Lionel Richie giver sin elegante soul nye samfundsbevidste kanter, og Marvin Gaye genopstår med digitaliserede opdateringer af soulklassikere som What's Going On
NYE CD'ER
Hov, hvad er nu det? Lionel Richie, lydsporsleverandøren til 80'ernes sovekammerscener, fratager sine yngre rap- og hip hop-kolleger patentet på at bruge musikken som politisk megafon.
"Zoomin'", åbningsnummeret på Richies netop udsendte cd Time er en intens, inderlig bekymring over en verden så konflikt- og modsætningsfyldt, at der kun er kærligheden at søge tilflugt i. Samtidig er sangen et følt opråb om at vi da må kunne gøre det bedre, pakket ind i en soulmusik, der er forsigtigt moderne og traditionsbevidst.
Marvin Gaye går igen i holdningen. Dermed ikke sagt, at Lionel Richie besidder Gayes visionære styrke, men Time beviser endnu en gang, at Richie har andet at give os end det tvivlsomme minde om velgørenhedsverdensplagen "We Are The World."
Overflødighedshorn
Lionel Richie overrender ikke plademarkedet. Time er kun hans tredje album på seks år, og før det gik en pause på yderligere seks år. I det hele taget er Lionel Richie ikke særlig offentlig, men når han afleverer et nyt album, sker det med selvfølge, selvfølelse og ydmyghed over for musikken.
Time rummer igen et overflødighedshorn af ballader, der emmer af sex og post-coital døsighed. Andre finder ham lige så lummer som rosenrødt negligé. Lidt er der om snakken, når han kører mest automatpilot. Men for det meste synger han som en forførelseskunstner, der holder, hvad han lover.
Richie slipper, som i "Closest Thing To Heaven," et blandt flere fødte hits, afsted med at love både himmel og evighed, fordi sangene, bag den ferme overflade, rummer en ømhed og kødelighed, der favner hinanden.
Han har altid været lidt af et bandeord i visse sorte miljøer, fordi hans sange med deres country- og singer-songwriter-afsmitninger, har appeleret mindst lige meget til hvide radiostationer - og middelklassekvinder.
Han intonerer stadig med en elegance uden sidestykke, men han har fundet en ny råstyrke i sine fraseringer.
Stinkende funk'et
Time er lydmæssigt hans sorteste plade med stinkende funk'et bas og seje underspillede guitar-riffs. En multiraciel integration med Richies sange som underlægningsmusik ville ikke være det værste, jeg kunne forestille mig. Og en lang række af de navne, der nu skamløst storsælger deres homogeniserede produkter som soul og rhythm & blues, får deres merkantile tomhed sat i relief, når Lionel Richie åbner munden og hjertet.
Som ved et tilfælde genudsendes nu en række plader med Marvin Gaye, Lionel Richies tydeligste forbillede.
I 1995 kom et udtømmende bokssæt. Nu følger gen-genudgivelser på cd, shinet op efter de seneste hi-fi-teknologiske normer, af de værker, hvor Gaye gik fra at have singlepladen som udtryk til det afrundede album.
Marvin Gaye, en flamboyant personlighed med et plaget og svært sind, blev skudt af sin far i 1984, men havde inden da markeret sig som en hovedskikkelse i soulmusikken, ikke mindst takket være 1971-albummet What's Going On.
Det er stadig et sugende og suggestivt album, en soulmusikalsk suite, en lamenterende meditation over nationens udsigtsløse tilstand. Gayes løsningsmodel er den samme som Richies - kærlighed og tolerance, men pladens bagtæppe af borgerrettighedskonflikter, Vietnam, gryende kollektiv sort bevidsthed og hippiernes fallitbo giver den en ekstra dimension af både desillusion og utopisk håb.
Rodfæstet i gospel
Derudover er Gaye en formidabel sanger, lige rodfæstet i gospel og rhythm & blues, men med en stemme, der ikke holder sig til formlerne. Gaye har en tonal spændvidde på tre oktaver, og han bruger den. Det giver musikken en dynamik i sig selv som om det ikke er nok, at Gayes sange i sig selv var med til at redefinere og uddybe soulgenren.
What's Going On mindede den sorte musikkultur om, at den oprindelig udsprang af frustration og frihedsdrømme. En tradition, som i 60'erne var blevet noget udvisket af Tamla Motowns kunstnere, der, alle kvaliteter ufortalt, ikke mindst var gearet til købedygtige hvide teenagere. At Gaye og What's Going On så også kom på Motown, var en ekstra bonus og et tegn på, at tiderne skiftede.
Albummet var første del af noget, der ligner og lyder som en trilogi. I 1973 flyttede Marvin Gaye fokus fra verdens- til samlivssituationen. Let's Get It On foregreb hele discogenren med sine rytmiske repetitioner, men er samtidig en samling saftspændte sange, der op- og udfordrer til sex og lir, og gør det med en sanselig varme, så det aldrig bliver macho-pral. Efterfølgeren I Want You lyder mere som et afkog nu end da den kom.
I genudgivelsespakken er også live-udgivelsen fra 1974. Koncerten var Gayes første siden udgivelsen af What's Going On, og spændingen og nervøsiteten er tydelig på begge sider af rampen. Det er også med til at give albummet en aura af kändis-begivenhed, som Gaye gradvist får vendt til det, det altid har handlet om - musikken og udstrålingen.
Som et appendix, der ikke lader sig skære af, er også genudsendt Gayes duetter med Tammi Terrell.
"Ain't No Mountain High Enough," "You're All I Need To Get By," "If I Could Build My Whole World Around"... sorte, selvskinnende popperler, hvor en evighed varer de to-tre minutter, hver af sangene varer.
Let's Get It On!
*Lionel Richie: Time. Mercury/PolyGram.
*Marvin Gaye: What's Going On. Motown/PolyGram
*Marvin Gaye: Let's Get It On. Motown/PolyGram
*Marvin Gaye: I Want You. Motown/PolyGram
*Marvin Gaye: Live! Motown/PolyGram
*Marvin Gaye & Tammi Terrell: Greatest Hits. Motown/PolyGram
