Læsetid: 9 min.

At turde give slip og flyve

8. juli 1998

Sopransaxofonisten Lotte Anker om fri improvisation, ny komposition og mørkets verden

JAZZFESTIVAL
"Jeg har dyb respekt for de moderne klassiske komponister, som forfølger en bestemt tanke 100 procent. Jeg kan godt lide, at man gør de ting, man skal i kunst og bare gør det, fordi man kan mærke, at man må gøre det. For det er jo ikke nogen hemmelighed, at der ikke er et stort publikum til koncerter med ny kompositionsmusik. Ligesom der heller ikke altid er det til avantgarde jazz."
"Det er musik, der er svær tilgængelig og har en lidt dårlig status i Danmark: Det er så svært, at vi lige så godt kan lade være med at forsøge at forstå det."
"Danmark er selvfølgelig et lille land, og derfor er der et begrænset publikum. Men det er også kendetegnende, at danskere generelt ikke er så nysgerrige. Når jeg spiller i Syd- eller Centraleuropa, oplever jeg en meget større respekt og interesse for den lidt sværere tilgængelige musik. Og det gælder både jazz og klassisk. Sikkert også billedkunst og alt muligt andet."
"Men der er jo heller ikke så sindsygt mange i det danske jazzmiljø, som går til yderligheder. Der er en vis forsigtighed, og det har der altid været. Det er Danmark kendt for ude i Europa."
"Danmark er så også kendt for stor håndværksmæssig kunnen. Det må man så sige."
"Men nu skal det heller ikke lyde så røvsygt altsammen. Der er ved at ske noget i de her år. Nogle af de unge ude på Rytmekonservatoriet prøver nogle ting. De beskæftiger sig ikke kun med at lære at spille jazz, som de gjorde det i 50'erne. Heldigvis."
"Det har helt klart været for let i mange år bare at kopiere en stor musiker og kalde det sit eget sprog. Man kan sagtens blive inspireret af en stor musiker. Det er jeg også selv blevet. Men det sidste skridt... Jeg ved ikke, om jeg selv har taget det, men jeg vil gerne. Det er jo det, det hele går ud på: At finde sit eget sprog."

Man skal turde flyve
"De sidste par år har jeg spillet i nogle sammenhænge, hvor det er helt fri improvisation, der er på dagsordenen. Hvor der ikke er et tema, hvor der ikke er noget som helst. Og det er sjovt. Man bliver tvunget til at lytte af-sindigt meget og får mulighed for at prøve nogle helt sindssyge ting af."
"Man lærer noget af at spille i grupper, hvor alle tør give slip og ligesom gå med. Hvor alle tør flyve."
"Det er selvfølgelig ikke altid, man skal flyve. Det er mere det, at en god improvisator skal have en meget stor modtagelighed eller sensitivitet i kommunikationen med de andre musikere. En improvisator skal være parat til at kaste sig ud over klippen."
"Men der findes da masser af store musikere, som ikke har gjort det. Og så har de alligevel gjort det... John Coltrane, han kastede jo til sidst det hele ud. Han døde også. Han fik et kort liv, men hans musik var enormt kraftfuld, helt uhyggelig kraftfuld de sidste år. Ligesom Jimmy Hendrix' i virkeligheden."
"For at finde sit eget sprog, skal man være modig. Man skal have mod til at se på sig selv. Jo større selvindsigt man har, jo tydeligere bliver ens sprog, og jo bedre bliver man som improvisator. Jeg mener ikke dermed, at man skal gå i terapi. Men man skal have mod til at lære de mørke sider i sig selv at kende."
"Man skal kende smerte. Miles Davis, selv om han er en cool jazzmusiker, så bliver han aldrig kedelig, fordi hans tone er så mættet, fordi der er så meget smerte og intensitet og nærvær i den."
"Jeg kan være lige så pisse bange, som alle mulige andre. Men jeg har lært noget af at spille i nogle sammenhænge, hvor der ikke har været et sikkerhedsnet. Lært noget af at gå op på en scene uden en melodi, uden et tema, hvor det bare har været: Hvem spiller den første lyd?"
"Alle skulle prøve det på et eller andet tidspunkt. Man lærer noget om sit sprog og sine grænser."
"Jeg synes hele tiden, at jeg kommer lidt længere med min musik. Jeg ved ikke rigtigt hvilken vej. Det kan jo også være en gal vej. Men det gør sådan set ikke noget. Bare man er på vej."

De mørkere sider
"Grundtonen i mit liv? Det er nok S. Tonen S. Det er en meget blød tone. Det er måske en af de blødeste. Men det er også en mørk tone. Det kan du høre på den musik, jeg laver. Jeg kan faktisk godt lide at beskæftige mig med de lidt mørkere sider."
"Jeg har altid øvet mig i ikke at være bange for døden, for angsten, for dyb sorg og alt det der. Det er jo fuld-stændig banalt, det jeg siger nu, men man kan jo alligevel blive ved med at sige det: I Danmark i 90'erne er det lige som blevet gemt væk."
"Der er selvfølgelig noget, man skal finde ud af med sig selv, hvis man kun føler, at man lever, når det gør lidt ondt i ens liv. Sådan er der jo mange mennesker, der har det. Sådan havde jeg det selv på et tidspunkt. Og det var i virkeligheden ikke så godt. Det er ikke noget at stræbe efter. Men det er jo noget, der ligger igennem hele jazztraditionen - det der med blues og sjæl og dybde. Det er jo noget, der har været meget kendetegnende for, om der var noget i en musiker og hans musik. Der har jo hele tiden været en tiltrækning af The Blues. En vis selvdestruktiv kraft har været kendetegnende for jazzmiljøet, især i USA. Og den kender jeg udmærket selv. Men jo ældre jeg er blevet jo bedre kan jeg håndtere den."
"Jeg er ikke nogen dybt depressiv person. Selv om jeg godt kan tage nogle ture. Men det er der måske nogle andre, der synes."
"Når jeg spiller sopransa-xofon, er det jo i virkeligheden fordi, jeg blev helt vild med Wayne Shorter. Og han spillede netop en lys tone."
"Jeg spiller både sopran- og tenorsaxofon. Men det er nok dybest set sopranen, som jeg føler mig mest ét med."
"Det er to meget forskellige instrumenter. Sopranen er enormt hurtig, og så har den den der lysende tone, som jeg godt kan lide. Den - BANG - skærer igennem. Jeg tror også, det betyder noget, at den ligger i et stemmeleje eller i et register, som svarer næs-ten til min stemme. Ikke helt, men tættere på i virkeligheden. Det gør selvfølgelig, at det er en meget umiddelbar forlængelse af min egen stemme. Og det kan jeg godt lide."
"Tenoren kan så nogle andre ting, fordi den er meget mere robust og langsom, og der er bund og tyngde i. Det er også enormt dejligt. Og så er tenoren jo traditionelt et konge-instrument. Man tænker uvilkårligt på Rollins og Coltrane og alle dem der."
"Men jeg kan også blive træt af saxofoner nogle gange. Det er kommet her i de sidste år. De kan godt være lidt begrænsede farvemæssigt i forhold til så mange andre instrumenter. Saxofonen blev jo opfundet for at erstatte strygere i marchorkestre i slutningen af forrige århundrede. Den kunne bedre høres. Men strengeinstrumenter har flere farvemuligheder."
"Det er noget, jeg kommer til at tænke på, fordi jeg har siddet og skrevet noget for strygere. Jeg synes bare det er vildt, så mange måder man kan spille en violin eller cello på."

At bruge hovedet
"Der er sket det i de sidste år - og det er måske som modsætning til det med at improvisere - at jeg har skrevet meget musik. I virkeligheden holder jeg meget af det analytiske. Jeg kan godt lide eftertænksomhed. Og lide at sidde og arbejde med et stof, langsomt. Jeg tror, det er Per Nørgaard, der kalder improvisation for øjeblikkets komposition eller hurtig komposition. Hvor komposition traditionelt er, at man sidder med papir og blyant og tænker efter: Skal det nu være sådan eller sådan? En proces som tager lang tid. Det har jeg fundet ud af, at jeg også godt kan lide."
"Det er selvfølgelig en blanding af intuition og hårdt arbejde. Fordi man - hvis man skal skrive et nyt stykke - starter op med nogle lidt in-tuitive ting, det kan være en idé om noget eller en lyd, man har hørt, som man gerne vil udtrykke. Et eller andet. Men derefter ligger der et stort arbejde foran en, hvor man også skal bruge hovedet."
"Det er meget analytisk arbejde: Hvad for nogle teknikker, vil man bruge for at komme derhen, hvor man vil? Man laver planer og skriver en masse noder og visker dem ud, fordi de alligevel ikke blev helt, som man ville have. Det er et kæmpe arbejde. Du kan bare se stakken af partiturer på mit klaver. Det tager virkelig tid, fordi det nogle dage overhovedet ikke rykker sig. Hvad skal der nu komme efter? Hvor skal det nu hen? Man bruger måske flere dage, og så bliver det alligevel ikke det, man ville have. Det holder ikke. Så går man ned til bageren for at købe mælk, og så er den der."
"Hvis man skriver meget, og især større ting, så er det ikke bare noget med at sætte sig hen til klaveret, lige når man er inspireret. Så er det noget med at tage sig sammen om morgenen og sætte sig hen til det, selv om man overhovedet ikke er inspireret og så bare sige: Ok, hvor kom jeg til? Rimeligt koldt i virkeligheden. Prøve nogle forskellige ting. Og efter en halv time begynder det at komme. Så begynder det at blive sjovt. Så kører det."

*Lotte Anker kan opleves med Louis Moholo, Cremaschi og Jonas Müller på Blue Note i aften kl. 24:00, sammen med Marilyn Mazur, Thomas Clausen og Klavs Hovman i Copenhagen Jazzhouse den 9. juli kl. 21:30, sammen med Marilyn Crispell og Marilyn Mazur i Rundetårn den 10. juli kl 20:30 og sammen med John Tchicai, Strange Brothers og Copenhagen Art Ensemble i Copenhagen Jazzhouse den 11. juli kl. 21:30

*Dette er den fjerde artikel i en serie interviews med kvindelige kapelmestre. Serien fortsætter

Lotte Anker
*Lotte Anker er født i 1958 i København og blev som barn undervist i klassisk piano. Hun stiftede først bekendtskab med jazz, da hun var først i 20'erne, og inspireret af John Coltrane og Wayne Shorter købte hun en sopransaxofon.
Lotte Anker studerede musik ved Københavns Universitet fra 1980-84 og deltog i en række kurser og stævner. Hun har spillet i en række danske og skandinaviske konstellationer og udgivet en række plader med disse.
Hun etablerede selv Lotte Anker/Mette Petersen Quartet i 1988, en kvartet der nu er en sextet med blandt andet Mona Larsen som vokalist.
Blev i 1995 medlem af den frit improviserende trio Anker, Friis, Poulsen, opbyggede i 1995 bl.a. sammen med Ture Larsen det 12-mand store Copenhagen Art Ensemble, og i 1997 den nye gruppe Sine Die sammen med Marilyn Crispell.
Lotte Anker er autodidakt komponist, men har fulgt et kompositionsforløb på Rytmisk Konservatorium under ledelse af Bob Brookmeyer. Af pladeudgivelser skal især fremhæves Copenhagen Art Ensembles plade fra 1997 Shape of Twelve og Anker, Friis, Poulsen's Infinite Blueness fra 1996.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu