Læsetid: 5 min.

Sær alliance i Prag

21. juli 1998

En højst usædvanlig aftale mellem venstre og højre bringer de tjekkiske socialdemokrater til magten. 'Selvmords-regeringen', er det nye kabinet allerede døbt

Når den 54-årige formand for det tjekkiske socialdemokrati, Milos Zeman, i morgen præsenterer sin nye regering for præsident Havel, skriver han historie.
Det vil da være første gang siden kommunismen, at et 'ægte' socialdemokratisk parti med rødder tilbage i arbejderbevægelsens barndom kommer til magten i noget central- og østeuropæisk land.
Ganske vist har partier med prædikatet 'socialdemokratisk' vundet regeringsmagten i lande som Litauen, Polen, Ungarn og Bulgarien - for, alle uden undtagelse, at miste magten igen ved førstkommende valg. Men der har i alle tilfælde været tale om 'omdøbte' kommunistpartier - partier, der i større eller mindre grad kan have gjort op med fortiden, men altså langtfra er bærere af nogen socialdemokratisk tradition.
Den side af sagen er i orden hos Tjekkiets nye regeringschef. Milos Zeman tilsluttede sig ganske vist som ung økonomistuderende det tjekkoslovakiske kommunistparti, men det var under Prag-foråret i 1968, da partichef Alexander Dubcek forsøgte sig med sin 'kommunisme med et menneskeligt ansigt'. Efter Warszawapagt-landenes udslettelse af Dubceks eksperiment og den senere udrensning i partirækkerne, var Zeman en af de mange idealistiske socialister, der mistede både partimedlemskab og job.
Han var ikke nogen prominent dissident men var en af initiativtagerne til dannelsen af den samlede opposition, Borgerforum, som i november og december 1989 satte kommunisterne fra magten. Siden 1992 har Zeman stået i spidsen for Tjekkiets genoplivede socialdemokrati, CSSD. Zemans demokratiske troværdighed kan ingen sætte fingre på.

Når det alligevel - med en præsidentrådgivers ord - "er uden entusiasme", at præsident Havel tager den nye socialdemokratiske mindretalsregering i ed, skyldes det den højst usædvanlige alliance, der udgør regeringens parlamentariske bagland - nemlig en alliance med tidligere ministerpræsident Vaclav Klaus' ultra-liberale højreparti, Demokratisk Borgerparti (ODS).
Samarbejdet er et resultat af det tjekkiske parlamentsvalg den 19.-20. juni. Socialdemokraterne gik ganske vist frem til 32 procent af stemmerne, men da den udsete partner, Pensionistpartiet, overraskende ikke kom over spærregrænsen på de fem procent, og da partiet ikke vil samarbejde med kommunisterne (11 procent af stemmerne), måtte Zeman se til højre for at få flertal.
Her blev Klaus' parti ODS den store sejrherre med 27 procent - overraskende i betragtning af, at partiet sidste efterår måtte afgive regeringsmagten og gennemgik en dramatisk splittelse på grund af en korruptionsskandale.
De to midterpartier, De Kristelige Demokrater (KDU-CSL) og Frihedsunionen, udbryderne fra ODS, fik hver ni procent af stemmerne, troede vel hver især, at de skulle spille en nøglerolle i regeringsdannelsen og skruede deres krav om ministerposter og indflydelse tilsvarende i vejret.
Efter 14 dages regeringsforhandlinger skete det utrolige: Zeman og Klaus meddelte, at de var kommet overens om en aftale. Klaus lovede, at ODS ikke ville stemme for noget mistillidsvotum mod en socialdemokratisk mindretalsregering i de næste fire år.
Til gengæld fik Klaus formandsposten i parlamentet, vigtige udvalgsposter til sit parti, visse løfter, hvad angår den kommende regerings politik, samt måske det vigtigste: et løfte om socialdemokratisk medvirken til en større forfatningsændring.

Aftalen vakte stor opstandelse i Prag. De chokerede midterpartier, der i de næste fire år - hvis alliancen holder - må se sig sat uden for enhver indflydelse, kaldte aftalen for et 'statskup'. Og præsident Havels nærmeste politiske rådgiver, Jiri Pehe, erklærede, at "vælgerne føler sig snydt" af aftalen. Han henviste til, at Zeman så sent som sidste efterår kaldte Klaus' kabinet 'en regering af tyve og svindlere' og at Klaus førte valgkamp på, at en socialdemokratisk sejr vil føre Tjekkiet tilbage til socialismen.
Præsident Havel overvejede situationen et par dage og lod endog forfatningseksperter se på det lovlige i den utraditionelle aftale - men har tilsyneladende ræsonneret, at han ikke har andre muligheder end at godkende den ny regering.
Alliancen mellem Tjekkiets to største partier - og mellem to af landets mest magtfuldkomne og selvbevidste politikere - vækker bekymring i Prags politiske cirkler. Først og fremmest på grund af den bebudede forfatningsændring.
De to partier lægger ikke skjul på, at de vil ændre det tjekkiske valgsystem fra et forholdstals-valg, som det danske, til et flertalsvalg i enkeltmandskredse som det britiske. Det vil naturligvis føre til en udvikling henimod et to-parti system og ventes ikke blot at udradere de to unyttige ekstremistpartier på venstre og højre fløj, kommunisterne og de racistiske Republikanere, men også de små centrumspartier.
Men ikke nok med det: De to store partier ventes også at pille ved præsidentens beføjelser. Hverken Zeman eller Klaus har noget hjerteligt forhold til præsident Havel. Zeman gik i foråret til pressen med 'beviser' for, at Havel sidste efterår havde konspireret med daværende indenrigsminister Jan Ruml med det formål at få væltet Klaus som ministerpræsident. 'Beviserne' viste sig at være plantet, formentlig af agenter fra det drilagtige slovakiske efterretningsvæsen, og Zemans parti fik travlt med at trække i land.
Og Klaus har flere gange givet udtryk for, at Havel overskred sine politiske beføjelser ved angiveligt sidste efterår at have påvirket ministre til at bryde ud af Klaus' regering.
Forlydender, bragt frem af præsident Havel selv, om, at ODS forbereder en stævning af Havel for forfatningsdomstolen, afvises af partiet, men hjerteligt er forholdet ikke.
En af Klaus' begrundelser for at indgå som støtteparti for en socialdemokratisk regering er da også, at han for alt i verden vil undgå, hvad han selv kalder en 'jeltsinisering' af tjekkisk politik. Altså en situation som i Rusland med en magtfuld præsident og et stærkt splittet og derfor svagt parlament.

Det store spørgsmål er nu, hvad Milos Zeman's socialdemokrater kan bruge regeringsmagten til under disse vilkår. Udenrigspolitikken menes at lægge fast. Selv om den nye udenrigsminister, Jan Kavan, så sent som i et interview her i bladet den 9. maj erklærede, at Tjekkiet ikke kan træde ind i hverken EU eller NATO uden en folkeafstemning, gav partiet allerede i valgkampen køb på disse krav. Og den nye vice-ministerpræsident med særligt ansvar for integration i Europa, Egon Lansky, er som slovakisk-født jøde med en eksil-fortid i både Sverige og England da også overbevist europæer.
Det er i den økonomiske politik, at regeringsskiftet i Prag vil kunne ses. Den nye finansminister, Ivo Svoboda, har erklæret, at han vil 'genstarte' den stagnerende tjekkiske økonomi, bl.a. ved store investeringer i infrastrukturprojekter. Samtidig vil den planlagte privatisering af Tjekkiets vigtige banksektor blive udskudt til efter år 2000. Den ny regering vil acceptere et budgetunderskud på tre pct. med det formål at gå gang i hjulene igen. Traditionel socialdemokratisk politik, med andre ord.
Hvis regeringen får lov at føre den. Klaus har lovet ikke at stemme for en mistillidsdagsorden, men ikke at stemme for en ekspansiv statslig udgiftspolitik.
Iagttagere peger på, at Klaus sidder med alle kort på hånden. Det er Zeman, ikke Klaus, der overtager en minusvækst på én procent (det første fald i fem år), en stigende arbejdsløshed (nu seks procent) og inflation (nu 12 procent). Han kan vente, indtil vælgerne begynder at give socialdemokraterne skylden for landets økonomiske og politiske problemer og så finde en undskyldning til at udløse nyvalg.
Af samme grund har Zemans nye kabinet da også allerede fået sit tilnavn: Selvmords-regeringen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu