Læsetid: 11 min.

Sælen er en flaske

2. juli 1998

Grønland er fanget mellem lysten til politisk selvstændighed og økonomisk afhængighed. Stort set alt importeres, også mineralvand

SØNDERSTRØMFJORD - En stålstang kilet ned mellem klippeblokkene. En tom ølflaske stukket ned over toppen af stålstangen. En havnepromenade fuld af kastevenlige småsten. Den, der rammer flasken er storfanger.
Fotografen kaster. Jeg kaster. Vore nye grønlandske bekendtskaber kaster. En byge af sten slår mod klipperne omkring stangen, der er kronet med en tom ølflaske. Men den tidlige aftens høje sol afslører ingen storfangere i Nuuks gamle kolonihavn.
Mikael, en ung fyr, som har budt på grøn Tuborg, fisket op af en pose fra Brugsen, griner overbærende:
"Kun den, der kan samle en sten op, se flasken, kaste og ramme første gang, er storfanger. Det er sådan, vi har overlevet. En fanger har ikke flere forsøg, når han kaster harpunen efter sælen."
Hans stemme bobler af glad stolthed over at være efterkommer af fangertraditionen.
Om han selv har fanget sæl?
Nej. Og han har heller aldrig siddet i en kajak.
"Jeg er opvokset her i Nuuk. Det er kun i bygderne, drengene lærer at sejle kajak".
Mikael fisker på en af de store rejetrawlere, der er på havet i mange uger af gangen. Da vi mødes på havnen, er han næsten lige kommet hjem fra sådan en langfart, hvor der "kun er mænd".
Med samme store smil, som når han taler om storfangerens håndværk, fortæller han om længslen efter fisse, når han er på havet, og at han sammen med et par kolleger går direkte fra borde til det nærmeste værtshus for at finde fisse.
Det ord ser måske ikke helt stuerent ud på avistryk, men grønlandske tunger behandler danske ord på en anden måde end danske tunger. Melodien er blidere, ordene rundere, stemmerne mildere, og det summer sig sammen til en særegen sproglig blødhed midt mellem koldgrå klipper og is. Fisse bliver til glæde, krop og nærhed fremfor et påtrængede udtryk i en fremmed mands mund.

Verbalt angreb
Mikael sidder i et solrigt hjørne ved et vinkeltræhus sammen med syv-otte andre mænd og kvinder. Der er udsigt ud over Grønlandsfjorden, og op til statuen af Hans Egede, der står på toppen af en bakke ved havnen som byens vartegn. Solen bager så de ti grønlandske aftengrader føles som varm dansk sommer. Alle har medbragt plastikposer fulde af øller. Måske er det mit blik på denne forsyningssikkerhed, måske oplysningen om, at jeg er journalist, der får en af kvinderne til at gå verbalt til angreb. Hvad har jeg tænkt mig at skrive? Hun vil ikke finde sig i at blive kaldt eskimo, det kan jeg bare vove på. Hun er grønlænder, inuit. Danskere forstår ingenting, jeg forstår ingenting. Ordene er stadig formet blødt, men melodien er vred.
De andre ler hende til tavshed og bedyrer, at hun ikke mener det så alvorligt. Til sidst ler hun selv.
På det tidspunkt har fotografen og jeg opholdt os seks timer i Grønland. Grønlandsfly inviterede i begyndelsen af juni på en todages pressetur med selskabets nyindkøbte brugte Boing 757. Det er selskabets første langdistancefly, som bryder SAS monopol på ruten fra København til Sønderstrømfjord, og samtidig åbner en ny rute til Narsarsuaq i det sydlige Grønland.
Den brugte Boing er nymalet i Grønlandsflys rød-hvide flagfarver og bringer 215 passagerer over Atlanten til verdens største ø på fire timer og tyve minutter. Cirka samme tid som en togtur fra København til Ålborg.
Uden at ville det, kommer værterne til at arrangere presseturen som et sindbillede på landets sociale lagkagestruktur, med grønlændere i den politiske overbygning, lige derunder et bredt lag af vellønnede danskere i den offentlige sektor og erhvervslivet og den grønlandske befolkning i bunden:
Samme aften, som fotografen og jeg prøver vore talenter som storfangere, afholdes festmiddag på Hotel Hans Egede for spidserne fra Grønlandsfly, repræsentanter fra SAS, fra den offentlige forvaltning og pressen. Der bliver sagt mange bevægede ord om den ny flyrutes betydning for grønlandsk selvstændighed - men der er ikke en eneste grønlandsk middagsgæst.

Dansk arbejdskraft
Det er den sociale struktur som får kvinden på havnen i Nuuk til at skælde mig ud, fordi jeg er dansk, og SIK's formand - Grønlands svar på LO - til, få dage efter vores lynvisit, endnu engang at bruse op over, at for mange danske arbejdsgivere og direktører i Hjemmestyret "ansætter deres fætre og kusiner" i stedet for lokale.
Ifølge loven er arbejdsgiverne forpligtede til at besætte ledige stillinger med kvalificerede grønlændere. Kun hvis det ikke lykkes, må virksomheden søge om at tilkalde en dansker.
Den grønlandske fagboss, Jess G. Berthelsen er imidlertid sikker på, at mange virksomheder bryder loven og henter dansk arbejdskraft uden at søge tilladelse først. Det vil han sætte en stopper for med kontrol af samtlige danske virksomheder, bøder for at overtræde loven og udvisning af landet i særligt grove tilfælde.
De seneste tal viser, at omkring 18 procent af arbejdsstyrken er danskere (og andre, født uden for Grønland).
SIK vil have bragt antallet af danskere ned i nærheden af nulpunktet i løbet af de næste 15 år. Og fagbevægelsen får støtte fra arbejdsgiverforeningen INSK, der udelukkende er for grønlændere, som blev dannet første maj (!) i år i protest mod, at den danske magtelite også dominerer den oprindelige grønlandske arbejdsgiverforening.

Grønlandsk buffet
Den etniske arbejds- og klassedeling er nu ikke det første, der falder i øjnene, da vi lander i Sønderstrømfjord. Det er korsangerne i nationaldragt, landsstyreformand Jonathan Motzfeldt, som officielt åbner ruten og døber Boingen "Lille Knud" efter polarforskeren Knud Rasmussen - og en enorm grønlandsk buffet i restauranten.
Her er fangerkultur sat i køkkenfranske rammer: Små bjerge af landets kulinariske tilbud arrangeret på hvid damaskdug. Danskerne går til den ende af bordet med de sartrosa rejer, den røgede og gravede laks og hellefisk, side om side med stegt moskusokse, lam og ren, mens grønlænderne går til den anden ende af bordet og fylder tallerknerne med tørret fisk og hvalspæk ternet ud i angribelige stykker.
Fiskeriet - især rejerne - er rygraden i den grønlandske økonomi med omkring en fjerdedel af arbejdstyrken beskæftiget inden for fangst og den industri, der er knyttet hertil. Fiskeprodukterne står for 95 procent af den grønlandske eksport.
Men erhvervet er stærkt subsidieret: De 235 millioner støttekroner i 1996 svarer til, at hver eneste af de 6.400 arbejdspladser i sektoren, bliver støttet med 37.000 kroner, og hver indtjent eksportkrone bliver støttet med 12 øre.

Både båret af sang
I sin tale for "Lille Knud" kalder Jonathan Motzfeldt dagen historisk, og Boingen og åbningen af Grønlandsflys ny rute for symboler på den selvstændighed, Grønland indledte med hjemmestyret. Nu kan hjemmestyret selv organisere de livsnødvendige transporter, der binder landet sammen og klare sig i det internationale luftrum. En tung opgave at løfte, men egentlig ikke den store nyhed, siger landsstyreformanden:
"Ifølge grønlandske sagn kunne vore forfædre transportere sig på luftbårne hundeslæder, kajakker og konebåde båret af sang."
En konebåd båret af sang ... se det ville være en attraktion, som kunne lokke turister til.
Af de 80.000 mennesker som årligt flyver mellem Danmark og Grønland er kun mellem 8.000 og 16.000 turister (afhængigt af opgørelsesmetoden). SAS har nemlig brugt sit monopol på ruten til Grønland til at holde priserne oppe - en returbillet har kostet lidt over 11.000 kroner, hvilket selvsagt har været
en torn i øjet på grønlænderne.
Landsstyrets mål er, at 61.000 turister i år 2005 skal give Grønland en årlig valutaindtjening på 500 millioner kroner. For at nå det mål skal turisternes antal vokse med 16 procent hvert år. Sammenholdt med, at væksten i perioden fra 1995-97 har ligget på ca. fire procent, ligner det mere ønsketænkning end en realistisk prognose.
Uanset, hvad man i øvrigt mener om fri(ere) markedskræfter, er det vanskeligt at overse fordelene ved, at SAS, lige før Grønlandsfly åbnede den ny Atlantrute, lancerede en særligt billig returbillet til 3.840 kroner. Grønlandsflys billigste tilbud ligger på samme niveau.
De faldende billetpriser skal nok give et skub i den rigtige retning, men som en rapport om Mål og strategier i den grønlandske erhvervsudvikling fra 1998, påpeger, så er der nogle store barrierer for et turist take-off:
Der mangler Atlantlufhavne i Nuuk og i Sydgrønland, som kan gøre Grønland til en del af et trafikalt netværk, i stedet for en endestation. Der mangler indkvarteringsmuligheder. Indenrigstrafikken er dyr og besværlig, og på grund af støtteordningerne har Grøndlandsfly ingen økonomisk tilskyndelse til at udvikle sig på det felt. Desuden er der for få organiserede oplevelser på indlandsisen, som kan trække turister til, og der er mangel på grønlændere, der er uddannet til at servicere turisternes behov.
Så "intet tyder på, at målet om en årlig valutaindtægt fra tursimebranchen vil blive opfyldt i år 2005", konkluderer rapportens forfattere.
Lige som fiskeriet er turismen subsidieret: Hjemmestyret støtter hver enkelt turist med 2.000 kroner. Hertil kommer inddirekte støtte fra blandt andet hotelfinansieringsfonden. Alt i alt summer det sig op til at hver eneste fuldtidsstilling i branchen støttes med omkring 225.000 kroner.

Håndsrækning
I det hele taget er de seneste ugers diskussion mellem Landsstyret og finansminister Mogens Lykketoft, om Danmark bør og vil give en økonomisk håndsrækning til renoveringen af en nedslidt boligmasse, blot toppen af det isbjerg af økonomiske problemer, som de 56.000 grønlændere slås med.
Gabet i den grønlandske økonomi mellem, hvad der på den ene side fanges, produceres og sælges og på den anden side forbruges, summer sig op til omkring 2,6 milliarder. Uden dette tilskud ville grønlændernes levestandard falde til portugisisk niveu. Dette gab lukkes af tilskuddet fra Danmark, svarende til omkring 45.000 kroner per indbygger i Grønland - men kun omkring 600 kroner per dansker.
Den offentlige sektors store udgifter (set i forhold til befolkningstallet er landet oppe i verdensrekordafdelingen) afspejler, at omkring halvdelen af den samlede arbejdsstyrke er offentligt ansat - på et lønniveau noget nær det danske.
Og de 20 virksomheder, som er helt eller devist ejet af hjemmestyret, får omkring 479 millioner kroner i årlige tilskud.
Sådanne økonomiske fakta gør grønlændernes selvstændighedstrang vankelmodig. Godt nok viser en ret ny undersøgelse, at fire ud af fem vælgere i Grønland ønsker politisk uafhængighed af Danmark. Men det må ikke gå ud over velfærden eller levestandarden. Derfor ønsker det store flertal først uafhængighed af Danmark, når Grønland får råd til det.
Strategien for økonomisk selvstændighed er såmænd klart nok formuleret i fire punkter: Mindre afhængighed af det danske bloktilskud, øget eksportindtjening, øget beskæftigelse og mindre afhængighed af tilkaldt (dansk) arbejdskraft.
Men hvordan skal punkterne realiseres? Hvad skal grønlænderne gribe og gøre i?
Landsstyremedlem Mikael Petersen, som har ansvar for erhverv og arbejdsmarkedet, ler, da jeg stiller spørgsmålet, og langer ud efter en sodavand på bordet i hans kontor:
"Det meste i denne flaske er vand. Vi har verdens reneste vand, og alligevel importerer vi sodavand. Lige som kagerne der, og møblerne og vinduerne - næsten alt, hvad du ser er importeret. Vi kunne godt lave meget af det selv."
"Derfor er de landbaserede erhverv helt afgørende for selvforsyningsstrategien," siger han.

Omstille arbejdsstyrken
I den grønlandske befolkning på omkring 56.000 mennesker er der kun 100 personer med en lang uddannelse. 2.200 har en mellemlang uddannelse og 5.400 har en erhvervsfaglig uddannelse. For hver 56.000 danskere er de tilsvarende tal 1.500, 4.400 og 12.000.
Mikael Petersen understreger da også flere gange under samtalen, at uddannelse er en forudsætning for at selvforsyningsstrategien kan lykkes. Derfor har han været drivkraft i at stable en stor konference om arbejdsmarkedspolitik på benene. Det er mere epokegørende, end det umiddelbart lyder:
"Vi har aldrig haft en arbejdsmarkedspolitik. Men det er helt nødvendigt at omstille arbejdsstyrken til nye former for produktion. Jeg tænker på grundlæggende arbejdsmarkedsuddannelser. 85 procent af de arbejdsløse er ufaglærte, samtidigt med, at mange job ikke kan besættes af grønlændere, fordi de ikke har kvalifikationerne. De mange danskere i den offentlige administration er også udtryk for det dilemma," siger han.
"Mit mål som arbejdsminister er for eksempel at få fiskeindustrien til at ansætte folk på fuld tid. I perioder med arbejdsløshed kan de så få deres videreuddannelse betalt af det offentlige. Den slags tilbud er vigtige, så folk ikke ryger på socialkontoret og mister troen på sig selv."
Så småt går det også fremad med de højere uddannelser. I år tog 116 unge grønlændere studenterhuen på. og det lille universitet i Nuuk er begyndt at sende færdige kandidater på gaden.
Men batter alle de små initiativer i den store økonomiske sammenhæng?
"Jo", siger Mikael Petersen. "Vi har en arbejdsstyrke på 36.000 mennesker - fordelt på 18 byer og 60 bygder. Det er vanskeligt at etablere store virksomheder, så vi arbejder med små tal - 25 arbejdspladser i en bygd er mange."
"Når vi først begynder at udvinde råstoffer, kan vi såmænd hurtigt komme til at mangle arbejdskraft."
Drømmene om det store fund - olie, mineraler, ædelstene - der kan gøre Grønland økonomisk uafhængig, får ind i mellem næring. For nylig blev der taget de indledende skridt til en guldmine i Kirkespirdalen i Sydgrønland. Foreløbig er der sendt 400 kilo mineralprøver til Canda. Hvis prøverne viser gode resultater, planlægger efterforskningsselskabet Nunaoil, som ejes af den danske stat og Grønlands hjemmestyre, at starte en guldmine om to år.
Fra vinduet i Mikael Petersens kontor er der udsigt over Grønlandsfjorden; den klare luft snyder øjet: Fjeldene på den anden side, ser ud til at ligge en god halv times svømmetur derfra. Men nej, man skal sejle flere timer for at komme dertil, siger Mikael Petersen:
"Vores land er så stort, så når vi skal udfylde landet med vores vision, kommer vi let til at tænke, som om vi var to millioner og ikke 50.000 mennesker. Det narrer os, ligesom afstandene narrer os," siger Mikael Petersen.
Lufthavnen i Nuuk minder om rutebilstationen i en stor dansk provinsby, med cafeteriesalg af kaffe, wienerbrød og skrabelodder. Herfra bringer et lokalfly os til Narsarsuaq. Byen består af et par boligblokke, et hotel, en lille havn og lufthavnen - placeret mellem de grønne fjelde, som har givet landet navn og med udsigt over fjorden, hvor isbjerge i former, der fortjener ordet fantastiske, duver i roligt vand.
Først da den rød-hvide Boing, som skal bringe os tilbage til København, lander, brydes stilheden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her