Læsetid: 4 min.

Tyggegummipakkens fallit

27. juli 1998

Cykelrytterne er blevet afsløret som snydere. Og med en punkteret barnetro gider man så interessere sig for elitesport længere - for eksempel Superligaens første runde?

HESSELAGERS HJØRNE
I årevis har jeg været slave af tv-skærm og radio, når den stod på transmissioner fra diverse store arrangementer og afgørende kampe. Jeg har i drengeårene 'set' Allan Simonsen tørne ud i Bundesligaen på et tv, der blev næret af en så nærig tagantenne, at det kun var den tyske speaker, der gik igennem. Skærmen var sne. Fanatismen fejler intet.
Men afsløringerne af de dopede ryttere i Tour de France har rystet barnetroen. Gør de sådan alle super-sportsfolkene? Var Simonsen måske også på et eller andet? Er dagens fodboldspillere også omvandrende medicinskabe? Alene det, at spørgsmålene kan stilles, antyder, at elitesporten som begreb har alvorlige problemer.
Over mig er Peter Meinert på Panasonic'ens farveskærm med i et udbrud godt 11 minutter foran hovedfeltet på dagens etape. Og på Philips clock-radioen placeret på radiatoren til venstre lyder monomeldinger om scoringer i Superligaen. B93's oprykkere fører over Brøndby efter 90 sekunders spil. Fantastisk! Jeg er altså stadig på. Men skeptisk. Og rasende over at rytterne som repræsentanter for elitesporten har reageret, som de har på afsløringerne. Rasende over, at drengedrømmene rasler itu.

Minder fra Engesvang
For et kvart århundrede siden, da min karriere som knægt kulminerede, tilbragte jeg mange en sommer hos fars søster i Engesvang. Minderne er mange - softice på Viborgs strøg, køreture, hvor Saab'en fik lov at rulle frihjul, samt varm hyldebærsaft til ulovligt sene aftenfilm - men af en eller anden besynderlig grund, har min bevidsthed især fastnaglet ét billede.
Drengene på fasters vej samlede på kort. Vi købte dem hos bageren på hjørnet, hvor de lå i pakker med aldeles afskyelig tyggegummi, der nærmest var støvet. Nogen havde ti centimeter store stakke kort, som blev holdt sammen med elastikker. Selv havde jeg færre, fordi min sæson som samler var lidt amputeret.
På kortene var billeder af cykelryttere. Trøjerne var knaldgule eller azurblå alle sammen. Cykelryttere foretog sig noget af det mest fornuftige man som knægt overhovedet kunne forestille sig. De kørte hurtigt på cykel. Selv havde jeg en gul drøm med dobbelt og buet tværstang, men uden gear. Det var livsfarligt at cykle, ikke mindst på grund af åen, som løb helt op til grusvejen. Engang strøg jeg ud over styret oppe i skoven.

Sigende undvigemanøvrer
Det er disse dyrekøbte erindringer og den forbundne fanatisme, som dopingen har udfordret. For når et så systematisk misbrug, som det netop afslørede, kan bygges op, så må det have stået på i årtier. Og endnu værre: Alle inden for sporten må have vidst eller anet det, fra journalister til sponsorer over pengemænd og direktører.
Det værste i hele miseren er rytternes manglende erkendelse af situationens alvor. Når de fornærmet i dag nægter at udtale sig om andet end selve sporten, kan man kun grine. For sporten er jo i dag netop også dopingen. Uden ampuller ingen Tour de France. Og måske heller ikke noget VM i fodbold. Eller nogen Superliga?
Og når folkehelten Bjarne Riis direkte adspurgt, om han har brugt doping svarer, at han aldrig er blevet testet positivt, så skriger det til himlen. Rytterne på Festina-holdet er heller ikke blevet testet positivt. Men alligevel har de under det franske politis målrettede afhøring indrømmet doping. Mere skulle der ikke til, end en effektiv spørgeteknik og lidt vedholdenhed.
Og netop dér synes hele menageriet omkring cyklingen at have svigtet. Ovennævnte interview med Bjarne Riis fandt sted på TV2 og journalisten var tydeligvis forlegen. "Hvad ville du svare, hvis nogen spurgte dig ...," lød hendes spørgsmål. Noget i den retning. Hun turde altså ikke spørge selv, men måtte ud i en abstraktion. Senere genudsendte TV2 stolt interviewet som nærmest enestående. Enestående ringe, vil jeg mene.
Måske er forklaringen, at alle i cykelsportens inderkreds godt ved, at det her burde have været afsløret for længst. Og hvis alle er enige om det, og ingen har gjort noget, så sker der nok heller ikke det store i fremtiden. Og så er jeg færdig med cykelløb og vil have pengene tilbage for de cykelkort.

Tiltrængt sceneskifte
Selv nød jeg Superligaens start. Måske fordi sceneskiftet var tiltrængt, og fordi jeg er dødtræt af løgnene i og omkring Tour de France.
Måske fordi drømmene her kan leve videre - B93 vandt ganske vist ikke over Brøndby, men de kom da foran. Og én ting er sikkert - man kan ikke dope sig til en god dribling.
Men allermest nød jeg noget helt andet, der smuttede ud af radioen denne søndag. Eva Dyrberg blev europamester i tennis for juniorer. Da hun blev interviewet om præstationens format, sagde hun helt uforglemmeligt, at titlen var "det sjoveste", hun havde prøvet. Ikke det mest indbringende. Ikke en genvej til sponsorer. Men bare sjovt. Måske er det mantraet. Det skal være sjovt, hverken mere eller mindre. Og det er vel ikke sjovt at dope sig? Så lad være.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu