Læsetid: 6 min.

Tæt på afgrunden

31. juli 1998

Med arrestation af rytteren i den prikkede bjergtrøje startede Tour de France endnu engang i kaos, men det stærkt reducerede felt er nu på vej til Paris

NEUCHÂTEL - Starten på 17. etape gik fra Aix-les-Bains ved bredden af Lac du Bourget, hvorfra bjergene rejser sig lodret mod himlen og spejlede sig i søens formiddagsblanke vand. Under deres synsvinkel er Tour de France et stærkt forbifarende fænomen, og de surrealistiske scener, der udfoldede sig ved starten på søbredden vil engang blive en parentes i løbets historie. I hvert fald lovede Jean-Marie Leblanc Aix' borgmester, at Tour de France så snart som muligt ville vende tilbage hans by under mere normale omstændigheder. Tour-direktørens poser under øjnene hænger ham snart helt ned på brystet, og høflighedsudvekslingen med borgmesteren på et lille podium i Village de Depart var kortvarig, inden han hastede scenen rundt for at orientere sig om, hvorvidt han stadig havde et cykelløb, og for at redde det, som reddes kunne.

Efter nattens hærgen
Med morgenlyset kunne der holdes mandtal efter nattens hærgen. Once og Banesto havde forladt løbet allerede på den foregående dags etape, og de to andre spanske hold, Kelme og Vitalicio, havde senere fulgt deres eksempel. Efter pres fra den spanske presse og fra deres sponsorer, lød vurderingen fra Bjarne Riis, som mente at have vished for at de spanske ryttere gerne ville have kørt igennem til Paris.
Once har søgt hjælp hos den spanske ambassade i Frankrig, og uden at ville præcisere, hvori hjælpen nøjagtigt består, siger den spanske ambassadør til dagbladet Liberation, at "vi vil vise ambassadens beredvillighed (...) og står på de spanske rytteres side." En diplomatisk krise mellem Frankrig og Spanien under optræk?
Casino havde haft besøg af politiet på deres hotel om aftenen, og sportsdirektørerne Lavenu og Biondi var blevet ført bort til afhøring, så diskret, som sådan noget nu kan ske, når begivenheden er ventet og pressen står vagt om hotellet. Men ingen rytteres værdighed var blevet krænket, og således heller ikke den elastiske garanti, som rytternes talsmand, Bjarne Riis, havde krævet og fået af løbsledelsen.
Og en krænkelse af værdighed var det tilsyneladende ikke, at Casino-rytteren Rodolfo Massi blev anholdt og varetægtsfængslet. Hvis de har noget på ham, er de jo nødt til at gøre deres arbejde, mente Riis og strakte elastikken for at få løbet til at fortsætte. Også med Casinos deltagelse, på trods af at holdet og løbet nu må undvære Massi i den prikkede bjergtrøje. "Han har nok fået den byttet med en stribet," var der en journalist, der bemærkede, og således var galgenhumor det eneste værn mod den tristesse og tyngende træthed, der hvilede over ryttere og hele karavanen, hvilken funktion de end måtte være der i.

Mekaniske autografer
Små drenge gik rundt med deres autografblokke som vanligt, og rytterne skrev mekanisk i dem med blikket rettet lige frem ude at se. Alberto Elli havde fine rystelser i kroppen, da han skulle redegøre for stemningen hos Casino foran RAI's tv-kamera, og han var ikke enig med Riis. Våbenhvilen - det var det ord, han brugte - med politiet var blevet brudt med ransagelsen på rytternes hotel. Om sin landsmand Massi ville han ikke tale. "Men for os er løbet forbi. Ingen af os har lyst til at køre videre, men vi deltager for et syns skyld, fordi sponsorerne ønsker det," sagde Elli, som denne morgen ikke havde barberet rent rundt om sit ellers meget velkultiverede stregtynde mundskæg.
Casino-camperen var belejret at pressefolk. Bo Hamburgers ansigt forstenet, mens hans mund gik i rette med det franske politis metoder - som han dog ikke selv havde været udsat for - og TV 2's Jens Hansen havde ikke svært ved at få ham til at sige, at han efter denne Tour ville overveje helt at holde op med at cykle.
Kredsen om Hamburger åbnede sig. En blå skjorteryg krummet over bekymringer var trængt igennem og gik ind i camperen. Jean-Marie Leblanc, der skulle ind og give Casino-rytterne og sportsdirektør Lavenu moralsk oprustning til at stå ved den beslutning, han allerede kendte, men også ville forvisse sig om. At Casino fortsat ville være i feltet.

Synd for Pantani
Marco Pantani sad længe inde i Mercatone Unos camper, men det er normalt både for ham og den gule trøje. Udenfor tolkede Fabiano Fontanelli hans følelser: "Det er synd for Marco. Han er ved at vinde Tour de France, men det er ikke længere et cykelløb, men en retssag, og hvad kan han eller vi gøre ved det."
Da Pantani kom ud, var han straks at finde langt nede under lag på lag af reportere og kameraer. Han havde ikke vundet Tour de France, så sådan ville han ikke tænke, lød det dernede fra. "Men vi har en moralsk forpligtelse til at fortsætte løbet, og vi har talt med repræsentanter for alle de andre hold, og de er enige," sagde han. "Da løbet startede i Irland og Festina-sagen kom op, troede jeg som så mange andre, at det blot var en enkelt soigneur, der var på gale veje, og ikke at det var noget, der greb så dybt ind i hele miljøet. Det er ikke noget overfladisk problem, og det skal løses. Men retten har sin tid, og løbet har sin. Rettens arbejde må fortsætte, men det må løbet også. Vi er nødt til at give løbet dets ære tilbage, og det kan vi kun gøre ved at køre det. Alt andet ville være en tilkendegivelse af, at vi alle er skyldige."
Ikke langt fra ham var en af Poltis ledsagebiler ved at gøre klar til start. En mand i gul t-shirt og mørkeblå bermudashorts satte sig ind i den. Det var Luc Leblanc, som ene af Polit-rytterne havde besluttet at stå af. Han havde talt med sin ven Laurent Jalabert og i solidaritet med ham truffet sit valg, mens resten af Polti-rytterne fortsætter. Men det er også et italiensk hold, og en af rytterne, Rossano Brasi, sagde i tv senere på dagen, at man gjorde det for Pantanis skyld. At løbet skulle slutte i utide med en sejr til Pantani inden for rækkevidde ville være ubærligt for en italiener, uanset hvilken holdtrøje han bærer.
Og denne solidaritet med Pantani vises fra alle ryttere i feltet. Løbet skal køres for dets egen skyld, men også for Pantanis. Og for denne solidaritet takkede Pantani, da den mærkelige dag var til ende.

En helt normal etape
"Det bliver en helt normal etape," havde Bjarne Riis lovet inden det reducerede felt kom afsted i spredt uorden, og således blev det. En etape, hvor Mercatone Uno i meget lang tid førte feltet an for at undgå at sidde bagude, hvis det skulle knække, og for at lave sit pligtarbejde i jagten på fire udbrydere: Donati (Saeco), Vasseur (Gan), Desbiens (Cofidis) og Mengin (Francaise des Jeux). En slags solidaritetsarbejde kunne det fortolkes som, da stort set alle hold på skift aflastede Pantanis hold, og det gik over i hårde realiteter, da de til sidst var sprinternes hold, Telekom, Mapei og Rabobank, der forestod jagten. Seks kilometer fra mål blev de fire indhentet, og de tre sprintere, der endnu er tilbage kunne slås om det: Erik Zabel, Tom Steels og Robby McEwen. Zabel åbnede langt udefra, og uden om hele fortroppen, og fik et pænt forspring, som Steels imidlertid kørte ind, og med præcis timing slog han tyskeren på stregen til sin tredie etapesejr. Steels og Zabel har byttet roller.
Etapen til Schweiz og Neuchâtel vil ikke blive husket for andet, end at det var dagen, hvor Tour de France bevægede sig fra afgrundens rand tilbage til noget, der ligner normalt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her