Bjarkemålet
Hurtigere! Højere! Hildet være de supermennesker, de sprænger naturens og menneskekroppens grænser! Mærk testosteronen eksplodere i muskulaturens væv, mærk EPO'ens sanseløst berusende iltning af blodet og mærk hvordan hormonkurens magiske kraft kan sprænge feltet i en vældig acceleration op ad bjerget eller i formidabel sprint på de sidste hundrede meter!
Dette er Touren, elitesporten, der fascinerer alverdens tv-seere, tiltrækker den globale økonomis gladiatorer, får millioner af sponsorkroner til at rulle lidenskabeligt som slanke, skønne og velproportionerede cykelhjul.
Se den muskuløse Cipollini, struttende af sprint, slå Zabel-bæreren af den grønne trøje i en betagende afslutning - inden han tager på badeferie med sin familie.
Se en hovmodig Riis falme og miste den attråværdige gule førertrøje til en tysk yngling, der er beskedenheden selv.
Se Pantani erobre Pyrenæerne eller Alperne og bringe dramaet tilbage i en Tour de France, der syntes dødsdømt og blottet for den sublime spænding efter Festina-holdets dopingskandale og udelukkelse fra løbet. Hurtigere, hurtigere!
Kan denne underholdningsberusede menneskehed leve uden sine stjerner hinsides de grænser, som naturen og kroppen ellers havde sat?
Mange tvivler og drages måske af de djævelske spørgsmål om ikke Touren ville være endnu mere fascinerende og betagende, hvis cykelholdene på scenen var sponsoreret og styret af selskaber, der har ordentlig forstand på det, det i virkeligheden drejer sig om? En holdkonkurrence mellem medicinalverdenens største giganter, amerikanske Merck, anglo-amerikanske Smith Kline Beecham, franske Rhône-Poulenc og schweiziske Novartis - og ikke cykelhold styret af Deutsche banker, Telekom-virksomheder og mekaniske Festina-urværker, hvis eneste Acceptcard er deres egenkapital. Istedet for at lade en spinkel læge eller en stakkels massør købe eritropoyetin (EPO) på et lille apotek i Belgien, kunne man sikkert "under systematisk medicinsk kontrol og videnskabelig forskning i laboratorierne" løfte den udvalgte elites præstationer til nye højder. Fra ampul til ampul og måske med genetiske manipulationer af de disponible talentmasse i en tidlig alder.
Hurtigere, hurtigere! Hvem kunne være sandere repræsentanter for det videnskabelige og sportslige fremskridt end netop medicinalindustriens globale giganter?
Så kunne vi blive frigjort fra de pligtskyldige bemærkninger om, at hin enkelte "aldrig er blevet taget i en dopingkontrol". Og den internationale cycleunion (UCI) kunne blive frigjort fra at lege vampyrer på jagt efter nye blodprøver, der vist ikke er stand til at spore rester af EPO-ampuller, cortisoner og anabolske steroider et døgn efter indtagelsen. Vi kunne blive frigjort fra denne evige legen skjul, hvor nye stoffer som perflourcarbon (PFC) og alle der andre videnskabelige fremskridt udvikles og indtages, blot for at undgå UCI-vampyrernes kontroller. Så ville vi kunne få den rendyrkede medicyklisme styret af industriens avantgarde, i stedet for konstant at blive besværet med nye "pinlige" skandaler, moraliserende eftersnak og pressespekulationer om hemmelige "sorte kasser" i Festina-hovedkvarteret. Så kunne vi få den rigtige vare. Og måske kunne man mangedoble forretningen Tour de France, der ifølge avisen Süddeutsche Zeitung i dag kun skal have den sølle årsomsætning på cirka 300 millioner kroner, og hvor de fire hovedsponsorer (Credit Lyonnais, Coca Cola. Fiat og Champion) kun betaler mellem 20 og 40 millioner kroner om året for at eksponere deres mærke-varer, hvert år frem til år 2007.
En mangedobling af Tourens årsomsætning ville være det ultimative udtryk for professionalismen. Og bekræfte vor fremskridtstro. At det kun kan gå fremad, cykle højere, hurtigere og hurtigere.
Men er sandheden ikke, at vi indtil nu blot har været tilskuere til en stor iscenesættelse af hykleriet? Gennem tv-imagologernes glorificerende italesættelse og visualisering af vor tids helte fik vi som tilskuere et glimt af noget større end os selv. En moderne udgave af den ridderlige kappestrid, hvor noble idealer og æresbegreber forenedes fuldkomment med menneskekroppens naturlige træning i ensomhed på landevejene. Og når vore helte vendte hjem til nationen efter de heroiske slag kunne vi forenes som andet end ensomme tv-seere - blive til at jublende folk forenet af underholdnings-nationalismens helte.
Som enhver anden ekstase er det skønt, så længe det varer. Men tør vi åbne øjnene for den løgn, der gemmer sig bag det hele? At det vi i virkeligheden har tiljublet ikke er mennesker af blod, sved og tårer, ikke moderne riddere, men snarere et bundt medicinsk oppustede hormoner, et kunstigt tilskud af testeroner, cortisoner og EPO-ampuller, der under streng videnskabelig og lægelig kontrol er blevet doseret en tilfældig talentmasse, engang kaldet et menneske. Det er ikke videre skønt. Og de menneskelige omkostninger har været større end den aktuelle Festina-skandale umiddelbart afslører - testikelkræft, hepatitis, blodpropper, sukkersyge og i nogle tilfælde døden er kendte bivirkninger af sportens dopingræs.
"I vil myrde cykelsporten!", udbrød en bitter Richard Virenque efter anholdelsen af hans sportdirektør Bruno Roussel. Men anklagen var også et sidste desperat selvforsvar. Dagen efter blev alle Festina-holdets ryttere smidt ud at årets Tour de France, som konsekvens af politiets anholdelse af først holdets massør Willy Voet (med bilen fuld af forbudte dopingstoffer) og siden af lægen Eric Ryckaert og Roussel selv. Da kan få op til tå års fængsel for at have "købt transporteret og fremmet forbrug" af narkotiske stoffer.
Ingen ved endnu, om der er nogen kan pådrages et ansvar i Festina retssagen. Siden slutningen af 1997 har lægen Ryckaert været under mistanke for sammen med massør Voet at have købt EPO fra en belgisk apoteker. Men senest har lægens advokat hævdet, at Festina-cykelrytterne blev tvunget af direktør Roussel til at betale en procentdel af deres indkomst til en "sort kasse", der finansierede holdets indkøb af dopingstoffer. Advokaten understreger - til sin klients forsvar - at rytterne "tog hvad de fandt nødvendigt, de fik produkterne af deres hjælpere og antallet af røde blodlegemer blev kontrolleret ... under striks medicinsk kontrol".
Direktør Roussel har ikke villet tage ansvar for noget misbrug og har sagt, at han "ikke så alt og ikke vidste alt".
Dopingskandaler er der nok af i de gemte sportsarkiver. Fra østeuropæiske atleter og kinesiske svømmere til den canadiske løber, Ben Johnson, der i 1988 blev frataget sin OL-guldmedalje efter afsløring af dopingrester i urinen. Og videre til forboldspilleren Diego Maradona, der i 1994 blev bortdømt fra VM i USA med efedrin i kroppen. At benægte tilstedeværelsen af doping i den professionaliserede eliteidræt er i strid med kendsgerningerne. Allerede i 1967 døde cykelrytteren Tom Simpson i Tour de France under bestigningen af Mount Ventoux og rester af amfetamin i hans blod afslørede ham som et dopingoffer i Tourens jagt på succes og sejr. Mange cykelryttere er siden blevet grebet i dopingmisbrug, selvom midicinerne i reglen har været et-to skridt foran UCI-kontrollørerne. F.eks. blev Bjarne Riis' store forbillde Laurent Fignon i 1987 fradømt sin sejr i Fleche Vallone-løbet, fordi han havde taget amfetamin. Og siden blev han taget under en dopingkontrol ved et Grand Prix-løb i Eindhoven.
Mange cykelryttere har følt sig nødsaget til at dope sig - enten i længslen efter sejr eller af frygt for at konkurrenterne er dopet.
"EPO er et fantastisk produkt. Hvis de tager det, og rivalerne ikke gør det, så har du mellem 12 og 15 procent fordel. Jeg brugte det selv med succes. Men i dag er problemet at også de svagere ryttere bruger det," har cykelrytteren Eddy Planckaert sagt.
Det har mange ment at vide længe.
Så sent som den 4. marts i år blev det hollandske TVM-hold afsløret i Reims med 100 EPO-ampuller i en af sine biler. Tour de France ledelsen burde i det mindste have smidt TVM ud af årets Tour samme dag, som man udelukkede Festina-holdet, men hykleriet lever i bedste velgående. Alle ansvarlige beslutningstagere kræver efter hver eneste skandale "øjeblikkelig handling for at redde cykelsporten" og "strammere dopingkontrol", men indtil nu har resultaterne mildest talt været beskedne.
Kan politianholdelserne af ansvarlige Festina-folk og senest af tre TVM-sportslederne - og reelle trusler om fængselsstraf - fremskynde et effektivt opgør med dopingkonkurrencen, så behøver cykelsportens fascinerede dramaer ikke at forsvinde. Virenque og andre tager fejl, hvis de tror, at dramaet kun opstår i kraft af stadig mere avancerede medicinske eksperimenter med menneskekroppen. Det er en livsløgn, som sejrshunger og profitlyst har givet næring til. Ikke mindst i takt med at menneskeheden har mistet sansen for - eller har forsøgt at fortrænge - naturens grænser. Fra EPO-ampuller og genetiske manipulationer til potensforlængende Viagrapiller.
Det fængslende drama i cykelsporten opstår ikke i kraft af et anonym videnskabs forsøg på at besejre naturen, eller fordi vi udsættes for en lind strøm af verdensrekorder og højere gennemsnitshastighed på enkeltstarterne. Det er forlængst blevet kedelig rutine. Nej, det sportslige drama opstår mellem mennesker i lidenskabelig konkurrence med hinanden, hvor ikke kun Goliaths muskelkraft tæller, men også Davids snu udnyttelse af modpartens svagheder kommer til sin fulde ret.
