.
Hovedparten af Elmers budget var ellers hjemme - fra udenlandske såvel som danske kilder - men financiernes bidrag var betinget af, at Det Danske Filminstitut også gik ind i projektet med blot én million.
Uden Filminstituttets blå stempel ville hele budgetkorthuset falde til jorden. Og dét gjorde det så, bl.a. fordi konsulenterne ikke ville acceptere et manuskript på bare ti sider.
Film er ikke manuskripter
Selvfølgelig er det Filminstituttets ansvar, at skatteydernes penge ikke bliver smidt ud ad vinduet. Instituttet må derfor kræve en vis sikkerhed for, at projektet er lødigt og gennemførligt, og denne sikkerhed søger man altså at opnå gennem manuskriptet - og så meget desto bedre hvis det bygger på et stykke anerkendt litteratur, for så har man jo en vis garanti for lødigheden.
Men film er nu engang noget andet end det skrevne ord, hvilket bl.a. Lars von Trier ofte nok har gjort opmærksom på. Også han havde tidligere besvær med at opnå støtte, fordi hans visuelt eksperimenterende film ikke kunne udtrykkes i skrift på det antal manuskriptsider, som konsulenterne gerne ville have.
Jonas Elmers 'problem' var, at han gerne for en stor del ville improvisere sin film frem sammen med skuespillerne, ligesom han gjorde det så virtuost i Let's Get
Lost. Derfor kunne han selvsagt ikke søge støtte på et fikst og færdigt manuskript.
Filmstøttesystemets manuskriptbaserede rammer kan hverken rumme improvisation eller visuel eksperimenteren. Hvis hensigten er at fremme pæne film, der laves 'efter bogen', og samtidig dræbe al den filmkunstneriske energi, der søger væk fra bøgerne og væk fra det skrevne ord i et forsøg på at gøre filmmediet til en levende visuel kunstart, kunne vi ikke ønske os noget bedre system.
Prøvestenen: film nr. 2
Meget ville dog formentlig se lysere ud, hvis der var flere penge til rådighed for den danske filmstøtte. I et forhåbningsfuldt øjeblik kan man fristes til at tro, at Filminstituttet bruger de mest lovende af debutanterne som strategiske spydspidser i en politisk kamp for at få bevilget flere midler til dansk film.
For kulturministeren mener tilsyneladende, at det er på film nr. to, tre osv., de unge instruktørers talent skal måles. I alt fald mødte hun efter Thomas Vinterbergs succes i Cannes den almindelige eufori over dansk films boblende unge talentmasse med et besindigt "vi må vente lidt og se, om talentet nu også er til stede".
Det er der for så vidt megen sund fornuft i, for en debutfilm er ikke altid det bedste vidnesbyrd om, hvad en instruktør kan eller ikke kan. Men skal man vurdere de unge talenter på deres følgende film, må de ifølge sagens natur også gives mulighed for faktisk at lave flere film. Ikke om fem eller syv år, men nu, hvor de fleste af dem er kommet rigtig godt fra start og hungrer efter at fortsætte.
Dansk films fremtid?
Talent er ikke noget, man kan købe for penge. Og ejheller kan en nok så avanceret og bevillingsmæssigt velforsynet filmstøtteordning skabe talentet. Men når det er der, bør støttesystemet geares til at bakke op om det.
Her er det ikke de enkelte unge filmskaberes personlige martyrier, det handler om. Det, der står på spil, er intet mindre end dansk films fremtid, for hvis den officielle danske filmpolitik skal gå ud på at kvæle talentet ved fødslen, vil Festen inden længe kunne vige pladsen for en trist messe over en ung filmkunst, der aldrig fik lov at bevise sit værd.
