Læsetid: 5 min.

En rolle for Europa

16. juli 1998

Syrisk præsidentbesøg i Frankrig aktualiserer det spørgsmålet, om USA har format til at være enerådende i Mellemøsten - og verden

USA's tilsyneladende magtesløshed over for Netanyahu-regeringen i Israel, der målbevidst saboterer fredsprocessen, har på ny skabt interesse for en øget europæisk rolle i Mellemøsten. Dette indgår i baggrunden for et tre dages besøg i Frankrig, som den syriske præsident, Hafez al-Assad, indleder torsdag.
Det er første gang i 22 år, at Syriens præsident besøger Frankrig, og besøget afspejler ifølge diplomatiske iagttagere hans ønske om en stærkere europæisk deltagelse i fredsbestræbelserne i Mellemøsten. Assad er frustreret over, at USA ikke er i stand til at genoplive fredsprocessen og ønsker "en alternativ og mere effektiv europæisk rolle i Mellemøsten", siger syriske kilder i Damaskus til nyhedsbureauet Reuters.
Samtidig peger man på, at et britisk flådebesøg i Syrien i denne uge, det første i 48 år, også er et tegn på den syriske regerings nye "åbning mod Europa". To britiske krigsskibe besøger den syriske havneby Latakia den 17.- 21. juli.
Præsident Assad, der ellers kun sjældent aflægger besøg i udlandet, har også planlagt en rejse til Rusland til efteråret. Det er hans første besøg i det land, siden Sovjetunionen - der var Syriens allierede - brød sammen, og rejsen er et signal om det syriske regimes vilje til at åbne et nyt kapitel med det postkommunistiske Rusland.

Besøget i Frankrig og Assads forhandlinger med præsident Jacques Chirac "udgør et skridt hen imod stærkere forbindelser med Europa i almindelighed og Frankrig i særdeleshed", sagde den syriske informationsminister, Mohammed Salman, i Damaskus i denne uge. Han mindede om, at Assad siden begyndelsen af 1990'erne havde slået til lyd for en større europæisk rolle i de arabisk-israelske fredsforhandlinger, men at Israel havde afvist dette forslag.
Assad ønsker i det hele taget at styrke forbindelserne med Europa, der historisk er nært knyttet til Mellemøsten og har store interesser i regionen. Særlig stærke er forbindelserne med Frankrig, der efter Første Verdenskrig og det ottomanske riges opløsning administrerede Syrien og Libanon som mandatområde. Frankrig har efterladt en betydelig kulturel indflydelse i de to lande.
Syrien har ført sporadiske fredsforhandlinger med Israel siden 1991, men de blev afbrudt i begyndelsen af 1996 uden at have ført til konkrete fremskridt. I centrum for forhandlingerne mellem de to lande har fra først til sidst været det syriske krav om israelsk tilbagetrækning fra Golan Højderne, som Israel har holdt besat siden Seksdageskrigen i 1967.
Det er et af hovedspørgsmålene i hele fredsprocessen, idet det drejer sig om et af de områder (foruden Golan: Sinai-halvøen, Vestbredden af Jordan og Øst-Jerusalem), der blev besat af Israel i 1967, og som FN's Sikkerhedsråd allerede straks efter krigen krævede rømmet. Kun Sinai er blevet rømmet som følge af den separate fred mellem Israel og Egypten
Israels fredsforhandlinger med Libanon er også gået i stå, og fredsprocessen med palæstinenserne er blevet mere og mere skrøbelig, efter at den ubøjelige statsminister Benjamin Netanyahu kom til magten i juni 1996. Han afviser israelsk tilbagetrækning og går ind for fortsat kolonisering i disse områder.

Assads forhandlinger med den franske regering ventes at dreje sig om styrkede forbindelser over en bred front - politisk, økonomisk og militært. Som noget nyt ledsages den syriske præsident af en talstærk delegation af syriske erhvervsledere og repræsentanter for industri- og handelskamrene. Følget omfatter desuden vicepremierministreren og ministrene for økonomi, finans og kultur.
Fra fransk side ser man også besøget som en lejlighed til at genoplive forsøgene på at give Frankrig og Europa en rolle i fredsprocessen, og denne side af sagen er i centrum for den internationale interesse omkring Assads besøg. Præsident Chirac har siden sit valg til præsidentposten i 1995 slået til lyd for, at USA ikke bør udøve "hegemoni" i verdenspolitikken og ikke have monopol på at dirigere fredsprocessen i Mellemøsten.
Den traditionelle gaullistiske politik, som Chirac bekender sig til, går ud på at anfægte USA's dominans, det være sig i verdenspolitikken, i NATO eller Europa. Samtidig er der en stærk gaullis-tisk tradition for at pleje gode forbindelser med de arabiske lande - med deraf følgende kritisk afstand til Israel.
Da Frankrig og de fleste EU-lande har en mere neutral holdning end USA til parterne i den mellemøstlige konflikt, har Frankrig og Europa en kvalifikation som potentiel mægler, og EU er desuden stærkt involveret i fredsprocessen i sin egenskab af finansiel garant for det palæstinensiske styre.

Men Chirac har hidtil ikke haft held med sine bestræbelser. Både USA og Israel har - ved flere lejligheder endog uden respekt for normale diplomatiske former - frabedt sig fransk eller europæisk indblanding i processen. Men disse episoder indtraf på det tidspunkt, hvor USA endnu badede i euforien efter kommunismens sammenbrud og "historiens ende" - hvor der ikke syntes at være nogen grænser for USA's magt. Netanyahu satsede umådeholdent på USA's protektorrolle over for Israel, men hans stædighed og arrogance er siden blevet et handicap for USA, der nu næsten fremtræder som magtesløs.
Den rolle, som Chirac søgte at skabe for Europa i Mellemøsten, strandede i første omgang på, at alle - fra Frankrigs partnere i EU til de arabiske lande - bøjede sig for USA's overherredømme. England og Tyskland ønskede ikke at være med til nogetsomhelst, der kunne anfægte eller støde USA, og både Frankrigs europæiske partnere og araberne var i deres stille sind enige om, at USA var den eneste magt, der var værd at satse på i denne proces - den eneste, der havde tilstrækkelig magt og vægt til at kunne lægge pres på begge parter.
Det kan man sætte spørgsmålstegn ved i dag, hvor Netanyahu blæser på alle henstillinger fra USA's præsident og regering - og endda prøver at spille på en splittelse mellem præsidenten og Kongressen.
Samtidig er EU for første gang begyndt at spille lidt med musklerne, idet muligheden for at lægge økonomisk - eller i det mindste handelsmæssigt - pres på Israel er sat på dagsordenen, først og fremmest i form af boykot af varer fra de koloniserede områder. Mellemøsten er et af de områder i verdenspolitikken, hvor der er et oplagt behov for modspil til USA. At USA kører fast og til en vis grad bøjer sig for diktat fra sin egen 'klient', stiller 'verdens eneste supermagt' i et nyt lys, og i Frankrig føler man, at den politik, der går ud på at anfægte USA og danne modvægt, vinder berettigelse og troværdighed.
Modstanden gælder også USA's ideologiske og økonomiske dominans - den verdensomfattende liberalisme efter amerikansk fortolkning. Og den gælder kulturen, der efter amerikansk opfattelse er 'business' - som alt andet undergivet markedskræfterne og den ubønhørlige opbygning af monopoler.
Men udviklingen i Mellemøsten er det mest oplagte tegn på begræsningerne i USA's magt og et fingerpeg om, at USA lige så lidt som nogen anden magt er rollen voksen som verdens ubestridte supermagt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu