Læsetid: 11 min.

Søn af en sømand

10. juli 1998

Han går foran gennem den smalle mørke gang, der fører fra kajgaden ind i en baggård, hvor han lærte sig at cykle. Det er et stykke historie, og det er noget fis. Han ved lige så godt som jeg, at en tilfældig gårdbelægning i en norditaliensk kystby ikke fejes af historiens vingesus, men vi ved begge, at det kan vi jo godt lege

Han kom som aftalt til hotellet klokken 16. I stedet for at vi skulle finde vej gennem byen, kunne han lige så godt komme hen til os, sagde han, og det havde vi sagt i receptionen på Hotel Pino. At vi skulle lave noget tv med én, der ville komme om lidt for at forklare, hvorfor fotografen havde slæbt tasker, stativ, lamper og kamera ud fra bilen, og hvorfor vi nu bare sad og hang i de lave læderstole og ventede i lobbyen i et af de få hoteller, der har åbnet om vinteren i Cesenatico. Fotografen skævede ud i den grå februareftermiddag og var bekymret for, om der nu også ville være lys nok, hvis nu han ikke kom til tiden.
Cesenatico ligger på den italienske Adriaterhavskyst nord for Rimini. De fleste af barerne, restauranterne, diskotekerne, spilleautomathallerne og hotellerne er skoddet til på denne årstid eller har kun åbent i weekenderne. Om sommeren en ferieby. Om vinteren er det tydeligst, at det er en fiskeriby. En kanal ud mod havet skærer byen over i to, og langs kanalhavnens kajer ligger kutterne fortøjret i lag. I februar er byen svundet ind til sin naturlige størrelse; der er en ventestemning i grålyset over den sindige provinstrafik i gaderne, og de få folk med god tid, der standser op for at snakke, når de mødes. Først til sommer får de travlt.
Han kørte op foran hotellet i en sølvgrå sportsvogn. En Jaguar. Han gik ind ad hotelindgangen og kiggede sig omkring. Han var i cowboybukser og mørkeblå vindjakke med et Nike-logo på ryggen. På hovedet havde han en groft strikket grå hue, der skar hans kranium i et nøjagtigt vandret snit og frem under huen strittede de store slugøren med en ring i det ene.
Han præsenterede sig. Det behøvede han ikke. Heller ikke over for hotelpersonalet, hvis professionelle venlighed over for os forvandlede sig til noget andet, uden at man helt kunne angive, hvori ændringen bestod.
Marco Pantani er født i Cesenatico. Han har boet der hele sit liv, og han har ikke tænkt sig at flytte derfra. "Jeg er ved at få bygget et hus uden for byen til mig og min familie," sagde han, da han havde sat sig ved siden af os i en sofa. "Det burde have været færdigt nu, men det bliver nok først til april. Vi kan vel lave det her?" sagde han og kiggede sig rundt i lobbyen for at udse et sted med ordentlig bagrund og lys for et tv-interview. Sådan plejede han. Sådan plejer italienske journalister at gøre det. Intet ondt i det, men jeg ville hellere have ham til at vise os sin by. Det ville han gerne.
Jaguaren havde han lige købt. Den nyeste i samlingen af ædle, nye og ældre, men ikke nødvendigvis dyre biler, for så mange penge tjener han nu heller ikke og har især ikke gjort det tidligere. Fire millioner om året lyder hans kontrakt, der udløber med udgangen af 1999, med holdet Mercatone Uno på. Men han har cykling som arbejde og biler som hobby.
"Hvorfor har du købt en Jaguar og ikke en Ferrari eller en Maserati eller en..." Jeg kan ikke lige komme i tanke om alle de italienske biler i den klasse, han ellers kunne have købt.
"Fordi italienerne ikke er gode til at lave rigtig luksus, nå, jo, måske, men jeg kunne godt tænke mig noget, der var lidt anderledes."

Nede ved havnen viser han de gamle restaurerede skibe, der ligger som et flydende museum for Cesenaticos maritime tradition, og han vender sig om og fortæller om Cesenatocos alderdomshjem, der ligger langs kajen. "Før var det mest søfolk og fiskere, der flyttede ind der, når de blev gamle. Så behøvede de ikke at savne udsigten over havet og havnen. Nu er det lidt af hvert der bor der - måske tager de også pensionerede cykelryttere til sin tid."
Han har ikke prøvet at være turistfører før. Han giver sig til at fortælle om en kran, der rejser sig højt over byen længere nede ad kanalen og fortæller, at den er et symbol på Cesenaticos forvandling fra fiskerleje til feriested med voksende industri i det flade baglandet op mod San Marino og Appenninernes østskråning. Men han tager sig i det og griner. En kran i Cesenatico kan nok ikke interessere seere i Danmark, men der er det ved kranen, at hvis vi kigger i den retning vil vi kunne se det sted, hvor han er født. I et hus vej kajen, hvor Italiens frihedshelt Garibaldi og hans smukke hustru Anita boede i to nætter på flugt under felttoget, der forenede Italien i 1860..61..64. Pantani kan ikke huske årstallet præcist. "Men deromkring, og de boede der i to dage.
Et skilt over porten fortæller at her boede Giuseppe og Anita Garibaldi. Marco Pantani kigger op på det og smiler dette halvt undselige og halvt flabede smil: "Måske vil de også engang tilføje, at her blev Pantani født." Han går foran gennem den smalle mørke gang, der fører fra kajgaden ind i en baggård. Han har ikke været der i mange år og viser hen ad den lange, smalle gård, hvor han lærte sig at cykle. Det er et stykke historie, og det er noget fis. Han ved lige så godt som jeg, at en tilfældig gårdbelægning i en norditaliensk kystby ikke fejes af historiens vingesus, men vi ved begge, at det kan vi jo godt lege. Og jeg er glad for at have set tremmebalkonen foran førstesalen i det lave hus i bunden af gården, hvor Pantani er vokset op som søn af en sømand og en bjergbo. "Det er nok derfor, at jeg er blevet så god til både at svømme og cykle opad," siger han bagefter ude på kajen foran en fiskerbåd og igen med dette smil, som fortæller at dette er alvor, men det er også bare noget vi leger.
"Er det rigtigt at Riis er flyttet fra sin kone og sammen med en vandpolospiller?" Han stiller spørgsmålet, mens fotografen er ved at skifte bånd i kameraet. Det er en nyhed, der kun er få dage gammel i Danmark, og jeg kender hverken detaljer eller interesserer mig meget for det. Retter kun fejlen.
"En håndboldspiller," siger jeg. Han ser forundret på mig.
"Nå, kan man også spille det?... Men det bliver spændende at se, hvad det kommer til at betyde for hans kørsel. Måske var det det, han tænkte for meget på sidste år, da det ikke gik så godt i Tour'en? Sådan nogle problemer betyder jo altid noget for éns koncentration, og hvis ikke han er kommet over dem, men det gør man jo ikke så let, så er det da usikkert, hvad han kan i år. Men det vil jeg håbe for ham, han er."

Fotografen har skiftet bånd, og Pantani viser vej ind ad døren til den bar, som huser hans fanklub i Cesenatico. De ældre mænd, som har siddet hele dagen og spiller briscola over en vand eller en enkelt kaffe, lader kortene falde og udveksler larmende og hjertelige bemærkninger på uforståeligt romagnolo med manden, hvis historie er fortalt i billeder på alle væggene, og genoptager kortspillet.
Cesenatico ligger i regionen Emilia Romagna. Pantani er romagnolo og meget bevidst om det. Begrebet folkekarakter er for ham ikke abstrakt eller altfor rummeligt til at kunne sige noget. Han er selv alvorlig og stædig, realist på grænsen til sortseer, men også livsnyder og glad for venners selskab. At være vokset op i frodigheden mellem bjergene og havet giver udsyn og høj himmel at udfolde sig under. Sådan mener Pantani, at en romagnolo er, og sådan mener han, at han selv er. Og han vil aldrig flytte derfra, på trods af at hans revisor mener, at han burde flytte til Monaco for at slippe for at betale så meget i skat.
Fellini var romagnolo fra det nærliggende Rimini længere nede ad kysten. Han ville have elsket Pantani, og jeg er næsten sikker på, at det er gensidigt, men jeg glemte at spørge. Det er ikke, at Pantani - med et udvasket udtryk - i sit ydre ligner en Fellini-figur. Det er foreningen af evnen til at improvisere og behovet for at planlægge, af fabulerende fantasi og et nøgternt blik. Og som hovedpersonen i Fellinis I Vitelloni er Marco Pantani endnu ikke flyttet hjemmefra i en alder af næsten 30. Det nye hus, hvor også hans forældre skal bo, skal stå færdigt først.
Forældrene ejer en kiosk med snacks i Cesenatico, og de bor i en tre-værelses lejlighed i et af de nyere kvarterer. Et af værelserne er Marcos med seng, arbejdsbord og reoler med bøger og pokaler. På væggene fotografier og diplomer og et stort maleri af ham selv på cykel på vej op ad et bjerg. Et drengeværelse. Ude på familiens fælles badeværelse hænger hans cykeltøj dryppende til tørre over badekarret.
"Det er ikke holdbart i længden," mener hans danske kæreste Christina, og dermed mener hun ikke forholdet, men det, at han bor hjemme, mens hun bor et andet sted i byen. Men sådan er det. Uanset at kæresten har sjældne biler i garagen, lige har vundet Giro d'Italia og er sit hjemlands populæreste idrætsmand, så er han sin mors søn. Christina vil ikke rigtigt uddybe det.
Det er i drengeværelset vi laver det interview, der skal klippes sammen med billederne fra rundturen i Cesenatico. Pantani har som interview-person den evne, at han kan formulere sine svar i den længde, man vil have dem, uden at hverken indholdet eller farven går tabt. Han kan gentage, hvad han lige har sagt, uden at spontaneiteten lide skade.
Ude langs kanalen var han fuld af finurligheder og ikke til at stå for. Inde på sit værelse under interviewet er han tænksom, meddelende og heller ikke til at stå for.
Eftermiddagen er gået. Vi har fået flere billeder og flere ord, end vi havde turdet håbe på. Men vi manglede billeder af Marco Pantani på træningstur alene oppe i sine bakker omkring San Marino. Han ville ringe næste morgen klokken otte for at fortælle, om han skulle køre eller ej. Det afhang af vejret. Hvis det regnede, ville han ikke, for hans sæson er sådan planlagt, at han endnu i begyndelsen af februar tager det lidt roligt.

Næste dag skinnede solen og det var lunt. Pantani ville cykle - men han ringede ikke. Hans mor kunne fortælle, da jeg fik fat i hende, at han var taget af sted forlængst, men hun vidste selvfølgelig ikke hvorhen.
Han havde brændt os af.
Da vi nogle dage senere - efter aftale - mødte op på det hotel, hvor han og holdet var i træningslejr, fik vi ingen forklaring, og han gav os ikke så meget som to sekunder til at tage de billeder, vi manglede. Måske var vi for ambitiøse. Måske mente han, at han den eftermiddag havde givet nok af sig selv. Og det havde han jo.
"Nu hader du mig virkelig," sagde jeg, da jeg en gentagen gang spurgte ham, om vi kunne tage nogle billeder af ham på træningscyklen.
"Nej," sagde han. "Jeg hader dig ikke. Men jeg har mit at lave, lige som du har lavet dit."

Inden Tour de France begynder i morgen med enkeltstartsprologen i Dublin har gættelegen om mulige vindere og favoritter været leget længe. Hvordan er Riis' form egentlig? Har det kostet Ullrich for meget at skulle træne for at tabe sig og ikke for at blive bedre? Nytter det Virenque, at han har tumlet så meget med vægte, at han har taget nogle muskler på, og at han har farvet sit hår? Kan den lille diesel Casagrande få motoren så højt op i omdrejninger, at han kan overraske mere end han gjorde sidste år. Bliver det Hamburgers Tour?
Ingen af dem ved det selv. Jeg vil ry-
ge med i rusen, hvis Riis gentager sig selv og viser kørsel som for to år siden, og hvis Hamburger viser noget stort. Men hvis ikke det sker, og så nok lidt alligevel, vil jeg lade hjertet heppe på Pantani.
Efter at han havde vundet Giro d'Italia, som var hans sæsons store mål, var hans umiddelbare ambition at forsøge at vinde Tour'en også. Senere er han blevet lidt mere realistisk-pessimistisk, som han har for vane. Han har givet sig tid og fri til at nyde sejren, men har også trænet. "Med det resultat, at jeg har gjort begge ting halvt, og det fortryder jeg. Jeg har ikke nydt sejren og festlighederne efter fuldt ud, og jeg har ikke forberedt mig helt så grundigt, som jeg havde mulighed for," blev han citeret for forleden i Gazzetta dello Sport. Og hvis det hurtigt viser sig, at han ikke har muligheder for at køre efter den samlede sejr, så står han hellere af. Med to trediepladser har han vist, at han kan komme på podiet, og med etapesejrene på de stejleste bjerge har han forlængst vist sig som feltets bedste klatrer på en god dag. Podieplads eller etapesejre er ikke længere attraktive nok, og han stiller op med ulyst, fordi Tour de France ikke er svær nok for ham, der skal have det så stejlt som muligt. Men Pantani vil vinde Tour de France engang i sit liv, og dermed vise, at det stadig godt kan lade sig gøre for en lille spinkel mand, der kun er rigtigt god til at køre opad.
Og det gad jeg godt se.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her