Læsetid: 10 min.

Stilheden er en gave

29. juli 1998

Oplevelser og tanker fra en rejse og et ophold i det nye Sydafrika

ESSAY
Jeg ved ikke fra hvem, men stilheden er en gave. Derfor stopper jeg ofte op i ørkenen, slukker bilmotoren og drikker mig fuld i stilhed. Og glæden er ikke tavs, men fuld af lyde. Der er fugle, der er vind, der er ekkoet af stemmer som forlængst er gået bort og drømmen om dem som en dag vil begynde at synge. Tilsammen skaber lydene en harmoni så fuldendt, at de slet ikke synes at være til.
Som dagslysets farverigdom afsløres af prismet afsløres stilhedens musik af tiden. Jeg må stå ubevægelig i ørkenen indtil jeg glemmer bevægelsen før stilheden får tunge, men så taler den til mig med en inderlighed, som sjældent er os mennesker forundt.
Manden, de kalder Gud, må have passeret igennem dette Afrikanske landskab engang i tidernes morgen.
Jeg har allerede krydset et hav af horisonter, set ind i myriader af ansigter, lyttet til kaskader af ord, men jeg har stadig ikke fundet gården, øjnene, skæbnen, som spejler den historie jeg er på jagt efter at give krop. Præcis som ludderen skal film nemlig ha' en fysisk krop for at blive taget alvorligt. Et bastant, ikke særligt fantasifuldt krav, som ikke desto mindre må opfyldes for at man kan få solgt sine billetter.
Derfor er jeg på ny ude i verden for at finde locations til en film. Set med de lokales øjne ligner jeg sikkert de mænd, som cruiser i byens gader for at finde kvinder til at viske deres begær ud. Og de har ret. Der er tale om begær. Et begær efter at genkende det ukendte. Jeg spiller billedlotteri med mig selv og pladerne er malet på indersiden af mit kranie. Det gælder om at genfinde motiverne ude i den virkelige verden. For film skal jo kunne ses præcis som ludderen skal kunne føles. Ånden alene er for uskyldig til at tilfredsstille begæret. Der skal ridser i filmstrimlen, rynker i huden, før vi kan mærke kroppen bag drømmen. Dødskalligrafiens evne er det at indramme sin absolutte modsætning ... viljen til at skabe.
Fotografen Cartier-Bresson definerede fotografiet, som balancen mellem en verden inden i os og en verden udenfor os. Samme definition gælder for den dokumentariske film. For at bringe min indre horisontlinie i vatter er jeg i Sydafrika for at finde en verden, som matcher de billeder, der som nedfaldne efterårsblade har hvirvlet rundt i mit hoved i lange tider.

En kvindelignende sky på en ellers skyfri himmel minder mig om engang jeg var på vej gennem Nevada i U.S.A. Landskabet var ligeså øde som det afrikanske og præcis som nu var jeg på jagt efter locations til en film. Midt i den amerikanske intethed lå et hus med farvede pærer på taget og et skilt, som knirkede "The Foxtail" i ørkenvinden. En kvinde med opsat, hvidt hår og iklædt en stram, hvid dragt kom ud fra det pyntede hus. Med ørkenen som baggrund lignede hun til forveksling skyen deroppe på Afrikas udbrændte himmel.
Idet min bil passerede smilede hun til mig og jeg smilede tilbage med en direkthed, som man ofte kun vover overfor ansigter man aldrig skal se igen. I det samme eksploderede mit dæk og jeg måtte katastrofebremse. I stilheden efter braget så jeg hende i bagspejlet gå frem imod min havarerede bil i sine højhælede sko. " Why don't you come inside with me?" sagde hun med en kølighed i stemmen, som stod i grel modsætning til heden og måske derfor gjorde hendes kjole endnu mere kropsnær.
Mit trafikale uheld havde kastet mig ret i favnen på en B-film skrevet af en Dashiell Hammett look-alike. "Before noon I'm cheap," fortsatte hun... men så forsvinder skyen i Afrika og med den mindet om dengang jeg punkterede foran et bordel i Nevada.
Når man afsøger disse forladte ørkenegne er minderne den eneste regn som til stadighed rammer ens ansigt. Menneskene taber deres tyngde og bliver til musik. De er der, men man kan ikke se dem. De er inden i en, som en melodi. Engang imellem bliver man nød til at se på sig selv i bagspejlet for at være sikker på, at man i det mindste selv er til stede i kød og blod og ikke bare er en dum schlager man tilfældigvis har fået på hjernen.
Endnu engang oplever jeg dette sære at 'genkende' et sted i verden, som jeg aldrig har set før. Og 'genkendelsen' skyldes selvfølgelig, at landskabet og situationen menneskene imellem i denne for mig ukendte ørken er en dokumentarisk virkeliggørelse af en historie jeg længe har haft lyst til at fortælle. En historie om sjælens fortsatte elasticitet selvom kroppen forlængst har fyldt støbefonden ud til bristepunktet.

En sydafrikaner med hård skal er på vej over vejen. Jeg stopper bilen og tillader mig den luksus at følge den fremmedes langsomme færd over asfalten. En klog, rund sjæl, som bevæger sig i et tempo, der ikke skiller sjæl fra krop. Så begavet er manden som ser ned på skildpadden ikke. Hans sjæl ankommer altid først efter at kroppen har måtte klare sig på egen hånd i det fremmede i månedsvis . Måske er det derfor denne ørken har gjort så stort et indtryk på mig, fordi det var her min sjæl omsider vendte tilbage til sit gamle stamværtshus.
Det er et held for skildpadden, at den har slået sig ned i The Karoo. Her kan der gå halve dage uden at en bil bryder horisontens monotoni. Skildpadden har brug for 9 minutter og 27 sekunder til at krydse vejen.
I samme tidsrum ville jeg havde tilbagelagt 25 km i min bil. Men skildpadden har alligevel et udtryk i sit groteske fjæs, som var den mig klart overlegen hvad angår viden om verden.
"De skar hans hånd af og puttede den i et glas med sprit, som de stillede på en hylde nede på politistationen for at advare andre mod at opponere mod apartheid systemet," fortæller bilradioen mig da jeg endelig fortsætter min rejse. Radioen er min navlestreng til en nutid, som trods alt også er ørkenens, mens landroveren æder asfalt i lange, seje baner.
Jeg kører igennem Beafort West i det østlige Karoo. En laset vagabond med en sæk over ryggen står foran byens turistbutik og smiler rørt til en lille figur, som forestiller en laset vagabond med en sæk over ryggen. Men kun en af dem er til salg og det ser ikke ud som om vagabonden uden prismærke har penge til at købe sit spejlbillede. I forhold til ham er jeg frygtelig forkælet for jeg har gjort spejlbillederne til min levevej.
Gad vide om landskabets monotoni er ved at gå en på nerverne, når man ikke længere kan se om man kører opad eller nedad. Det er kun fordi speedometeret stædigt nægter at nå op på 130 km i timen, at jeg får mistanke om, at jeg måske i virkeligheden er på vej op ad bakke, jeg som troede jeg var på vej ned.
Der ligger en sten på vejen. Jeg prøver at undgå den, men der lyder alligevel et ordentligt brag. Jeg ser nervøst på bilens instrumenter. Det ser ikke ud som om dieselolien forsvinder, så jeg sætter igen farten op ud ad den tomme vej mod bjergene. Pludselig begynder bilen at slingre, som var den dødeligt beruset. Jeg er sikker på at jeg vil køre af vejen, men til min overraskelse lykkes det mig i sidste øjeblik at standse den tunge landrover før den når skrænten og den gratis flyvetur ned mod den udtørrede flod.
Da jeg stiger ud af bilen er dækket eksploderet. Det er min anden punktering på en uge. Jeg snakker med en farmer med samme type bil, som stopper for at hjælpe. Han har ikke haft en punktering i 20 år, men han går også i kirke hver evig eneste søndag fortæller hans rødhårede kone mig med et skævt, irsk smil.
I farmerens hænder spinder min genstridige donkraft pludselig af effektivitet. Han fortæller mig, at han og konen lige har haft guldbryllup. Under festen kom en af hans landarbejdere og bankede på hans dør. Den sorte kvinde holdt et stykke råt kød frem imod ham og et øjeblik troede han det var en gave, men så fortalte kvinden ham, at kødklumpen mellem hendes hænder var hendes mands hjerne. Farmeren ser grinende på mig " så har de sgu alligevel en hjerne!"

Jeg kører videre mod en by, hvor jeg måske kan få et reservehjul. Da jeg har kørt i omkring 10 minutter er der en mand i politiuniform, som vifter mig ind til siden. Der har været flere tilfælde hvor forbrydere har klædt sig ud i politiuniformer for uforstyrret at kunne liste sig ind på deres bytte. Jeg ser mig om efter genstande, der kan verificere mandens tilknytning til ordensmagten. Under et træ i skyggen sidder en stor, tyk, hvid mand med hastighedsmåleren ved siden af sig. Han er for fed en cliché til ikke at være virkelig. Han fortæller mig smilende, at jeg har kørt 1 km for hurtigt i timen. Med det yderste af mine negle er det lykkedes mig at gøre mig fortjent til den lange bødeformular han lader den sorte betjent udfylde. Da den snaksaglige, tykke mand i skyggen hører jeg skriver, beder han mig skrive om ham. "Write that I'm a sexy looking bastard," forlanger han grinende "a gentle monster".
Jeg er på vej gennem Aberdeen. Ikke i Skotland, men i Eastern Cape. Det er forbløffende med hvilken arrogance de gamle koloniherrer verden over har spredt navnene på de europæiske byer, hvor deres mødre spyttede dem ud. En ældre, hvid man i en lys smokingjakke og cowboybukser er på vej gennem den lille by. Håret er hvidere end huden og hårdt tilbagestrøget. Ansigtet furet som en velpløjet mark efter regn. Bag ham samler et tordenvejr sig på himmelen. Jeg får lyst til at fotografere ham og går hen imod ham, mens jeg holder mit kamera synligt foran mig, så han ikke skal tro det er en revolver. "Can I take your photograph?" Han ryster på hovedet uden at stoppe op og siger venligt "I don't represent South Africa anymore ... go photograph a kaffir!" Hans spinkle, hvide ryg fortsætter mod en himmel, som i det samme eksploderer i et festfyrværkeri af indre modsætninger.
Er det muligt at bearbejde ældgammelt had, angst eller foragt for andre menneske og i stedet vokse til at respektere hinanden?
Hvad sker der med mennesker som i generationer har levet ud fra et klippefast regelsæt, når værdisystemet under denne orden pludselig smuldrer og menneskene skal fortsætte hverdagene ud fra helt andre normer? Kan vi glemme vores had og se på hinanden med nye øjne for hvem kærligheden også kunne være en mulighed?

Det ville jeg gerne have snakket med den gamle mand i Aberdeen om, men han er sikkert ligeglad bare han når frem til cocktail-partyet før regnen begynder at piske ned over Aberdeen og det hårdt tilbagestrøgne hår opgiver sin kamp mod alderen og afslører den skaldede isse midt i begavelsen. En mental omstillingsproces af bibelske dimensioner er i gang i dette land, som så længe har været håbløst domineret af en hvid minoritet. Og det samme sker på farmene ude i det uendelige landskab, som er min films 'scene'. Kulissen står uforandret bag de forvirrede skuespillere, mens stykket bliver skrevet radikalt om af de nye magthavere.
Har aktørerne tålmodighed og indbyrdes overbærenhed til at forholde sig i ro på scenen indtil det nye manuskript ligger klar?
Efter en god nats søvn fortsætter jeg jagten på locations til min nye film. Jeg tænder bilradioen og speakeren byder mig velkommen til en ny dag med en vittighed, som kunne være et snapshot af den europæiske baggrund, som jeg deler med en minoritet af dette lands indbyggere, "when Titanic was sinking one of the European passengers called for the steward to complain about a leaking tap in his cabin."
I middagsheden går jeg en lille tur ud i ørkenen ved Matjiesfontein. Der kommer et langt godstog forbi. Til min overraskelse vinker togføreren hjerteligt til mig, som var vi de bedste venner. Underligt som afstand mellem mennesker kan bringe nærhed og nærhed mellem mennesker kan bringe afstand. Godstoget fortsætter og fortsætter og fortsætter, som var det en rusten perlekæde om jordens hals.

© Jon Bang Carlsen

Jon Bang Carlsen er er en af Danmarks mest prisbelønnede filminstruktører af kort- og dokumentarfilm. Han bor p.t. med sin familie i Graff-Reinet i Sydafrika, hvor han researcher til en ny eller nye dokumentarfilm. Hans seneste værker var film fra Irland, bl.a. 'Min irske dagbog' og 'It's now or never'. Jon Bang Carlsens særlige filmiske metode
karakteriseres i reglen som "iscenesat dokumentarisme". Han har også instrueret flere
biograffilm.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her