Læsetid: 3 min.

Statskurator eller diskret formidler?

14. juli 1998

Informations kunstredaktør, Lisbeth Bonde, svarer direktør Lars Grambye fra Center for Dansk Billedkunst

KUNSTPOLITIK
I min anmeldelse af udstillingen Come Closer i Nikolaj den 4.-5. juli tog jeg kraftigt afstand fra det faktum, at vi som dansk publikum skal se de samme værker, skabt af af en lille håndfuld danske kunstnere, eksponeret igen og igen, såvel i udlandet som herhjemme. Jeg efterlyser nye værker af disse kunstnere, idet den gentagne eksponering af få kunstnere og få værker - set i lyset af den store talentmasse, som heldigvis befolker og beriger den danske kunstscene - skævvrider indtrykket af, hvad der rent faktisk skabes.
Det fremgår tydeligt af min anmeldelse, at udstillingen er blevet til på baggrund af to udenlandske kuratorers selektion af nordiske værker, hvorfor ansvaret naturligvis ikke kan placeres direkte hos Center for Dansk Billedkunst, hvis personale (direktør og ene kunstfaglige medarbejder) dog leverer tekster til udstillingskataloget.
Alligevel er der grund til at råbe vagt i gevær. Jeg vil igen påpege det uheldige i, at Center for Dansk Billedkunst ved dets nylige ansættelse af Lars Bang Larsen som kunstfaglig medarbejder kommer til at levere en form for statskuratorvirksomhed.
Lars Bang Larsen har igennem sit virke som kurator for en lang række udstillinger i udlandet med dansk samtidskunst ved siden af sin kritikervirksomhed ved Politiken, det nordiske kunsttidsskrift Siksi og de toneangivende internationale tidsskrifter Flash Art, Frieze m.v. vist sine tydelige æstetiske præferencer.

Centrets opgaver
I det seneste nummer af Siksi (nr. 2, 1998) leverer han f.eks. en introducerende artikel til kunstnergruppen N55, som han også har inviteret til den store Pakkhus-udstilling i Moss (anmeldt i Information af Lars Movin). Desuden fungerer han som medkurator ved udstillinger i Chicago og Kassel og sidste år i Sidney. Her taler udstillingsnavnene igen deres eget tydelige sprog. Burde en medarbejder ved en statsinstitution som Center for Dansk Billedkunst ikke være mere alsidig? Er det ikke problematisk, når han fungerer som både lovgivende, udøvende og dømmende magt?
Er Centrets fremmeste opgave ikke at være diskret formidler af talent? Er det ikke kun ved biennalerne i São Pãulo og Venedig, at Centret skal udpege de kunstnere, der sendes afsted? Hvor er bestyrelsen henne? Det er den, der har ansvaret for, at billedkunstnernes penge tilgodeser en tilstrækkelig bred vifte af kunstnere.

Selvbekræftende profeti
Center for Dansk Billedkunst er et meget vigtigt organ til fremme for dansk kunst i udlandet (og vice versa), og det er overordentlig nødvendigt, at dets medarbejdere har blik for og formår at formidle diversiteten i hele den danske kunstscene. Alle ved, at eksponeringsmekanismer er selvbekræftende, og hvis ringene ikke brydes - for eksempel ved at vise kunstnere i mellemgenerationen, også på de store biennaler (hvor Centret har valgt at satse på yngre kunstnere som Peter Bonde/Jason Rhoades og Olafur Eliasson) - bliver udlandets indtryk af den faktiske talentmasse ikke facetteret.
Det bliver en selvbekræftende profeti, når en statsansat kurator viser den kunst, som man ønsker formidlet til udlandet - og undgår at vise anden kunst.
Jeg kritiserer ikke kunstnerne - lad det stå helt klart - men selektions-og formidlingsprincipper. Og som kunstelsker under jeg naturligvis danske kunstnere succes i udlandet, i modsætning til, hvad Lars Grambye antyder. Men som kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen skriver i Kulturkontakten (citeret i bagsidelederen i nærværende dagblad i går), så skal vi råbe vagt i gevær, når globalisering betyder ensretning: "Når vi alle kloden rundt skal se det samme tv, de samme film, spise den samme mad, gå i det samme tøj, lytte til den samme musik", og - kan man tilføje - se den samme kunst igen og igen.

Grib timen, kunstnere
Som det fremgår af direkt¢r Lars Grambyes kommentar, så er det op til de danske kunstnere at gribe fat nu, mens udlandets interesse for dansk kunst er både "intens og bredspektret". Det sidste er som sagt en sandhed med modifikationer. Men herfra skal lyde en opfrodring til alle kunstnere: Grib timen, kunstnere. Søg penge til udstillinger og ophold i udlandet. Såvel gamle som unge. Så vigtig dansk kunst af kvalitet og skabt af et aldersmæssigt bredere felt, kan nå frem til udlandet.
Og nu til Centrets nys udsendte nyhedsbrev. Når jeg skrev, at det er uklædeligt selvforherligende, skyldes det, at Centret roser sig med prædikater som "en dynamisk virksomhed", en "virkelig væsentlig institution" eller det var en "fremragende idé at oprette Center for Dansk Billedkunst" etc. Som var der tale om en almindelig TV 2- reklame.

Lars Grambyes indlæg stod at læse mandag d. 13. juli

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her