Læsetid: 6 min.

Skatteøen

6. juli 1998

Lav eller slet ingen skat har gjort Isle of Man tillokkende for skibsrederere som A.P. Møller, filmselskaber og skattejonglører i den internationale finansverden. Men EU, OECD og G7 presser på for at få skattehullerne lukket

ISLE OF MAN - Med udsigt over til atomopbygningsværket Sellafield på Englands kyst, to tredjedele af årets dagtimer uden solskin og en maksimumtemperatur på 22,1 grader, kan man måske godt forstå, at Isle of Man på et tidspunkt har sagt til sig selv, at masseturisme nok ikke var værd at satse på i længden.
Overalt på øen ser man ellers postkort af bare bagdele, struttende strandløver og blonderede bikinitøser, men det er efterhånden et gammelt image fra før den tid, da charterfly begyndte at fragte folk til Sydspanien for et par hundredelaser. Der har de mere sol.
Så Isle of Man næsten midt mellem Irland, Wales, England og Skotland er blevet et skattefrit paradis. Blandt andet for skibe, der bliver registreret i øens internationale skibsregister. Ifølge Ann Blythe fra skibsregisteret har alene Mærsk ladet hele 26 skibe registreret her, og registret er i dag større end det britiske målt i tonnage.
Den lille ø med ca. 73.000 indbyggere er også for nylig gået i gang med at skabe grundlaget for endnu en branche - den forsøger at lokke filmmagere til med skatteincitamenter. Daphne Williams fra øens turistkontor har nu været statist i så mange film, at hun opfylder kravene til at få sig et medlemskort i den britiske kunstnerfagforening Equity.
Men allermest er Isle of Man, som ikke er en del af Storbritannien men et såkaldt afhængigt territorium, blevet et offshore finanscenter i stil med mange andre øer rundt omkring i verden fra Kanaløerne ud for Frankrigs kyst til Aruba og Bahamas.

Intet pusterum
Den udvikling begyndte i starten af 60'erne, og øen har ikke holdt et eneste pusterum siden. Isle of Mans Wall Street hedder Athol Street og ligger i hovedstaden Douglas, der mest af alt ligner en lettere bedaget badeby med mange, lange stille perioder ind imellem de korte somre. Men Athol Street og gaderne deromkring udmærker sig ved de mange glitrende messingskilte med velkendte navne som Midland Bank, Deloitte & Touche og Royal Skandia. Her ligger simpelt hen en miniverden inden for alt, der har med tal i kolonner at gøre - fra investering over rådgivning til forsikring osv. osv.
På Isle of Man er de glade for finanssektoren, som p.t. genererer ca. 35 pct. af øens indtægt og beskæftiger lige under 18 pct. af arbejdsstyrken.
Men rundt omkring i verden - ikke mindst i finansministerierne i skatteplagede europæiske lande - er man mindre begejstrede end øboerne ude midt i Det irske Hav.
For ethvert skib, der bliver registreret på Isle of Man, mister det oprindelige hjemland skatteindtægter. For enhver forudseende bedsteborger, der lader sin opsparing vokse på Isle of Man, går den hjemlige finansminister glip af skat på renterne. Og sådan kunne man blive ved.

Dublin konkurrent
Isle of Man er naturligvis ikke alene. Off-shore finanskonkurrencen er benhård, og lige så snart et sted har lanceret et nyt produkt - det vil f.eks. sige en ny form for virksomhedopbygning, der giver bestemte skattefordele, eller en ny måde at investere i værdier på - følger konkurrenterne trop. For Isle of Man er de største konkurrenter kanaløerne såsom Jersey og Guernsey, men også de vestindiske skattely er med i opløbet.
På det seneste har også Dublin, Irlands hovedstad, etableret sig som offshore center, så aktiviteten er ikke - længere - forbeholdt småstater, der har besvær med at overleve på anden vis. I forvejen har Luxembourg, Schweiz m.fl. på det europæiske fastland etableret sig som internationale finanscentre med skattevenlige regler.
I takt med at reglerne for finans og investering er blevet stadigt friere, og globaliseringen har holdt sit indtog, er de kritiske og nervøse røster blevet stadigt mere højlydte. OECD siger i en rapport fra april måned at udenlandske investeringer fra G7 landene - dvs. USA, Canada, Italien, Frankrig, Storbritannien, Tyskland og Japan - i skattely beliggende i Vestindien og det sydlige Stillehav steg over fem gange fra 1985 til 1994 for at nå op på over 200 mia. dollars - ca. 1.200 mia. kroner.

Den lille mand betaler
Skattetænkningen indebærer, at skattebyrden flyttes fra kapital til arbejde. Med andre ord må den lille mand med det lavtlønnede job betale for, at den store mand med penge til overs kan spare i skat.
OECD giver hele nitten anbefalinger til, hvad der kan gøres. For eksempel vil økonomerne i Paris have, at der skal udarbejdes en liste over skattely, ligesom de opfordrer til, at skattelyene nedlægger sig selv inden udgangen af år 2005.
Det er nok usandsynligt - i det mindste så længe det internationale samfund ikke hoster op med løsninger på, hvad de små østater i Vestindien, Kanaløerne osv. så skal leve af i stedet.
De fleste af OECD's anbefalinger går dog ud på at skabe større gennemsigtighed og samarbejde, så skattemyndighederne i ét land kan få adgang til finansoplysninger i et andet. Det vil i realiteten sige et farvel til den gammelkendte bankhemmelighed. Både Luxembourg og Schweiz betegnede rapporten som ude af balance - fordi den kun handlede om finanssektoren og ikke produktion og handel - og opponerede imod, at man blev anset som skattely bare fordi et land kunne havde så meget styr på sin økonomi, at skatteprocenten kunne holdes lav. Begge lande afholdt sig fra at stemme for rapporten men nedlagde dog ikke veto.
Også G7 landene har længe haft skattekonkurrencen på programmet. Den britiske finansminister, Gordon Brown, har smidt en række initiativer på bordet, som ligger på linie med OECD-anbefalingerne om åbenhed og informationsudveksling. G7 ministrene er ikke mindst bange for, at kriminelle kan vaske sorte penge hvide ved at præsentere deres aktiviteter som skattetænkning.
Et sted som Isle of Man er først i øjeblikket ved at lægge sin lov om, så reglerne for at bekæmpe hvidvaskning af penge ikke bare gælder for finanser, der mistænkes for at stamme fra narko og terrorisme. Nu skal reglerne gælde for alle mulige kriminelle aktiviteter - ikke bare stoffer og Semtex.

Adfærdskodeks
De 15 EU-lande vedtog i december måned sidste år en adfærdskodeks om god, anstændig opførsel vedrørende selskabsskat og kildeskat på renteindtægter. Den lægger op til, at der skal garanteres et vist minimumsniveau for skat. Men da kodeksen er frivillig, er det uvist, hvor stor effekt den får f.eks. i Luxembourg, hvor opsparere ikke betaler skat af renter, og Irland, som har en selskabsskat på 12,5 pct. Altimens fortsætter andre lande med at sætte selskabsskatten ned i et forsøg på at dæmme op for skatteflugten.
Alt det ved man naturligvis godt på Isle of Man. Indtil videre er de mange banker og andre finansvirksomheder i Douglas urørlige. Men øen forsøger alligvel at diversifiere. Eksportorienterede produktionsvirksomheder får etableringsstøtte - det samme får film - og der er forsøg i gang på at skubbe specialturisme i gang. ¥en har masser af golfbaner og små havne, ligesom fiskeriet skulle være fint.
For kommer finanssektoren virkelig under pres, kommer Manboerne det også. På trods af de mange milliarder, der væltes rundt med i hjørnekontorerne hver dag i Douglas, er den lokale befolknings indtægt stadig 80-90 pct. af gennemsnittet for Storbritannien - men dertil kommer naturligvis den generøse indkomstskat for almindeligt lønarbejde på 15 pct. - max. 20 pct. I Storbritannien er maksimalskatten for lønarbejdere 40 pct.
Det gør immervæk en forskel. Og så bliver det ligesom lidt nemmere at tage de overskyede dage og de to måneder med frost med i købet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her