Læsetid: 6 min.

Den tysk-britiske akse

22. juli 1998

Brat opvågnen i Paris efter ØMU-drømmene - ny børsalliance minder om, at Frankrig befinder sig på et sidespor i den europæiske kapitalisme

Der findes lansigtede, geografisk betingede strukturer i historien, der også kan aflæses i samtidshistorien.
Det mente i hvert fald historikeren Fernand Braudel, og han argumenterede overbevisende for, at Europa har sine økonomiske akser fra hav til hav på de steder, hvor kontinentet er mest indsnævret.
Den vigtigste af disse dynamiske zoner strækker sig fra Adriaterhavet/Genovabugten til Nordsøen (og Sydøstengland) og har siden slutningen af det 13. århundrede været hovedvejen for den europæiske handel - med kæder af tidligt udviklede, selvstyrende og stenrige byer - fra Genova, Milano, Firenze og Venezia via Basel, Augsburg, Frankfurt og Köln til Brugge, Antwerpen, Hamburg og London.
Det blev rygraden i det fremvoksende økonomiske Europa.
Franskmanden Braudel konstaterer utvetydigt, at Frankrig - et stærkt politiseret land med en tidlig tendens til statslig centralisme - lå uden for denne zone. "Det lykkedes ikke Frankrig at skaffe sig en plads i den europæiske kapitalismes privilegerede geografi," skriver han i L'identité de la France. Den slags teorier er fascinerende. De kan anfægtes, og de har naturligvis ikke ubegrænset gyldighed. Men hvis Braudel havde levet i dag (han døde i 1985), ville han uden tvivl have set en bekræftelse på den europæiske økonomiske hovedakses langsigtede holdbarhed i den strategiske alliance, der netop er indgået mellem børserne i Frankfurt og London - en nyhed, der har givet genlyd i Paris og chokeret både børsen og den franske regering.

I årtier har Frankrig satset på den fransk-tyske akse, der var politisk motiveret, men som også blev hovedaksen i det monetære samarbejde, der om få måneder munder ud i lanceringen af den fælles valuta, euroen.
Nu bliver man pludselig mindet om den mange århundreder gamle økonomiske akse - som den fransk-tyske går på tværs af. Det økonomiske Europa, hvor aktiemarkederne spiller en primær rolle - børserne i London og Frankfurt repræsenterer tilsammen en kapital svarende til ca. 23.000 mia. kr. - dominereres af den britisk-tyske akse.
Det chok, nyheden udløste i Paris, skinnede igennem i to 6-spaltede overskrifter i Le Monde med få dages mellemrum. Den ene konstaterer, at London-Frankfurt aftalen "marginaliserer Paris," den anden, at "Frankfurt opnår status som stort internationalt finans-centrum." I en leder taler bladet om tysk "forræderi" over for Frankrig og betegner den nye aftale som" et hårdt slag mod Paris som finans-centrum, et nederlag for den franske regering".
Der er tale om et vendepunkt i konkurrencen - eller "krigen" - mellem de europæiske børser. Det er de to gamle rivaler London Stock Exchange og Deutsche Börse, der har sluttet våbenhvile. Den 7. juli bekendtgjorde de aftalen om at forene deres to aktiemarkeder fra den 4. januar 1999, den dag euroen træder i kraft. De to partnere meddelte, at de agter at danne "kernen" i et paneuropæisk aktiemarked.
I begyndelsen af 1990'erne enedes de europæiske børser om at forsøge at oprette en fælles platform, Euroquote. Men London og Frankfurt torpederede projektet. Derefter prøvede de selvsikre englændere i City - med verdens næststørste børs - at oprette deres eget internationale system, men det strandede på modstand fra de andre børser. Et nyt og kostbart elektronisk system i City kom ikke til at virke tilfredsstillende, og i mellemtiden vågnede børsen i Frankfurt - længe handicappet af sine gammeldags transaktioner - op til dåd og slog igennem på den europæiske scene med et nyt elektronisk system. Da City samtidig måtte forberede sig på konsekvenserne af den europæiske enhedsvaluta på kontinentet, blev englænderne stærkt interesseret i et samarbejde med Frankfurt, 'euroens hovedstad', sæde for den europæiske centralbank.

Men de tysk-britiske forhandlinger foregik i hemmelighed - efter at tyskerne gennem nogle måneder havde forhandlet med franskmændene om et børssamarbejde. Dette forklarer, hvorfor man i Paris taler om chok og forræderi.
Meddelelsen den 7. juli kom helt uventet, idet tyskerne ikke havde fundet det umagen værd på forhånd at underrette deres kolleger i spidsen for det parisiske børsselskab SBF. Franskmændene anser denne behandling for ydmygende.
SBF havde netop satset på en tysk-fransk alliance for at imødegå den britiske overvægt. I stedet står Paris nu alene med en kapitaliseret børsværdi på 930 mia. dollars over for Londons 2.130 milliarder forenet med Frankfurts 1.100 milliarder.
Den strategiske aftale mellem Frankfurt og City går ud på at danne et fælles selskab på 50-50 basis, som skal handle med aktierne fra de 300 mest efterspurgte aktieselskaber.
Den 9. juli meddelte London og Frankfurt, at de var rede til at åbne for en fransk deltagelse på 20 procent. Dette tilbud, som franskmændene vil svare på til september, er blevet modtaget med alt andet end begejstring i Paris, hvor man frem for alt har ønsket et samarbejde på lige fod og uden 'hegemoni'. Nu konstaterer franskmændene, at de er blevet holdt uden for forhandlingerne om det nye selskab, der er blevet præsenteret som et fait accompli.
Udviklingen er så meget mere frustrerende for franskmændene, eftersom børsen i Paris er blevet gennemgribende moderniseret og har fået et meget effektivt elektronisk system. De franske regeringer har også i årevis favoriseret udviklingen af det parisiske aktiemarked. Nu må man konstatere, at teknologi ikke i sig selv er nok. Børshandelen er mere og mere international for de store grupper, og det afgørende er at befinde sig på aktietrafikkens hovedveje.
Paris har næppe anden mulighed end at underkaste sig det tysk-britiske lederskab. Et teoretisk alternativ ville være at søge at oprette et konkurrerende net med andre hovedstæder, men styrkeforholdet er klart i det britisk-tyske pars favør. Wien har allerede besluttet at opgive sin uafhængighed og arbejde under den standard, der fastsættes af de to dominerende børser, og Amsterdam ventes i nær fremtid at træffe det samme valg. Der er også en risiko for, at franske selskaber delvis svigter Paris for ikke at blive marginaliseret på det paneuropæiske marked med dets massive efterspørgsel. Blandt de 300 førende europæiske aktieselskaber - såkaldte 'blue chips' - som den tysk-britiske børs satser på at føre sammen, er 40 franske, og de tegner sig tilsammen for næsten 80 procent af transaktionerne på børsen i Paris. Iøvrigt er der 108 britiske og 38 tyske blandt disse 300 selskaber.
Det har givet stof til eftertanke i Paris, at den strategiske børsalliance - selv om den er blevet udviklet og fremskyndet under indflydelse af ØMUen - er blevet dannet mellem et medlem af denne og et ikke-medlem. Det viser, at de to vigtige europæiske finanscentre ikke anser enhedsvalutaen for altafgørende. Det viser også en rent ud overrumplende fleksibilitet og pragmatisme hos de tyske og navnlig de britiske finansfolk. De forbereder sig i god tid på en mulig britisk indtræden i ØMUen, men de betragter den ikke som en forudsætning. En holdning, der er fundamentalt forskellig fra den franske.

Børsverdenen er ikke det eneste område, hvor den tysk-britiske akse manifesterer sig. De senere år har vist, at industrielt samarbejde på denne led ofte er mere nærliggende og mere problemfrit end fransk-tysk. Både ideologisk og praktisk er det liberale tyske erhvervsliv mere på bølgelængde med det britiske end med det franske, der præges af traditionen for statslig indblanding og stadig har statslig aktiemajoritet eller deltagelse i nogle af de største virksomheder.
Det er forskelle, der også afspejler sig politisk på regeringsplan i forholdet mellem de tre lande.
Den tysk-britiske akse er lidet omtalt, men den eksisterer i økonomi- og finansverdenen, og man bør måske regne med den som en af de 'langsigtede strukturer'.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu