Læsetid: 7 min.

Med solen i ryggen

15. juli 1998

Verdens største solfangeranlæg står på en mark i Marstal kommune på Ærø

Hvad får en uddannet skibsfører til efter mange år på vandet at gå i land med få dages varsel for at passe et fjernvarmeværk?
En varmemesters pludseligt død og et stort personligt engagement!
Det er den meget korte forklaring på, at Niels Aage Jensen blev varmemester på Marstal Fjernvarmeanlæg i tre måneder, og derfor langt mere levende og detaljeret kan forklare Informations udsendte, hvordan spildolie og solskin forvandles til varme i Marstalboernes huse, end jeg umiddelbart forventede af en ulønnet bestyrelsesformand for et brugerejet fjernvarmeværk.
Jeg er sejlet til Ærø for at finde ud af, hvorfor denne ø's beboere ikke betragter vedvarende energi som fantasteri, men tværtimod så realistisk, at de deltog i den uformelle konkurrence om at blive udpeget til Danmarks Vedvarende Energi Ø. Ærøboerne tabte konkurrencen i den forstand, at Miljøministeriet udpegede Samsø. Men det har nu ikke slået ærøboerne ud af kurs, forsikrer Niels Aage Jensen. Retningen er den samme. Skridtene bliver bare lidt kortere, gangarten langsommere.
Han var med til at føde ideen om en solfanger, da byens svømmehal kom i økonomisk nød.
"Vi var nogle stykker, der talte om muligheden for at hjælpe dem ... de måtte da kunne bruge solvarme."
Tankerne om en lille solfanger til at opvarme svømmehallens vand voksede hurtigt til visionen om verdens største anlæg, som nu har været i drift i næsten to år. Energistyrelsen bidrog med 5,2 millioner kroner. Der blev søgt om EU-midler, men udsigten til, at det ville vare tre år, før pengene måske blev bevilget fra Bruxelles, var for langstrakt til temperamenterne i Marstal Fjernvarmeværks bestyrelse:
"Vi indkaldte forbrugerne til et møde om sagen og alle 144 sagde ja til ideen - også selv om vi af økonomiske sikkerhedshensyn satte prisen op med to procent. 51 uger senere stod anlægget færdigt."
Solfangeranlægget har kostet lidt over 21 millioner kroner, hvilket svarer til to års omsætning.
"Det burde jo være de store værker, der foretog den slags eksperimenter," bemærker Niels Aage Jensen.
Nu er solfangerne blevet et trækplaster for forskere, studerende, nysgerrige turister og tv-hold fra hele verden. Alene i 1997 beså mere end 4.000 par øjne anlægget, som er omkranset af et bredt bælte af træer og buske:
"Haveselskabet fik lov til at muntre sig og plantede mere end 500 forskellige træer og buske, der vokser op, bliver smukt at se på og tiltrækker fugle."

Et hul i jorden
Denne julidag er der mere vind og skydække end sol i luften over verdens største solfangeranlæg. Verdens største lyder stort. Men de 8.000 kvadratmeter solfangere står på et overskueligt areal, der svarer til tyve parcelhusgrunde på 1.000 kvadratmeter. Her holder 12 får græsset i ave, og herfra får Marstals indbyggere 15 procent af varmen i deres 1250 huse, inclusive offentlige bygninger og hoteller.
Og hvis det store nyudgravede pyramideformede otte meter dybe hul i jorden nær ved solfangerne viser sig at kunne fungere som varmelager, vil der om føje år blive stillet så mange solfangere op, at anlægget kan levere halvdelen af varmeforbruget.
Bestyrelsesformandens engagement smitter og i løbet af få minutter begynder der at forme sig spørgsmål i mit hovede, som jeg aldrig før har haft behov for at kende svaret på. Så som: Hvordan fanger man solen? Hvordan får man varmen fra solfangerne bragt ind i et lager? Og hvad er der derinde, som holder på varmen?
Niels Aage Jensen rækker mig en lille sort aluminiumsplade med små runde fordybninger i og forklarer tålmodigt, som når en pædagog forklarer et af tilværelsens mysterier for et børnehavebarn:
"En flad plade bliver opvarmet til 100 grader. Men fordybningernes mål er nøjagtigt halvdelen af bølgelængden for lys. Det betyder, at solstrålerne ikke kan reflektere ud igen, og at pladen bliver opvarmet til 200 grader, og derfor hurtigt opvarmer vædsken i de kobberrør, som løber igennem pladen."
I bygningen, der huser varmevekslere, kontor og edb-udstyr, er en halvanden meter bred blank halvkugle i blankt metal ophængt i et stativ. I halvkuglens midte står en sort gryde med vand. Når arrangementet bliver stillet udenfor, reflekterer metallet solens stråler mod gryden, og vandet begynder hurtigt at koge, forklarer Niels Aage Jensen:
"Solen har enorm kraft. På fjorten dage stråler den nok energi ind til at dække hele jordens energibehov. Problemet for os heroppe nordpå er bare, at solen skinner for få timer, når vi har mest brug for den - om vinteren - mens den om sommeren, selv i dette gråvejr, giver dobbelt så meget varme, som der er brug for i Marstal. Når solen rigtigt skinner, producerer anlægget fem gange så meget, som byen kan aftage."
Derfor er lagringen så afgørende. En stor rund ståltank, der hæver sig på grunden, indeholder 2000 kubikmeter varmt vand til et par dages forbrug.

Varm røg
Hvis det skal lykkes at nå målet om at fange sol nok til at dække halvdelen af byens varmeforbrug, skal solfangerarealet kun tredobles, men lageret 50-dobles, for at kunne indeholde varme til to-tre måneders forbrug.
Tanken om yderligere 50 ståltanke er ikke bare en uskøn, men også en dyr løsning. Derfor det pyramideformede hul i jorden. Her skal slanger med det varme vand løbe igennem vandholdigt sand, som optager og holder på varmen - og afgiver varme til koldt vand i andre slanger, når der er brug for det i byen. Med andre ord, skal selve jorden bruges som isolering og hele molevitten bliver skjult under tykt lag muld.
"For den sags skyld, kunne man så græs, stille solfangere ovenpå og anskaffe sig nogle flere får som gartnere", siger Niels Aage Jensen.
Det store hul er et lille forsøg, som skal vise, hvor stort varmetabet er. I endelig udgave skal hullet ikke være otte, men tyve meter dybt og mange gange bredere.
Solfangeranlægget er det andet banebrydende energiprojekt, Niels Aage Jensen har involveret sig i. Det første var at finde ud af at rense den spildolie, som siden 1987 har leveret hovedparten af Marstalborgernes opvarmning. Olien kommer fra bilerne i Danmark, fyldt med tungmetaller fra motoren og giftstoffer fra benzinen.
Niels Aage Jensen viser Marstal Fjernvarmes røgrensningsanlæg frem med samme vidende entusiasme, som ved solfangeranlægget:
"Vi begyndte med et begrænset, kontrolleret miljøsvineri og brændte spildolien af uden at rense den for at finde ud af, hvilke metaller og giftstoffer, røgen indeholder. Og så lykkedes det os at finde et firma, der turde binde an med at bygge et rensningsanlæg. Nu bliver den 300 grader varme røg kølet ned og vasket ren i det vand, som fortættes ved nedkølingen. Varmen i røgen udnyttes, og det alene giver lige så meget varme, som solfangeranlægget gør på årsbasis."

Øens styrke
For et par år siden blev værkets varmemester ramt af et hjertetilfælde, og Niels Aage Jensen forlod broen på Ærøfærgen og sprang ind i jobbet som varmemester i tre måneder, fordi "der ikke var så meget andet at gøre."
Den vedvarende energi har efterhånden en lang historie på Ærø. Allerede tidligt i 1980'erne fik Ærø en stor vindmøllepark, en af landets første. Hvorfor er øen så langt fremme på det felt?
"Vores lille ø har størrelsen til kontrollerede forsøg. Deri ligger ø-samfundets styrke. Men det er vigtigt, at vi går tilpas langsomt frem, og ikke søsætter projekter, som kræver for store støttebeløb. Projekterne skal løbe økonomisk rundt inden for en overskuelig tid, ellers har de ingen demonstrationsværdi," siger Niels Aage Jensen.
Han er også viceborgmester i Marstal Kommune, valgt på den Tværpolitiske liste:
"Det er lettere at få omsat en god ide til virkelighed i et lille samfund, fordi alle kender alle og mindst en i byrådet. Kommunikationsvejen er kort. Man ved, hvem man skal tale med."
"Og fordi vi er en ø, kender de os i ministerierne. Vi har langt større gennemslagskraft end en midtjysk by med samme befolkningstal."
Både viceborgmester og formand for fjernvarmeværkets bestyrelse ... Er det Tordenskjolds soldater om igen? Jo, medgiver Niels Aage Jensen, men der kommer hele tiden tilflyttere og dermed nye tanker og ideer til øen.
Hvor andre kommuner bekymrer sig over, at antallet af ældre stiger, ser Niels Aage Jensen det som en fordel for Ærø, at velaflagte efterlønsmodtagere flytter til øen:
"De er et stort aktiv; de går ind i forskellige græsrodsorganisationer og arbejder ganske gratis, fordi de ikke har andet at tage sig til. Mange kommer fra høje stillinger i store virksomheder, og vi kan trække på deres kontaktnet."
"Drivkraften til ændringer kommer altid fra neden. For det bliver aldrig et otte til fire job at gennemføre nye ideer. Derfor skal politikerne sådan set bare støtte de initiativer, der kommer fra græsrødder og erhvervsliv og sørge for, at fundamentet er i orden: En smidig administration, infrastruktur, daginstitutioner og ældreomsorg."
Navigationsskolen, hvor Niels Aage Jensen er uddannet og nu underviser, lokker også en del af tilflytterne til øen. Alene fra hans klasse er fire blevet boende. Kommunen har omkring 300 søfolk, der sejler i internationalt farvand:
"Vi risikerer ikke at blive et indgroet samfund. Der bliver hele tiden bragt nye tanker og indtryk til os udefra."

*Det skæve Danmark
Myten om det jævne Danmark, hvor få har for meget og færre for lidt; hvor værdierne er fælles og kernedanske, trives i bedste velgående.
Men er danskere så ens? Har de samme muligheder, samme drømme for deres liv, samme håb til fremtiden?
I sidste uge var Pia Fris Jensen på Lolland, som er prægeet af mange års høj arbejdsløshed, og hvad deraf følger af fraflytninger, dårlig kommunal økonomi og mismod vekslende med forsøg på at tale bedre tider i gang.
I denne uge har Informations reporter taget færgen fra Rudkøbing til Ærø i det sydfynske øhav, hvor der bor 7.000 mennesker.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu