Læsetid: 6 min.

Riis i udbrud

30. juli 1998

Med Bjarne Riis som talsmand kørte Tour de France-feltet i slowmotion i protest mod det franske politis adfærd - selv om etapen blev kørt, er løbets fremtid afhængig af, om strejken og Riis har gjort indtryk på politiet

Aix-les-Bains - Bjarne Riis var som rytternes talsmand på denne måske skæbnesvangre dag i Tour de France's historie, også den, der i den direkte tv-udsendelse efter den strejkeramte og annullerede etape forklarede, hvad der var sket, og hvad, der ville ske:
"Jeg kørte hen til Jean-Marie Leblanc, og fortalte ham, at hvis politiet fortsatte med at føre sig frem på den måde, som det for eksempel skete i går aftes, så vil vi ikke mere.
Leblanc var enig. "Giv mig en time," sagde han, "og så vil jeg komme tilbage og give dig mit ord på, at det ikke vil gentage sig." Det var, hvad der skete, og så besluttede vi, at køre videre.
Men jeg gentager: Hvis politiet i aften ransager et hotel, så er det forbi. Så kører vi ikke i morgen. At politiet i al diskretion taler med ryttere enkeltvis, det må vi acceptere, men ikke scener som dem i går.
Alle ryttere, jeg understreger alle, har lyst til at denne Tour fortsætter helt til Paris. At Tour de France bliver reddet, at cykelsporten bliver reddet. Det er vores arbejde, det er vores liv, men vi kan ikke udsættes for det, der sker nu. Det er ikke korrekt."
Og så rettede en stærkt bevæget Riis en tak til publikum: I har lidt under denne Tour, som rytterne har lidt, og vi vil gøre alt for vi kommer til Paris."

I sneglefart
Strejken var en kendsgerning klokken 14,53, da Tour-feltet havde kørt 32 kilometer af etapen fra Albertville til Aix-les-Bains under indbyrdes diskussioner og i sneglefart. Rytterne sad på vejen eller hang op ad deres cykler i tilsyneladende uenighed om, hvorvidt de skulle køre videre. "Jeg er for deprimeret til at fortsætte," skal Once's førstemand, Laurent Jalabert, have sagt ifølge et af de mange rygter, der løber rundt i pressecentret i Aix-les-Bains, hvor journalisterne løber rundt og søger oplysninger hos hinanden i babelsk sprogforvirring og mangel på viden om, hvad der foregår ude på vejen.
Rytterne havde peget på Bjarne Riis som talsmand, og over for ham lovede Jean-Marie Leblanc, at de politiundersøgelser, der måtte finde sted i de næste dage i forbindelse med de verserende dopingsager, ville foregå på en for rytterne værdig måde. En tilkendegivelse, som i første omgang fik rytterne i sadlerne igen "af hensyn til publikum", der ventede på feltet på vejen.
Men også rytterne må have undret sig over, at Jean-Marie Leblanc kunne love noget på politiets vegne, for et kvarter senere standsede feltet igen. Once-rytterne steg ind i deres ledsagebiler og meldte sig dermed helt ud af løbet, mens de tilbageblevne på vejen fjernede deres rygnumre og tilkendegav dermed, at konkurrencen var suspenderet for i hvert fald resten af dagen.
Grunden til Once's reaktion var i første omgang ukendt, men senere blev det kendt, at politiet havde foretaget razzia på deres hotel om eftermiddagen. Og da Banesto endnu senere trak sit hold ud af løbet, var en - i øvrigt sjælden - solidaritet med det andet spanske hold en mulig forklaring.
Riis forhandlede med Leblanc om garantier for løftet. Ordlyden forblev ukendt længe, ligesom billederne af Riis og Leblanc fra ryggen med armene om hinandens skuldre vil stå længe som monument over denne dag i Tour de Frances historie. Riis konfererede med rytterne, og feltet satte sig i bevægelse, men åbenbart ikke alle overbevist af den garanti, han kunne give.
Leblanc meldte sig derpå fra sin bil i løbet med en erklæring over Tour-radioen. Grotesk og symbolsk afbrudt af en parasit på frekvensen, en kvindestemme, der brød ind i den for Tour de France' fremtid så vigtige erklæring med sniksnak om vind og vejr. Leblanc oplæste en henvendelse til de højeste politimyndigheder, hvori han med alle høflighedsformularer forsikrede om, at Tour de France-ledelsen ikke ville stå nogen efterforskninger i vejen, men han bad om, at fremtidige ransagelser, afhøringer og undersøgelser tog hensyn til rytternes værdighed og de ikke kom til at foregå i fængsler eller politistationer, men på rytternes hoteller og under iagttagelse af størst mulig diskretion.

Trukket ud af badet
Det var politirazziaen aftenen før etapen på TVM-rytternes hotel i Albertville, der havde fået grænsen for rytternes tålmodighed til at briste. Jeroen Blijlevens, holdets sprinter og største navn, fortalte den hollandske presse, hvordan den foregået, da han omkring midnat var blevet kørt tilbage til Hotel Million:
TVM-rytterne havde haft en dårlig dag på dagens bjergetape og havde siddet i den sidste gruppetto. De var dødtrætte, og var kommet sent til hotellet. Blijlevens og hans værelseskammerat Bart Voskamp havde besluttet, at de ville forkæle sig selv ved at gå på McDonalds, men først skulle de i bad og have massage.
Det var mens Blijlevens lå på massagebriksen, at en mand med overskæg kom ind og beordrede ham til at rejse sig og vise ham op på sit værelse. Den nøgne rytter på massagebriksen protesterede og spurgte, hvem han troede han var, og sagde, at massage var en temmelig intim sag.
"Så trak han et politiskilt, og det var fuldstændig som noget, der skete på en film," fortalte Blijlevens, der så måtte gå med politimanden op på værelset, hvor Voskamp blev trukket ud af badet og deres værelse gennemsøgt. Breve blev konfiskeret, og de to ryttere blev afkrævet en underskrift på et papir, hvis ordlyd de ikke forstod, men de forstod truslen om, at hvis ikke de skrev under, så ville de blive varetægtsfængslet for to dage.
Blijlevens og Voskamp blev kørt til et hospital i byen, hvor der blevet taget prøver af blod, hår og urin på dem, inden de tre timer senere blev kørt tilbage til deres hotel.
To andre TVM-ryttere, Sergej Ivanov og Sergej Outjakov, fik samme tur, ligesom holdets assisterende sportsdirektør Hendrik Redant, en mekaniker og rytterbussens chauffør blev kørt bort til afhøring.

Målrettet aktion
Den strejke, som rytterne lavede i Tarscon-sur-Ariége med Laurent Jalabert som talsmand, var malplaceret og formålsløs, fordi den rettede sig mod ingen. Mod presse, politi og den almindelige mistanke uden forskel.
Således ikke med denne aktion. Den er præcist rettet mod det franske politis meget kontante måde at afhøre og ransage på i fuldt offentligt lys. Og mod den tilsyneladende tilfældighed i valget af hold og ryttere, der bliver genstand for en politihandling. Festinasagen og TVM-sagen er resultater af fund af dopingmidler gjort i holdenes biler, men ransagelser hos Big Mat og Once er tilsyneladende ikke begrundet i hverken mistanker eller fund af mulige beviser, men synes led i undersøgelser af samtlige hold.
Og det er denne forskelsløse behandling af uskyldige og begrundet mistænkte, der har fremkaldt rytternes reaktion. Denne gang forstålig og berettiget. Enhver, der er blevet irettesat for ingen ting af en fransk politibetjent, eller uden grund er blevet bedt om at identificere sig, vil vide, hvilken hovenhed, og magtbrynde, de fører sig frem med.
TVM-rytterne kørte efter feltets beslutning samlet og først over stregen, da rytterne henad halv otte kom til mål, og Bjarne Riis blev dagens hovedperson. Han er respekteret i feltet for andet end sin Tour de France-sejr i 1996. Han er med sin erfaring som både hjælperytter og stjerne fortaleren for, at man altid opfører sig korrekt, hvilket er et af hans mest brugte ord, og hvilket han selv stræber efter at efterleve. Det er for korrekthed, at han er respekteret, og han så også taler alle feltets sprog, gør valget af ham som talsmand naturligt.
Om de talegaver og forhandlingsevner, han i går udfoldede, gør lige så stort indtryk på det franske politi, som det gjorde på tilskuere og franske tv-seere, er dog stadig uvist, og dermed er Tour de France' fremtid det også.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu