Læsetid: 6 min.

Sandhedens bjerg

23. juli 1998

Marco Pantani vandt i stor stil 11. etape, der indstiftede en ny rangfølge hos Telekom og lagde en dæmper på forventningerne til Bo Hamburger

PLATEAU DE BEILLE - Marco Pantani snøftede og tørrede sig med håndbagen om næsen, og en flok italienske journalister var straks over ham for at høre, hvilken dårlig undskyldning for at have vundet, han denne gang ville komme med.
Sidste år vandt han på Alpe d'Huez og Morzine med en luftvejsbetændelse. I går snøftede han bare lidt, men det var ikke noget, sagde han og grinede. Han kan slå fra alvor til grin til alvor så abrupt som han kører på cykel, men det var alvorligt ment, når han lige siden Tour'ens start har sagt, at hans form ikke var den bedste. "Bare spørg mine holdkammerater, og de vil bekræfte det, og de vil også vide, at jeg de fleste gange har kørt meget bedre opad, end jeg gjorde i dag. Men om man er i form eller ej, der er noget man selv fornemmer, og mine fornemmelser har ikke været gode."
"Men jeg skulle jo prøve, sådan som jeg altid gør, og min plan var at stikke helt fra bunden af stigningen, men da var det, at Ullrich punkterede, og jeg syntes ikke, at det ville være korrekt at angribe, mens han ikke var der, så jeg ventede, til han var kommet op igen," sagde Pantani, da han var blevet nettet med et håndklæde efter sit forventede angreb og sejr på den 16 kilometer lange opstigning til målet på Plateau de Beille.

Panik hos Telekom
Jan Ullrich punkterede, umiddelbart før finalen skulle udspilles. "Vi gik helt i panik, virkelig i panik, mekanikeren stak mig et hjul, for at vi ikke skulle miste for meget tid, men jeg var frygtelig bange for, at han ikke skulle kunne nå op igen," sagde Telekoms sportsdirektør Walter Godefroot bagefter. "Jeg ved, at han er stærk, men så stærk, også psykisk, at han både skulle kunne nå op og så alligevel kontrollere løbet til det sidste, det imponerede mig. Okay, han kunne ikke kontrollere Pantani helt, men det hører til spillet."
Med skiftende holdkammerater foran sig driblede Ullrich sig op gennem feltet, der allerede var splittet på den første kilometer af opstigningen, og kun Bjarne Riis deltog ikke i bugseringen. Dels fordi han netop i dag havde sin egen chance at køre, dels fordi det jo ikke kunne nytte noget, at de begge mistede tid, hvis hjælpearbejdet skulle vise sig forgæves.
Dagen før etapen til Plateau de Beille havde Goodefroot stillet betingelserne klart op: "Man må vente til den er kørt, for at vide hvor Riis står. Der vil det være meget nemmere, tror jeg, om han stadig er i stand til at vinde Tour'en eller ikke. Og hvis ikke, så bliver han capitaine de route og Ullrich eneste leder."

Pantani væk
Jan Ullrich kørte op på sin naturlige plads blandt de forreste, og sekunderne efter, da der manglede 14 km stak Pantani. På trods af besværet med at køre sig frem, forsøgte Ullrich selv at neutralisere hans angreb med Jalabert næsten på hjul, men opnåede ikke andet, end at gruppen bag ham blev sprængt, og Pantani var alligevel væk over bjerget.
Bo Hamburger var blandt de tidligste ofre, og Riis den første, der måtte slippe den seksmandsgruppe, der dannede sig bag Ullrich. Han kom tilbage igen, Riis, og Ullrich kiggede sig tilbage efter ham, tilsyneladende for at sige noget til ham eller sprørge ham om noget, men Riis nåede ikke inden for hørevidde, inden han definitivt måtte finde tilbage i sin egen, langsommere, rytme.
Prøven var gjort, og udfaldet var negativt. Tour'en er lang endnu, men nok ikke så lang. Det erkendte Riis, som nu vil bruge sin form - for den fejler ikke noget, siger han - i arbejdet for Ullrich og til en etapesejr. Ikke engang en podieplads anså han for udelukket endnu, inden han blev fløjet ned fra bjerget i en helikopter sammen med Ullrich og Zabel.
Om morgenen havde Bo Hamburger rystet den foregående dags bensvigt af sig. Før starten i Luchon var han i sorte gummisko med gule snørebånd og spøgte med, at han havde tænkt sig at gå op til mål. Han havde analyseret situationen og fundet, at den ikke var så gal endda. Han var nummer tre i klassementet og havde kun mistet et lille minut.
På vejen op til Plateau de Beille skulle han bære den tyngende erkendelse med sig, at han for anden dag i træk ikke kunne træde med med de stærkeste, da rytmen blev intesiveret.
Han gemte sig inde i Casinos camper så længe, at det ville være tortur at spørge ham om noget, som man jo selv havde kunnet se. "Ikke godt," sagde Alberto Elli, da han kom ud af camperen. "Det er hårdt for ham."

Meiers lufttur
Det var det også for schweizeren Roland Meier, der af Cofidis var sendt tidligt ud for at bane vejen for Bobby Julich, der inden etapen lå nummer to i klassementet - og som fortsat gør det!
Meier havde følge af den klart svagere spanier Gomez fra Kelme, og de udbyggede deres forspring til over fire minutter, da Meier på nedkørslen fra Col de la Core med 77 km i timen ramlede ud over kanten af autoværnet i venstre side af vejen og fem meter på hovedet ned i noget buskads, som hindrede hans videre nedstyrtning. Han klavrede op, fik en ny cykel og satte efter Gomez, som havde kigget forbløffet, da makkeren foran tog sin lufttur. Og som ikke kiggede mindre forbløffet, da Meier kort efter overhalede ham. Bag sig havde de Heulot og Tafi, og længere bagude et felt, hvor de stærkeste ventede med lade afgørelsen falde til sidste bjerg. Men så stærkt blev der kørt denne dag, at Lars Michaelsen måtte hægte sig fast i TVM-bilen så mange gange, at løbskommissærerne straffede den trætte mand med at smide ham ud af løbet og give TVM en bøde på 200 schweizerfrancs.
Marco Pantani lavede endnu engang sit store nummer, og så kan han mene nok så mange gange, at det var mindre glansfuldt end vanligt. Han rejser sig i pedalerne og sætter hænderne i nederste greb på styret, når han angriber, og sådan gør han også for at tvinge sin egen rytme op, hvergang, han synes den falder. Han synes at køre mod både mod dem bagude på vejen og mod dem bagude i tiden. Han måler sig mod alle fortidens store grimpeurs, og han er selv stolt af, at tricket med at gribe nederst på styret har han efter sit forbillede, og ven, Charly Gaul. Pantani er ikke den eneste, der har angrebet i dette løb, men han er den hidtil eneste, der har angrebet Jan Ullrich, og det gør en forskel. Som han selv er opmærksom på. "Det er et mærkeligt løb. Ullrich har vist, at han er den mest komplette af alle, og at hans form er bedre end hans nærmeste rivalers. Jeg synes, at det er klogt af ham, at han i dag måske ikke kører sig helt ud til sidst for at hente mig eller for at vinde et par sekunder. Han kører for at vinde Tour'en, hvad jeg jo ikke gør.
Jeg kunne måske nok have kørt lidt hurtigere til sidst. Jeg er god til at køre længe og langt ud over syregrænsen, men det syntes jeg ikke, at der var grund til i dag, så jeg forsøgte at holde mig så meget som muligt lige under grænsen, og det samme ræsonnement, tror jeg, har Ullrich foretaget. Men det er et sært løb, hvor det tilsyneladende kun er mig og Jalabert, der forsøger at udfordre ham."
Marco Pantani er på løbets delte tredieplads - med Jalabert - blot 3,01 minut efter Ullrich, og så gunstigt har han aldrig nogensinde ligget, før kampagnen i Alperne. Alligevel vil han højst smile som en sfinx, når han bliver bedt om at erklære at han kører for vinde Tour de France. "Min form er ikke til det. Vent bare at se."
Og det gør vi gerne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her