Talebans beslutning om at smide 35 NGO'er ud er begyndelsen til enden på den udenlandske tilstedeværelse i Afghanistan
De udenlandske hjælpeorganisationer var ét af de sidste lyspunkter i Kabul - én af de få åbninger, som tillod en smule lys at trænge ind i det fuldstændig formørkede land. Da de fik besked på at samle sig i en faldefærdig bygning uden vand, elektricitet eller vinduer, nægtede de fleste at efterkomme ordren og gjorde sig klar til at forlade den afghanske hovedstad. Ifølge Taleban er 34 ud af 35 organisationer allerede ude af Kabul.
Samtidig har patruljer fra det strengt islamiske Taleban-styre slået til mod flere organisationers lokaler, arresteret nogle af de lokale medarbejdere og forseglet dørene til såvel kontorerne som udlændingenes boliger.
"Vi er ikke overraskede. Det er blot den seneste provokation med det formål at få os til at rejse," siger Danielle Faure-Imbert fra Aide Médicale Internationale, hvis ti klinikker - trods myndighedernes restriktioner - har hjulpet omkring tusind kvinder og børn om måneden.
"Det er enden på de udenlandske NGO'ers tilstedeværelse i Kabul, og formentlig begyndelsen til enden for alle udlændinge," tilføjer Charles MacFadden, der står for koordinationen mellem de udenlandske nødhjælpsorganisationer i hovedstaden.
Diplomatisk krig med EU
EU, som yder en forholdsvis rundhåndet humanitær bistand til Afghanistan, reagerede straks med at suspendere den næste udbetaling på ca. 30 millioner kr. til brug i Kabul.
Derimod opretholdes bistanden til andre dele af landet på ca. 45 millioner kr.
Talebanernes svar kom øjeblikkeligt: De lukkede EU's repræsentation i den afghanske hovedstad, som ellers havde halv-diplomatisk status.
"Det er en ny form for chikane, som ikke rokker ved Kommissionens vilje til at afhjælpe det afghanske folks lidelser," siger en talsmand for Emma Bonino, der er EU's kommissær for humanitær bistand.
Allerede den 29. juni besluttede talebanerne, der har været ved magten i Kabul siden oktober 1994, at indlede en offensiv mod de udenlandske organisationer. Det vigtigste anklagepunkt mod dem var deres protester mod, at afghanske kvinder har forbud mod at arbejde og studere eller modtage lægehjælp.
De fik ordre til at flytte til den tidligere tekniske højskole. Den 14. juli udstedte talebanerne så et ultimatum til de omkring 30 NGO'er, der arbejdede i byen.
"Vi nægtede at flytte - ikke fordi det kvarter, de ville samle os i, er ubeboeligt, men fordi det ville blive en ghetto for udlændinge uden kontakt med befolkningen. Det er ikke acceptabelt for os; kontakten er en afgørende forudsætning for vores arbejde," fremhæver Pierre Pascal Vendini, der er koordinator for Læger Uden Grænser i Afghanistan.
Organisationen nægter nu såvel at forlade Kabul som at flytte ind i den tekniske højskole og forventer derfor at blive udvist af landet.
FN-aftale banede vej
NGO'erne ser forklaringen på talebanernes seneste stramning i en aftale, som FN den 13. maj underskrev sammen med det "islamiske emirat Afghanistan".
I dette dokument legitimerer FN indirekte talebanernes politik, især deres diskrimination af kvinder. Ved at underskrive aftalen anerkender Martin Griffiths, der er næstkommanderende for FN's nødhjælpsarbejde, at en kvinde er mindre værd end en mand:
F.eks. står der i Artikel 13, at "kvinders adgang til sundhedsvæsenet og uddannelsessystemet nødvendigvis må ske i etaper", og at denne adgang skal ske "i overensstemmelse med de islamiske love og den afghanske kultur".
Det svarer til at acceptere, at de afghanske kvinder ikke skal have adgang til uddannelse eller lægebehandling, sådan som det også er tilfældet i øjeblikket.
Men ikke nok med det - FN har i den samme erklæring accepteret, at verdensorganisationens afghanske personale skal udvælges af talebanerne. De har allerede forbudt personer, der har studeret i Vesten eller Sovjetunionen, at arbejde inden for sundhedssektoren.
FN er også gået med til at flytte sine udenlandske medarbejdere fra kvarteret Wazir Akbar Khan, hvor de hidtil har haft til huse. Følgen er, at talebanerne kan støtte sig på FN's indrømmelser, når de nu forsøger at pålægge andre organisatiaoner de samme betingelser.
"Det er klart, at talebanerne har benyttet sig af FN's underskrift til at samle os allesammen på ét sted. Den har opmuntret dem," mener Alain Boinet, leder af organisationen Solidarités..
"Ved at bøje sig for alle talebanernes krav har FN skabt en præcedens. På den måde har verdensorganisationen spændt ben for de NGO'er, som hver dag kæmper for at få lov til at arbejde i Kabul," siger Pierre Pascal Vendini.
I øjeblikket venter alle på FN's reaktion. Lederne af de private humanitære organisationer i Kabul understreger, at det vil få "katastrofale konsekvenser" for hovedstadens omkring 800.000 indbyggere, hvis de skal undvære den udenlandske bistand.
Talebanerne er travlt optaget af at føre krig i den nordlige del af landet og har hidtil ikke interesseret sig meget for at få byens administration til at fungere.
© 1998 Libération & Information.
Oversat af Birgit Ibsen.
