Læsetid: 7 min.

Ud og se med erhvervslivet

14. juli 1998

Reklamefinansierede busser sikrer at psykisk syge og svært handicappede kommer ud i det fri - etisk annoncering vejen frem i det offentlige

REKLAMESAMFUNDET
På Sjælland er der seks. Fyn har modtaget to inden for det sidste år. Vejle Amt venter på seks.
Reklamebusserne kommer. De foræres væk til boenheder med handicappede og ældre og bliver endnu et dyrt betalt annonceindslag i det offentlige rum, hvor konkurrencen om forbrugernes opmærksomhed aldrig har været større. "Vi lever jo alligevel i et reklamesamfund," siger en amtsrådsformand, som har været med til at give grønt lys for reklamebusserne, "der er reklamer på alle busser og taxaer, og hvem lægger alligevel mærke til, hvad der står på reklamerne?"
Nogle kalder det et skråplan, men de fleste synes ideen er oplagt: Det private erhvervsliv i et givent lokalområde køber en ud af i alt 28 reklameplads på en bus, der udleveres nøgleklar til en døgninstitution. Beboerne får en gratis bus. Erhvervslivet får reklame og måske sparer kommunerne og amterne nogle af de penge, de ikke har.
Det var reklamebureauet Mobil-Media, der for et par år siden lancerede ideen.
"Vi gik i forhandlinger med alle kommuner og amter, samtidig med at vi forhandlede med institutionerne, som vi bad om løbende at kontakte deres bagland og sørge for, at det var i orden dér," forklarer Per Stigsen, distrikschef i Mobil-Media.
Kunderne synes at være tilfredse: "Bortset fra lidt indkørselsvanskeligheder, har samarbejdet med Mobil-Media fungeret fint," siger Mogens Andersen, Fundraiser ved Diakonissestiftelsen, der fik sin reklamebus for et år siden. "Beboerne er glade for bussen. Vi har nogle psykisk handicappede, som ellers aldrig var kommet ud at køre."
Når Mobil-Media har skrevet kontrakt med institutionerne, dvs. når der er givet tilladelse af bestyrelsen, amtet eller kommunalbestyrelsen, sætter reklamebureauet en sælger til at sælge i alt 28 reklamespots. Hvor mange annoncer, der kan sælges, er forskelligt fra område til område. Prisen er 15.000 kroner for en treårig periode. Reklamerne påmales bussen før afleveringen til institutionen, der ejer køretøjet fra første dag. Der følger ingen særlige krav med den gratis bus, ud over en henvisning om at køre optimalt og parkere på synlige steder.

Udemokratisk
"Ejerne af bussen bestemmer selv, hvem de vil reklamere for. Højdevang sogns plejehjem blev spurgt, om de ville køre med en annonce for bedemanden. Det sagde bestyrelsen nej til, selv om beboerne syntes det var helt i orden. Men der vil komme et tidspunkt, hvor det bliver acceptabelt, at også bedemanden kommer på," siger Per Stigsen.
Ifølge Stigsen er tilbuddet om gratis busser blevet pænt modtaget hos amter og kommuner. Blandt de få amter, der har sagt nej tak, er Nordjyllands og Bornholms amter.
"Det er nogle år siden, vi diskuterede det," siger Stig Bryde Andersen, tidligere formand for socialudvalget i Nordjyllands Amt, "når vi sagde nej, var det bl. a. fordi brugerne selv skulle finde annoncørerne. Men hvis man kunne finde ud af at ordne det på en rimelig måde, havde jeg ikke noget principielt imod det."
Bornholms amt sagde nej tak med den begrundelse, at man ikke modtager gaver, der kræver modydelser. Men afslaget dækker over en mere principiel modstand mod initiativet: "Jeg mener, vi skal have et system, der er bygget på sponsorering fra private virksomheder. Det skal være synligt for omverdenen, hvad vi går og gør, og det skal være led i en demokratisk beslutningsproces, som ikke er påvirket af sponsormidler. Folketingets lovgivning og amtsrådets beslutninger er irrelevante, hvis de bliver overrendt af sponsorbeløb. Sponsorsystemet kan drives langt ud. Hvis f. eks. man siger, ved I hvad, vi har ikke flere penge, I må ud og finde nogle sponsorer."
"Hvis virksomhederne gerne vil ud og have en social profil, hvem skal så vurdere hvordan de gør det? Man bliver nødt til at acceptere de enkelte virksomheders måde at gøre det på, hvis man vil have deres penge."
"Det er i øvrigt et spørgsmål, om folk med psykiske og fysiske handicap skal bruges i den sammenhæng. Det mener jeg ikke er rimeligt," siger Egon Sørensen, formand for Bornholms amts kulturudvalg.

Hurdler i starten
De udviklingshæmmedes landsforening, Liv, har fra begyndelsen sagt klart nej tak til busserne.
"Vi ønsker ikke vores udviklingshæmmede udstillet i busser med reklamer på," siger foreningens landsformand, Arne Kofoed, "I England har jeg set en bus med reklame for en begravelsesforretning. Hvad bliver det næste? Skal selve boenhederne også støttes af det private erhvervsliv? Og hvad med medicin? Som landsformand må jeg sige, at amterne er forpligtet til at sikre sig, at de hér mennesker kan flytte sig. Og så må man skaffe institutionerne en bus."
Michael Henriksen, stedfortrædende forstander på Lindebjerg plejehjem, kan ikke se noget forkert i, at det private erhvervsliv finansierer en bus til handicappede. Lindebjerg fik sin bus for et år siden, og ordningen fungerer fint, selv om der var hurdler i starten. "Der gik halvandet år fra vi startede forhandlinger til vi fik bussen," siger Michael Henriksen, "Vi kom selv med adresser på vores leverandører, hvorefter reklamebureauet sendte sælgere ud til dem. Det viste sig at være meget svært at sælge annoncerne. Vi fik aldrig solgt hele bussen, men kun to tredjedele, dvs. for ca. 200.000 reklamer, og så betalte vi selv 100.000 kr. for at få sat lift i. Jeg kan ikke forestille mig at Mobil-media har tjent noget på det."
Michael Henriksen synes reklamebusserne er en rigtig god idé: "Hvis der var mulighed for det, så havde vi kun den slags busser kørende. Så vidt jeg kan se, formidler vi bare en transportordning. Det øger beboernes livskvalitet. Jeg har ingen betænkeligheder ved, at erhvervslivet går ind på den måde. Hvad jeg har noget imod, er historier der gik om, at TeleDanmark eller Coca-cola havde købt en hel bus. Det synes jeg er overdrevet. Men så længe det er hjælpemidler, er det i orden, men går man ind og taler om socialpædagogiske handlingsplaner, er der ikke noget, der skal finansieres af det private erhverv," siger Michael Henriksen.

Reklamesamfund
Det er meget muligt, det hér er et skråplan," siger amtsrådsformand Helle Hansen, Fyns Amt, "alle offentlige forpligtelser kan i princippet lægges ud til private, og så kan man finansiere det med fonde, reklamer eller ved frivilligt socialt arbejde. Derved skubber man en del af det offentliges ansvar tilbage på de handicappede selv. På den anden side lever vi i et reklamesamfund, hvor alle gør det. Vi kører hver dag i busser og rutebiler med reklamer, og det har vi ingen skrupler med. Men hvis ikke man er meget etisk, kan det meget hurtigt blive en dårlig idé. Jeg er meget ambivalent omkring det her spørgsmål. "
"Det er måske nok lidt sølle, at samfundet ikke kan gå ind og forsyne svært handicappede med de busser. Det er jo en skrøne, at vi behandler vores gamle og handicappede så godt, og jeg er ikke stolt af, at Fyns amt besluttede at lægge beslutningen om busserne ud til institutionerne. Vi skulle have sagt nej. Vi havde nok ikke set nok på alle de andre perspektiver, der kom ind i billedet senere. Det var ikke gennemdiskuteret i amtskredsen. Hvis erhvervslivet betaler busserne, kan de også bygge boligerne og eje dem, og betale fordi man så bor i en reklameblok. Vi betaler alle så stor en skat, at det burde være en menneskeret at blive behandlet med værdighed."
Trods modstand fra enkelte politikere, tror Per Stigsen på at delvis reklamefinansiering af det offentlige er vejen frem. Han oplyser, at 500 institutioner står på venteliste til busserne, og Mobil-Media modtager desuden henvendelser fra bl a. børnehaver og skoler, der også gerne vil have en bus.

Pænt og sobert
"Efter at vi fik den endelige godkendelse fra Odense kommune, har vi fået henvendelse fra 15 eller 16 institutioner, der venter på at det skal blive deres tur," siger Per Stigsen, "det er et område, hvor man har holdt sig tilbage. Vi kan ikke hjælpe skoler og børnehaver, fordi de ikke er i stand til at købe afgiftsfri, og så kan det ikke finansieres med reklamer. Men den generelle indstilling har ændret sig. Busser og taxa er fyldt med reklame. Halvdelen af de tv-programmer, vi modtager, er der reklamer i."
"Nu sidder jeg selv i mine børns skolebestyrelse, hvor vi har fået indrettet et idrætsanlæg, der skal have sat bander op i vandfast finér i en kedelig brun farve. Man er i gang med at overveje, hvorvidt vi kan sætte nogle pæne reklamer på, som gør at vi kan få lidt fornyelse på anlægget. Vi vil også gerne åbne det for kvarterets børn, men det vil betyde mere vedligeholdelse. Hvis man kunne fiansiere det selv, var det en måde at gøre det på. På et møde i august skal vi se på, hvilke virksomheder der kunne være relevante. Når det er børn, er der selvfølgelig følelser der spiller ind. Det skal ikke være hvad som helst, der sættes op. Der er ingen tvivl om, at det hér vil brede sig og blive mere anerkendt. Så længe reklamerne er pæne og sobre, synes folk det er i orden."
"En annoncør blev spurgt, hvorfor han købte en annonceplads. Han svarede, at han godt ville vise at han var social. Annoncørerne siger, at det ikke så meget er effekten, man går efter, men mere at man gerne vil støtte de syge og de ældre. Det er nok ikke forkert at kalde det etisk annoncering. Og man er inde på, at man kunne gøre det på andre områder også."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her