Læsetid: 11 min.

Til tops tur/retur

24. juli 1998

I sommeren '81 stod hun med blomsterbuketten til partichefen og inkarnerede ledelsens forventninger til hende - og sig selv. Fire år senere fik hun at mærke, at loyalitet og flid ikke er nok. Magten er en forpligtelse, og den hævner sig, hvis den bliver ignoreret

Det ligner næsten en vittighed. Den centrale agitations- og propagandachef i DDR's ungdomsorganisation - Freie Deutsche Jugend - skal i efteråret 1985 tale på et større møde i det sydlige DDR. Under hovedtalen af Dresdens markante partichef, Hans Modrow, bider Catrin Kabus mærke i en del sammenfald med hendes manuskript, der er udarbejdet efter et af de talepapirer, man altid får fra particentralen før større arrangementer.
Hun giver sig derfor til i al stilfærdighed at rense ud, punkt efter punkt. Der bliver mindre og mindre tilbage - og mere og mere plads til at sige tingene på hendes egen facon. Resultatet bliver utraditionelt. Ikke kritisk eller rebelsk. Bare ukonventionelt.
Til billedsiden hører, at hun venter barn uden for ægteskab - og det kan ses i mere i en forstand. Det har tidligere på sommeren indbragt hende en officiel næse fra partiet: Hun har optrådt egoistisk og uansvarligt over for en velfungerende familie ved lade en tilfældig affære få konsekvenser.
Og nu tror hun tilmed, at hun er bedre til at formidle partiets politik og problemer end partiet selv.
Men pigen, der badet i bifald og blitzlys med blomsterbuketten til Honecker på FDJ-kongressen fire år tidligere inkarnerede ledelsens forventninger, er begyndt at ligne en taber.
Her i efteråret 85, hvor den officielle debat i DDR krampagtigt insisterer på, at Gorbatjovs projekt i Sovjet kun handler om specifikke sovjetiske forhold, og intet har med DDR at gøre, er der blevet isnende koldt i toppen af FDJ-apparatet. Pladsen til at agere med fornuft og intuition frem for magtforståelse er mindre end nogen sinde. Og som utidigt gravid er det svært at indgå brugbare alliancer, især for en der ikke kender spillet.
Det ligner en vittighed. Det er det ikke. Det er tid til afregning.

Et par år tidligere - i slutningen af 1983 - er hun rykket frem i systemet fra FDJ-sekretær i Schwerin i det nordvestlige DDR til en plads i organisationens øverste ledelse, sekretariatet. Titlen er nu Sekretär des Zentralrates der FDJ - med det øverste ansvar for organisationens agit-prop- og skolingsarbejde.
Lidt hurtigt, synes hun. Hun kunne godt bruge et par år mere i Schwerin til at dygtiggøre sig og få erfaringer. Hendes baggrund for en ideologisk så tung post er trods alt kun fire års skoling i Moskva og et par år i Schwerin.
Det vrøvl, hun har den første tid i Berlin, ser hun selv som startvanskeligheder med at skifte provinsmiljøet i Schwerin ud med et liv som en del af eliten i FDJ's hovedkvarter på Unter den Linden i Berlin.
Den anviste bolig i betonforstaden Marzahn takker hun nej til og skaffer sig i stedet en etværelses i Pankow. Den er ikke meget bedre end den, hun havde i Schwerin uden bad og telefon - men det er tættere på byen, og der er hyggeligere end ude i betonen. At nogen så mener, hun åbenbart føler sig for fin til at bo sammen med arbejderklassen, kan hun ikke tage rigtig alvorligt.
Et personligt venskab, hun udvikler med en af de underordnede, er heller ikke velset - det kan svække hendes autoritet, får hun at vide. Det blæser hun også på.
Surheden over, at hun ikke vil bruge tjenestebilen, men hellere tage S-toget hjem og købe ind som alle andre, tager hun sig heller ikke af. Især fordi det reelt handler om, at chaufføren så ikke selv kan bruge Lada'en hjem efter fyraften, når han hverken skal hente eller bringe hende.
Kun de ekstravagancer, der direkte følger af hendes arbejde, tager hun med: Den høje løn og rejserne, som bringer hende til bl.a. Congo, Cuba og et par gange til Forbundsrepublikken på den anden side af jerntæppet. Men hun undlader bevidst at søge om lov til at besøge sine forældre, der er udstationeret som journalister for DDR-bureauet ADN i Japan. Ikke fordi det ikke ville kunne lade sig gøre, men fordi hun ikke vil fremstå som grisk - og helst ikke vil pådrage sig en sikkerhedsrisiko.
Hjemmefra har hun lært, at man skal være varsom med privilegier. Begynder man først at efterspørge dem, bliver man afhængig - af privilegierne og den ofte beregnende giver.
Det arbejdsmæssige tager hun sig derimod af. Og det er heller ikke problemfrit. Trods den formelle kompetence som agit-propchef møder hun tilbagevendende kritik fra sine ældre og mere erfarne kolleger i ledelsen - og fra partiet. Ikke fordi hun gør sig bemærket med mere grundlæggende kritik, langt fra; men fordi hendes behov for albuerum ofte er større end mulighederne i et system, hvor alle opgaver også er partiopgaver. Så selv om det er småting, tager hun kritikken alvorligt - som en påmindelse om at dygtiggøre sig. Nok er hendes alder - 26 - en politisk fordel i ungdomsorganisationen, men den giver hende et efterslæb på erfaringskontoen.
Ildsjælen - der i Moskva var anerkendt og respekteret af venner og kammerater fra adskillige kontinenter, og som i Schwerin var udfarende, når det handlede om at give FDJ's medlemmer mulighed for selv at tage initiativer - brænder stadig. Og er hun i starten ikke dygtig nok, så er hun opsat på at blive det.
For tilliden til, at systemet er til at forandre for den, der er med, er intakt. Det var den holdning, hun som 19-årig havde meldt sig ind i partiet på. Det samme gælder tilliden til, at systemet er dynamisk nok til at udvikle sig. Og at de kræfter, som har båret hende frem, nu er klar til at støtte hende. De må vel have haft en idé med det.

Vi mødes en enkelt gang, under starten på hendes tid i inderkredsen. Og hun er i topform. Vi er en håndfuld danskere i Berlin i vinteren 1984 til Den Politiske Sangs Festival. Den er en blandet landhandel, der gennem tiderne ud over lokale grupper bl.a. har budt på navne som Ruben Blades, Miriam Makeba, Bruce Cockburne - og f.eks. danske Henrik Strube.
Catrin er inde i, hvad hun selv senere betegner som en af sine intensive perioder. Livet skal leves, det gør vi så sammen med hende, og byen bliver fravristet et dementi af sit ry som hovedstaden med verdens kedeligste natteliv: Koncerter over hele byen, bagscene-fester på musikernes minifestival, undergrundskarneval ude i Puschkinstraße langt fra det centrale rampelys, et par timers søvn på lånte sofaer i forældrenes lejlighed i Friedrichshain - og så for mit vedkommende ud på hotellet til morgensamling med rejsegruppen. Jeg er strengt taget rejseleder.
Har hun problemer, synes hun at tage dem ovenfra og ned. Også da vi til en koncert møder en af hendes centrale FDJ-kolleger, som påpeger det uheldige i, at hun er til offentligt arrangement uden Blauhemd - FDJ's blå skjorte med det gule ærmemærke: Hun er her som privatperson og har i øvrigt gæster - færdig med ham.
Hjemme har jeg efterhånden vænnet mig til at være i konstant opposition til min egen stadigt mere forstenede partiledelse, men at den lokale forrådnelse hjemme skulle være en del af et større sammenbrud, har jeg ikke fantasi til at forestille mig - en hel verdensdel kan ikke bare sådan stå for fald.

Ved den samme festival to år senere er der kommet en ny type alvor ind i venskabet med Catrin, ikke kun fordi hun nu er nybagt enlig mor. Begejstringen for socialismen og DDR, som var udgangspunkt fem år tidligere under skolingen i Moskva, da verden stadig var enkel at tage stilling til, slår ikke længere til. Dertil er mine forestillinger om socialismen ikke længere helt urealistiske nok. Og vel heller ikke hendes. Begejstringen er i 1986 - i hvert fald for mit vedkommende - ved at være afløst af et stadigt mere indædt: Kom så, Gorbatjov!
Hjemme i København havde jeg hørt et eller andet om, at hendes graviditet er et brud på etiketten.
Men sammenhængen er slet ikke trængt ind og gør det først mange år senere. At hendes ønske om at håndtere sit privatliv som en privatsag af apparatet var blevet besvaret med en rygtekampagne, hvor flere af hendes bekendte på skift har måttet se sig selv i rollen som den 'hemmelige elsker', aner jeg ikke. Heller ikke, at hendes senere 'tilståelse' har udløst, at hun - ikke han - har fået en officiel næse af partiet. Heller ikke, at hendes uformelle status som den kommende partichef Egon Krenz' opfindelse, forhindrer, at der bliver gået mere regulært til værks - en for hårdhændet dumpning af hende vil også falde tilbage på ham. Alt det har jeg ingen anelse om.
Derfor ser jeg heller ikke, at den Catrin, jeg tidligere havde set som et sundhedstegn i et system, der et eller andet sted også var mit, nu er reduceret til en defekt brik i et apparat, der i stigende grad har nok i sig selv. Ligesom jeg året før under demonstrationerne i Potsdam manglede mod til at beskrive elendighederne - svigter modet til nu for alvor at se dem i en sammenhæng.
I sin lille etværelses i Pankow sidder hun nu med sin fire måneder gamle datter og er begyndt at gøre sin del af det regnestykke op, som andre i toppen øjensynligt har taget hul på.
Som hun ser det, er der aldrig blevet rettet politisk kritik af hendes arbejde. Der er blevet påpeget fejl.
Hendes facon, hvad enten den har handlet om omgangen med vestlige venner, upassende fravalg af tjenestegoder, eller rettelser i partiets talepapirer, har aldrig været noget, hun skulle tage sig mod til, men blot hendes måde at gøre, hvad hun syntes var rigtigst. Hun har bare fulgt sine fornemmelser og ikke været dygtig nok.
At den gamle FDJ-chef, der i Moskva spottede hende ud og bragte hende til tops, er overgået til partiarbejde, kan hun højst bruge til at forstå nogle af problemerne. Det samme gælder det, at den nye og mere apparatafhængige førstemand, ikke føler det samme ansvar for hende som forgængeren.
Vil hun derimod gøre noget ved tingene, er der ikke så meget at forklare, så må hun bare komme stærkt igen, når barselsorloven er slut.

I eftersommeren forsøger hun et come back. Der er lidt knas med at komme tilbage, der bliver stillet spørgsmålstegn ved, om en enlig mor kan klare et så krævende job. Er det et vink med en vognstang, vælger hun at ignorere det: Selvfølgelig kan systemet løse de praktiske problemer, hvis der er brug for hende.
Men det er der ikke. Løbet er kørt. Kritikken - også fra partiets emsige funktionær i FDJ-ledelsen - tager til. Sager bliver taget fra hende. Og hun oplever, hvordan kritik af FDJ's skolingsarbejde fra DDR's magtfulde undervisningsminister Margot Honecker falder direkte tilbage på hende som skolingsansvarlig.
En enkelt fejl af de alvorlige får hun lov at lave. På bestilling af SED's centralkomite har en gruppe sociologer på universitetet i Leipzig lavet en undersøgelse om ungdommens politiske engagement. Konklusionerne er alt andet end opløftende, men glasklare: De unge er ligeglade med systemet og kan ikke nås med traditionelle ideologiske metoder.
Rapporten bliver stemplet fortrolig og tilgår i FDJ kun sekretariatsmedlemmerne. Den forbliver en partihemmelighed, indtil Catrin i efteråret '86 skal lede det årlige seminar for FDJ's regionale agit-prop ansvarlige. Her tager hun rapporten ud af pengeskabet og bruger dens konklusioner som arbejdspapir. Det er en vigtig undersøgelse, som dokumenterer de betingelser, FDJ har at tage bestik af. Det er nødvendigt at få den ud af boksen, mener hun.
Under seminaret kaldes hun øjeblikkeligt til Berlin for at forklare baggrunden for, at hun har delagtiggjort udenforstående i fortrolige arbejdspapirer fra SED's centralkomité.
I november 86 er det så overstået.
Ved et møde under fire øjne med FDJ's førstesekretær Eberhard Aurich får hun at vide, at hun mangler ledelsesevner, evne til at formidle kollektivets beslutninger og evne til at omforme politiske mål til konkrete arbejdsopgaver. I samråd med partiet er der derfor truffet beslutning om at frigøre hende fra hendes arbejdsopgaver i sekretariatet.
Hun er fyret.

Ikke bitter. Forundret, ked af det, skuffet, forvirret og fuld af spørgsmål, som ikke lader sig besvare til bunds. Først og fremmest: Hvad var det, der ramte hende? For hun er ramt, og det gør ondt. Var det bare manglende dygtighed, som hun selv giver en stor del af skylden. Eller var det også småligheden, som ikke tillod plads til usikkerhed; kynikerne, som lukkede for klejnekassen, da hun var svag og havde brug for hjælp; tåbelighederne, som hun ikke ville lade sit liv styre af. Eller var hendes mange skævere i arbejdet og sit personlige liv i virkeligheden et politisk problem.
At der måske ligger en mere grundlæggende misforståelse bag, strejfer hende ikke: Når man fravælger magtens spilleregler og samtidig insisterer på sin personlige integritet, bliver tallene på bundlinjen så røde, at ingen flid eller dygtighed kan opveje det. Opfatter man kun magten som en mulighed og ikke et obligatorisk arbejdsredskab, lader man den ligge uvirksom hen uden at passe den, så slår den igen og søger andre græsgange. Det gælder også for den, der udfylder sin plads i familien båret af ansvarlighed og loyalitet.
Fire år senere - efter Murens fald - forsøger hun at finde en del af svarerne ved at afhente sin personalemappe i FDJ's Zentralrat. En skuffende oplevelse. Den er renset for alle konflikter - og alt andet af interesse. Tilbage er kun en kort intetsigende kronologi, som fortæller, at hun i en årrække har været medlem af Zentralrat og i en periode af sekretariatet.

Udgangen på fyringen bliver, at hun, som mange andre uartige funktionærer før hende - blandt andet hovedpersonen i Stefan Heyms roman om arbejderopstanden i DDR i 1953 Fem dage i juni - atter påbegynder en længerevarende skoling. Det bliver på SED's Centralkomités Akademi for Samfundsvidenskaber i Berlin.
Perspektivet er lidt mindre glamourøst end fem år tidligere. Den realistiske bane er nu en doktorgrad med efterfølgende arbejde som lærer på en partiskole. Som studieopgave får hun - meget mod sin vilje - pålagt at formulere en forskningsopgave om DDR's økonomiske udvikling i Honecker-perioden, officielt en blomstrende periode.
Projektet bliver aldrig skrevet færdigt. Hun bliver så at sige reddet af historien. Bliver gift, får et barn mere og glider stille og roligt ud i periferien af apparatet.
Den 9. november 1989 om aftenen ringer hendes far fra sit korrespondentkontor i Washington for at sige tillykke på sit lille uægte barnebarns fire års fødselsdag. Det bliver ham, der fortæller Catrin om det seneste resultatet af de protester og demonstrationer, som også hun har deltaget i gennem de seneste uger: Han har lige har fået et telegram om, at DDR har åbnet statsgrænsen for alle.
Muren er faldet.

*Dette er den anden del af en fortælling fra DDR. Første del blev bragt lørdag den 18. juni. Sidste del bringes på næste lørdag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu