Læsetid: 4 min.

Stegt lever med bløde løg, Så ses vi!

21. juli 1998

I Hovedbane-gårdens cafeteria møder Information Madsen. Det er ikke første gang, han sidder der, med en flad smøg mellem fingrene og blikket på de rejsende

NOTER FRA EN KAFFEKOP
Det er ikke, fordi Madsen er meget for at tale om det. Han sidder der jo, og det har han gjort næsten dagligt gennem tre år. Hvad mere er der at sige.
Han har netop fortæret dagens ret, ribbenssteg med kartofler og sovs, og er gået i gang med kaffen og smøgen, da jeg får lov at slå mig ned ved hans bord. Det er midt på dagen, alle borde i cafeteriet er besat; der er kø ved kobberdisken.
Han er en lille rund mand med briller og håret redt tilbage. Uden på skjorten, hvis venstre brystlomme syntes at være et tætpakket arkiv i mikroformat, bærer han en dynevest. Et skævt grin afslører, at der ikke er mange pløkker tilbage i munden.
Han bor i Frederiksværk, siger han, mens han peger på sit slidte rabatkort, arkiveret i skjortelommen, så er det ingen sag at tage toget til Hovedbanen.
Efter en tid bemærker Madsen med et blik ned på den næsten renskrabede tallerken, at han nok mest kommer for madens skyld. Kokken laver sgu god mad; i dag spiser jeg gratis, fortsætter han og springer op til disken og henter et lille menukort - i skjortelommeformat - hvor hele julis udbud af dagens ret står, tillige med en forsikring om, at hver gang, man har spist fem gange dagens ret til 39 kroner, er sjette gang gratis.

Konen og kokken
Engang arbejdede Madsen selv i et køkken. Det var på Storebæltsoverfarten, hvor han var koksmat (kokkeassistent), og ved flere lejligheder var med til at lave mad til den gamle Kong Frederik, en flink mand, der spiste oppe hos kaptajnen.
Det var også dér, på færgeoverfarten mellem Sjælland og Fyn, Madsen mødte sin store kærlighed, der arbejdede som smørrebrødsjomfru. De var gift i syv år, men så forelskede konen sig i kokken. Jeg vil gerne have jer begge to, sagde hun til Madsen. Men dén idé syntes han ikke om. Hun måtte vælge.
Desværre tog hun kokken.
Madsen rejste til Esbjerg og fik hyre på en fiskekutter. Men det er efterhånden mange år siden.
Nu er han invalidepensionist. Han trækker et kort op af tegnebogen og viser mig det. Det er et medicinkort, der står 'blodprop i hjertet', en sygdom, der slog ham ud i en længere periode.
I det samme får muzakken en tak opad, og Madsens stemme falder til mumlestyrke. Vi sidder der og lader os omslutte af den skrattende lydsovs, men så siger Madsen, mens han nikker mod kobberdisken, at han blev rørt over modtagelsen, da han vendte tilbage til cafeteriet: De havde lagt mærke til, at han var væk.
Madsen ser sig omkring i lokalet. Der er mange af os, der kommer her fast, siger han, ikke fordi vi taler sammen, men vi er helt klar over hinandens tilstedeværelse. Han rører lidt rundt i sin kaffe. Vi bliver godt behandlet, siger han så. Måske endda bedre end alle de gennemrejsende.

For ensomt
Han bliver ved med at sidde og vifte med sin smøg. Vi har talt to timer, og han har endnu ikke fået ild på den. Ved siden af os skændes ét kærestepar, mens et andet kysser lidenskabeligt.
Skal du ikke have fut i den cigaret, siger jeg til ham. Han suger øjeblikkelig halvdelen af den ned i lungerne.
Jeg tror ikke rigtig på, at han kun kommer her på grund af maden. Han, som selv havde været med til at lave store middagsretter.
Neej, men der er ikke så meget plads hjemme i Frederiksværk, og Madsen kan godt lide den måde, tingene bevæger sig på herinde. Han er jo vant til som sømand, at der sker noget omkring ham. Nu, hvor han er alene, bliver det sgu nemt for ensomt.
Somme tider går Madsen også en tur ud og ser på byen, mellem dagens ret og kaffen. Han spørger, hvor jeg bor.
Nørrebro? Nå, det er der brostenene ligger lidt løst, gnækker han gennem de få tandstumper.
Jeg fortæller ham, at dengang, den 18. maj 1993, hvor en masse unge stødte sammen med politiet, bemærkede vi egentlig ikke noget særligt om aftenen, selv om vi bor lige i nærheden af Sankt Hans Torv. Det eneste, vi fandt besynderligt, var et kadence-skift hos de pølsevogne, der plejer at trække ned ad vores gade omkring midnat. Den nat trillede de ikke, som de plejer. De kørte ræs.
Madsen griner.

De vil score kassen
Så kommer vi til at tale om flygtninge. Madsen gnidder tommel- og pegefinger mod hinanden:
Der er mange af dem, der er bekvemmelighedsflygtninge - de rejser fra land til land for at score kassen, siger han.
Hvor ved du det fra, spørger jeg. Det ved han bare.
Har du talt med dem, bliver jeg ved.
Nej, men han ved det fra politiet. De pågriber jo mange snydere og bedragere nede ved grænsen.
Han er en rar mand. Der er ikke noget med Lorteland eller Elendige Christiansborg eller noget som helst af den slags, men da vi når til flygtningene, skifter stemningen som ved et fingerknips, og der kommer skråsikre, harske ord frem. Det er ikke sådan at få hold på.
Vi giver hånd og siger farvel. Madsen tjekker julimenuen for at finde ud af, om han kommer igen dagen efter:
"Stegt lever med bløde løg. Så ses vi!"

*Dette er den anden af en række reportager fra cafeteriet på Københavns Hovedbanegård. Den første blev bragt lørdag d. 18. juli.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her