Læsetid: 7 min.

Tour de kaos

25. juli 1998

Den dummeste strejke nogensinde. Sådan beskriver Informations Henrik Jul kunne ikke komme hurtigt nok væk fra tourrytter og deres protest mod mediernes fokus på dopingskandalerne.

I bilradioen lyder Armin Meiers stemme. Han fortæller om, hvordan han og de otte andre Festina-ryttere var kommet til afhøring på politigården i Lyon torsdag eftermiddag, og hvordan de var blevet forvandlet fra vidner til varetægtsfængslede. "De tog mine bilnøgler, min pung, alt hvad jeg havde på mig,og lukkede mig en i en celle med en træbriks. Jeg følte mig som en forbryder."
Armin Meier tilstod at have brugt EPO og andre stoffer, og det samme gjorde Christophe Moreau, Laurent Brochard, Alex Zülle og Laurent Dufaux, men Meier var den eneste, der forklarede sig bag efter til den presse, som alle feltet tilsyneladende hader.
Festina-rytterne blev efter deres tilståelse løsladt efter en nat i cellen. Da de kom ud, sad Festinas holdkaptajn Richard Virenque der stadig.
"De tog Alex' briller fra ham, inden han skulle ind i cellen, og jeg tænkte, at det her er ikke muligt. Det er ikke normalt... Jeg har det bedre nu, efter at jeg har fortalt sandheden. Jeg har ikke sagt, at alle andre også bruger det, for det ved jeg ikke. Jeg har kun fortalt, hvad jeg har gjort, og det er det hele," lyder Meiers stemme i bilradioen på et fransk, der er tungt ladet af schweizertysk og bedrøvelse.

Kort strejkevarsel
På vej væk fra starten på den 12. etape fra Tarascon sur Ariege til Cap d'Agde, tændte jeg for radioen og hørte, hvad det var, jeg var på vej væk fra. At Laurent Jalabert i sin egenskab af fransk mester, i et fransk løb, havde gjort sig til talsmand for feltets ryttere og var kørt op på siden af Tour de France-direktør Jean-Marie Leblancs bil og bedt om en mikrofon for at afgive en erklæring. Om at feltet ikke ville begive sig ud på dagens etape i protest mod den måde rytterne og løbet bliver behandlet på i forhold til de igangværende dopingsager.
Tour de France er blevet sekundært i forhold til dopingsagerne, sagde Jalabert og meddelte, at rytterne ikke ville køre. Et meget kort strejkevarsel rettet mod presse, politi og løbsledelse, og så kunne hvem, der følte sig truffet, enten træffe modforanstaltninger eller fortrække.

Så langt væk som muligt
Jeg fortrak, fordi min bil var placeret før feltet og dermed skulle væk, inden starten gik. Sådan er reglerne. Og at starten ikke gik, vidste jeg først, da jeg tændte for radioen og et kort øjeblik overvejede, om jeg skulle vende om for at rapportere eller køre så langt væk som muligt. Det første var umuligt, og det sidste havde jeg mest lyst til.
Hvad fanden bilder de sig ind? At journalister, som befinder sig i dette specielle hjørne af virkeligheden, fordi de holder af det hjørne, holder op med at være journalister, når deres kærlighed bliver plettet? Tror de, at man kan skrive begejstret om ædel kappestrid, når en af dette løbs favoritter må aflevere sine briller, inden han i cellen må vente på at blive afhørt. Bilder de sig ind, at man skulle lade være med at skrive om det? Skulle en undersøgelsesdommer i den politikreds, hvor en officiel Tour de France-bil er blevet taget med så mange stoffer, at de kunne få hele feltet til at flyve til månen, undlade at efterforske og rejse sag, fordi han - som de fleste franskmænd - er vild med Tour de France, Richard Virenque og Jalabert selv?
Og skulle Jean-Marie Leblanc have afblæst løbet allerede i Irland, da sagen blev kendt, for at undgå, at rytterne fik deres gode ry beklikket, eller hvad skulle han have gjort?

Dummestre strejke
Det er den dummeste strejke, jeg nogensinde har hørt om, og hjulpet af omstændighederne kunne jeg ikke komme hurtigt nok væk. Ikke blot fra etapestarten, men også fra hele løbet og den kærlighed, jeg har næret i mere end tyve år, og som nu har gjort mig til hanrej.
Bilradioen fortæller, at der ved en ransagelse på TVM's hotel i Ariege er fundet stoffer og sløringsmidler, som underbygger fundet gjort i begyndelsen af marts af doping i en af holdets biler på vej væk fra et cykelløb i Murcia, og en ekspert i hud- og hårsygdomme fortæller, hvordan man kan aflæse brugen af medicin i hårceller, hvilket er det, der har været bevismaterialet over for Festina-rytterne, og jeg er ved at brække mig ud over instrumentbrættet af al denne medicinske, juridiske og kriminologiske saglighed.
På motorvejen inden Montpellier er der afkørsel til Agde og Cap d'Agde, hvor etapeafslutningen og den summende pressecenter er. Det er der, hvor rytterne skal fortælle om den etape, der alligevel blev kørt, og det er der, hvor man skal høre nyt om, hvem der er blevet arresterede og hvem der er blevet løsladt. Jeg kører forbi afkørslen, og min lyst til det blev hjulpet af en lastbil i inderste vejbane, således at jeg virkelig skulle ønske det stærkt at komme derned og blive konfronteret med alt det, jeg ikke vil vide af. Jeg kører videre med radioen tændt og for at vide, at brødrene Jalabert er i udbrud, og så forstår jeg virkelig ikke noget som helst. Hvem vil bevise hvad overfor hvem? Forstår de ikke, både dem der jager og dem der jagter, at cykelsporten med de seneste fjorten dages begivenheder har sat sig selv ud over al troværdighed og i lang tid må køre med et traume, som ikke er den enkeltes, men er kollektivt.

Sekundanten
P. O. Enquist fortæller i sin roman "Sekundanten" om en far, der var hammerkaster og fuskede med vægten i sit vinderkast. Det er et kast, der ikke kan fortrydes. Et hvilket som helst senere kast vil være tynget af det førstes snyd, og sønnerne og elskerne af det kast og den far vil altid skulle leve med forræderiets traume.
En atletikhammer, der er blevet gjort for let, kan selvfølgelig nå ud på vinderlængde, men - hvis det bliver opdaget - vil kastet og kasteren blive bedømt i en anden disciplin. Hvis en kapgænger begynder at løbe, er det ikke længere kapgang. Hvis en bokser putter en hestesko i handsken er det ikke længere boksning. Heller ikke hvis begge boksere i en ring gør det.
Konkurrenceidræt opstår i modstanden og begrænsningen. Modstanden er konkurrenterne og udøverens egne grænser. Begrænsningen er konkurrencens regler, og uden dem var der ingen konkurrence. Hvem gider se en kapgænger løbe, Maradona score med hånden eller en cykelrytter skyde en genvej. Den lige vej mellem Grenoble og Briancon går ikke over Alpe d'Huez, og den, der vælger den, sætter sig uden for konkurrence og interesse. Det er kun reglerne, der skaber konkurrence og dermed noget, der er stedfortrædende interessant for andre end dem, der konkurrerer. At to mennesker løber om kap til verdens ende på ubekendt distance, er kun interessant for den overlevende, men sæt et mål for, hvorlangt de skal løbe, så bliver det spændende, hvem der kommer først.
Hvis nogen synes, at den første disciplin kunne være fed at se, så er vi tilbage i gladiatorkampe eller fremme ved en tilstand, hvor ikke konkurrencen mellem ligeværdige tæller, men blot gyset ved regelløs menneskeofring. Og det er vel det samme.

Splintret tro
Det var det, jeg kørte væk fra. Fra tyve års tro på, at cyklingen afspejler menneskelige grundvilkår klarere og smukkere end nogen anden idræt. Rytterdemonstrationen og enkelte rytteres tilkendegivelser retter sig mod den mistanke, som de og løbet udfolder sig under. Deri har de ret, for hvordan kan man elske rent, hvis man mistænker for snyd. Men hvordan demonstrere mod en mistanke?
Var Pantani dopet, da han vandt, og blev Riis og Hamburger sat, fordi de ikke var det? At Laurent Brochard har tilstået, at han er blevet systematisk dopet, tynger voldsomt på det verdensmesterskab, han vandt i San Sebastian sidste år, men vil Bo Hamburger, som blev nummer to, forsøge at få ham verdensmesterskabet frataget? Svarene er underordnede og rummer hverken anklager eller frifindelser. Og det er det, der er problemet. Den mistænksomme elsker er ingen elsker.
Mistanken er ikke skabt af politiet eller medierne, men af rytterne selv. Enten fordi alle er involverede, eller fordi de rene ikke vil tale ondt om de urene. Og så længe de spørgsmål eksisterer, vil det være helt uinteressant, hvem der vinder en etape eller Tour de France eller andre cykelløb i uoverskuelig fremtid.
At sige andet, vil være hykleri, men det skal man leve med en uge mere, selv om jeg gerne ville væk så hurtigt som muligt.

Stillingen i Tour de France
12. etape, 222 km fra Tarascon sur Ariege til Le Cap d'Agde:
1. Tom Steels, B (Mapei), 4.12,51 t.
2. Francois Simon, F (Gan), s.t.
3. Stephane Barthe, F (Casino), s.t.
4. Nicola Minali, I (Riso Scotti), s.t.
5. Erik Zabel, D (Telekom), s.t.
6. Stuart O'Grady, AUS (Gan), s.t.
7. Andrea Ferrigato, I (Vitalicio), s.t.
8. A.Vierhouten, NL (Rabobank), s.t.
9. Leonardo Guidi, I (Polti), s.t.
10. G. Hincapie, USA (USP), s.t.
11. Massimiliano Mori, I (Saeco), s.t.
12. Andrej Tjmil, B (Lotto), s.t.
13. Oscar Pozzi, I (Asics), s.t.
14. Cedric Vasseur, F (Gan), s.t.
15. Angel Casero, E (Vitalicio), s.t.
16. Bobby Julich, USA (Cofidis), s.t.
18. Jan Ullrich, D (Telekom), s.t.
28. Bo Hamburger, DK (Casino), s.t.
29. Bjarne Riis, DK (Telekom), s.t.
86. Peter Meinert, DK (USP), s.t.

Samlet stilling:
1. Jan Ullrich, 56.55,16 timer.
2. Bobby Julich, 1,11 min.
3. Laurent Jalabert, 3,01.
4. Marco Pantani, s.t.
5. Michael Boogerd, 3,29.
6. Luc Leblanc, 4,16.
7. Bo Hamburger, 4,44.
8. Fernando Escartin, 5,16.
9. Roland Meier, 5,18.
10. Angel Casero, 5,53.
15. Bjarne Riis, 7,00.
70. Peter Meinert, 38,05.33.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her