Læsetid: 15 min.

En skov af konflikter

11. juli 1998

EU vil hjælpe Rusland til at redde den urskov, som man i Vesteuropa for længst har ofret for byer, veje og landbrug. Men Rusland fattes penge, og tømmerselskaberne tilbyder indtægter
og arbejdspladser. Information sendte en redaktør ind i den truede taiga

Vodlozero National Park?"
- Never heard of it.
"The TACIS programme?"
- Sorry?
"Ogilvy Public Relations?"
- Hmm.
Kvinden i telefonen fra Bruxelles virker hektisk. Hun har brug for et svar hurtigst muligt, siger hun. Om Information kunne tænke sig at komme med på en tur til Karelen og se på taigaen, den vidtstrakte russiske skov med fyr, gran, birketræer og store moseområder. Ogilvy betaler alt. Fly, lokaltransport, ophold, forplejning. Fordi Ogilvy selv er betalt af Europa-Kommissionen for at forestå et Environmental Awareness Raising Programme - et program til forbedring af miljøbevidstheden - i det tidligere Sovjetunionen. Et program der i sig selv er del af EU's såkaldte TACIS program, der skal støtte udviklingen af markedsøkonomi og demokrati i Øst, og som siden 1991 har brugt 3,3 mia. ECU - næsten 25 mia. kroner - på dette formål.
Man er en smule forvirret. Fører Kommissionen politik gennem et af verdens største pr-bureauer? Og hvordan finder dette bureau på at invitere en redaktør fra et lille dansk dagblad på en tur til den skovrige karelske republik, nabo mod øst til Finland?
Man beder kvinden i Bruxelles om betænkningstid. Og får til næste dag.
Ogilvy Public Relations Worldwide har en hjemmeside på Internettet. Som fortæller, at der her er tale om "et globalt netværk af ressourcer, talent og visioner, fokuseret på at nå de mål, en klient opstiller."
Selskabets såkaldt "Kreative Gruppe producerer koncepter, der kan ændre holdninger. Hvad enten vi skal formidle et komplekst budskab, understøtte et nyt produkts markedsføring eller tale til en medarbejdergruppe, så ved den Kreative Gruppe, hvordan man fanger et publikum og fører et budskab i marken."
"Skabe en alliance. Påvirke en opinion. Sikre den rette forståelse: Når Deres stemme skal høres, så vend Dem til Ogilvy Public Relations Worldwide Public Affairs Practice," hedder det på hjemmesiden. Og af den alenlange kundeliste fremgår det, at så forskellige interessenter som IBM, NutraSweet, Alliance to Save Energy, Unilever, New York Department of Education, Chlorine Chemistry Council, Europa-Kommissionen og TACIS-programmet i tidens løb har vendt sig til Ogilvy for at få kommunikeret deres budskaber ud.
Nu er det så af en eller anden grund Informations redaktør, der skal bibringes den rette forståelse. Eller snarere Informations læsere. Formentlig forståelsen af, at EU yder en storslået indsats for miljøet i Øst, hér ved at støtte bevarelsen af den enestående, gamle naturskov i Karelen.
Man siger ja. Og kvinden i Bruxelles lyder lettet. Næsten så man må tro, at der er et formidlingsbudget, der skal bruges op, så opdragsgiveren - Kommissionen - kan se, at der formidles og overbevises til sidste ECU.
Næsten før man har vænnet sig til tanken om at skulle på ekskursion, sidder man i Aeroflot-maskinen til Skt. Petersborg. Med visum, gummistøvler og professionel skepsis i bagagen.

I Skt. Petersborgs skrammede lufthavn venter Rick Flint. Ikke bare på Informations udsendte, men - viser det sig - også på en tilsvarende udvalgt journalist fra det britiske dagblad The Guardian, én fra ugemagasinet The Economist og én fra Bruxelles-avisen La Libre Belgique.
Rick Flint er Ogilvys mand på sagen. Han ligner ikke dét, man læser om på selskabets hjemmeside. Med løsthængende skjorte, forvaskede cowboybukser, utjekkede briller og et venligt, drenget smil er der ikke meget pr-agent, endsige EU-bureaukrat over ham. Måske er den fra København medbragte skepsis fejlanbragt. Eller måske er Rick Flints fremtoning bare en del af plottet. Hos Ogilvy er der tjek på alt, hævdede hjemmesiden.
Hos Valentin Yemelin er der ikke tjek på alt. Valentin Yemelin, indfødt Skt. Petersborger, men uddannet på bl.a. Harvard University i USA, er leder af TACIS' lille kontor i Skt. Petersborg, hvorfra han og to medarbejdere gør, hvad de kan og mere til for at øge de lokale russeres bevidsthed om striben af truende miljøproblemer. Valentin Yemelins bil, der bringer Rick Flint og de prominente vestlige journalister til TACIS' kontor, er ved at bryde sammen. Og som så mange andre af Skt. Petersborgs storladne bygninger er ejendommen, hvor TACIS holder til, et bygningsværk i forfald. Bag facaden en mørk trappeopgang med tomme lysarmaturer, vægge der driver af fugt og en stank af råd og urin. Selv kattene er nedslidte.
"Der er ingen penge i Skt. Petersborg. Alle de finansielle ressourcer går til Moskva. Derfor flytter folk herfra," forklarer Valentin Yemelin.
Den dybe økonomiske krise indebærer, at også det økologiske arbejde, som det EU-finansierede TACIS-kontor søger at stimulere, er på lavt blus.
"Før systemskiftet var miljøbevægelsen en stærk politisk faktor, fordi den blev set som en del af protesten mod det kommunistiske styre. I dag er den svag. Folk er først og fremmest optaget af egne økonomiske problemer. De tror ikke længere på politik, de tror ikke på noget som helst, og de er dødtrætte af negative informationer. Derfor kan der ikke mobiliseres til protester mod miljøproblemerne, selv om der er nok af dem," forklarer Yemelin.
I stedet arbejder han på at få folk til at forbedre deres private leveforhold. Lige nu er det et projekt med roof top gardening, køkkenhaver på toppen af beboelsesejendomme i Skt. Petersborg.
"Det kan hjælpe på familiernes fødevareforsyning og økonomi, og kommer man bare højt nok op, er luften og grøntsagerne rene," hævder han.
Fra TACIS' kontor rasler bilen de vestlige gæster ind til banegården i Skt. Petersborg. Herfra skal turen gå med nattoget til Petrozavodsk, hovedstaden i den karelske republik. Stationen er befolket af mennesker, der forsøger at sælge de rejsende fornødenheder til turen. En ældgammel kone med få tænder og øjne uden håb tilbyder en flaske vodka, en anden rækker en tørret fisk frem i strakt arm, som var det en buket tulipaner. Man skynder sig ind i nattogets førsteklasseskupe, i håbet om at kunne lukke elendighedens påtrængende billeder, lyde og lugte ude.
Men først går der tid med togkørsel gennem Skt. Petersborgs skændede forstæder, som ikke engang mørket vil sænke sin nåde over. Den lyse sommernats sceneri udgøres af en tilsyneladende endeløs række af forladte fabriksbygninger, hvor kommunismens produktivkræfter engang virkede for at opfylde målene i den seneste femårsplan. Nu er sikkerhedsnettet fjernet, konkurserne indtrådt, og lydene af snurrende maskiner afløst af dødlignende tavshed i de tomme bygninger.
Med mellemrum brydes rækken af spøgelsesagtige bygninger af lossepladser, hvor spredte bål lyser op og afslører tabte skæbner som bøjede sorte silhouetter i kreds om flammerne. Af og til dukker små køkkenhaver op, velholdte med nyttige afgrøder under fremvækst - som billeder på den stædige livsvilje, som må findes et sted her i sammenbruddets landskab. Og langsomt, ganske langsomt grønnes udsigten fra nattogskupeen. I takt med at civilisationen tynder ud og den knap så konjunkturfølsomme natur tager over. Snart er udsigten et endeløst tapet af hvide birkestammer og grønt løv. Beroligende i en sådan grad, at øjenlågene glider i.

Petrozavodsk er med sin kvarte million indbyggere Karelens hovedstad. Den ligger ved bredden af Onega-søen, Europas næststørste sø, der mod nord har kanalforbindelse til Hvidehavet og mod sydvest til Østersøen.
Da nattoget bumler ind i de tidlige morgentimer, tager byen sig stille og ren ud. I mere end hundrede år var Petrozavodsk kendt for sin store kanonfabrik, der forsynede det mægtige Rusland, siden Sovjetunionen, med ildkraft. Efter den kolde krig blev produktionenen lagt om til landbrugsmaskiner - i dag er byens stolthed bankerot.
Efter brusebad og morgenmad med gullasch på hotellet for statsansatte - byens eneste bygning med varmtvandsforsyning i sommerhalvåret - mødes den lille delegation af vestlige journalister med Karelens viceudenrigsminister Andrei Kuzmin. Ogilvys Rick Flint er som forvandlet i hvid skjorte, slips og brunt jakkesæt og hjælper på russisk og engelsk med at holde dialogen i gang. Emnet - hele rejsens formål - er kontroversen om de enorme områder af gammel naturskov, der karakteriserer Karelen.
Når man flyver fra Finland ind over Karelen, er grænsen ikke til at tage fejl af. På den finske side er infrastrukturen af byer, veje og jernbaner tæt, og skoven er en mosaik af gammel skov, ryddede områder og ny skov hvor alle træer er lige gamle - det hele gennemskåret af dræningskanaler og veje anlagt til de store træfældningsmaskiner og tømmertransporter. På den karelske side er udsigten ensartet grøn: skov, skov og skov. 85 procent af republikkens landareal er skov - hovedparten jomfruelig urskov, urørt af menneskehånd.
I det meste af 50 år holdt Sovjet udviklingen i den karelske grænseregion nede. Karelen skulle ikke være port mellem Øst og Vest, snarere et skjold som skulle hindre skadelig påvirkning fra Finland. Hvad det hindrede var ødelæggelse af skoven. Først indenfor de seneste tiår har russiske og vestlige tømmer- og papirmasseindustrier fået appetit på den karelske skov. I 1990 var selskaberne oppe på at fælde træer med en hastighed af to millioner kubikmeter om året, hvad der sikrede omkring 60 procent af Karelens eksportindtægter. Køberne var - og er - bl.a. Finland, Norge, Tyskland, Frankrig og Italien.
Skovindustriens vækst kaldte på bekymringen i flere lejre, bl.a. hos en ung student, Oleg Tcherviakov, der havde rejst på kryds og tværs i den karelske taiga og kendte dens enestående biologiske mangfoldighed. Oleg Tcherviakov - som senere skal komme til at volde Rick Flints lille rejseselskab visse problemer - tilskrives æren for i 1991 at have overtalt den russiske centralregering til at gøre en anseelig del af den karelske taiga til nationalpark, Vodlozero National Park, der i dag strækker sig over en halv million hektar øst for Onega-søen. Vodlozero er den største nationalpark i Europa - areal som det meste af Sjælland - og den beboes af bjørne, ulve, elge, ræve, vilde rensdyr, los og mår samt havørne, urfugle og sjældne svaner. Samt befolkningen i den afsides liggende landsby Kuganavolok, hvor Oleg Tcherviakov har slået sig ned, i dag med titel af direktør for nationalparken.
Samtalen med viceudenrigsminister Andrei Kuzmin på det ministerielle kontor i Petrozavodsk afslører, at sagen ikke er uden konflikter.
"Da nationalparken etableredes, blev en række af tømmerselskaberne afskåret fra områder, hvor de havde planlagt industriel skovhugst, og hvor de havde investeret i veje og bygninger. Derfor var de kategorisk imod parken. I dag er der bestræbelser på at beskytte andre store områder ved tilsvarende at gøre dem til nationalparker. Men hver gang man på den måde inddrager skov, går det ud over Karelens økonomi og dermed befolkningens levevilkår. 40 procent af industrien i Karelen er knyttet til skovhugsten, og det giver mange mennesker arbejde," siger Andrei Kuzmin.
Han kan ikke skjule en vis irritation over miljøorganisationer som Greenpeace, der siden 1995 har ført aktiv kampagne for at redde taigaen fra tømmerfirmaernes maskiner.
"Folk i Karelen har svært ved at forstå, at der skal skæres ned på skovhugsten her, når vi allerede har større beskyttede områder, end man har noget sted i Vesteuropa. Vi er ivrige efter at finde et kompromis med organisationer som Greenpeace, men hvis mere skov skal beskyttes, så kræver det finansiering."
Viceministeren siger, at han for halvandet år siden skrev til den danske regering og bad om økonomisk assistance til at fremme skovbevarelsen. Han siger også, at han aldrig har fået svar.
"I Vesten er man så ivrige efter at sikre de værdifulde naturområder i Karelen. Hvis Danmark gav os, hvad der svarer til produktionstabet, så ville vi stoppe hugsten øjeblikkeligt," siger Andrei Kuzmin og tjekker ud af øjenkrogen, om den danske journalist noterer.

Fra ministerialkontoret i Petrozavodsk går rejsen videre mod skovene. En helikopter af ældre dato løfter gæsterne fra Vesten op over de endeløse grønne arealer, hvor man pletvis ser arrene efter tømmerselskabernes indsats. Rejseholdet er vokset med fire medarbejdere fra TACIS' skovprojekt, der har base i Petrozavodsk, herunder den myndige projektleder Tuomo Kotimaki, finsk forstmand og bindeled mellem sponsorerne i Bruxelles og de lokale medarbejdere med Oleg Tcherviakov i spidsen. I helikopteren er også et hold fra russisk tv, der skal følge de vestlige journalisters ekspedition ind i taigaen. Media on media hedder den slags.
Efter at have krydset henover Vodlozero-søen i nationalparkens hjerte går helikopteren ned i en lille by på søbredden. Her arrangeres en samtale med den lokale borgmesters talsmand, hr. Andrej Tokar, der har korpus og næse som en sværvægtsbokser, men en hjerne der fungerer skarpt og med humor.
Andrej Tokar fortæller, at de fem tømmerselskaber, der opererer i området udenom nationalparken, har dæmpet deres aktiviteter de senere år - fordi de som resten af det russiske samfund er i dyb økonomisk krise. I dag er tømmerhugsten kun en trediedel af, hvad den var i 1990.
"Lige nu er det ikke den store kunst at beskytte skovene," siger Andrej Tokar med et skævt smil.
Til gengæld er det et problem at sikre levevilkårene for befolkningen.
"60 procent af de arbejdsløse i vort område har arbejdet for tømmerfirmaerne. De får dagpenge fra staten, men det dækker kun en sjettedel af leveomkostningerne. Derfor har folk meget svære levevilkår."
- Var det bedre i Sovjettiden?
"Økonomien var lige så dårlig dengang. Men de sociale forhold er forværrede," siger borgmestertalsmanden.
"Problemet er, at vi på ti år skal tilegne os den markedsøkonomi, som I i Vesten har uddannet jer til gennem de seneste 200 år."
Da rejseholdet begiver sig videre i landrover ad uhørt elendige skovveje, fortæller den finske TACIS-leder Tuomo Kotimaki om vanskelighederne med at indprente karelerne markeds-mentaliteten. Han taler ikke uden en vis frustration:
"Hvis denne nationalpark skal kunne overleve, når konjunkturerne igen gør tømmerselskaberne aggressive, så gælder det om at skabe alternative indtægtskilder. Det er nødvendigt med en vis, bæredygtig hugst, men turisme - økoturisme - er en anden vigtig måde at sikre økonomien på. Både når det gælder bæredygtig skovhugst og turisme stilles der mange krav, og i øjeblikket er det os på TACIS-kontoret, der formulerer disse krav, fordi vi med EU-støtten betaler. Vanskeligheden er, at mange bliver fornærmede, når vi stiller krav. "Vi er jo venner," siger de. "Javist, men vi betaler jer, så vi er samtidig kunder. Vi har krav på at blive betjent, svarer vi. Den service-indstilling er svær at lære," siger Tuomo Kotimaki.

Landroveren skrumpler gennem birke- og fyrreskovene til landsbyen Kuganavolok, til træhuset ved bredden af Vodlozero-søen, hvor Oleg Tcherviakov og hans hustru Natascha tager imod med te og småkager. Oleg, en mand omkring de 40 med et vemodigt smil, har nationalparken som sit livs projekt. Ved at organisere øko-turisme omkring naturcentre i parken håber han at kunne sikre lokalsamfundet de indtægter, der kan få tilværelsens til at fungere uden industriel skovhugst. Således at endemålet - bevarelsen af den enestående biologiske mangfoldighed i de urgamle skove - kan nås.
Efter planen skulle repræsentanter for landsbyens befolkning nu stille op til en snak om deres liv i nationalparken, men Oleg Tcherviakov meddeler, at de lokale er sprunget fra. Det er tid at lægge kartofler, og så er der ikke plads til at tale med tilfældige vestlige journalister på forceret gennemrejse.
Beskeden huer ikke Tuomo Kotimaki.
"De må forstå, hvor vigtigt disse journalisters besøg er for dem. Det er deres fremtid, det handler om," siger han. Men det ændrer intet. På denne dag foretrækker de lokale at sikre selvforvaltningsøkonomien fremfor at forberede markedsøkonomiens indtog i Kuganavolok.
Efter teen drager rejseselskabet - nu udvidet med Oleg og Natascha - videre ad søvejen. En spinkel flodbåd fører Rick Flint, de fire vestlige journalister, Tuomo Kotimaki og de øvrige TACIS-folk, nationalparkdirektøren og hans hustru på langs af Vodlozero-søen på en flere timer lang sørejse. Målet er en samling bjælkehytter dybt inde i taigaen, som fremover skal tjene som base for dristige, selvhjulpne øko-turister. Her bor Nicolai Osipov, der er ud af en lokal slægt af jægere gennem mange generationer. Han har selv arbejdet i skoven i 20 år og senest bygget stedets bjælkehytter, sauna inklusive.
Selskabet samles i den største hytte for at indtage aftensmaden - det er lyst døgnet rundt, og man har efterhånden fuldstændig mistet tidsfornemmelsen - men før serveringen vil både Oleg og Nicolai give "en kort introduktion". De taler begge uendelig langt. Man kan se, det rykker uroligt i både Rick Flint og Tuomo Kotimaki for hvem det er magtpåliggende, at de fire journalister får - og siden formidler - det bedst mulige indtryk af projektet, herunder de russiske værters evner som turistførere.
Alt får en ende, middagen kommer på bordet, herefter vodka og skål på skål efter russisk skik. De sejeste slutter det endeløse døgn med en tur i saunaen og et hovedspring i den iskolde sø.

Den næste dag er der vandretur i Nicolai Osipovs verden. Taigaen med de op til 400 år gamle træer, beklædt med skæglav så langt som Rasputins skæg. Det vokser uendelig langsomt og kun i den reneste luft. Skovbunden er dækket af et kludetæppe af mos, græsser og blåbærris med blåbær - umodne - i mængder, som en dansker aldrig før har set. Ind imellem blomstrer skovsyre, konvaller, og sågar vilde roser er på vej.
Nicolai fortæller. Her er verdens største bestand af tjur, den store brune hønsefugl med den skarlagenrøde stribe over øjet. Når tjurhannen skogrer, så kan den intet høre, for kæberne lukker ørerne til, og det skal man benytte sig af som jæger, siger Nikolai og illuderer jæger på tjur-jagt.
Han fortæller om ulvefamilien, der kontrollerer området. Om bjørnen han mødte en nat, og som blev lige så skrækslagen som han selv. Og han viser et elgspor, som han erklærer ti dage gammelt efter at have studeret spindelvævet, der er vævet henover det.
"Den biologiske mangfoldighed i dette område er 18-20 gange så stor som i en tilsvarende jomfruelig skov i Finland," supplerer Oleg som argument for værdien af at sikre sådanne meget store, beskyttede naturområder.
Efter vandreturen serverer Natascha fisk - røget brasen - i bjælkehytten, og så går turen tilbage mod civilisationen. Flodbåden lægger ud på Vodlozero-søen, men nu foregår det i strid modvind og under mørke, forrevne skyer. Bølgerne slår ind over det spinkle fartøj, og journalisten fra The Guardian bliver gennemblødt og sur som den første. Efter den første times sejlads er alle stuvet sammen i den lille kahyt, mens skipper kæmper en anstrengende kamp ved roret for at komme rigtigt på hver enkelt bølge. Efter endnu en tid giver han op. Han vil ikke tage ansvar for at fortsætte.
Båden lægger ind til en lille ø, hvor selskabet hopper i land. "Øen er kendt for sine skovflåter, så I skal ikke sætte jer i græsset," advarer Natascha.
Mens der trylles sandwich, te og skjulte chokolade-ressourcer frem til en lettere anstrengt, stående buffet, forsøger Oleg over skibets kortbølgeradio at kalde et solidere fartøj, der kan hente det nødstedte selskab.
På den nu knap så øde ø skifter stemningen mellem galgenhumor og spidse bemærkninger. Manden fra The Guardian hvisler, at dette ikke lover godt for Olegs turistforretning, mens manden fra Information ser for sig, hvordan hans historie bliver bedre og bedre. Bag et træ fører Tuomo og Oleg en temmelig indædt diskussion om, hvad der kræves af en markedsøkonomisk turistfører, og hvem der bør have ansvar for hvad.

Da en større fiskerbåd efter en time viser sig i horisonten og fragter selskabet tilbage til landsbyen Kuganavolok og skovvejen mod den store Onega-sø, er alle tidsplaner sprængt. Det er uhjælpelig for sent at skaffe en helikopter til turen tilbage til Petrozavodsk og nattogforbindelsen til Skt. Petersborg, hvorfra flyene skal bringe journalisterne retur til deres vesteuropæiske baser.
Derfor forestår kun én mulighed: En næsten 800 kilometer lang natlig biltur hele vejen til Skt. Petersborg, i rasende fart ad deltids elendige veje.
Også dét lykkes takket være EU's betalingsevne. Alligevel er det med et lidt anstrengt og undskyldende smil, at Flint i lufthavnens afgangshal giver hånd og siger farvel til fire ubarberede, bælgøjede og temmelig krøllede journalister fra The Guardian, The Economist, La Libre Belgique og Dagbladet Information.
Han behøver nu ikke bekymre sig. For Ogilvy Public Relations Worldwide har endnu engang leveret, hvad man på hjemmesiden lover sine klienter: At sikre den rette forståelse.
Som nemlig er, at mødet mellem kultur og natur, mellem Øst og Vest, mellem markedsøkonomi og lokalforvaltning er en overordentlig risikabel, modsætningsfyldt og konfliktskabende affære. Og pokkers svær at danne sig en skråsikker mening om.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu