Læsetid: 5 min.

En stor skarp sten i skoen

17. juli 1998

Grim som arvesynden, dybt bevægende, beskæmmende morsom og beregnende naiv - Lars von Triers Idioterne er radikalt anderledes, men knapt så dum som den lader

NY FILM
I en patriciervilla i Søllerød leger en gruppe yngre mennesker spassere, gør grin med borgermusikken og giver sig af med hæmningsløst bunkepuleri. Sådan kunne man sammenfatte grundlaget for Idioterne, men med eller mod den 'anonyme' Dogme-instruktørs hensigter er filmen mindre idiotisk, end den i første omgang giver sig ud for at være. Til gengæld er den både ubehagelig, grim, uafrystelig og på sin egen måde tillige besynderligt smuk og dybt bevægende. Idioterne er ikke som nogen anden film.

Fundet på lossepladsen
I overensstemmelse med Dogme 95-reglerne er Lars von Trier ikke krediteret som instruktør, men ingen kan være i tvivl om, at dette er hans film. Den megen medieomtale har naturligvis gjort sit, men Idioterne bærer tillige sin skabers umiskendelige signatur, også selv om den benytter en mindre æstetiserende stil, end vi er vant til fra Triers hånd.
Idioterne ophøjer grimheden til en slags æstetisk princip og fremstår som en "film fundet på lossepladsen", som Triers franske åndsfælle, den ligeledes selvbestaltede 'idiot' Jean-Luc Godard engang betegnede en af sine egne film.
Idioterne er mindre en film, end den er en skitse til en film, optaget som video med instruktøren selv som neurotisk kameramand på noget, der umiddelbart mest af alt ligner en hjemmevideo.
Lyssætningen - i det omfang man overhovedet kan tale om lyssætning - veksler mellem fuldstændig udsmattende direkte lys og noget, som vel nærmest kan betegnes som et fravær af lys, hvor man skal anstrenge sig for at se, hvad der egentlig foregår.
Det omkringfarende, håndholdte kamera kender vi fra såvel Riget som Breaking the Waves, men her er det endnu mere berettiget, al den stund Idioterne i et vist omfang illuderer at være en slags discount-dokumentarfilm, der febrilsk søger at indfange det væsentligste i hver scene. Dokumentarpræget understøttes af, at filmen rummer interviews med personerne, som, udspurgt af Lars von Trier selv, kommenterer det spasserprojekt, som de deltager i.

Maskens hudløshed
Hvad spasserprojektet egentlig går ud på, fortaber sig i det dunkle. Projektets primus motor, Stoffer, hævder, at det handler om at finde sin "indre spasser", en anden er med for at kunne "bolle så mange som muligt så hurtigt som muligt".
Flere har borgerlige erhverv - en er læge, en anden reklamemand, en tredje formningslærer - men i spasserfællesskabet omkring villaen i Søllerød reducerer de sig (eller udvider deres personlige register til at optræde som) savlende idioter, der tilsidesætter alle 'borgerlige' hæmninger og moralbegreber.
Eksperimentets angiveligt antiborgerlige ideologi stikker dog ikke meget dybere end de spasserroller, som personerne iklæder sig. Og også fællesskabstanken klinger hult, når deltagerne til stadighed ryger i totterne på hinanden. Men på den anden side får projektet faktisk også udstillet Søllerød-bourgeoisiets - og spassernes eget - hykleri, ligesom spasserne faktisk også kan behandle hinanden uendeligt omsorgsfuldt.
Og spasser-rollerne? Selv de bliver ægte, når personerne indimellem faktisk 'går i spas' på en måde, som de tilsyneladende ikke selv kan kontrollere. Filmen lægger sig ikke fast på én forståelse - idiotien er på én gang frivol maske og tilintetgørende hudløshed.
Ind i dette spasserkollektiv dumper en dag den introverte og tilsyneladende lidt enfoldige Karen (Bodil Jørgensen), på én gang mere normal end de andre, når disse spasser ud, og mindre normal, når de andre lader spassermaskerne falde. Målt med normalitetens alen fremstår Karen som 'den rene dåre', en slags åndelig søster til Bess i Breaking the Waves. Hun tager moralsk afstand fra spassernes 'gøren nar' ad dem, der har det værre end dem selv, men møder også hos spasserne en imødekommenhed og varme, der kalder tårerne frem i hendes øjne, og får hende til at føle, at hun aldrig har haft det så godt før.
Karens figur giver Idioterne en patos, som ikke står tilbage for Breaking the Waves. Omkring hende hersker det glade vanvid, men når kameraet hviler på én gang ømt og melodramatisk på Karens uudgrundelige ansigt, bliver denne lille grimme film smertende smuk. Og omkring Karen og hendes historie samler Idioterne sig undervejs på forunderlig vis til et helstøbt værk.

Idiot, mere idiot, mest idiot
Blandt meget andet er Idioterne også en vanvittigt morsom film, men ejheller morskaben er helt almindelig, for man er aldrig hundrede procent sikker på, hvad eller hvem det egentlig er, man fniser så idiotisk over.
Latteren bliver ligesom stikkende i halsen, når man bliver klar over, at man vist i virkeligheden var kommet til at skrige af grin over noget dybt tragisk.
Trier udtalte engang, at en film burde være som en sten i skoen. I så fald må Idioterne kunne betegnes som en film i allerhøjeste potens, for mage til generende film skal man lede længe efter. Den burde have vundet en pris i Cannes, men man forstår godt, den ikke gjorde det. Dertil er den alt for radikal, alt for sær, alt for grim, alt for foruroligende - og Cannes-juryen var altså hverken idiotisk eller modig nok til at belønne dens skabers rablende genialitet.
Spørgsmålet er imidlertid, om Trier faktisk er så idiotisk og barnligt naiv, som han lader. Næppe. Søllerød-spasserne er vel i vidt omfang en slags selvportræt og en spasserfilm som Idioterne hans udspekulerede adgangsbillet til at bryde en række tabuer - ikke blot æstetiske, men tillige seksuelle, for Idioterne byder på et forbløffende antal tissemænd i varierende grader af ophidselse og sågar et autentisk samleje, hvor intet overlades til fantasien.
Som projektets kontrollerende over-idiot har Trier provokeret skuespillerne til at gå ud over deres egne grænser, samtidig med at han har givet dem lov til "at slippe deres indre spasser løs" i frydefuld improvisation inden for rammerne af de af ham afstukne figurer - en teknik, han også anvendte i Verdensuret.
Er skuespillerne da idioter, fordi de har indvilget i at give over-idiotens spasser-fantasmer fysisk form? Og er anmelderen idiot, når hun faktisk synes, at Idioterne mod alle odds er den mest fascinerende og mest provokerende film, hun længe har set? I begge tilfælde er svaret utvivlsomt et rungende ja, men idiot er ikke nødvendigvis det dummeste man kan være...

*Idioterne. Manuskript og instruktion: Lars von Trier. Danmark 1998. 117 min. (Dagmar, Grand, Palads og 12 biografer over resten af landet)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu