Læsetid: 3 min.

Robert Altman på udebane

24. juli 1998

Solid spænding og en del Altman-touches i John Grisham-thrilleren 'Gingerbread Man'

NY FILM
Persontegningen har altid været en af Robert Altmans stærkeste sider. Og det skinner igennem, selv i denne bestillingsopgave efter et manuskript af den ferme formularforfatter John Grisham, ekspert i heltemodige sagførere og velmanipuleret spænding.
Altman kan bedst lide anti-helte, og sagfører Magruder fra Savannah, Georgia, er ikke Grishams sædvanlige idealist, men en dreven retssals-rotte, der for at vinde sine sager gerne bøjer juraens ord, så de passer til hans egen form for amoral.

Utraditionel femme fatale
Magruder er en karriere-jurist, der sjældent ser sine to børn og ikke mindst derfor har et yderst anspændt forhold til den fraskilte kone. Og han bliver hurtigt aggressiv over for hendes nye fyr.
Og den femme fatale, Mallory, som skubber handlingen i gang, er heller ikke efter mønstret. Hun er en ensom servitrice uden penge og familiestøtte, spillet med blankt uskyldsansigt af Embeth Davidzt som en fortabt sjæl snarere end som den indlysende erotiske udfordring, der skal få Magruder til at bide på. Her opereres med en subtil sex-appeal, der ikke behøver at skilte med sit navn for at virke.
Mary Astors bestikkende troværdige fristerinde fra Ridderfalken kunne være det fjerne forbillede for figuren.

Mystifikation
Birollerne animerer Altman med meget af sin sædvanlige spidse, træfsikre humor. Den langbenede blondine Daryl Hannah er ukendeligt god som Magruders professionelt effektive højre hånd, der diplomatisk bakker væk fra hans mekaniske kurmageri. Og i periferien får Robert Downey Jr. en pudsig kyniker ud af Magruders fordrukne detektivhjælper, ligesom Robert Duvall og Tom Berenger begge er knivskarpe som historiens mere truende mandfolk.
Et stykke tid lykkes det Altman at holde én i spændt uvidenhed om, hvor han vil hen med disse figurer. Man mere end aner, at den desperate Mallory har en skjult dagsorden bag det tillidsvækkende ydre, men hvilken? Magruder går klart nok i en fælde, da han ofrer alt for at hjælpe den stakkels kvinde i nød, men hvilken? Pludselig er han mere elsker end sagfører, og en slem rutsjetur ned ad skråplanet venter.

Uden sympati
Filmen er klart bedst i denne første halvdel, hvor alt er åbent og dirrende mulighedsrigt. Anden halvdel byder på solid, men langt mere traditionel spænding, hvor personerne handler, som man kun gør på film. Sandsynligheden går fløjten, og tilbage bliver et stykke sommerunderholdning af pæn, men ret ordinær kvalitet.
Kenneth Branagh spiller Magruder med tyk sydstats-accent og en midaldrende udstråling - en dygtig præstation uden treatralske manerer, men også uden megen evne til at samle synderlig sympati om sin person, da det bliver nødvendigt. Han presses op mod muren, men man føler ikke særligt for ham.
Til gengæld arbejder Altman effektivt med spændings-atmosfæren i de regnfyldte billeder af den kinesiske fotograf Changwei Gu, der har dæmpet den farveglæde, han demonstrerede i film som Farvel min konkubine og Ju Dou.
I stedet arbejdes der i de grå og brunlige toner, især effektivt i nogle suggestive skovafsnit og i en surrealistisk mareridtssekvens, hvor gamle mænd dukker truende frem fra mørket.
Altman kan godt være Gingerbread Man bekendt. Men havde man ikke set hans navn på forteksten, tvivler jeg på, man nogensinde ville have gættet, at lige netop han havde lavet denne film. Også selv om han har omarbejdet manuskriptet så stærkt, at John Grisham ikke ville signere det og foretrak pseudonymet Al Hayes.

*Gingerbread Man. Instruktion: Robert Altman. Manuskript: Al Hayes (pseudonym for John Grisham og Robert Altman). Amerikansk (Palads og Palladium)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu