Læsetid: 7 min.

Da Stan Getz mødte Chet Baker

29. juli 1998

I 1983 mødtes to af jazzens store romantiske musikere, tenorsaxofonisten Stan Getz og trompetisten Chet Baker, til en turné i Europa. Den blev ikke nogen succes, men der blev indspillet noget herlig musik, som nu er samlet under ét

NYE CD'ER
"Allerede den visuelle kontrast var slående: en mildest talt velnæret Getz over for en slunken og hærget Baker. Og ligesom Bakers spil kunne få Getz' til at lyde rigeligt overbroderet og rutineagtigt, kunne Getz' få Bakers til at fremtræde på kanten af det amatøragtige.
Nu befandt selv rutinespillet hos Getz sig på et højt og personligt plan, og når han var enesolist (...) kunne han bryde igennem til sin gamle, vibrerende intensitet. Alligevel var det efter min bog Baker der tog de fleste stik hjem, for vel kunne hans intonation både i sang og trompetspil være så vaklende at man sad med livet i hænderne, men når det lykkedes, var begge dele åndeløst hjertegribende (...)"
Sådan tog det personlige og musikalske møde mellem Stan Getz og Chet Baker sig ud for Informations anmelder, da de to mødtes på tribunen i Nørregades Jazzhus Montmartre i midten af februar 1983, ved begyndelsen af en større Europa-turné.
At høre de to sammen var en sjældenhed, for skønt de begge var fremtrædende solister inden for cool-jazzen, havde de kun undtagelsesvis optrådt sammen og blot én gang indspillet plade sammen (Stan Meets Chet, Verve), 25 år tidligere.
Besøget var derfor imødeset med store forventninger og trak fuldt hus begge de to aftener det omfattede. Men musikalsk var det ikke vellykket, på nær enkelte ballader hvor Getz og Baker var på hver sin boldgade. Helt katastrofalt var det at Getz, hvis rytmegruppe det var, medbragte en pianist, Gil Goldstein, hvis manglende kendskab til repertoirets akkordgange var ved at drive Getz til vanvid.
Den anden aften blev Goldstein derfor fyret efter første sæt og vor egen Thomas Clausen indkaldt som afløser efter pausen.

I Stockholm
Fra København gik turen til Stockholm. Her skulle der indspilles plade under to koncerter på Södra Teatern fredag den 18. Det fik Getz til at ringe efter sin normale pianist, Jim McNeely, der netop havde afsluttet et Australiens-besøg med Mel Lewis' orkester. Ifølge den oprindelige plan skulle McNeely, efter en dag i New York, først være stødt til den følgende dag i Norge - nu måtte han i stedet flyve direkte fra Sydney til Stockholm, en flyvetur på 40 timer:
"Bare et par timer efter at jeg kom til Stockholm, var jeg på scenen. Ja, fysisk i det mindste, men mit hoved var stadig et sted over Fiji-øerne. Vi spillede to fulde koncerter, og det meste af tiden var jeg på automat-pilot. Det var afsindigt at sidde ved klaveret under lydprøven - jeg kunne mærke at mine fingre rørte tangenterne, men der var ingen forbindelse til mit hoved. Alligevel, så snart Stan begyndte at spille følte jeg mig helt hjemme, fordi jeg var så vant til lyden. Han spillede med en sådan selvtillid, en sådan autoritet, at det var kolossalt beroligende."
Ved koncerterne var McNeely da også helt sig selv som vi kender ham fra de års amerikanske Getz-plader. Det véd vi fra de optagelser som grammofonselskabet, det svenske Sonet, foretog, og som det investerede et anseligt beløb i - Getz fik et honorar på $ 20.000 og rundelige royalties.

Fra to lp'er til tre cd'er
Sonet fik på sin side to lp'er ud af arrangementet, én med hele kvintetten i 1983, én med Getz' kvartet (uden Baker) i 1989, begge siden overført til cd'er. Men det er først nu at alt materialet fra koncerterne er blevet samlet i en 3-cd-udgave. Den omfatter dels de syv plus seks optagelser fra de to oprindelige udgivelser, og til disse 13 kommer så yderligere otte som ikke tidligere har været udgivet.
Derved er der blevet fem gengangere, numre som blev spillet ved begge koncerterne. Et af dem, Miles Davis' "Sippin' At Bells", udgives først nu i begge udgaver, der viser ikke mindst Bakers fortrolighed med et bop-repertoire som også omfatter Davis' Milestones (1947-temaet) og Sonny Rollins' "Airegin".
Ingen af gengangerne er overflødige, og hvis "My Funny Valentine" fra den anden koncert er Bakers mesterstykke, både vokalt og instrumentalt, så er udgaven fra første koncert også uundværlig, ligesom så mange andre Baker-versioner af dette Rodgers & Hart-tema gennem årene.
For Getz' vedkommende er Gershwin-balladen "How Long Has This Been Going On?" og Billy Strayhorns elegiske "Blood Count" storslåede eksempler på Getz' lyriske mesterskab. Og Getz og Baker er fælles om en fremragende "Dear Old Stockholm" (alias "Ack, Värmeland Du Sköna") og en indtagende a cappella version af Gerry Mulligans "Line For Lyons".

Getz på krigsstien
Baker er i det hele taget i sin bedste form, uden de usikkerheder som til dels prægede Københavns-koncerterne. Udsigterne for den resterende turné skulle således være gode.
Men ak, Getz var allerede på krigsstien. Selv i Stockholm gav han udtryk for sin skepsis ved Baker. Turneens arrangør, den hollandske impresario Wim Wigt mindes:
"Stan Getz var som et forkælet barn, og han var meget usikker. Han var jaloux over Chets succes, så der var en konstant konflikt."
Hertil kom at Baker var på heroin, mens Getz, der selv havde været det, nu dyrkede sin mangeårige alkoholisme. McNeely: "Stan var meget imod at Chet tog stoffer. Hvis de havde dyrket den samme substans, havde de måske enedes bedre." McNeely husker også at Baker spillede fremragende det meste af tiden, men trak sig lidt ind i sig selv, når Getz var med på tribunen. "Og når Stan mærkede at Chet trak sig, spillede han endnu mere aggressivt, og Chet fadede yderligere."
Det var hårdt for Chet, som - hvad enhver der kendte ham, vil bevidne - var en elskelig person. Alle kunne lide ham og hans musik, han var kun hård mod sig selv. Men på grund af Stans ubøjelige indstilling opstod der ikke det samspil, som jeg havde håbet på, da jeg oprindelig hørte om turneen. De to var i hver deres zone, og der var ingen rigtig fællesfølelse."

Getz' gamle ven
Snart blev det derfor sådan, at Getz og Baker hver spillede en afdeling med kvartet og først til sidst mødtes i et par afsluttende numre. Alligevel blev Getz stadig mere negativ mod Baker, og spurgte på et tidspunkt de tre i rytmegruppen hvad de syntes om at spille med Baker, for hvis de ikke kunne lide det, ville han bede Wim Wigt om at skaffe Baker hans egen rytmegruppe.
Men McNeely og hans to makkere ville hellere end gerne fortsætte med Baker, for de satte stor pris på hans spil. "Det var forbløffende," siger McNeely, "hvor godt han spillede på den turné i betragtning af situationen." Det passede selvfølgelig ikke Getz, og midtvejs gennem turneen, som omfattede 35 koncerter, stillede han Wigt overfor et ultimatum: Enten blev Baker fyret eller han ville selv gå.
Wigt: "Jeg havde ikke noget valg; de økonomiske vilkår bestemte mit svar. Så jeg betalte Chet og han forlod turneen - hvilket var en virkelig skam, for han havde spillet strålende hver aften."
Sådan slap Getz endelig af med den musiker, som han ved begge Stockholm-koncerterne introducerede som "min gamla vän."
Men det hører med til denne beretning om menneskelig svaghed og dæmoni, som til sidst fik et spændende musik-projekt til at kuldsejle, at musikken selv hævede sig over den smålighed, som en enkelt af de medvirkende demonstrerede så effektivt.
Det er blot at høre de to-stemmige improvisationer af Baker og Getz i begge versioner af "Sippin' At Bells" og "Airegin" for at indse dette.

Et Getz-PS 30 år før
Og hvis nogen endnu skulle betvivle, at små sko kan gå sammen med stor musikalsk kunst, så vil et andet 3-cd-sæt med Getz være det bedst tænkelige belæg for kombinationen. Det drejer sig om
Getz' samlede produktion for pladeselskabet Roost i årene 1950-52, altså hans første blomstringstid som tenorsaxofonist og leder af egne grupper.
Dem er der fem af, alle vidnesbyrd om hans enestående evner for at finde førsteklasses medspillere. Først kvartetten med Al Haig, Tommy Potter og Roy Haynes, som han deltes med Charlie Parker om, og som høres i syv optagelser, hvoriblandt en klassisk "Yesterdays", der erindrer om hans tidlige erfaringer som fagottist. Videre 14 optagelser med en kvartet der introducerede en af 50'ernes toneangivende nye pianister, Horace Silver.
Yderligere kvintetten med guitaristen Jimmy Raney, en kongenial med-'blæser' for Getz, først med Haig og den sørgeligt halvglemte trommeslager, Tiny Kahn, i 16 livlige live-optagelser fra Storyville i Boston; så med Silver og Haynes i fem studie-optagelser, bl.a. af nogle originale Gigi Gryce-kompositioner; og endelig seks studie-indspilninger med Duke Jordan på klaver, endnu en Parker-musiker som gik fint i hak med Getz.
Mindre betydelige, til trods for en berømt "Moonlight In Vermont", er otte andre kvintet-stykker under ledelse af guitaristen Johnny Smith. Og tre Birdland-optagelser med Basies orkester fra 1954 er hørværdige udfyldninger.
Med syv alternative takes af Getz' studienumre og hele tre nyopdagede optagelser fra Storyville vil dette sæt kunne byde selv den erfarne Getz-lytter nye oplevelser. Men alle der trods alt holder af Getz vil kunne glæde sig over at erhverve disse knap treenhalv times musik under ét.

Det første citat er fra forfatterens anmeldelse i Information 18/2 1983. Alle andre citater er fra Mike Hennesseys noter til Verve-sættet.

*Stan Getz & Chet Baker: The Stockholm Concerts. Verve 537.555-2 (3 cd'er)

*Stan Getz: The Complete Roost Recordings. Blue Note-Roost 859.622-2 (3 cd'er).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu